onsdag den 31. december 2014

The Bruery

Her på årets sidste dag må der hældes lidt godt i glassene. Jeg smagte to øl fra The Bruery, et nyt bekendtskab fra Placentia, Californien.

Saison Rue, 9,5 % rug saison. Det prægtigt skummende øl har en let duft af Brett, men også lidt friske noter. Starter næsten karamelsødt før den tørre Brett smag tager over. Den er tør og krydret og har her følgeskab af en let citrus. Ikke så halm-stald-"våd" som den kan være. Der fornemmes lidt spøjst noget anis samt nellike og koriander. Der er vel nogen slutbitterhed, men det er svært at bestemme gennem den fint krydrede smag. Bryggen føles blød,  mon det er rugens aftryk? Super fin afstemt og der må hostes op med seks skumfiduser.

Smoking wood, 14 % røget rugporter, lagret i bourbon fade. En del fad-sprut møder næsen først. Der er også lidt blomme/svedske med. Den alkoholtunge drik føles ikke særlig voldsom i munden. Chokolade, kaffe, vanilje men ikke megen brændthed i smagen. Modspillet til sødmen  kommer fra nogen slutbitterhed, der sammen med kaffesmagen sørger for, at den ellers ikke voldsomme sødme ikke er eneste spiller på banen. Røgen? Jo der ligger efter nogen opvarmning af den nok lidt for koldt opknappede øl, en fin røgsmag under det hele. Og så falder meget mere på plads i en velkomponeret øl. Selv om den tidligere i disse linjer blev beskrevet som ikke specielt tung, er den tungere end portere normalt - men OK, også imperial. Nærmer sig meget en stout. 5 skumfiduser.


God debut for The Bruery - og Godt Nytår!

#966-967

lørdag den 27. december 2014

Jacobsen IPA

India Pale Ale, 6,6 % fra Jacobsen. Let brødduft fra malten. Smager let sødligt med korn og en anelse lakrids. Eftersmagen påstås på etiketten at være god. De skriver også at det både er en stærk pilsner OG en lys ale. Jovel, der er både noget krydring og noget meget let bitterhed, der må stamme fra humlen, men det må være efter engelsk forbillede de har lavet øllen. Drukket alene er den som de fleste af de andre fra Jacobsen: uskadelig og let kedelig. 3 skumfiduser.


#965

onsdag den 24. december 2014

Glædelig jul

Der skal da også et opslag på her juleaften. Det bliver til en omtale af en øl doneret af min (dengang) hemmelige nisseven.

Vintage ale, 7,5 % fra Batemans. Årgang 2013. Fadlagret på sherryfade (eg). En lidt metallisk duft med karamel. En lidt let øl i munden, hvor karamelsødmen er første smagsindtryk. Dybt nede anes noget vanilje og tørt træ. Der kommer noget svedske smag frem, når den bliver et par grader over køleskabstemperatur. Har/får smag næsten henad belgiske dubler. En let vinøsitet gør sig gældende til sidst, sammen med en ren bitterhed, der er i den bløde ende af skalaen. Jo da, en fin ale, som er af de bedre slags jeg har smagt fra England. Fire store skumfiduser - tak til min nisseven for gaven!

#964

tirsdag den 23. december 2014

Økologisk classic

Classic, 4,6% pilsner fra Ølgaard, brygget hos Indslev. Økologiske ingredienser. Typisk pilsnerduft med græs og hø og måske en anelse karamel i bunden. Smagen er ret diskret, nok en anelse mere sødlig og maltet end en normal pilsner, men det er de meget små decimaler vi måler med. Ingen rigtig smag fra humlen og bitterheden er let. Et ganske typisk og stiltro eksempel på international lager, men det er gabende kedsommeligt. Eneste formildende omstændighed er de økologiske ingredienser. 2-3 skumfiduser.


#963

mandag den 22. december 2014

Værdig fødselsdagsøl

Det er blogbestyrernes (runde) fødselsdag, så i dagens anledning hives der en topscorer frem fra endnu ikke udgivne smagsnoter

SPA, 6,0 % sommer pale ale fra Port Brewing. Frisk citrus med ananas i duften. Forholdsvis let øl, men det er jo en pale ale. Der er de samme frugter i smagen som i duften, med en let underliggende sødme. De indtryk får ikke lov til at holde længe i munden. De anvendte humler (Amarillo, Cascade, Chinook, Columbus, and Simcoe) giver en meget fin og heftig tør finish, med en trods alt fint afstemt bitterhed. Der er noget henad mandarin over bitterheden. De siger selv den er ukompliceret men humlen giver, selv om det ikke helt er vild west coast style, mig den bedste smagsoplevelse med en pale ale. 6 skumfiduser. Tak til Port Brewing for den fine fødseldagsgave!


#962

søndag den 21. december 2014

Brettish Bulldog

Brettish Bulldog, 8,2 % ale med Brettanomyces fra Against the Grain og Beer Engine. Kraftig, dejlig Brett duft. Indenbords er den spøjst todelt: en grund-maltsødme med frugt og næsten chokolade samtidig med at Brett'en giver klassisk tør græs-læder-hest smag. Der er en meget bitte anelse af syrlighed. Tørheden fra gæren kolliderer en smule med maltsødmen, men efter lidt tilvænning forstås hensigten. Jeg tror nok jeg foretrækker grundbryggen en tand mindre sød, men det er bestemt en interessant konstellation. Sniger sig op på 4 skumfiduser.
#961

lørdag den 20. december 2014

Spansk forsøg på west coast IPA

Hoptimista, 6,6 % IPA fra Edge Brewing (Barcelona). To amerikanere i Catalonien har lavet denne west coast style ipa og tørhumlet den i to omgange. Tør, fyrret og harpikset duft. Karamel og frugt (abrikos) mærkes i bunden. En meget let lakrids note. Brygget føles dejligt blødt i munden. Humlen vil dog gerne lave lidt om på det. Selv om den har sædvanlige tørre, fyrrede, og bitre noter, er det ikke udtrykt i ekstrem grad, og det virker ret fint. 4-5 skumfiduser.


#960

fredag den 19. december 2014

Stor og sort

Westkust, 9,2 black imperial ipa fra Troubadour. Kaffe, lakrids og lidt citrus i duften. Chokolade, lakrids starter smagen. Der følger noget citrus med. En meget brændt malt lægger sammen med humlen en meget tør eftersmag. En rigtig fin sort ipa der fint kombinerer det porter-sorte med ipa'ens friskhed. Den er mest sort, men med et umiskendeligt ipa aftryk.. Fem skumfiduser.
#959

torsdag den 18. december 2014

Snart jul

Bloggen blev startet på baggrund af nogle små juleølsnotitser på Facebook, så selv om det er et par år siden jeg smagte en ny juleøl hver dag, og live-updaterede bloggen, skal der alligevel et par nye juleølsbekendtskaber på siderne. Herunder tre fra Stronzo som man grundet deres konkurs og lukning nok ikke får at se igen.
 
Bitter bloody Christmas,  6,2 % rød ipa fra ellers lukkede Stronzo. Har set en del øl fra dem, senest tre varianter på Taphouse, selv om de er gået nedenom og hjem. Denne flaske er dog fra sidste år. Utrolig som den stadig skummer. Selv efter halvdelen af flasken var hældt op, steg der skum op gennem flaskeåbningen. Ret diskret duft, nærmest lidt opvaskemiddelagtigt citrus. Pæn maltsmag med fylde, let karamel, lakrids og noget mørk frugt. Synes ikke der er så meget humlesmag men der er en fin, tør bitterhed, men således ikke florale eller fyr-harpiks noter. Lavet for at skære igennem julemadens fedt og salt. Kan dog nydes med velbehag uden ledsagende mad. 4-5 skumfiduser.


Not at the table Santa, 9 % quadroupel fra Stronzo. Sød duft af karamel og en anelse rosiner. Dejlig lækker og blød fyldig øl som har en udpræget sød indledning med maltet karamel. Alkohol og noget krydring mærkes og så afsluttes den ikke bittert men ret tørt - man føler ganen er klar og kræver en øjeblikkelig ny slurk. En nydeøl hvor den indledende sødme heldigvis bliver dæmpet undervejs. 4-5 skumfiduser.


Nightmare before Christmas, 10% imperial (christmas pudding!) stout fra Stronzo. Han hader øl med krydderier (står der på etiketten) men blev nødt til at gøre en undtagelse. Så der er kommet ingefær, nelliker og kanel i! Den dufter da næsten også af julekage med kirsebær oveni de beskrevne krydderier. Sødt grundbryg men hvor krydderierne smages og især nellikerne giver en form for tørt modspil. Ingefæren prøver, men formår ikke helt at give et frisk pust i sukkerlagen. Men der skal nok heller ikke mere i, før det så kammer over til den anden side. Brygget er mørkt på grænsen til sort og ret tyktflydende. En let humlebitterhed bider smagen momentant over, men det er de søde krydderier, der består i eftersmagen. Det ender med fire gennemsnitlige skumfiduser.

Santa's dream 2014, 6,3 % jule ipa fra Det Lille Bryggeri og Fish & Beer. Stram tør duft, mest med fyr. Nogen maltsødme med frugtsmag henad abrikos og troper. Aner jeg en meget let lakridssmag? Ikke at der skulle være anvendt en smagsgiver i den retning. En mærkbar, men ikke aggressivt hidsig humlesmag med harpiks er til stede og det slutter pænt bittert med en lang eftersmag med fyr. Hvorvidt denne i øvrigt fine ipa skulle være smagsmæssigt associeret til julen er uvist; måske markerer ordet jul i øltypen blot udgivelsestidspunktet. 4 skumfiduser.

Julebock, 6,5 % fra Jacobsen. Også anmeldt sidste år, men vi tager den med alligevel. Brød og karamel i duften. Ret sød start, med masser af malt og karamel. Ved nedsvælg kommer der pludselig den letteste note af lakrids frem. Men der er ikke nogen humlesmag eller -bitterhed til at skabe modvægt til sødmen. I en bock skal der være tydeligt indslag af alkoholen men jeg synes den gemmer sig godt. Kunne godt at brugt lidt mere modspil, men det er jo ikke en decideret dårlig øl. 3 skumfiduser - det er nogenlunde samme karakter som sidste år. Og tak til min nisseven på arbejdet for flasken!

#955-958

onsdag den 17. december 2014

Revelation Cat Craft Brewing

Et nyt italiensk bekendtskab fra støvlelandets hovedstad.

Alpha Blood, 11 % barley wine. Meget maltet duft med alkohol og gæring. Kraftig smagende maltet øl med rå mængder af svesker og andre mørke frugter. Pæn mængde alkohol der varmer, men ikke er sprittet. Rå mængder humle, der både smager blomstret og giver en lammende bitterhed. Der må være brugt nogle kilo for at kunne trænge gennem maltbasen. Meget flad øl og hvis ikke det var for en minimal mængde skum kunne man tro, at det var en hedvin af en type. Voldsom og voldsom god, 5 skumfiduser.


Speed King, 14 % imperial porter. Røg, kirsebær og alkohol i næsen. Smagen er mere sødlig end duften lader antyde. Sødmen er ikke som chokolade selv om bryggen fornemmes tyk. Det er mere noget bærsødme, de fra duften omtalte kirsebær, med en stærkt varmende alkohol, der også prikker let i ganen (og det er ikke kulsyren, for bryggen er stort set flad som en hengemt cykel i kælderen). På etiketten står IBUen angivet til "Insane amounts" meeen det synes jeg nu ikke rigtig passer. Det er mest alkoholen, der mærkes til sidst ovenpå noget tørt, men det bliver lidt for skarpt. Det selv om fylden og sødmen trænger til modspil, så synes jeg det er lidt for vulgært. Men nu ikke helt dårlig, så den ender på 3-4 skumfiduser.


#953-954

tirsdag den 16. december 2014

Munin

Munin, 11 % belgisk quadrupel fra Munkebo. Kraftig sødlig og alkoholisk duft med rosiner. Ret sødligt bryg med karamel, blomme, rosin og andre frugter. Alkoholen mærkes klart men i sødmen kommer den ikke til at dominere. Ikke så megen slutbitterhed eller humlesmag som modspil til sødmen, der givet er forstærket af den tilsatte kandis. Med koncentration mærker man noget gærsmag og krydrede toner, næsten noget fenoler, fra den anvendte belgiske gærstamme. Lige sød nok til mig, men den er ikke væmmelig! 3-4 skumfiduser.

#952

mandag den 15. december 2014

Ny nordisk

Mark Hø Øl, 4,9 % ale fra Herslev. Økologisk produkt, hvor humlen er erstattet med lokalt dyrket hø. Tilfører derfor også vildgær fra høet. Herslev har i øvrigt fået problemer fordi Fødevarestyrelsen ikke mener at hø er en fødevare. Meget perlende, men der dannes ikke rigtig noget skum. Kraftig græs/hø duft, med en syrlighed der tenderer henad surmælksprodukter. I stil meget som sour øl, med en mere end frisk syrlighed, der dog er syrlig og ikke eddikesur. En noget mælket smag fornemmes også i det ganske lidt fyldige øl. Der er ingen bitterhed at finde. Forfriskende, men samlet en kende for syrlig til blogbestyreren - var jeg ved at dømme, men efter et par yderligere slurke er smagsløgene kalibrerede og så bliver den mere lækkert forfriskende. Den kan sagtens finde anvendelse som en velkomstdrink en varm sommerdag. Den kommer derfor op på 4 skumfiduser. De har så lige barslet med en øl med hamp - indtil videre vist kun på fad. Spændende eksperiment de har gang i.

Der er desværre ikke noget billede af denne opskænkning ...


#951

søndag den 14. december 2014

Ghost Brewing

Ghost brewing er et relativt nyt bryggeri der ikke har egne faciliteter. Det er også først for nylig at deres øl er kommet på flaske og dermed ud i handel. De har en forkærlighed for det mørke og det humlede - det lyder jo godt. Jeg fandt et firkløver.

Mosaic in blocks, 7,2 % ipa.  Kraftig fyrret duft. Medium fyldig med solbær spruttet smag. Humlen er ret fræsende med kraftig harpiks og supertør fyr. Den virker meget som en dobbelt ipa i fylden og den komplekse humle. Fint første indtryk: 4-5 skumfiduser.


Dawn to dusk, 9,1 % dobbelt IPA. Kraftig fyrret og harpikset duft. En del sødme, brød og karamel i bunden. Humlen er ikke så smagsmæssigt aggressivt til stede som i lillebroderen men indholdet er noget det samme. Gæret, sprittet solbær smag og så en lang og kan man sige blød bitterhed. Ret fint afstemt øl - fem skumfiduser.
 
Dark'n Hoppy, 7,5 % black ipa. Mest en let citrus duft men også noget fyr. Malten er ristet og der er en let brændt smag. En let citrus anes og humlens bitterhed er noget afdæmpet. Den læner sig mest op af en porter pga. den brændte smag men er samlet set en ret fin black ipa. 4-5 skumfiduser.



Black Beast, 11,0 % imperial stout. Brød, kaffe og røg i duften. Meget fyldig med en brændt maltsmag, mørk chokolade og let lakrids. En fin citrussmag frisker en smule op inden en tør og mørk bitter slutfinish sætter ind. Citrussmagen er tilpas markant så denne næsten er mere en black ipa end dens forgænger! Men alligevel fin øl til fem skumfiduser.


Fin start fra spøgelserne - dem hører/smager jeg gerne mere fra ...

#947-950

fredag den 12. december 2014

Syrligt samarbejdsbryg

There Gose the Neighborhood, 4,5 % gose i et samarbejde mellem Against the Grain, Fountainhead og The Aviary. Der er brugt ristet rød peber, cilantro (korianderblade), calamansi (citrusfrugt), havsalt og koriander.  En syrlig og gæret duft står op og minder om youghurt og surmælksprodukter.  Også noget stald indover. Det lette bryg er mest syrligt men ikke på ordinær citrus måde, men en gæret-syrlig tone. Der anes røg i bryggen. Den gærede smag er ikke ren Brett, men der er noget der minder - måske lidt mere vildt? Hvad der end er anvendt til gæring, giver det ikke særlig meget skum og resulterer i et næsten fladt bryg. Vi er her ude i periferien af Dude Beerings præferencer men den trods alt beherskede syre og røgen giver i fællesskab en fin blanding. Fire skumfiduser.


#946

torsdag den 11. december 2014

Gamle Rasputin

Old Rasputin, 9 % russisk imperial stout fra North Coast Brewing. Duft af mælk og chokolade. I munden lidt mere krasbørstig med brændte noter, lakrids, kaffe og tobak. Den ligger dejligt blødt og smyger sig om ganemusklen, efterladende en halvtør finish med ikke udpræget bitterhed. Jeg synes at kunne ane noget krydderi - er det en knivspids chili der er drysset i? Fin tør og slet ikke sød stout; 4-5 skumfiduser.


#945

onsdag den 10. december 2014

Potent engelsk IPA

Green Devil, 6,0 % IPA fra Oakham Ales (Petersborough, UK). Single humlet med Citra. Let stram duft med brød og fyr. Af udseende meget lys men er tungere i fylden end den lader beskueren tro. Dog ikke overvældende maltbund, men lige noget brød og noget mørk frugt, inden humlesmagen bruser over med tropiske frugter som på etiketten er beskrevet som passions frugt, ananas og mango - ananasen og måske mangoen kan jeg nok genfinde, men en særdeles potent humlebitterhed levner ikke megen plads til delikate frugtsmage. Bitterheden er tør og fyrrig og er noget af det bedste fra engelsk side, men de påberåber sig ikke just den traditionelle engelske stil, som plejer at være jævnt kedelig. Her har den fået mere tryk på humlekogningen. Det er ikke helt så voldsomt som amerikansk west coast stil men godt derhenaf - måske man kunne have brugt lidt flere humletyper for at brede paletten endnu mere ud. 4 store skumfiduser.


#944

tirsdag den 9. december 2014

Voldsom behandling af en undergæret lager

Mass Rising, 8 % imperial pale lager fra Jack's Abby brewing. Tør og stram humleduft trænger gennem det stive skum og citrus erkendes. Bryggeriets ambitioner er at redefinere den traditionelle tyske undergærede øl med heftig brug af amerikansk humle. En tår af denne øl antyder at det er godt på vej at lykkes. Man kan måske lige nå at erkende at bunden virker en smule mere frisk end den typiske ale, men så når lageren ikke at sætte mere præg på øllet inden humlen overtager scenen. Der er tropiske frugter, nordiske bær og den tørreste harpiks i smagen som vedbliver og ender i en næsten klistret fornemmelse i eftersmagen. Lyder måske væmmeligt, men hvis man kan lide humlet øl, får man fuld valuta. Tysken og deres rheinheitsgebot vil formentlig korse sig men Dude Beering nøjes med at kaste en 4-5 skumfiduser efter denne øl.


#943

mandag den 8. december 2014

Brændstof til både mennesker og raketter

Rocketfuel, 6 % ipa fra Beer Here. Brygget i sympati med Copenhagen Suborbitals, en privat organisation der arbejder på at sende mennesker i rummet udenom store regeringsbudgetter og -administration! Mest stram fyr i duften men også noget blomst. Det river let. Let bund men heavy humle. Sidstnævnte smager blomstret og krydret men ikke specielt frugtigt/sødmefuld og giver en ret tør, fyrret og lang eftersmag. Min medsmager finder stadig den blomstrende smag ind i eftersmagen. Er ikke helt utilbøjelig til at give hende ret. Fin ipa fra Beer Here, 4 skumfiduser.


#942

søndag den 7. december 2014

Nómada brewing

Et nyt bekendtskab - fra Barcelona. Spanien oplever vist lidt af en revolution på ølfronten. Her har jeg testet to.

Estepa, 5,5% farmhouse red hoppy ale. No 3 i Landscape series.  Lidt farmhouse i duften; syrlig og høet. En del malt og frugtsødme dækker over saison-Nomadaaftryk og en frisk humle giver et behageligt pift. Fire skumfiduser.


Tundra, 6% farmhouse golden ale fra Nómada brewing. No 4 i en Landscape series. Kraftig græs/hø duft men ikke helt Brett. En krydret og kraftig gylden ale med hø og bitre noter. Der er en del saison og noget Brett i men nok ikke som rent anvendt gær. Kraftig ren slutbitterhed. Lidt for uforsonlig i dens bitre og gærede udtryk. 3-4 skumfiduser.
#940-941

lørdag den 6. december 2014

Noter fra smagningen - sidste omgang

Den sidste trippel indeholder en lys, almindelig IPA og to af de sorte af slagsen.

Better half, 6,9 % IPA fra Mikkeller, brygget hos Sly Fox Brewing. Kraftig maltsmag med sprittede solbær og en fin humle der er tør men ikke overvældigt rivende. 4 skumfiduser.

Haywire Double American Black Ale – 2012, 8,1 % sort ipa fra Indeed Brewing Company (Minnesota). Centennial, Citra, Zythos og Falconers flight humler. Rigtig god duft af det mørke (chokolade og kaffe) og det ipa’ede – citrus og fyr. Mere mørk end IPA i smagen – den er brændt, kaffe og tobak. Humlerne giver dog noget fyr og ret tør eftersmag. Interessant black ipa – 5 skumfiduser.

KK, 7,8 % black IPA fra Pretty Things. En sjov frugtsmag i baggrunden, med ellers klassiske elementer som kaffe og tør humle. Men frugtsmagen er lidt for spøjs – 2-3 skumfiduser.

#937-939

fredag den 5. december 2014

Noter fra smagningen - dem med to-cifret alkoholprocent

Head Life & Limb, 10,2 % strong ale, samarbejdsbryg mellem Sierra Nevada og Dogfish. Chokolade og let brændthed i duft. Chokolade og kaffe i smagen, men ikke overvældende sød. I smag mere henad porter end brown ale. 4-5 skumfiduser.

Wee Heavy, 10,9 % skotsk ale fra Steel Toe Brewing Company (Minnesota). Duftindtryk næsten som fra en barley wine med alkohol og kirsebær. Fin frugtsødme bakket op af en noget tørhed. Sprut og en meget let syrlighed afslutter. God øl – 4-5 skumfiduser.

Cuvée 1, 11 % Oak aged ale fra Southern Tier. Let spruttet og krydret duft. Rimelig sød ale, med en stærk sprittet og let syrlig bund. Noget voldsom men funker ok. 3-4 skumfiduser

Five squared, 25 % quadrupel fra Struise. Kun fremstillet i 216 eksemplarer! Kirsebær, fad, mandel i duften. Helt flad, super sød og viskøs øl. Sådan en øl kan kun brygges med frysetørring og minder derfor ikke særlig meget om øl men om likør og lignende. Som sådan er det hele lidt sødt, vammelt og lidt for klistrende. 3 skumfiduser.

Un-Leashed  #2 - Jolly Old Scratch, 12 % barley wine fra Great Dane Pub & Brewery (Wisconsin). Lagret med tørrede kirsebær. Kirsebærrene er nemt erkendelige i duften. Smagen er også domineret af kirsebærrene og lidt mandel. Kirsebærrene er søde men også lidt syrlige. Samlet er bærrene for dominerede til at det er helt godt. 3 skumfiduser.

Quakerbridge Barley Wine, 10 % fra Half Acre Beer Company (Illinois). Den spruttede duft indeholder næsten noget Brett. En tør, let sødlig smag med noget frugt og ikke megen bitterhed. Den tørre og alligevel frugtsøde smag er rigtig fint afstemt. Alkoholen er til stede men mere som antydning end som dominerende smagselement. 5 skumfiduser.

#931-936

torsdag den 4. december 2014

Noter fra smagningen - de sorte og så de tunge sorte

Silk Porter, 6,2 % fra Hoppin’ Frog. Ikke megen duft, måske lidt mælkechokolade. Smagen er næsten lige så diskret, med kaffe, chokolade og let brændte noter. OK, men ikke mindeværdig. 3 skumfiduser.

Spetsnaz Export Stout, 6,7 % stout fra Grumpy Troll Brewery, Restaurant and Pizzeria (Wisconsin). Let kaffe duft. Typisk stout let fylde. Kaffe og brændte noter i smagen der ikke er specielt interessant. Lidt bedre end en Guiness men ikke markant afvigende fra denne. 3 skumfiduser.

Rime Of The Ancient Mariner, 11 % imperial stout fra Brouwerij De Molen. Hel & Verdoemenis lagret på kirsebær. Let mørk frugt i duften. Megen mørk, sød chokolade i smagen, med prikkende alkohol underneden. Der er en antydning af frugt, men er det fordi jeg forventer det? Fin imperial stout, men en tand for sød. 4 skumfiduser.

Oil Of Aphrodite, 10 % imperial stout fra Jackie-Os. Med valnødder og sirup. Kaffe og chokolade hvis man hiver dybt ind. Tykt, alkoholrig drik med mørk, bitter chokolade. Lidt tyndbenet i smagen, men fin nok. 4 skumfiduser.

Zinneke, 8,4 % imperial stout fra Smuttynose Brewing Company. Fadlagret i bourbon fade. Chokolade, bær og let sprut i duften. Lidt det samme i smagen, minus sprutten. Brændte noter. Den belgiske gær giver også et godt aftryk. 4-5 skumfiduser

Laika Russian Imperial Stout, 11,7 % fra Straight To Ale (Alabama). Mørk chokoladeduft. Også ret dyb og mørk chokoladesmag, der modspilles af en bitterhed der næsten ender over i noget syre på bagkanten. Blød men ikke super fyldig. Kunne godt have haft lidt mere krop til de mange procenter. 4 skumfiduser.

Assassin, 12,8 % killer (!) imperial stout fra Toppling Goliath (Iowa), årgang 2013. Lagret på whiskyfade. Helt flad øl der er mørk som arvesynden. Mørke bær i duften og vel også noget chokolade. En rigtig god og klassisk imperial stout der har fået en helt tilpas dosering på fadene hvor whiskyen spiller op men ikke mod den mørke chokoladesmag. Alkoholen smages således og har en let fadspruttet whiskysmag. Er normalt ikke så vild med fadlagring men her må jeg overgive mig. 6 skumfiduser.


13th Anniversary Ale, 11 % fra Bottlework Brewing, brygget hos Stone Brewing Company. Der er brugt 13 malte og 13 humler til denne 13 års jubilæumsøl. Ale og ale, den er så mørk og fyldig at det vel er en stout? Chokolade og kaffe i duften. Mørk chokolade og let brændthed i smagen. De mange humler giver ikke smag som typisk er i så mørke øl, men bidrager dog til noget bitterhed. Men nok lidt mere et gimmick end egentlig udslagsgivende i smagen. 4 skumfiduser.

#923-930

onsdag den 3. december 2014

Noter fra smagningen - mest belgiske typer

En samling øl med inspiration fra traditionelle belgiske dubler og tripler. Også en syrlig variant der ikke kom med forleden.

Biere Joi Mello Dubble, 7 % ale fra Bayou Teche. Fadlagret version med tilsat kaffe, chilipeber og kakao. Chokolade i duften. Ret let fylde. Først noget kaffesmag, der hurtigt overdøves af chilien. Denne er dog ikke så markant som i andre smagte eksempler, men alligevel lidt for kraftigt doseret til denne sarte gane (og jeg kan ellers godt li stærk mad!). Der er ikke plads til øvrige smagselementer. 2-3 skumfiduser.

Belgian-Style Dubbel, 6,75 % ale fra Bridge Brew Works. Chokolade og let syrlighed i duften. Helt flad øl. Masser af chokolade i den noget lette bryg og en syrlighed der måske ikke helt er tiltænkt men som passer rigtig godt sammen med den megen chokoladesødme. 4 skumfiduser.

Dubbel, 8 % fra Rockmill Brewing Company (Ohio). Økologisk. Syrlig og røget, underlig. Er det en fejlbehæftet øl? Denne flaske får derfor kun 1 skumfidus.

Tripel, 9 % fra Rockmill. Økologisk. Let Brett duft faktisk. Sødme fra triplen, syrligheden fra tja gær/bakterier, og en god fylde fra malten, blandet med god ordinær gærprodukter. Samlet lidt af en sukkerbombe, men OK. 3 skumfiduser.

Cellar Cuvee 7, 9 % sour brown ale fra Jackie-Os Pub & Brewery (Ohio). Fadlagret og med tilsat kirsebær og rosiner. Stram syrlig duft med bær. Her får man sour for alle pengene. Det mørke bund kommer dog lidt igen og giver noget modspil. Man kan rent faktisk smage kirsebær. 3-4 skumfiduser.

Burning Bridges Brown Ale, 7,5 % brown ale fra Spiteful Brewing (Illinois). Mørk chokolade i duften sammen med kaffe. Noget brændt smag, uden at det er røg. Chokoladen er der, kaffe og en noget tør og bitter eftersmag. Ganske fin brown ale – 4-5 skumfiduser.

SeVIIn, 12,5 % belgisk ale fra Surly Brewing company. Meget speciel smag, ikke så meget belgisk over den, en let syrlighed godt mixet med frugtsødme (kirsebær, mandel) og ikke megen bitterhed. Som en af de sidste øl ved smagsseancen fejlede den at fange min opmærksomhed. 2-3 skumfiduser.

#916-922

tirsdag den 2. december 2014

Noter fra smagningen - pale ales og hvedeøl

Her en samling lysere øl og dem med hvede. Blandt de sidstnævnte nogle hvedestouts - ikke så almindelig en type.

Ginger shot, 4,2 % pale ale fra De Molen. Markant duft af ingefær. Endnu mere markant i smagen som ikke indeholder frygtelig meget andet. Ret tyndt bryg, ingefæren bør nok bakkes op af lidt mere krop. 2-3 skumfiduser.

More Consistenter, 5,5 % American pale ale fra COAST brewing company (South Carolina). Singlehumlet med citra. En markant citrus duft. For en pale ale noget fyldig, uden på nogen måde at være tung. God humlesmag af citrus og solbær. Prikkende kulsyre. 3-4 skumfiduser.

Ovni Ale, 7,1 % biere de garde fra Flat Earth brewing company (Minnesota). Brygget med Strisselspalt humle! Får noget frugtig aroma fra glasset? En noget sød malt og en lidt tilbagelænet syrlighed. Mener ikke biere de garde skal være syrlig? 2 skumfiduser.

Shreddin’ Wheat, 5,5 % hvedeøl fra COAST. Med Mount Hood humle. En svagt duftende øl. Blød som hvede er, med nogle estere henad banan. Let syrlig humle smag men ikke megen bitterhed. OK, 3-4 skumfiduser.

Gozer, 9,8 % hvede stout fra Kaapse Brouwers. Ikke megen duft. God kaffe og chokoladesmag, af den bitre slags. Blød og delikat, med fin bitterhed. 4-5 skumfiduser

Gozer oak aged, 9,8 % hvede stout fra Kaapse Brouwers, denne lagret på egefad. Samme noget diskrete duft som den ulagrede version. Samme smagsindtryk, med noget smag fra egen. Det giver et lidt træet og tørt islæt, men ikke karakterforhøjende. 4-5 skumfiduser.

#910-915

mandag den 1. december 2014

Noter fra smagningen - undergærede øl

Undergærede øl har normalt ikke så store armbevægelser som de overgærede. Men de blev modtaget rimelig OK:  

Celt Iron Age, 3,5 % bitter fra Celt Experience. Svært at fange noget duft. Bitter som sådan en vel skal være. Men ikke en øltype jeg finder særlig spændende, sorry. 2 skumfiduser.


Martha Krieger Spitzenpilsner, 4,7 % fra Riedenburger Brauhaus. Økologisk. Meget typisk pilsnerduft af græs og let syrlighed. Smager let men har noter af citrus og overraskende let krydring – koriander. Og røg! Alternativ og det får den lidt ekstra for – 3-4 skumfiduser

Dorothy’s New World Lager, 5,5 % fra Toppling Goliath. Meget diskret duft, fornemmer hvis noget kun klassisk pilsner. Den smager også ganske typisk men har en meget let friskhed, en snert af citrus, der gør den en kende mere interessant. Der er også en megen let krydret smag som vel ikke bør kunne komme fra en undergær? 3-4 skumfiduser.

Keeper, 5 % pilsner fra Mikkeller, brygget hos Sly Fox Brewing. Citrus og fyr i duften. Tør, citrus og fyr i smagen – ikke særlig typisk for pilsner men funker ok. 3-4 skumfiduser.

Unleashed  #3 - Über Bock, 10,1 % dobbeltbock fra Great Dane Pub & Brewery (Wisconsin). Überbock kaldet på flasken! Chokolade, kirsebær og dermed næsten lidt syrlighed i duften. Ret sød, med en let syrlighed i bunden og trods alt nogen tør eftersmag, uden at være overvældende bitter. 4 skumfiduser.

#905-909

søndag den 30. november 2014

Noter fra ølsmagning: surt og hindbær

Jeg kendte jo godt stilen sour som jo stadig er lidt af en udfordring. Men der var også hele tre øl med hindbær!

Sinners Ale 08, 8% sour fra Lost Abbey/Port Brewing. Sprut, kirsebær og mandel i næsen. Stærk syrlig øl, hvor den mørke bund her ikke helt modvirker syrligheden. Den er derfor for markant i Dude Beerings mund. 2 skumfiduser.

Cuvee de Tomme 2009, 11 % fra Lost Abbey. Man kan sige ret meget det samme om 2009 flasken som om den foregående. Syrligheden er for markant til mig. Det udelukker ikke, at afficiniados vil elske denne øl. Denne og foregående er da også meget højt rankede på RateBeer. 2 skumfiduser.


Porto Gallito, 7,2 % sour fra Freetail Brewing company (Texas). Syrlig duft, næsten lidt Brett. En mørkere sour øl, hvor bunden lægger en lille dæmper på de stramme elementer. Men det er stadig lige surt nok. 2-3 skumfiduser.

Yo Soy Un Berliner, 4,4 % hvede fra Freetail. Barrel aged series. En anelse af Brett i duften. I munden en stærk sour smag som vel ikke kan være det helt tiltænkte bag fadlagringen? Men OK, de laver sure øl og denne er med lactobacillus. Men ikke god i min mund - 2 skumfiduser.

Raspberry Ananke, 6,8 % sour fra Freetail. Lagret på vinfade. Her en mere rent syrlig duft, stammende fra vildgær og bakterier. Syren fra gær og bakterier får medspil af de syrlige og søde hindbær, resulterende i en frisk drik, som igen ikke har så meget med øl at gøre. God mundfrisker, 3-4 skumfiduser.


Founders Backstage Series # 1: Blushing Monk (2011), 9,2 % ale fermenteret med hindbær fra Founders Brewing Company. Kraftig duft af hindbær. Det mest ekstreme eksempel på frugtøl jeg har haft i munden. Øl tænker man ikke på, hverken farve eller skum eller smag. Fin syrlig saft med stort hindbærindslag. Ribena! Men alligevel får den her 4 skumfiduser – må være super som velkomstdrink.


Raspberry Wheat, 6,5 % hvedefrugtøl fra Alaskan Brewing Company, en øl i deres Alaskan Pilot Series. Også her en markant duft af hindbær. I denne fornemmer man dog lidt mere øl og frugten er ikke så dominerende. Igen ville jeg godt kunne servere denne som en velkomstdrink, også til folk der ikke drikker øl (de findes, kender i hvert fald to!). 3-4 skumfiduser.

#898-904

lørdag den 29. november 2014

Noter fra ølsmagning

Var primo november igen til ølsmagning hvor det blev til vist 47 forskellige, nye øl. Notaterne derfra kommer over de næste 5-10 opslag her på bloggen.

Første tema er svensk øl, herunder tre fra Eskilstuna Ölkultur:

Modern Veteöl, 4,8 %. God græsduft og let citrus. Belgisk type men humlet så meget så det næsten smager mere af pale ale. Stram fyr i humlen. 4 skumfiduser.

Sommarale, 5,4 %. Lidt underlig besk og krydret. Ikke helt behagelig. 2-3 skumfiduser.

Pale ale, 5,0 %. Svag duft. Ret smagrig men er det humle eller malt der smager? Igen en lidt underlig sammensætning. 2-3 skumfiduser. Denne er smagt tidligere med helt andet resultat.

Argouse Havtorn, 5,2 % fra Brekeriet. Dejlig Brett duft fra glasset. Noget mere syrlig end en typisk Brett så det tenderer en sour. Er det havtornen? 3 skumfiduser.


Highnose Brew Twisted Twin dIPA-ish, 7,6 % imperial IPA fra Höganäs Bryggeri. Rigtig god humleduft af gæret frugt og tør fyr. Meget frugtig i smagen med appelsin, tropisk frugt, fyr og harpiks. Lidt let maltfylde og stærk humleprofil for at være en imperial IPA. 4 skumfiduser

#894-897 (pale ale fra Eskilstuna tæller ikke med)

fredag den 28. november 2014

Endnu en vinterøl

Frost Bite, 6,0 % winter pale ale fra To Øl. Brygget med appelsinskaller og grannåle. Dufter let stramt af nål og let gærede bær. Let mere fyldig malt end normalt for en pale ale. Let alkohol,  bitter appelsin der samtidig er lidt sød og så noget bitter nål der må/kan stamme fra granen. Let ren slutbitterhed. Samlet en rigtig god øl og så for typen. 4-5 skumfiduser.
#893

torsdag den 27. november 2014

Udskejet juleøl

4 Elf, 8,75 % winter warmer ale fra Dark Horse Brewing. Julen stiger op fra den mørke væske med nellike og svedsker. Fyldig smag med mørk, næsten bitter chokolade, julekrydderier hvor især nellike mærkes, men også den ligeledes tilsatte muskatnød. Lakrids og karamel fuldender det noget søde og meget julede indtryk. Bitterheden ligger diskret på bagkanten men overdøver ikke de krydrede noter. En slags gløgg-som-øl, henad men ikke så ekstrem som Nøgne Øs Underlig Jul, men hvis man skal unde sig en enkelt noget udskejet juleøl, er denne et bud. 4 skumfiduser.

#892

onsdag den 26. november 2014

Brewfist - solo og i samarbejde

Low Gravity, 5,0 % saison fra Brewfist (italiensk bryggeri). Let syrlighed, brødmalt men også en svag sæson-Brett duft. Ret tyndt bryg, med en let frugtig og syrlig bund. Den typiske hengemte, stald/læder-agtige Brett smag gør derefter sin entre og giver en tør gane der yderligere udsættes for en let, ren bitterhed i eftersmagen. Den frugtig-syrlige smag klæder øltypen som bliver en tand mere forfriskende, samtidig med at de karakteristiske elementer bevares. 4-5 skumfiduser.


Spaghetti Western, 8,7 % imperial stout fra Brewfist og Prarie Artisan Ale. Stærk duft af kaffe og chokolade. Ikke så fyldig som farven og stilarten antyder. En brændt kaffesmag er første smagsindtryk som følges af mørk og bitter chokolade,  ikke nogen sødme her. En let syrlighed ligger underneden og det hele afsluttes af en nøddebitterhed der er stærk og langvarig. Mange tunge stouts plejer at have nogen sødme hvorved denne adskiller sig. Det er kaffe, røg og bittert fra start til slut. Fint! 4-5 skumfiduser.

#890-891

tirsdag den 25. november 2014

Galaxy IPA

Galaxy IPA, 6,5 % fra Lervig. Brewers reserve, single humlet. Skulle være på hele 100 IBU. En intens duft møder næsen i god afstand fra glassets munding. Der er alkohol, solbær og en generel gæret lugt. I munden let som en IPA, men igen en meget intens smag fra humlen. Mango, citrus, lettere sprittede bær og en knastør harpiks levner ikke mange overlevende. Den lange eftersmag er ret bitter, som man vel må forvente af sådan en høj-IBUer. Det er lidt vildt at en enkelt humle kan indeholde så bredt et smagsspekter, både aroma og bitterhed - glæder mig til at smage de øl jeg hjalp Flemming med at brygge - deri kom der Galaxy! 5 skumfiduser.
#889

lørdag den 22. november 2014

Fredagsøl

Der har her i efteråret udviklet sig en fin lille tradition på min arbejdsplads hvor vi hver anden-tredje fredag lige samles om et par gode øl eller tre inden vi holder weekend. Vi tager øl med på skift. Der kommer en del øl på programmet som jeg ikke har smagt før. Herunder de første fire af slagsen.

Arrogant bastard,  7,2 % american strong ale fra Stone Brewing. Meget maltet bund med karamel og spruttede frugter. Koriander og nelliker kan smages. Ultra tør finish. Meget fin blanding af humle og malt. Seks skumfiduser.

Flagstaff ipa, 6,1 % ipa fra Lumberyard Brewing Company. Let maltet og let fyrret duft. Fin maltet smag med frugt som abrikos/fersken. Humlen er i smagen slet ikke pågående men smager mest ren bittert. Til gengæld har den en meget lang og rent tør eftersmag, der er behagelig. Så selv med knap så store armbevægelser kommer den snildt op på fire skumfiduser.

30th Street, 6 % pale ale fra Green Flash. IPA kongerne forsøger sig her med en pale ale, lavet i forbindelse med deres 6 års jubilæum. Der er tydelig grape i duften. Let øl, med en fin citrus og en god ren tørhed. Den lette krop gør at smagsindtrykkene fordufter men selv om den ikke er så voldsom som en klassisk IPA, er humletilsætningen (Warrior, Cascade og El Dorado) nok til at hæve den over typen sædvanlige lettere anonymitet. Har til allersidst noget solbærgæret dybde som mest ses hos IPA og dem der er værre. En af medsmagerne noterede sig en let metallisk eftersmag men den kan jeg ikke erkende. En rigtig god pale ale over niveau, pga. den gode, omend flygtige humlesmag. 4 skumfiduser.


Brother David's Triple, 10 % Abbey Style Ale fra Anderson Valley (dem med den hornbeklædte bjørn - se etikette). Der er klar banan i duft og i smag. Smagen er sødlig og krydret, koriander kan udskilles. Typisk megen spritsmag som stilen kræver det. Jeg synes nogen gange at alkoholen kan tage overhånd - her balanceres den men det er med sødme og banan som modvægt, lidt mere kant kunne have været ønskelig. 3-4 skumfiduser.

#885-888

onsdag den 19. november 2014

Skuffende IPA - for gammel?

60 minute ipa, 6% fra Dogfish Head. Næsten ingen duft. Ret skuffende i smagen. Karamel og let lakrids i noget der lige akkurat fremstår som ale og ikke lager. Brød er også et smagsindtryk. Noget vinøs på trods af ikke mange procent. Og slutbitterheden er nærmest en forstærket pilsner. Hvor er humlen henne? Den står trods alt til 98 på Ratebeer og skulle være bryggeriets stolthed, men det forstår jeg ikke. Er den passeret humlens sidste holdbarhed? Batch er fremstillet 2.3.14 så lang tid siden (smagt 7 måneder efter). 2 skumfiduser i denne udgave.
#884

tirsdag den 18. november 2014

Sødstjerne

Stjernenat, 10 % tripel fra Hornbeer. Brygget til juletiden med koriander og enebær. Det tykke skum dæmmer op for duften der mest er henad sødligt græs. I smagen så sandelig også lidt af en sukkerbombe, hvilket man måske ikke umiddelbart vil tro af den lyse farve i glasset. Sødmen skjuler ret effektivt andre smagsindtryk men der er antydninger af alkohol, krydderier (men nok ikke enebærrene) og til sidst en knivspids bitterhed der lige får klemt sig frem i lyset. Den meget fyldige og viskøse drik skal nydes i ro og mag. Den er dog lige sød nok til mig; 3-4 skumfiduser.

#883

mandag den 17. november 2014

Gran er åbenbart det nye sort

Mik Schack økologisk granøl, 5,2 % lager fra Nørrebro Bryghus. Dufter mest af let harpiks, men sødt og ikke rivende tørt. Føles i starten fin med karamel og noget let, tørt og grønt som må være granskuddene. Og noget af den samme søde harpiks. Men det hele fader ret hurtigt væk, og der er ikke nogen vedblivende smag. Lidt ærgerligt, for den startede ellers godt. Mon en ale ville kunne have holdt lidt bedre på smagen? 3 skumfiduser.


Granøl, 5,3 % jule ipa fra Herslev Bryghus. Den foregående som sagt en undergæret variant, her en overgæret øl med gran. Denne gang er det vel tænkt lidt i retning mod den stundende højtid. Duften indeholder faktisk lidt frisk gran, men også græs og lidt sæbe. Let sødlig smag, næsten henad banan bærer en i øvrigt let krydret bryg med kardemomme. Ren humle leder man nok lidt efter, men rødgranen giver en lidt anderledes bitter smag. Til sidst i eftersmagen er der let citrus. Samlet en ok-fin øl, med i øvrigt flere af ingredienserne af økologisk herkomst. 3-4 skumfiduser.

#881-882

søndag den 16. november 2014

Ølkosmologi

Black Hole, 13,1 % imperial stout fra Mikkeller. Let duft med tørret frugt og rosiner. Overraskende ret let initielt; man mærker noget chokolade af den bitre slags og de tørrede frugter anes også. Så overvældes man af alkohol og en skarp bitterhed som også indeholder humlearomastoffer som fyr og citrus, men godt skjulte.
Dette er nærmest en legendarisk dansk øl, som også står til 100 på RateBeer. Jeg tror ikke helt jeg forstår hypen. Jeg synes alkoholen og den næsten sur-metalliske bitterhed i kombination ødelægger øllet som i forvejen, overraskende, ikke har så mange nuancer. Jeg har smagt en del imperial stouts der var bedre og denne rater i min mund kun til 3 skumfiduser.


#880

lørdag den 15. november 2014

Fyrstelig IPA

Så kommer der nogle af de lidt mere grundige smagsnoter de næste par opslag, inden en ny kavalkade fra næste smagning fyres af. Denne er en lidt ældre sag, der har ventet længe på at komme på bloggen.

Catherine the Great, 8,1 % Imperial IPA fra Urban Legend Brewing Company (Illinois). Sidste øl fra min amerikanerimport. Har mest en let frugtig duft af appelsin, men også lidt tung malt. Smager også først af appelsin. Derefter mærkes IIPAens maltfylde, der ikke er overvældende tung, og ej heller super vammel, men med en let gæret undertone med koriander. Eftersmagen er lidt prikkende og en rimelig besk-tør bitterhed kommer snigende og sætter et varigt præg. Samlet en blød og lækker og ikke for outreret IIPA til 4-5 skumfiduser.
#879

fredag den 14. november 2014

Sidste omgang

Så kommer sidste ombæring fra denne smagning. Der kom udenfor nummer et par af Amagers julebryg på bordet - de fik lige et par ord ekstra med.

Amager julebryg, 6,5 % brown ale. God sødlig duft, men som bemærket til releasepartyet lidt tynd i fylden. I dag bemærkede jeg også noget syrlighed i bunden samt let røg. Rykker ikke helt min opfattelse af brown ales. 2-3 skumfiduser.

Winter in Bangalore, 6 % IPA. Fantastisk IPA duft, der er stram og fyrret. Let bund men med rigtig god humlesmag. Den tilsatte appelsin smages sødt men det er også eneste bløde element i den fyrrede, tørre humlesmag. 4-5 skumfiduser.

Go’ Jul, 6,1 % blonde ale fra Midtfyns Bryghus. En ret markant solbær-spruttet smag slår igennem og overdøver noget der i øvrigt forekommer at være meget diskret. Kedelig jul, 2 skumfiduser.

Chili Klaus Ghost vindstyrke 7, 9,2 % ale fra Midtfyns Bryghus. Sød, sød øl, og så er der dømt chili. For meget, 1-2 skumfiduser.

Single hop Amarillo, 4,7 % pale ale fra Midtfyns Bryghus. God pale ale, hvor humlen får lov til at smage, selv på en typisk tynd pale ale malt bund. En af de bedre for typen - 4 skumfiduser.

Oktoberfest, 5,2 % fra Nibe Bryghus. OK fyldig, men smagen er noget diskret, kedelig. 2 skumfiduser.

Bien, 5,5 % honning ale fra Amager. Sødlig smag, men der er ikke meget fylde. Lidt for ensidig sødme uden megen modvægt. 2-3 skumfiduser.

Gyldenkam, 5,2 % pale ale/weissbier fra Munkebo. Gæret med både tysk hvedeølsgær og amerikansk ale gær. Sødlig og parfumeret, med god citrus i bunden. 4 skumfiduser.

#871-878

torsdag den 13. november 2014

Udenlandsk trio

Hopstitution XPL #4 Aussie Rules, 5,5 % amerikansk pale lager fra Jack Abby’s Brewing. En forventet meget tynd bund, men med rimelig humlesmag. Fyr, citrus men det fader hurtigt ud i den lette bund. 3 skumfiduser.

Kelt, 4,2 % pilsner fra Heineken Slovensko. Øl modtaget på bryggeriet fra en chauffør. Starter sådan set fint nok, med næsten lidt hvedeølsagtige noter. Men man skal være hurtig, for det fader hurtigt ud. 2 skumfiduser.

Blakkr, Black IPA fra Surly. Sød, med lakrids og rigtig god humle. Kan man mærke at vi på dette tidspunkt havde været i gang i tre timer? Ordene bliver færre... 5 skumfiduser.

#868-870

søndag den 9. november 2014

Endnu en god håndfuld blandet dansk

 Jól-bock, 7,2 % fra Kongebryg. Let frugt, på en noget tynd bund. Efter frugtsmagen dør det noget ud. 2-3 skumfiduser.

Single Hop Pale Ale, 6,1 % amerikansk pale ale fra Krenkerup. Brygget med Pacific Jade humle. Man smager noget citrus og lakrids men det er alt meget let. OK, og vi runder op – 3 skumfiduser.

Krenkerup Brewers secret I, 11 % fra Krenkerup. Dobbeltbock. Meget sød, med en middel spruttet bund. 2-3 skumfiduser.

Den Sorte Bjørn, 6,5 % black IPA fra Nordic Brewing, brygget hos Ørbæk (gys). Kaffe og lakrids i duft. Noget sød i smagen, med let humlesmag til at spille imod. 3-4 skumfiduser.

Pinacea Bock, 6,5 % fra Ørbæk bryggeri. Granøl. Malt og noget skarphed i duften – granskuddene? Meget frugtig og tyggegummi. For sødlig til at være noget specielt. 2-3 skumfiduser.

Strandløven, 5 % belgisk hvedeøl fra Syndikatet. Citra og Willemette. En lidt røget, hvedeølsduft. Røg og meget let citrus i smagen – typisk belgisk stil. Således ingen banan eller tyggegummi. OK faktisk – 4 skumfiduser.

Dronningens Hvedeøl, 4,8 % fra Jelling Bryghus. Banan og koriander i duften. Lidt tynd og skarp i smagen. Savner lidt fylde og viskositet. 2 skumfiduser.



#861-867

lørdag den 8. november 2014

Blandet dansk

Der var mange danske øl på programmet - her en god håndfuld

Nectar Ale, 4,5 % ale fra Bøgeskov Bryg, brygget hos Nibe Bryghus. Brygget med honning og hyldeblomst. Begge ingredienser skal man arbejde hårdt for at nå at fange, før en sær krydring tager hurtigt overhånd. Måske innovativt, men her smager det forkert. 1 skumfidus.

1914, 5 % lager brygget af Kissmeyer og Ebeltoft Gårdbryggeri på sidstnævntes faciliteter. Der må være Brett i brygget, for det er stald, læder og græs. Er de normalt lavet på lagerøl? Anyways, det virker – 4-5 skumfiduser.

Nordic Blossom, 8 % æble(!)øl fra Grauballe bryghus. Brygget med æblesaft og æblehonning. Dufter da også af æble. I stil lidt henad blonde, med typens krydrede elementer, og en heldigvis meget underspillet æble, der fint falder ind i paletten. 3-4 skumfiduser

Viborg Fad Classic, 4,6 % lager fra Viborg bryghus, brygget hos Thisted bryghus. Metallisk, kedelig, dårlig generisk øl. 1-2 skumfiduser.

Viborg Hærvejsmarchen/ Ny Nordisk Hærvejs Lyng, 6 % fra Viborg bryghus, brygget hos Thisted bryghus. Sød ale, og der skulle ikke være brugt humle i øllet, men lyng i stedet for. OK, men overhovedet ikke spændende 2-3 skumfiduser.

Original Pilsner, 4,8 % fra Virklund bryghus. Generisk pilsner, der smager som den slags gør. Duft af græs, let syrlig i smagen. 2 skumfiduser.

#855-860

fredag den 7. november 2014

Rariteter fra Amager

Der kom heldigvis undervejs nogle gode ting og sager frem på bordet.

The Big Hunt (for pine), 6,5 % brygget Mikkeller & et californisk bryggeri (Moonlight). To år overskredet holdbarhedsdato, men den gælder kun for levnedsmiddelkontrollen! Ret red ale agtig, men meget flad. Snerper henad barley wine med sherry noter. 3-4 skumfiduser.

Krogsaa I brygget til bartender Jans søn. Flad øl men med god imperial stout smag. Lakrids, solbær, tørret frugt. Sprittet men fylden kan bære det. 4-5 skumfiduser.

Krogsaa II brygget til bartender Jans datter. Dufter gæret og mørk frugt. Ikke så mørk som I’eren men mindst lige så kompleks med frugter og krydderier. God frugtsødme. Gad nu godt have haft en far som bartender Jan, for det er nogle gode øl han har fået brygget. 4-5 skumfiduser.

Kølle, barley wine sølv. 10,5 % Mikkeller, Amager, Ølkonsortier og Ølbutikken. Fantastisk barley wine, der mange år efter stadig sprudler i glasset og har alle gode smagselementer. 5 skumfiduser.

Kølle, barley wine gold (fadlagret på bourbon i fem måneder). Ikke så megen forskel til den ufadlagrede version, og det er på en måde tiltalende for denne mund. Det må derfor ende ud i samme gode karakter – 5 skumfiduser.

Hr. Frederiksen, Danish Red Wine. Imperial stout, Amager. Fadlagringen synes at have taget noget af fylden af den ellers gode Hr. Frederiksen. 4 skumfiduser.

Hr. Frederisken, Swedish Red Wine. Noget så eksotisk som svenske rødvinsfade har denne udgave ligget på. Lidt mere skarp end den danske (alder?). 3-4 skumfiduser.


#848-854

torsdag den 6. november 2014

En håndfuld svenskere

Påsköl 2014, 5 % schwarzbier fra Dugges Ale & Porterbryggeri. God maltduft. Kaffe, malt og noget citrus men også en del røg. Mere henad god black ipa – den får 4-5 skumfiduser

Mariestads Dunkel, 5,8 % mørk lager fra Spendrups Bryggeri (stor kommerciel satan). Tja, en klassisk lager med karamelsmag som på en eller anden måde er lidt bedre end gennemsnit. Men mer’ end 2-3 skumfiduser får den nu ikke.

Röd APA 2014, 5,1 % amerikansk pale ale fra Nynäshamns Ångbryggeri. God maltet duft. Og en god maltet bund, med mørke frugter. Let syrlighed. 4 skumfiduser.

Tingsryd Pilsner, 3,5% fra Hellefors bryggeri (Spendrups). Øv bøv, kedelig og med en lidt underlig bismag. 1-2 skumfiduser.

Burning Witches Brew, 9,3 % double dark IPA fra South Plains. Sur eddikesmag – den må være fejlet. Har hørt at det sker ind imellem for dette bryggeri, og det er også sket den ene gang jeg tidligere prøvede en øl fra dem. Det er skidt.1 skumfidus.

#843-847

onsdag den 5. november 2014

Øl fra Randers

Randers bryghus laver både øl i eget navn og under navnet Raasted bryghus. Der var øl fra begge labels med. Først Randers' egne:

Better Late Than Never, 10,1 % belgisk abbey ale. Noget mælket duft. Syrlig start som ikke rigtig fordufter men noget underliggende røg og tørhed anes. Ved ikke rigtig hvor den typiske belgiske klosterøl passer ind her? 2 skumfiduser.

Bullfrog, 8,1 % imperial stout. Kaffe i duft. Overraskende let i gane, man fanger ikke rigtig noget smag og så snerper den ret meget i munden lige inden nedslugning. Det er ikke den behagelige tørhed man oplever. 2 skumfiduser.

Gasolin 2, 11 % imperial stout, fra Randers Bryghus. Mørke frugter og kaffe i duften, meget fyldig og god imperial stout hvor de gærede frugter måske smager lidt for meget igennem i den ret sprittede smag. 4 skumfiduser.

Spin Doctor, 9,4 % stærk ale. (Rhode island red). God maltet duft, med en let humlet duft af fyr. God krydret karamelbund med kanel. Ikke så megen sødme, men en noget sprittet solbær bund. Tør men ikke vildt fyrret eftersmag. Fin øl – 4 skumfiduser.

The Artist, 6,8 % stout. Let mælkechokolade, men ikke så meget mere. Uskadelig, men hvorfor? 2 skumfiduser.

Og så et par fra Raasted:

Gylden Rav, 5,6 % pilsner. Igen en generisk pilsner - ja den lever op til typen, men det er jo ikke rigtig det mikrobryg handler om. 2 skumfiduser.

Smoked Porter, 6 %. Malt og karamel i duft, men ikke røg. Røgen er også ret diskret i smagen. Ikke så meget mere smag, men alt det underspillede virker godt sammen. 3-4 skumfiduser.


#836-842

tirsdag den 4. november 2014

HumlepraXis

HumlepraXis stammer fra Nr. Snede. De har et lille bryganlæg på kun 200 liter - måske derfor at jeg ikke har set deres øl før?

Hærvejs IPA, 5,8 %. Lidt mere maltet duft end normalt for IPA. Meget sprittet solbærsmag som glider over i en syrlighed. Underlig, tiltænkt? Ikke decideret dårlig men mangler noget bitterhed. 3 skumfiduser.

Hærvejs Nat, 6 % lakridsstout. Stoutet duft med rosin. Blød øl, med chokolade, røg og lakrids. Lidt tyndbenet men med OK smagselementer, hvor lakridsen anes men ikke dominerer. 3-4 skumfiduser.

Hærvejs Røg, 5,6 % røgøl. Umiskendelig, men let røg i duften. Røgen er mere tilstede i smagen end duften. I øvrigt er øllen noget underspillet, man aner kun lidt karamelsødme. 3 skumfiduser.


#833-835

mandag den 3. november 2014

Øl fra mindre øer

Der var øl fra mange afkroge og her er samlet nogle fra mindre danske og udenlandske øer. Amager og Midtfyns bidrag til smagningen får ikke lov til at deltage i disse ø-mesterskaber!

Læsø Porse (Stokken), 4,8 % kellerbier fra Læsø Bryghus. Har noget (meget) af den samme sure smag som deres summer ale – er det deres signatur, eller har bryggeren ikke styr på noget som helst? 1 skumfidus.

Læsø Summer Ale (Ægir’s Aser Bryg), 6,6 % fra Læsø Bryghus. Sur eddikesmag – hvorfor putter bryggerne sådan en fejløl på flaske? 1 skumfidus.

Drue Øl, 5,4 % ale (frugt øl) fra Samsø bryghus. Gæret, frugtet og let sprittet – druesaft er sjældent set i øl og måske med god grund. 2 skumfiduser.

Jordbær, 5,9 % pale ale fra Samsø bryghus. Duften understøtter hvad etiketten ”lover”. Øllet fremstår let syrligt-surt og ender med at minde om lambic … hvis ikke det er en fejl. Under alle omstændigheder er det ikke godt i min mund. 1-2 skumfiduser.

Fur triple ale, 8,8 % fra Fur. Her er der mere klassisk sprut smag i triplen, med gode krydrede elementer. Tripler er lidt ambivalente i Dude Beerings mund, men denne er OK. 3-4 skumfiduser.

Liberation Ale, 4 % blond ale fra Liberation (St Saviour, Jersey). En lidt underlig krydret-metallisk bismag præger denne øl. Kan ikke helt finde ud af om det er godt – 2-3 skumfiduser.

Mary Ann Best Bitter, 3,5 % bitter fra Liberation. Sød malt og karamel i næsen. Meget tyndbenet i smagen som man næsten kunne tro kun har taget note fra farven. 1-2 skumfiduser.

Premium Bitter, 5 % engelsk bitter brygget af Randalls (St Peter Port, Guernsey). Måske gør den sig godt hvis man sidder midt i kanalen men her fra dåse er den blot jævnt kedelig og kønsløs. Orker ikke rigtig at sætte ord på. 1-2 skumfiduser.

#825-832

søndag den 2. november 2014

Folkared 15

Så starter en stribe opslag som stammer fra en stor smagning hvor jeg kom igennem 59 øl. Beskrivelserne vil derfor nødvendigvis være noget kortfattede, og billeder savnes næsten helt. Indlæggene prøves at blive samlet omkring temaer som kan være enkelte bryggerier, hvilket første er et eksempel på.
 
Folkared 15 er et svensk bryggeri fra Halland, som brygger øl efter engelske opskrifter. Der var fem forskellige med:

Bullseye Best Bitter, 6,1 % engelsk bitter. Sødlig karamelduft. Karamellen smages på forkant men afløses af en kraftig men typisk (?) bitterhed for typen. Er ikke så velbevandret i genren. Også noget krydring inden den rene bitterhed. 3 skumfiduser

Ko-i-Norr English IPA, 7,5 %. Sødlig og mellemfyldig øl, med noget god humlesmag og solbær. For at være en engelsk IPA er den lidt mere smagende end andre, men lidt uharmonisk. 3 skumfiduser.

Lazy Bunny Single Hop, 5,5 %. Stiltro belgisk blond men i den meget diskrete ende. Mest tydelig er den lette pilsneragtige humle. 2 skumfiduser.

Moose Juice Imperial Stout, 9,1 %. Rosiner og blommer i duft. Noget skarp smag af frugterne der derefter giver noget bittert efterspil. Ret tynd fylde, og det hele er lidt for frugtet til så meget mørk væske. 3 skumfiduser.

Wild Boar Mild Ale, 4,8 % ale. Maltet duft. Godt med malt og ikke meget andet i smagen. Kedelig. 2 skumfiduser.

#820-824

fredag den 31. oktober 2014

Igen-igen-igen - to øl fra To Øl

Kunne jo godt have slået gårsdagens anmeldelse sammen med dagens, men ville så gå glip af min standardoverskrift ...

Raid Beer, 5,2 % pilsner fra To Øl. Stram fyrret duft som fra en god ipa. Ret let/tynd øl der ikke indeholder megen maltbund men til gengæld en sund dosis humle (Simcoe, Citra, Nelson Sauvin og Centennial). Det giver på forkant megen fyr der ikke er helt langtidsholdbar og man smager næsten noget klassisk pilsner græssmag. Så vender humlen tilbage i eftersmagen der er tør og fyrrebitter. Man kunne næsten godt have solgt denne som en overgæret øl til Dude Beering? Nuvel, som pilsner betragtet er den ganske langt væk hjemmefra men den finder en tryg og imødekommende favn og mund her. 4 skumfiduser.



Reparationsbajer, 5,8 % pale ale fra To Øl. Bajer lyder mere for mig som en pilsner/lager, men det er så ikke tilfældet her. Frisk fyrret duft med noget citrus og tørret frugt. Smager lidt lettere end den dufter, med noget let brødsødme på forkant indeholdende de letteste tropiske frugter, en noget diskret mellemstykke og en ren bitterhed til sidst. De anvendte humler (Amarillo, Centennial og Nelson Sauvin) plejer nok at kunne give smag og bitterhed, men her ender det lidt for enstrenget. Som en pale en bedre af slagsen men samlet en noget diskret og tilbageholdende øl. 3 skumfiduser.

#818-819

torsdag den 30. oktober 2014

Vinterøl

Hibernate, 6 % belgisk cremet hvede øl fra To Øl. Det nærmer sig vintertid og det bliver mørkt. Man kunne derfor godt ønske at sove væk fra de næste 3-4 måneder (bortset fra alle de øl man ikke ville få drukket)! Har tidligere haft mindst en øl på bloggen der mindede om fordelen ved at gå i hi. Denne har en frisk citrus-humle duft. I munden bestemt både cremet og hvedeagtig i fylden med en ret krydret smag og en god dosis humle. Der er lime, græs, peber og en afsluttende tør, ren bitterhed, der næsten er for påtrængende. Så fyldig er malten heller ikke i smagen, at den kan opveje den noget næsten surt-bitre eftersmag. Øllet er trods sit navn frisk som en april-forårsdag, der pludselig afbrydes af en tung regnbyge. Den henter 3 små skumfiduser.

#817

onsdag den 29. oktober 2014

Lidt skuffende fra Munkebo

Hermod, 5,6 % engelsk pale ale fra Munkebo Mikrobryg. Brygget med de engelske humlesorter Fuggles og East Kent. Let maltet duft. Rimelig neutral øl i smagen som har næsten pilsnersk tilsnit. Meget let karamel i maltbunden som hurtigt afløses af humlens rene bitterhed, uden nogen frugtige eller blomstrende nuancer. En ret stiltro øl som man ikke rigtig kan sætte fingeren på at noget er galt andet end den for typen lettere kønsløshed. Trofaste læsere vil vide at sådan har jeg det med megen pale ale, og denne er ingen undtagelse. 2-3 skumfiduser.

#816

tirsdag den 28. oktober 2014

Reception for Humlen af gastronomi 2

Dude Beering var blevet inviteret til reception for bogen Humlen af gastronomi 2, der er udgivet af Hotel- og Restaurantskolen og Carlsberg. Seancen foregik i Carlsberg Museum hvor der først var en lille times tid med forskellige ølcocktails og herefter 5 smagsstationer samlet over temaet de fire årstider samt dessert. Dette indlæg forsøger ikke at anmelde hverken øl, mad eller cocktails på sædvanlig vis men skal læses som en let causeren over oplevelsen, iblandet sædvanligvis subjektive vurderinger.

Bogen præsenteres af Jesper Rye, Hotel- og Restaurantskolen.

Første del af programmet indeholdt muligheden for at smage diverse cocktails hvori øl indgik. Man kan indvende, som jeg diskuterede med et par lidelsesfæller, at en god øl er udtryk for en bryggers intention og derfor ikke bør blandes op. Til dette arrangement var der kun anvendt Jacobsen øl og så er skaden lidt mere begrænset.

Shrek: flot grøn cocktail lavet af vodka, æblesirup, lime og Jacobsen Velvet. Øllet her giver muligvis lidt tekstur til cocktailen, foruden skummet, men ellers er det en rimelig sød cocktail hvor man ikke bemærker øllet.
Shrek'en laves

Shrek

Ølmojito: Sammenlignet med hvordan jeg husker en mojito var denne som grundcocktail noget mere sur, og øllet smages heller ikke i denne drink.

Ølmojito set fra oven

Albertos: Lavet som en pendant til gløgg, og heri ramte opskriften ganske godt. Der blev brugt Jacobsen Black Lager, men der skulle være brugt Golden Naked Cristmas Ale. Det havde eleven ikke til rådighed, selv om en flaske lå i den afsluttende gavepose. Men jeg vil klart foretrække Albertos frem for en gløgg, selv om denne også var til den pænt søde side.

Alberto's - lidt ligesom kold gløgg!
Bitter Margarita: Ret salt cocktail, god modvægt til de første ret søde. Der fornemmes også en sur-syrlig bund. Hvordan mon den ville blive hvis der var brugt en mere humlet øl?


Bitter Margarita ligner en øl og havde en ganske anden smagsoplevelse end de foregående.

Blueberry Velvet: festlig serveret i champagneglas og en flot farve og passende syrlighed. Kunne godt gå som velkomstdrink.
Blueberry Velvet i festlig indpakning



Til cocktail blev der serveret tre tapasretter: en med vagtelæg, en med muslinger og en med krabbe.

Selve frokosten bestod af fire retter plus en dessert.

Jeg kørte en lidt anarkistisk kronologi og fik først vinter retten:

Taskekrabbe hvortil jeg fik serveret Jacobsen Weissbier. Rettens lidt fede smag fra kartoffelmos og krabbe blev pænt understøttet af øllets (lidt overraskende) røgsmag. Den del havde jeg nok ikke fanget ved en solo-ølsmagning. Men måske der (også) burde have været lidt frugt og syre som modspil?


Så gik jeg til efterår, hvor der blev serveret kalvebrissel med Jacobsen Dark Lager. Brissel har jeg ikke smagt før og den smager både lidt sødt, og lidt umami agtigt, mens pestoen giver lidt syre. Lagerens ellers ret svage bitterhed bliver her fremhævet ligesom maltsmagen giver modspil. Fin kombi.


Så blev det forår med kylllingerisotto og igen en Jacobsen Weissbier. Generøse stykker kylling på en meget lille risottobund, og det smagte salt og fedme. Øllet strøg denne ret med hårene, og virkede mere fed i denne sammenhæng. Kunne nok have brugt lidt mere syre og bitterhed.



Sommerretten var svinebryst der blev serveret med Jacobsen Brown Ale. Fed smag med noget salt fra sværen og syre+sødme fra grøntsagerne. Øllet supplerer med lidt sødme og lidt bitterhed. Fin kombi.


Desserten blev indtaget til sidst. Det var en ret med indbagt pære hvortil Golden Naked Christmas Ale blev serveret. Den plejer at være en fin krydret og let sødlig juleøl, der rater højt her. Med desserten fremstår øllets lette bitterhed som det mest imundspringende og den er så tilpas diskret, at det matcher fint.

Dessertpæren skulle man plukke selv!


Som man vil bemærke så var alle retter lavet med og serveret til øl fra Jacobsen. Nok naturligt idet uddannelsen samarbejder med Carlsberg, omend det blev bedyret, at eleverne smagte mange andre øl. Det kunne have været sjovt at se hvad den kommende generation af kokke kunne stille op med noget mere ekstreme øl end dem som Jacobsen har valgt at producere. Hvordan tæmmes en vildvoksen west coast ipa eksempelvis? En belgisk lambic? En tysk røgøl?

De fleste af de serverede retter kan man finde i bogen. Jeg har kun haft tid til at skimme den igennem men den er yderst lækker at bladre i. Der er meget andet end opskrifter i bogen. Opskrifterne ser ved første øjekast ikke ud som om de kan gennemføres på under en halv time, men hvis resultatet bliver lige så godt som til receptionen, så er det værd at kaste sig ud i.

Tak for invitationen til Hotel- og Restaurantskolen.