Surt og vildt

Svenske Brekeriet dyrker det vilde og det sure i øl. Jeg har haft dem på bloggen tidligere men nu hvor jeg i langt højere grad har lært at værdsætte det syrlige, må det være passende at have et lidt større indlæg med øl fra dem. Jeg var nemlig så heldig at få seks for mig ikke-smagte øl i fødselsdagsgave - så bliver det ikke meget bedre for en ølblogger. De laver forskellige serier på bryggeriet. Wild Bunch som er brettanomyces fermenteret øl, Sour Patch som er de sure øl, og så lejlighedsvis Special, som er enkeltbryggede øl i begrænset oplag. Min gave indeholdt to fra hver af de tre serier. Først de to specielle:

My Oud Swede, 5,0 % witbier i samarbejde med Brasserie de la Senne. Duften indeholder syrligt som karklud og yoghurt, og lidt skarpt i form af træ (fade) og eddike. Den ganske lette bryg indeholder et væld af smage. Det starter lidt skarpt ud med syrlighed og træ. Efter et øjeblik bryder  fine frugtnoter frem, jeg kan smage æble, blomme og fersken. Syrligheden vender tilbage, mere som citron hvor den indledningsvis var lidt skarpere som rødvinseddike. Hele tiden er der en let antydning af ædel råddenskab og syrnet mælkeprodukt. Der er ikke meget tilbage af en klassisk belgisk witbier efter denne tur hos brødrene Ek, men det gør så sandelig heller ikke noget. 5-6 skumfiduser.

Wild & Juicy, 7,2 % vild ale. Meget stald og brettanomyces i duften, der overskygger næsten alt andet, men en smule syrlighed erkendes. Smagen indleder med noget bitter mandarin/appelsin som har en rimelig kraftig frugtkomponent udover det bitre. Så kommer der funk og mælkesyrebakterier indover men det bliver aldrig eddike, men kontrolleret syre. Det er svært at snakke om humlebitterhed i disse syrlige øl, men den skal jo nok være der et eller andet sted. Bryggen forekommer en smule mindre sofistikeret end foregående og med sin kraftigere alkohol også en, der træder med lidt større sko. Den kommer til at score noget lavere men stadig pænt med fire skumfiduser.

Næste to er de vilde øl, begge med frugt:

Rhubarbe, 5 % farmhouse ale, med økologisk rabarber. En fin staldduft røber bretten og der er tillige noget syrligt som kan stamme fra den røde stængel, der er tilsat under fermenteringen - tør-rabarbering? Smagsmæssigt ikke en øl der iført boksehandsker giver dig lammende uppercuts, men en mere diskret og let øl. Den fremviser en fin afstemt blanding af gæren, med dens tørre smag og rabarberens frugtsmag såvel som syrlighed. Har en både blød mundfølelse, måske fra den anvendte hvede, og prikker samtidig insisterende med dens fine karbonering. En elegant tørstslukker, der formentlig vil gøre det lidt bedre i sommervarmen, men den kan sagtens begejstre selv i de mørkeste måneder. Fire skumfiduser.

Rhuboise, 6 % ale med rabarber, hindbær og såmænd også vaniljebønner. Det er mest hindbærrene der markerer duftterritoriet, med meget let yoghurt. Også i smagen er det først hindbærrene sammenblandet med en del syrlighed, som vist ikke udelukkende stammer fra rabarberen, for jeg aner i tredje mundomslyngning af væsken noget træ/fad med lette eddiketoner. Jeg ved ikke rigtig hvad der er sket for bretten, måske er hindbærrene for overdøvende - ikke at de fremstår som sådan i produktet, men derfor kan de måske nok undertrykke. Samlet lidt mere tart end funk, som det siges udenbys, men stadig fint og med lidt mere karakter end foregående. Og helt uden vaniljesmag! Fire skumfiduser.

Og sluttelig de to sure/syrlige:

Sour & Salt, 4,6 % gose (økologisk). En duft med mange lag. Jeg kan mærke noget surt, jeg fanger også noget mere vildt, der er yoghurt i, og så en lidt skarp tone. Smagen er lige så rig på facetter. En citrusfrugtsmag som blander sig sammen med det syrlige fra mælkesyrebakterierne, noget lidt blødere mælket, og så den fineste antydning af salt, som det skal være i en gose. Bakterierne giver også en lidt skarp smag henad noget træ, synes jeg. Egentlig bitterhed synes jeg ikke jeg kan smage, men det kan drukne lidt i det syrlige. Jeg skal også anstrenge mig meget for at fange det tilsatte koriander - jeg fornemmer mest en lidt "grøn" smag. Samlet er det rigtig godt og gose er en stil, jeg har forelsket mig i, lidt efter lidt. Så der uddeles uden blusel fem store skumfiduser ud.

Purple Rain, 5,3 % Berliner Weisse med solbær og passionsfrugt. En velkendt duft fra syrlige øl, med syrlighed, mælkeprodukt og her også erkendbare spor af solbærrene. Det river lidt. Smagen er umiddelbart meget præget af gæringen med bl.a. mælkesyrebakterier, som giver syre og yoghurt. Da de tilsatte frugter og bær ikke i sig selv er særlig søde men let syrlige på en anden måde, hæves pH værdien ikke synderligt ved deres tilstedeværelse. Jeg kan godt smage solbærrene men er ikke sikker på, at jeg kan pille passionsfrugten ud af det samlede billede. Efter lidt kalibrering/tilvænning, dæmpes de syrlige indtryk lidt og en svag sødme når at gøre entre kort før væsken endegyldigt trænger videre gennem mit indre. Den her er mere snerpende og langt fra så hår-medstrygende som den foregående, men har sin egen friske charme. 4 skumfiduser.

Der skal lyde en stor tak for fødselsdagsgaven til søster og svoger. Køb endelig flere varianter fra Brekeriet når I besøger Systembolaget!

#1669-1674

Juleøl 2016 del 1

Jeg må genoptage traditionen med at anmelde nogle af de mange julebryg der er at finde i handlen. Jeg kan ikke undslå mig. Modsat tidligere, så bliver anmeldelserne samlet i mindre klumper, og serien starter allerede i november måned. Kriteriet for at komme i betragtning er, at jeg ikke tidligere har omtalt brygget her og at det naturligvis er brygget specielt til julen (til nød vintermånederne). Tidligere års gennemgang har primært, hvis ikke udelukkende, været forbeholdt danske øl. I år er der ikke skelet til nationalitet. I dag lægges der for med et halvt dusin.

Skt. Nikolaus, 8,2 % dubbel fra Thisted Bryghus. Lagret på egespåner. I duften typisk belgisk tilsnit, noget metallisk, lidt brændt og sødligt gæret frugt. Smagen starter sødt med karamel, der tilkommer let ristede og vinøse noter hvorefter der afsluttes med en ret markant bitterhed, der ikke forekommer helt harmonisk. Der er en del krydderier, kardemomme og nellike kan jeg navngive. Der er vel også en slags tørhed som kan stamme fra egetræsspånerne. Samlet er det en rimelig OK juleøl, som slet ikke er for sød, har juletilsnit og modspil fra bitterheden, som desværre stikker en smule ud. Måtte gerne være en smule mere fyldig. Det giver 3-4 skumfiduser.

Julemandens Trøst, 8,1 % belgisk ale, brygget af Brouwerij Sterkens for Det Lille Bryggeri. DLB plejer nu ellers selv at kunne brygge, men måske har de ønsket sig en autentisk belgisk øl? Er vist i tidligere årgange produceret andre steder i Belgien. Ret sødlig duft men det faktiske sukkerchok kommer ved indtagelse. Det er sødt, klistret og der er ikke ret mange forsonende elementer hvis man er af den opfattelse, at (jule)øl godt må have mere end en facet. Alkoholen er underligt fraværende og kroppen er forbavsende tynd. Hvis der er noget andet smagsindtryk end sødme, er det lakrids - af den søde slags. Det summer ikke op til særlig meget - 2-3 skumfiduser. At undgå.

Smokes like Christmas, 7,3 % stout fra Lervig Aktiebryggeri. Lidt af et mash-up bryg hvor rester af en julebryg er røget en tur i Ardbeg-fade og efter opholdet blendet med deres Konrads stout. Der mærkes let i røg i duften som også byder på lys chokolade og let sprut. Alkoholen er lidt mere fremtrædende i smagen hvor også røgen er at finde. Brygget er forholdsvis let i fylden og har noget forventelig sødme og noget frugtig bismag henad det konserverede/præserverede. Jeg tror det er godt, at det ikke er den rene fadlagrede vare, de har valgt at hælde i flasken; på den anden side synes jeg ikke rigtig brygget ved hvor det vil hen. Selv om jeg fortsat vil betegne mig som en nybegynder udi de fadlagrede fornemmer jeg, at grundbryggen er for tynd til at kunne omslutte sprutnoterne, der omend fortyndede ikke spiller sammen med resten af øllet. Der skal nok være en del der let kommer til det at holde af den, jeg stiller mig lidt mere skeptisk. Tre skumfiduser.

Ho Ho Ho, 9,2 % stærk amerikansk ale fra Edge Brewing (Barcelona). De amerikanske udvandrere i Barcelona har her brygget en stærk ale efter deres hjemlands traditioner. Der er en markant duft af lige dele alkohol, træ og rødvin. Trods et pænt skum er bryggen stort set helt flad, helt uden tungeprikkende karbonering. Der er en pæn grundsødme både som karamel og som tørret frugt. Duftens rødvin og alkohol genfindes også let og en træsmag som plejer at antyde ophold i en tønde af en slags, men det angives ikke rigtig nogle steder. Som afslutning kommer en svag humlearoma med fyr og citrus, men det ligger godt gemt under de øvrige smagsindtryk. Bitterheden er dog ganske pæn. Samlet set er den skruet pænt sammen og er med dens alkoholstyrke passende til mørke og tankefulde nætter. Sødmen har fået den plads den skal have, med nok modspil til at det ikke bliver til bolchevand. Lidt mindre rødvinssmag ville have forhøjet nydelsen. 4 skumfiduser.

Winter Mess, 8,2 % winter ale fra Brasserie de la Senne. Således måske ikke en øl, der fra bryggeriets side er benævnt julespecifik, men med i bunken røg den. Har lidt svært ved at hægte ord på min duftoplevelse, nok mest en belgisk gær, med noget tyggegummiagtig tendens. Også noget krydring, men associationen nægtes mig. Smagsoplevelsen er mere ligetil, let bryg, der præsenterer med en upfront sødme, der understøttes af klassisk belgisk gær, med banan, koriander, tyggegummi og let peber. Ingen humle at notere, hverken som smagsgiver eller som slutbitterhed. Lidt for sød og tynd, men garanteret god til risengrød - ungerne bør dog nok ikke smage med. Tre skumfiduser.

Delirium Christmas, 10 % belgisk ale fra Brouwerij Huyghe. Sælges også under navnet Delirium Noël. Fra samme bryggeri som laver Delirium Tremens. Har en ganske typisk gærduft, sammen med malt, karamel, alkohol og krydring. I smagen er den lige så typisk og klassisk, hvor alkoholen giver varme og virker sprittet. En del karamelsødme, der ikke er klistret. Fenoliske smage a la medicinskab og nellike. Ikke megen humlesmag men nok noget bitterhed, der dog taber kampen mod sødme og gær. Belgiske øl har det med at skjule alkoholen godt; her er det blevet en kende for meget synes jeg, så det bliver 3 skumfiduser.

#1410-1415