Barley wines

Der er nogen, der synes, at man skal drikke barley wines i november, og ikke andet. Det kan blive en lidt øltung måned at komme igennem. Jeg har snydt og har i månederne op til Barleyvember eller hvad det nu kaldes, smagt på en trio, der her får mine vurderinger med.

Barley wine #1

Sirens of Doomsday, 9,9 % BW i engelsk stil, brygget af Amager Bryghus og Narragansett Beer fra USA. Vel ikke en helt typisk partner for Amager? De forekommer at være ret mainstream og i hvert fald frem til slutningen af 1970'erne var bryggeriet den største producent i New England.
Måske lidt utraditionelt er der lapsang souchong te i. Det kunne give en røget note, lad os "se" om det er tilfældet.
En noget diskret duft, hvor jeg mest fanger næsten ren sukker. Heldigvis lidt mere at komme efter smagsmæssigt. Sød malt og sukker, lidt mørk frugt, lidt træ og så en bitter afslutning hvor bitterheden minder om te, der har trukket for længe. Men jeg savner noget mere dybde og nogle flere driftige noter og estere, der kunne give mere dybde. Selv den relativt pæne alkoholprocent fremtræder uden en ellers typisk vinøsitet og erkendes farligt nok næsten ikke. Den formår ikke at komme op på mere end to beskedne skumfiduser. Det er meget sjældent, jeg scorer Amager så lavt. 

Barley wine #2

Sweyn Forkbeard, 10,9 % BW i amerikansk stil, fra Fanø Bryghus. Mørk frugt og malt i duften, med sherrynoter fra alkoholen. Sød karamel, figen, sherry men ikke så meget humlesmag, som jeg ville forvente i en amerikansk barley wine. Der mangler stilartsmæssigt også nogen bitterhed. Den slår hårdt med dens alkoholprocent, der smagsmæssigt fornemmes på en behagelig måde. Nu vurderer jeg ikke etiketter men smag, men Fanø har godt nok nogle flotte etiketter på deres øl. Det giver ikke ekstra points her, så det ender med små-lunkne 3-4 skumfiduser.

Barley wine #3

Harald Bluetooth, 10,5 % kveik barley wine. Brygget med kveik Voss gæren, der gærer lynhurtigt og ved temperaturer op til 40°! Stærk malt og toffee i duften, der føles tyk. De samme elementer genfindes i smagen, men der er også trænoter, tørret frugt og en pæn bitterhed oveni al sødmen. Varmende alkohol, der også giver vinøse smagsnoter i det flade og fyldige bryg afrunder på bedste vis. Minder mest om den engelske udgave af barley wine og er sådan set rigtig fin - hvis man er til flydende sødme i overdosis. Fire skumfiduser.

 

 

Hvem ved, hvis jeg i løbet af november rammer ind i flere barley wines, kommer der måske en tilføjelse.

 

#2266-2268

West Coast fra Danmarks bedste

Kun kort tid efter at jeg havde sat en lille stribe west coast ipaer stævne for at finde den bedste, løb jeg ind i to nye bekendtskaber fra Danmarksmestrene i stilarten, Amager bryghus. De fortjener deres eget lille indlæg.

Corsair, 7,3 % tørhumlet west coast IPA. En næsten pilsnersk duft af brød og græs inden noget mere grønt humlet får drejet fimrehårene i den rigtige retning (vest). Smagsmæssigt er der frontalt humleangreb, med bid og grøn (græs) smag, oveni harpiks, melon og fersken. En fin maltbund, der ikke bliver sød, binder det sammen. God slutbitterhed med en anelse solbær i. Se, det er en øl som jeg husker dem, fra den gang bloggen gik i shorts og havde evigt rindende snotnæse. Fem store skumfiduser.

King of California, 7,2 % tørhumlet wcipa i samarbejde med Mike Rodriguez fra Woodhouse Blending and Brewing. Mike var før hos Port Brewing og lavede legendariske Wookie med Amager for over 10 år siden. Næsten helt klar og langt fra det gule, plumrede mosevand en New England IPA udstiller sig med. Let riv i næsen, og en smule mere fræs på tungen, uden at den bliver revet til blods. Det er smag af fyr, dild og anis og en smule passionsfrugt. Let maltet bund, men det er humlebitterheden, der er afgørende i ølstilen. Slutbitterheden er pæn, men set stærkere. Alt i alt en dejlig øl,  4-5 skumfiduser. 

For dælan Amager, I kan jo godt, både selv og i samarbejde. Vend gerne tilbage til de gamle dyder, som jo var så skelsættende for jer, og som står jeres hjerte så nær, som I skriver på King of California dåsen. Jeg skal nok aftage et par rummeter af hver batch wcipa!

#2264-2265

Mission session #1

Kan du huske gamle dage? Øl var ikke noget man smagte på, man lukkede bare flaske og mund op og hældte i. Virkningen var det man søgte, og selv om man kunne rumme meget, levede man ofte op til sloganet fra studenterbaren: kold før tolv …

Nutildags er situationen en helt anden. Men jeg savner nogle lette øl, der smager af noget, selv om de ikke rummer en næsten standard 6-7 % alkohol eller det, der er værre. Derfor vil jeg i den kommende tid/måneder fokusere på øl, hvor alkoholprocenten er under 5 %. Første kategori er måske den sværeste, nemlig ale af forskellig slags, men nok primært de humlede. De dejlige humlearomaer og -smage gør sig bedre i de lidt tungere øl, men det må være muligt at finde noget, hvor det hele ikke fordufter med det samme. Har været heldig tidligere ved enkelte lejligheder, men nu går jeg systematisk og målrettet til værks. Der vil her udelukkende blive smagt på danske øl.

Flåneur, 5,3 % hazy session ipa, i serien Sorcerer's Lab fra Amager bryghus. Allerede ved første ophæld går det galt, da jeg har læst forkert på dåsen og den indeholder øl, der er stærkere end forudsætningen. Duften er let og frisk ananas og passionsfrugt, og ved let omryst dukker lidt spøjst noget solbær frem. Det er lige så fint og frugtrigt i munden, med samme smagsindtryk og også i den anden afdeling af det olfaktoriske system finder jeg solbær. Det hazy giver en vis mundfylde af den bløde slags som formår at holde på de fine smage, uden at det ender som det rene frugtsaft. Dertil er slutbitterheden for stor. Meget fin øl til 4-5 skumfiduser, men den falder desværre udenfor serien og dens eventuelle slutkåring af noget man vil kunne kalde vinder. Dette indlæg må derfor ses som et første nedtrapningsskridt, førend det går løs for alvor. 

Helios, 4,4 % session IPA fra Slowburn Brewing. Helios er i græsk mytologi og religion solens gud og personificering. Derfor passende med en fin solsikke på dåsen. Ikke voldsom megen duft fra den klare øl, lidt grapefrugt og samme, lidt spøjse, skarpe solbær som foregående. I smag en mere klassisk tilgang til IPA, med en tydelig, tør bitterhed, "grøn" humlesmag (de skriver selv floral på dåsen), og lyst brød. Fint med en øl, der skiller sig ud fra det store uklare, hazy IPA-hav, uanset hvilken styrke farvandet måtte rumme. Men som session mangler den naturligt nok lidt rygrad, som en voksen west coast IPA ville kunne tilbyde. Men 4 pæne skumfiduser til den.

#2206-2207

Sidste chance

Der er noget med det der kveikøl, som jeg enten har misforstået eller slet ikke forstået. Første eksemplar var ret funky og farmhouset, mens stort set alle (så mange er der heller ikke) efterfølgende har skuffet og fået mig til at tænke over, hvad meningen med kveik er, udover at det er sjovt at bruge en gammel traditionel norsk gær, omend de nok er kultiveret til dagens brug. Nu har jeg fået fat i endnu tre bryg, der er reklamerer med kveik gær, så sidste forsøg på at finde guldet i flasken.

Seven hours of sunlight, 6,3 % dobbelt tørhumlet kveik ipa fra Fanø bryghus. Juicy, næsten marmeladetyk duft af appelsin, fersken, korn og en svag støvet undertone. Appelsinen transformeres i smagen til bitter appelsin (-skal), med sød grape og fersken. Jeg kan også presse en dråbe ananas ud af den. Den er noget udtørrende, så jeg får en fornemmelse af træ i munden og slutter ret bittert, mere end hvad de 30 ibu burde give. Måske er det lidt gammel humlesmag, øllet har udløbsdato om fire måneder, så i bedste fald er den to måneder fra tapning. Gæren? Den anvendte, kommercielle variant skulle være god til ipa, da den "producerer nogle intense tropiske noter, der bevæger sig hen mod tropiske frugter som mandarin, mango og ananas" (tekst fra Maltbazarens omtale). Heller ikke i denne øl genfinder jeg det farmhousede, som jeg faldt for første gang. Den har nogle fine frugtsmage, men er lidt for gammel bitter i eftersmagen. 3-4 skumfiduser.

 Orange Haze v2, 6 % kveik NEIPA fra Christiania bryghus. Tydelig islæt af appelsin i duft og smag, med et bittert twist. "Selvfølgelig" er der hampefrø i, men jeg ved ikke rigtig, hvordan de smagsmæssigt gør sig gældende. Der anføres på etiketten, at det er kveik-gæren, der giver den specielle appelsinsmag. Det synes jeg ikke, at jeg har smagt ved andre kveik-gærede øl, men til gengæld må jeg atter en gang kigge forgæves efter noget farmhouset. Den lidt specielle appelsinsmag og bitterhed, der ikke er typisk for frugtjuicede NEIPAer giver den lidt ekstra. 4 skumfiduser.

Someplace better than this, 3,5 % tørhumlet kveik mini ipa, fra Amager Bryghus og deres Brewer's playground serie. Mini, eller session, formår sjældent at favne og fastholde de store mængder  af smag, og således også her, med en øl, der byder ind med frisk fyr, passionsfrugt og bitter afslutning, inden det ligesom fordamper. Fungerer fint som tørstslukker og er hurtig glemt. I følge min mund kunne den formentlig have været gæret med en normal gær for øltypen. 3 skumfiduser. 

Fine øl som sådan, men ikke det kveik jeg troede, og som jeg må erkende, har misforstået. Det er nok brødrene Ek fra Brekeriet, der twitchede deres brug ud over det sædvanlige, den gang jeg smagte en kveik fra dem.

#2179-2181

 

 

Ekstrem øl

Big, bold & beautiful, 18 % fadlagret strong ale, et samarbejdsbryg mellem Amager Bryghus, Mikkeller og White Labs (gær producent). Brygget med det ene formål, at få så stærk en øl som muligt ved hjælp af gæring. Efter at tre forskellige gærstammer havde gjort deres for at få procenten op på 18, så har brygget ligget hele 6 år på cognac og tequila fade før det blev flasket. Jeg har så haft flasken liggende i yderligere to et halvt år, men nu må det være på tide at åbne den.

Duften er ved at få min hjertenskære til at erklære, at hun er ved at brække sig. Det vil jeg ikke lade stå uimodsagt, men det er en voldsom aroma af flydende karamel, træ og stærk alkohol som jeg synes mest minder om cognac. Den tykke væske er ikke meget for at blive tvunget over kanten af glasset og ind i min både forventningsfulde og uforberedte mund. Jeg får hård kamp mellem chokolade og alkohol, og det er både i aroma og smag. Det søde og det alkoholiske slås hårdt og vinderen er svær at udse. Det er en virkelig tung væske at manøvrere i. Der er chokolade i tunge mængder, og så stærk alkohol

Her slutter noterne så lidt brat. Jeg erindrer, at blokken blev lagt til side lidt, for at lade øllet varmes og iltes, for derved at kunne frembringe yderligere smage og associationer til nedfældning og senere elektronisk viderebringelse. Jeg benægter, at jeg gik omkuld, for næste dag var både glas og flaske tom, og jeg vågnede i sengen, men helt upåvirket af de 50 cl 18 % øl har jeg jo nok ikke været, og sammen med eventuelle distraktioner fra familien, kom der ikke mere i bogen. Så lidt retrospektiv må opsummeringen derved blive: dejlig øl, og utroligt, at man kan få så mange procent til ikke at være fuldt dominerende. Men de mange nuancer blev der ikke plads til, men en øl, der nok skulle være nydt i meget små bidder som en slags likør. 4 skumfiduser.

 

#2178

Brewer's playground

Amager Bryghus introducerer en ny serie øl, Brewer's playground, hvor de vil eksperimentere med nye ingredienser og nye tilgange til ølbrygning. Man lades dog lidt i stikken som forbruger, idet der ikke nævnes, hvad det er, der testes i de her tre aktuelle udgivelser. Det er i hvert fald ikke grundtypen af øl, for her får vi, hvad de er bedst til: IPA ...

Tell me when it's over, 6,5 % tørhumlet tåget ipa (hazy). Eksperimentet kunne være anvendelse af humlerne Talus og HBC 522. Talus er blevet gjort kommercielt tilgængelig for nylig, mens HBC 522 endnu ikke har fået et mere mundret navn. Ananas, appelsin, passionsfrugt, på en let bund af lyst brød. Smagen giver mandarin, appelsin, ananas, i lette, frugtig udgaver, og ikke megen bitterhed udover frugtsyren. Blød og venlig mundfornemmelse. Det bliver til en ganske fin, men ikke ekstraordinær hazy. 4 skumfiduser.

When you smile, 7,0 % tørhumlet hazy ipa. Endnu en eksperimentalhumle fra Yakima, HBC 431 er kommet i dåsen. Duften en kende skarpere, mere ren ananas og passionsfrugt, mens smagen omvendt næsten er mildere end rigtig NE style, igen med mest ananas, passionsfrugt og en smule bitterhed, som nok mere skyldes tørhumlingen end egentlig kogt bitterhumle, og som derfor er en smule mindre indbygget i brygget. Med det mener jeg, at det smages som noget af det første, og ikke som sidste indtryk. Fire skumfiduser. 

Still holding on to you, 6,0 % tørhumlet West Coast ipa. Det nye approach her må være tørhumlingen, som jeg ikke husker WCIPA var født med. Brygget præsenterer sig således også uklart i glasset. Duften er krasbørstig grape, passionsfrugt og fyr. Den giver en dejlig, klassisk smag, hvor bitterheden dominerer over humlesmagen, og det retter tørhumlingen ikke rigtig op på. Grape, harpiks, passionsfrugt og appelsin er dog at finde. I en verden der er gået cr(h)azy er det rigtig dejligt at få en af de ipa'er, der startede meget for både mig, men også for bryggerier som Amager. 5-6 skumfiduser.

Forskellen på de tre øl var klart større end etiketterne ... Jeg vil se frem til flere eksperimenter i serien, og måske en anelse mere uden for deres komfort-zone? De kan jo godt lave andet end ipa og tunge stouts.

#2170-2172

American Outlaws fra Amager Bryghus

Amager Bryghus har spærret nogle velvoksne øl inde i forskellige tønder en rum tid, og derefter hældt dem på flasker. De kalder serien American Outlaws og den består i skrivende stund af fire forskellige, men der er vist flere på vej. Jeg købte de fire første i foråret, så nu må det være på tide at smage på dem.

Tiburcio Vasquez, 9,9 % Tennessee whiskey barrel aged foreign extra stout. Øl er til tørst og ikke til trøst siger Carlsberg, og det er jo rigtig nok. Men denne øl blev smagt i lyset af nyheden om en god vens bortgang og så skulle opskænkningen pludselig opfylde begge, og flere formål. At den har svømmet rundt i Jack Daniels fad i 11 måneder er ikke at tage fejl af i hverken duft eller smag. Øllet fylder forbavsende lidt i munden på trods af dens 9,9 %. Bryggets grundsmag er også ret skjult bag de tunge amerikanske whiskeytåger, men en del lakrids anes. Samlet synes jeg ikke det er en specielt vellykket fadlagring og det er måske både bryggets og fadets skyld? Øllet er forsvundet i eksperimentet. Tre skumfiduser.

 

 

Curly Bill Brocius, 11,6 % mezcal barrel aged double mash imperial stout. Så burde grundbrygget kunne bære en vis form for lagring, men hvordan er det nu lige det er med mezcal? Grundlæggende er det en spiritus lavet på agave, lige som tequila, men tequilaen må kun laves på den blå agave, mens der er mange flere sorter tilladt for mezcal. Og de to spiritusser kommer fra forskellige områder. Jeg blev meget oplyst, fra et ekstremt lavt niveau, af denne side. Men her skal det handle om øllet, og dets 18 måneders tur i mezcal dampe. Duften er lige dele mørk chokolade og spiritus, der har sin egen duft, siger blogbestyreren, hvis næse og mund ikke kender til mezcalen lyksaligheder. Dualismen mellem det mørke søde og det spirituøse fortsætter i smagen. Brygget er blevet blidt og blødt, og der er næsten kun chokoladesødme tilbage fra hvad jeg formoder var urbrygget. Dette bryg har også mistet næsten al muskuløsitet, og det er svært at tro at det holder et tocifret antal alkoholprocenter. Det er lidt bedre end foregående, men jeg kan kun hive tre skumfiduser op af lommen.

Her efter første halvleg må der lige indskydes et par kommentarer om indpakningen, herunder flaskestørrelsen. Det var i mange år en næsten religiøs overbevisning hos denne blogbestyrer at få overtalt Amager Bryghus til at sælge deres øl i mindre størrelser end deres dengang standard på 50 cl. Det lykkedes så endeligt for omkring et års tid siden, og nu kan man, næsten uden følger dagen efter, nyde deres produkter også en hverdag. Men så kommer denne, og andre serier på markedet, og ødelægger fuldstændig de opnåede fremskridt ved at sælge øl op til 17,1 % i 75 cl størrelser. Det er svært at være en introvert ølnyder og samtidig en produktiv enhed på det danske arbejdsmarked/ansvarligt familiemedlem i weekenden ovenpå sådan en slurk. Og sikkert for at forøge eksklusiviteten af produktet har de valgt at forsegle flaskerne med voks, hvilket kun medfører diverse stiksår på fingre og hænder og ikke mange venlige tanker (læs: mange dampende bandeord) til produktudviklingsafdelingen i Kastrup. Det kan da godt være at I til årsafslutningen siger til jer selv, WAUW, vi lavede øl med voks på toppen, men det glæder kun jer. Lad os nu få jeres produkter på 33 cl, flaske eller hvis det skal være, på dåse, og gør nu ikke indpakningen mere oplukningsvanskelig end nødvendigt.

 

Ovenpå denne pauseretirade fortsættes med de to resterende.

Pearl Heart, 12,4 % rye barrel aged rye wine. Rye wine må så ligne barley wine, men med en vis andel rugmalt i brygget. Har tilbragt 11 måneder på Woodford Reserve Rye. Woodford Reserve er et af de ældste og mindste destillerier i Kentucky. Modsat bourbon, som primært laves på majs, bruges der i deres rye, som navnet lader antyde, over 50 % rug, så det samlede produkt i ølflasken er rug med rug på. Duften er kompleks med flere sødlige elementer som karamel og malt, med en mindre påtrængende spiritus end de to foregående samt noget træ. Smagsmæssigt er det type II cellerne i smagsløgene, og dem med receptorer for sødme, der bliver aktiveret/belønnet i starten. Når man lige får dykket ned i væsken er der mange flere lag, både af sødme (malt, karamel, sukker), men også krydderier som kardemomme og muskat og så rugwhiskyens alkoholiske aftryk, der er behageligt afdæmpet eller i hvert fald ikke stikker op som et fremmedlegeme, men glider med strømmen og accentuerer indtrykkene. Det er sødt, men også ret bittert til sidst, og det, sammen med den beherskede rye whisky, frembringer en rigtig dejlig nydeøl. Det bliver 5 pæne skumfiduser.

Og så må jeg, med dødsforagt kaste mig ud i sidste øl:

 
Cullen Baker, 17,1 % whisky barrel aged double mash barley wine, et samarbejdsbryg med Interboro Spirits & Ales, USA. Barley wine plejer i sig selv at være stærke nok, her er den så mæsket dobbelt og ligget på Glen Garioch fad i 13 måneder. Der er en kraftig maltduft med brændt karamel, abrikos, træ og alkohol som tydeligt signalerer, at her er det forbudt for børn. Og skulle poderne alligevel dyppe tungen vil de nok trække den hurtigt tilbage med en hastighed, der ville gøre en tudse misundelig. For duftene er ganget med en 2-3 stykker og konverteret til en fyldig og meget kraftig smagsoplevelser, der er ret domineret af whisky og bitterhed, men med de øvrige noter beskrevet under duft også til stede, dog i mere diskrete mængder. Sødmen, som ellers er typisk for barley wines, er ret undertrykt af fadlagringen og en meget bittert slutindtryk, der formår at udtørre gane og tunge. Det er i den grad en øl der spiller med musklerne og som ikke tager levende fanger. Jeg finder det en smule for meget, og især flaskestørrelsen er for voldsom. Jeg slutter her, efter første glas, og hvis jeg om et par-tre timer finder nye facetter, bliver det tilføjet. På nuværende tidspunkt er den til tre skumfiduser. Og det ender den også på, de samlede 8,4  genstande der var i flasken ændrede ikke på dette.

Hele serien betragtet kunne ikke begejstre mig, kun Pearl Heart fandt jeg gode kvaliteter i. Er ikke sikker på, at jeg investerer i næste omgang.

#2141-2144

 

Tre nye ipa-ish fra Amager

The talented Flying Couch, 4 % tørhumlet hazy session ipa, i Amager bryghus' serie Talents & Legends. Det er pudsigt som tingene udvikler sig. I dag kan en øl i ipa-spektret ikke blive plumret nok, men selv med det in mente er dagens ophæld i en klasse for sig. Men, man har jo vænnet sig til det. Lækker, let drikkelig øl, med massiv frugtsmag, der indeholder passionsfrugt, ananas og appelsin, mens næsen også har kogle og skovbund. Der er brugt en humle, jeg ikke har hørt om før, Sabro. Det er en tidligere eksperimenthumle, HBC 438, der for et par år siden kom rigtig på markedet. Når jeg læser om den, skal den angiveligt indeholde noter af kokosnød, cedar og mynte. Det kan jeg nu ikke genfinde her, men så er det heller ikke en single hop øl. Fin og dejlig fra to bryggerier, der mestrer ipa-genren. 4 skumfiduser.

Lambert van Haven, 5,7 % baroque power ipa (=dobbelt tørhumlet ipa). Navngivet efter en dansk arkitekt og maler. Brygget til Amager Bryghus taproom Nørreports 1 års fødselsdag, og som sådan vist tænkt udkomme som fadøl, men det er der ikke meget salg i under disse COVID-19 tider. Der er smæk på skillingen både hvad angår frugtig aroma og smag, med stærk tropik, og en ret betydelig slutbitterhed (IBU hele 160), der lige stryger hårene den anden vej. Men der er også et sammenrend af ikke mindre end 10 humler i brygget. Er det her en stil Amager er hjemme i? Har vi set det før? Gør det noget? Ja, ja og nej - 4 skumfiduser.

Walther, the baby bat, 8,5 % tørhumlet tåget dobbelt-ipa. Så er vi ude i den dobbelte stil, som normalt betyder udfordringer for DudeBeering. Vi har da også her at gøre med en tung, maltet, syltetøjsagtig drik, med masser af heldigvis frisk frugt, der får løsnet lidt for det tunge indtryk, den potente øl først giver udtryk for. Appelsin, citron, let ananas er nogle af frugterne, som er endestation i de synaptiske signaler drikken giver fra rejsen fra i min mund til min hjerne. Lidt mere letdrikkelig end en typisk dobbelt-ipa, men stadig en lidt tung masse, der ikke skal/kan tylles en sommervarm dag. 3-4 skumfiduser.

#2118-2120

Opsamling fra Amager

Jeg fik ikke sidste år fulgt løbende med alle de dejlige udgivelser fra Amager bryghus. Udover de mange flaskeaftapninger, har de jo også specielle månedens fad, og med deres to åbnede taprooms, regner jeg med at det fortsætter. Her et spædt forsøg på opsamling og så må jeg glæde mig over dem, jeg fortsat har til gode.

Black Rituals, 10 % double mash imperial stout, i samarbejde med Voodoo Brewery, Pennsylvania. Kulsort og uden megen skum. Dufter af mørkt brød, sirup, gærede stenfrugter og sødme. En kort initiel chokoladesødme åbner ballet, men fortrænges hurtigt af ristet brød, kaffe, lidt frugt, varmende alkohol og en pænt bid bitterhed, der får assistance fra en tør astringens. Martin fra stovt.dk siger man ikke må drikke stouts lige efter flaskning. Denne har nok to måneder på bagen, men virker endnu lidt uregerlig, som en kåd hundehvalp , der bider og tygger i alle retninger. Jeg har ikke en kælder som Martin til at lave gemmeeksperimenter, men kan forestille mig, at denne kunne blive en stor, sort blød og behagelig Newfoundlænder, når den blev voksen. Alligevel er der så meget godt i den allerede nu, at den godt kan tåle 4-5 skumfiduser uden at rødme.

Erdbeer-liebe, 4 % Amager sour med jordbær og laktose. En bryg fra foråret som jeg ikke tidligere har gnasket mig igennem. En ret intens duft af jordbær lige ved kapselløftning og selv om det damper lidt af/bliver fortyndet i et glas, så bemærkes det stadig i en grad, så det overdufter den sure våde karklud. Smagen er frisk syrlig uden på nogen måde at være stram og sødes lidt af jordbærsmag og blød mundfornemmelse. Fint samspil og I må da godt fortsætte med at lave sours, Amager! 4 skumfiduser.

 

Peg Puff, 5 % pale lager i samarbejde med Transient Artisan Ales. Ikke just en hyppig brygget type fra Kastrupbryggerne. Etiketten lover dog udover en traditionel Saaz humle også flere amerikanske varianter. Duften antyder dog ikke nogen overdreven aromahumling, det er klassisk undergæret med brød, korn og græs. Smagen er også ret stiltro, med korn, brød, let krydret og medium slutbittert. Afvigelser inkluderer en lidt cremet mundfulde og en let citrus smag, der spiller pænt sammen med bitterheden. Jeg synes jeg på nettet kan finde en trend/ønske om at gå tilbage til klassiske dyder, herunder pilsner. Hvis de bliver lavet lige så godt som her, så fred være med det, sådan en vil jeg sagtens kunne nyde. Men når det er sagt, så vil jeg nok ikke knappe sådan en op først fra Amagers righoldige sortiment/bagkatalog. 3-4 skumfiduser.

Extravaganza!, 5 % farmhouse ale med kvæde. Dejlig staldduft, der lover en tør oplevelse. Jeg er pjattet med Brett smagen og her er den tydelig, uden at være dominant. Den suppleres af en frugtsødme som er let sur bagest. Tror mere det er kvæden end humlen. Alt i alt spiller det rigtig godt sammen. Mange flere af den slags, Amager! 5 skumfiduser.

Sarah's secret, 11,5 % imperial pastry stout, Amager bryghus i samarbejde med Bearded Iris Brewing, Nashville. En af øllene fra årets samarbejde med amerikanske bryggere. Dufter markant af kakao og vanilje. Brygget er næsten hvinende sødt, med masser af chokolade, karamel, kakao og vanilje, sidstnævnte i et omfang som jeg normalt ikke bryder mig om, men her drukner det i heftig chokolade og en vis mængde alkohol i det dobbelt-mæskede bryg. Jeg er ikke sikker på om jeg har smagt en Sarah Bernard kage, så jeg ved ikke om øllet ligner den, men det her er noget af det tætteste jeg er kommet på flydende kage. Og selv om det i bund og grund er alt for sødt, fungerer det. Fire sukrede skumfiduser.

 #2081-2085

Amager julebryg 2019

Amager julebryg 2019, 6,5 % amber ale i amerikansk stil. Ikke en stilart danske øldommere har beskrevet, men den amerikanske variant har den med i deres stilartsguide. Ganske maltet med karamelsmag, og stort set ingen humlesmag, kun en let bitterhed vidner om brugen af den ingrediens. Lidt spøjst, at den er så tilbageholdende i den karakter, når nu man kender Amagers forkærlighed til humle, men her har de holdt sig den maltede udgave, der er lige så "korrekt" som mere humleaggresive varianter. Det søde bliver måske lidt for klæbrigt, lidt for meget "hvidt sukker" i smagen i det lange løb, men jeg gav ikke op for flaskens 33 cl. 3-4 skumfiduser.

 

#2075

Danish Beer Blog Awards - årets ølnyhed

Årets ølnyhed, her fortolket som årets bedste danske nye øl, bliver Black Cat fra Amager, en del af deres Wicked Tales of Scotland serie, som de allerede er blevet præmieret for. En serie, hvis tema var fadlagrede øl på whiskytønder og som Black Cat var en af fire ud af. Læs min bedømmelse af den, og de tre andre her, og giv mig gerne ret.

Danish Beer Blog Awards - årets øloplevelse

Den største aha-oplevelse i år var udgivelsen og nærmere betegnet smagningen af Amagers fadlagrede serie, Wicked Tales of Scotland. Som man kan læse her var jeg ganske imponeret. Jeg synes ellers, at der meget ofte er for meget aftryk af diverse spirituøse elementer, hvis fade sort øl har svømmet rundt i, men her forstod jeg over fire forskellige øl meningen med det hele. Tak for det Amager.

#BeerBlogAwards2019

Wicked Tales of Scotland

Amager bryghus udgav i foråret en serie på fire øl, hvor temaet var fadlagring i whiskytønder. Jeg har haft serien stående en stykke tid, men nu må det være på tide at smage på dem.

Black Donald, 11 % imperial stout lagret på et tørverøget whiskyfad (Laphroaig - en yndlingswhisky). Det er primært en let whiskyduft fra det kulsorte og flade bryg, og det fornemmes ikke specielt røget. Desuden mørk malt og mørk chokolade. Smagen er først chokolade sødlig, med tydelig kaffe (der er også brugt Kieni kaffe i stouten). Dernæst en særdeles intens røgsmag, der efter noget tid får selskab af noget sødlig whisky. Røgsmagen hænger ved længe, længe efter. Røget whisky er dejlig og her spiller det sammen med den mørke stout efter 8 intime tøndemåneder sammen. Hvis ikke det var for røgsmagen ville det nok blive for sødt og alkoholvammelt. Nu ender det lykkeligt og høster 5 tunge skumfiduser.

The Black Cat, 10 % baltisk porter, lagret på tørverøget whiskyfad (Bowmore). Lidt mere diversitet i aromaen, med ristet kaffe, lakrids og røget whisky. Her fornemmes grundbrygget mindre sødt, med kraftige noter af kaffe, lakrids og malt. Det er så blevet pimpet på fornem vis med whiskytøndens røgede, fadprægede og alkoholfyldte aftryk, der kun understøtter og ikke overdøver. Her er fadlagring på whiskytønde gået op i en højere symbiotisk enhed og resultatet er fremragende. Det må udløse 6 skumfiduser, der både fortjenes af bryggets iboende kvalitet men også for at vise mig meningen med at komme godt, sort øl i tønder.

The Boobrie, 12 % dobbelt mæsket imperial stout, lagret på whiskyfad (Glenn Garioch). Duften her føles næsten klæbrig af sødme. Malt, chokolade, let kaffe og kun en anelse whisky. Smagsmæssigt er det også næsten en ren double mash som vi kender det, med fløjlsbløde, olierede skvulp af mørk og sød væske i glasset. I sig selv mangler typen ikke alkohol. Her fornemmer jeg næsten først i eftersmagen noget whisky. Den sørger sammen med ristning og kaffe for en smule kant til det søde. Heller ikke denne øl har taget skade af svømmeturen i tønden men har så taget knap så meget med sig. Det er nu en dejlig øl, der er kommet ud af det. 5-6 skumfiduser.

Red Cap, 9,3 % wee heavy, fadlagret 7 måneder på Auchentoshan fad. I denne øl er der en del duft af whisky, sådan en del sødme, en del vammelhed og en del alkohol. Jeg mærker også chokolade. Smagsmæssigt er whiskyen mere fremme i denne end de tre foregående, sammen med sødlig karamel. Der er flere niveauer af sødme, men næsten intet modspil. Wee heavy er i sig selv ret sød og den har ikke fået tilført andre facetter efter de 7 måneder. Whiskyen/alkoholen er diskret tilstede, men denne fjerdedel af serien synes jeg mindst godt om. Det udløser alligevel 4 pæne skumfiduser.

Wicked Tales of Scotland illustrerer meget godt, at en lykkelig forening af øl og whiskyfade naturligvis afhænger både af øltype samt af whiskytype. Og helt grundlæggende om bryggernes evner - og her fejler Amager sjældent. Jeg ender med at indse, at det faktisk giver mening en gang imellem at parre de to drikke.

#1980-1983

December nyheder fra Amager

Amager Bryghus nåede i december måned ud med endnu et sæt nyheder til folkets fornøjelse, herunder min.

Buffalo Burlesque, 11 % imperial stout, lagret på rødvinsfade fra Bordeaux. Et sammenrend af 12 bygmalte, foruden hvedemalt og lidt flækket havre. Der er let røg, kaffe, chokolade, og kun en anelse tørret frugt i næsen. Smagen giver mig de samme indtryk, med yderligere nogen underliggende syrlighed og fad, som må stamme fra vinresterne og opholdet i tønden. Der er en snert alkohol men diskret, og brygget er trods dets kejserlige islæt forbavsende let, uden man dog skal forledes til at tro, at det er en tynd porter. Fungerer chokolade og rødvin sammen uden at være blandet i øl? Tja, vel ikke helt en typisk blanding. Her i den mørke stout fungerer det heldigvis slet ikke som efter en voldsom tur i en amerikansk whiskeytønde. Jeg er stor fan af imperial stouts og er generelt lidt kritisk overfor at man ser sig nødsaget til at pimpe dem op. Her er det dog endt i en acceptabel udførelse til 4 skumfiduser.

Cobras Fumantes, 10,5 % kaffe barley wine, lagret på mezcal-fad. Der er en tydelig spiritus duft. Da jeg er lykkeligt uvidende om mezcals lyksaligheder, skal jeg ikke kunne sige, om det lige er det, der mærkes. Udover den ingrediens er der også tydelig vanilje og en del maltsødme. Endelig er der kaffe og med lidt god vilje kanel. Med andre ord, en ret kompleks duftpalette. Smagsmæssigt starter den ret sødt og fladt. Det er næsten ren maltsødme, der understøttes af noget ret vinøst og spiritus. Kaffe og kanel, som der er tilsat, er mindre fremtrædende end i duften. Ingen bitterhed. Min mund skulle lige kalibrere til det søde og spirituøse, men så blev den forliget og kunne faktisk godt se en mening med både kaffetilsætningen og fadlagringen. 4-5 skumfiduser.

Cobras Fumadoras, 10,5 % barley wine, lagret på mezcal-fad. Det må så være samme grundbryg som foregående, blot uden kaffe. Megen malt i duften, med en tydelig spiritus, med læder og træ som supplerende indtryk. Som den første kobra er her masser af malt og alkohol i smagen, men også underliggende modhager som træ, tobak og kanel. Sidstnævnte fanger jeg lidt mere i denne variant af dobbeltbrygget. Igen, efter en indledende tilvænning til det ret sukrede, som i parentes bemærket smager mørkt, så stiger nydelsen. Også denne lander derfor på 4-5 skumfiduser en kold januar aften, hvor dens varmende evner ikke er at kimse af.

Billie the Butcher, 7 % dobbelt tørhumlet IPA, et samarbejde med Billie's Bier Kafétaria, Antwerpen, som en officiel festivaløl. Næsen lover masser af troper, med passionsfrugt, grape og lidt mere rivende fyr, og en måske lidt overraskende snert af vanilje. Smagen er ligeledes komponeret og den er tør og ret bitter, så der må også være kommet noget humleekstrakt i fra start, udover den afsluttende tørhumling. Her er Amager på hjemmebane - både deres og min, så det må blive de nemmeste 5 skumfiduser.

Endnu en god omgang fra Amager, der i 2018 sent omsider blev kåret som årets danske bryggeri af Danske Ølentusiaster.

#1930-1933

Viewpoint

Amager bryghus bryggede i starten af året to samarbejdsbryg med brasilianske Cervejaria Dádiva nede i São Paulo. De blev senere genskabt herhjemme. Her de to danske udgaver.

Viewpoint, 11 % dobbeltmæsket imperial stout med guava. Jeg mærker kaffe og røg i næsen. Også noget chokolade og nogle tørrede frugter. Smagen starter forventeligt tungt, med tør, bitter chokolade, kaffe, lakrids men kun let brændte noter. Nedenunder fornemmer man noget boblende, der efter lang tids kamp trænger op gennem det træge fluidum og afgiver en både sødlig og syrlig frugtsmag. Det må være guavaen, der med sin tilstedeværelse giver brygget et lille tiltrængt pift, og faktisk hænger godt med i eftersmagen. Utraditionel måde at pimpe en imperial stout, men det virker. 4-5 skumfiduser.

Viewpoint coco, samme 11 % øltype som foregående, her tillige anvendt kokosflager. Det må så være den ekstra ingrediens jeg vurderer op mod det rene Viewpoint. Jeg kan godt mærke kokosen let, når indholdet i glasset slynges og næsen stikkes tæt på kanten. Men jeg synes næsten ikke at den tilfører smagen noget, kun med den alleryderste velvilje aner jeg det søde fra det hvide kokosnød. Og det er måske godt det samme, for jeg har fortsat et lidt anstrengt forhold til kokos i øl. Her overdøver guavaen og resten af det dobbeltmæskede bryg den. Så jeg kan ikke argumentere for andet end at den skal have det samme som søster-brygget; 4-5 skumfiduser.

#1915-1916

Amager julebryg 2018

Amager bryghus' normale juleøl har samme etikette hvert år, mens indholdet og den fjollede historie om Kurt udvikles. Så vidt jeg ved er der først officiel release af den næste weekend på bryggeriet, men jeg kom i weekendens løb forbi en butik, som havde den på hylderne sammen med rigtig mange andre fra danske bryggerier. Så nu ryger den ned i halsen og ud på bloggen.

Amager julebryg 2018, 6,5 % engelsk dark ale. Den dufter meget maltet, med friske og frugtige undertoner henad blomme og generelt noget gæret. Den er i første mundskyl ret sød, med malt, karamel og mørkt brød. Det er den samme, let gærede frugtige undertone som i aromaen. Jeg kan skrive blomme og pære, men det er ikke helt korrekt, uden dog at være en total skæv association. Der udover noget let krydret med peber og gær. Der er også nogen alkoholisk smag og varme. Der er ikke megen humlesmag og bitterheden er lav, men lige akkurat mærkbar. En fin vintervarmer med sødme og let kant. 4 skumfiduser.

#1884

Årets Amarikanske samarbejdsbryg

Traditioner er godt, de knytter mennesker sammen i kulturelle og spirituelle sammenhold. I hvert fald føles det trygt og godt, når vi nærmer os den amerikanske uafhængighedsdag, uanset den tåbe de har siddende ved magten lige nu. For så bliver Amager bryghus's årlige samarbejdsbryg med forskellige amerikanske bryggerier frigivet.

Kiss of the Coppertail, 6,5 % IPA i Florida-stil, brygget med Coppertail Brewing. Der dufter kraftigt af grapefrugt, ananas og lime, mens smagen tilfører yderligt med trope i form af passionsfrugt. Maltbunden forsvinder i al humlen men fornemmes lige akkurat at være let sødlig. Det bliver ikke rivende som i en west coast som den kan minde om, men der er en pæn slutbitterhed. Her, drukket ret frisk, gør den hvad de bedste fra Amager gør, og det er jo et kvalitetsstempel. 5-6 skumfiduser.

Viking tango time, 7 % dobbelt tørhumlet rug IPA, i samarbejde med Kings County Brewers Collective. Den har en pænt voldsom tropisk duft med passionsfrugt, grapefrugt og ananas og noget mere rivende fyr. Den har en supertør smag, hvor den kraftige humlecoctail er med til at suge mundvand. Ingen restsødme overhovedet og en ret bitter finish gør dette til en ekstrem, men også ekstrem dejlig nydelse. Den er lige snerten bedre på dagen end foregående og må derfor finde sig i at få 6 skumfiduser.

The Ceremonial grain-out, 6 % farmhouse ale med kvæde, brygget med TRVE brewing. Øllet afgiver en duft med lyst brød, banan, gær og krydrede noter, inklusive en let spids syrlighed. Smagen er meget hen af det beskrevne for duftindtrykkene og det smager mere som en saison (hvilket også er den gærtype der er brugt) end som det jeg forbinder med farmhouse, som er lidt vildere og nærmende sig noget brett-karakter. Når det er sagt, så virker denne saison noget mere drikkelig end de i udtryk lidt tungere klassiske belgiske; det er i hvert fald kvæden, der med sin let syrlige smag er med til at friske det hele lidt op. Det giver 4 pæne skumfiduser til en øltype, der ikke høre til de mest tappede fra Amager, så på den måde giver samarbejdet mening. Som bonus er der på etiketten en fuldstændig ærlig beskrivelse af hvad der egentlig sker på dagen, når to bryggerier arbejder sammen!

All shook up, 7 % dobbelt tørhumlet vanilje milkshake ipa, et samarbejde med Mikerphone Brewing. Det er mest en kraftig, fyrret og tør humleduft jeg opfanger og ikke noget af de tilsatte alternative ingredienser som vanilje og laktose. I smagen fremkommer der dog en anelse af vaniljen, men det er minimalt. Den kraftige tørhumling overdøver det meste andet men der er en anden form for tekstur og underliggende sødme end de to første mere klassiske ipa'er i opslaget. Fyr, harpiks, passionsfrugt og ananas er med i den brede smagspalette og det er meget frugtigt. Det fungerer lidt overraskende fint med den diskrete vanilje og der må igen gives en pæn karakter: 5 skumfiduser.

Black Nordic Skies, 10 % imperial coffee stout, brygget med Modern Times Beer. En bryg hvor det var planlagt at komme havtorn i den mørke stout men det blev ændret på dagen, da en testsammenblanding ikke faldt tilfredsstillende ud. Den dufter kraftigt af kaffe, ristet malt og lidt mælkeagtig chokolade. Min åbne mund modtager en sød og fløjlsblød og tyk olieret væske, der selv med tyngdekraftens hjælp har svært ved at forlade glasset og glide videre indenbords. Den mørke chokoladesmag får kraftigt, næsten for kraftigt, modspil fra kaffen, der næsten for sig selv fremstår bitter. Der kommer naturligvis også bitre noter fra den mørke malt og humlen og det hele bakkes op af en pænt varmende alkohol. Helt friskaftappet forestiller jeg mig at denne øl endnu ikke helt har fået afrundet de skarpe kanter og at nogle måneders/halvårs flaskelagring ville afrunde og harmonisere øllet noget. Så 3-4 skumfiduser til en øl med lagringspotentiale - synd at den slags aldrig lykkes i min hule.

Electric Rattlesnæke, 9 % mørk barley wine, lavet sammen med Pipeworks Brewing. Brygget er "oaked" og har dermed formentlig ligget på egespåner. Som det ses på billedet, er der umiddelbart mere skum end hvad jeg normalt forbinder ved en barley wine, men de amerikanske varianter er som regel mere skummende. Jeg fanger malt, træ, vanilje og let syrlig alkohol i duften. Smagen er også en smule atypisk for stilarten, for nok er grundtonen af den søde slags, men det er begrænset og der er en tør, og lidt skarp træsmag, en anelse lakrids og en tydelig og næsten sprittet alkohol. Alkoholen til trods virker den umiddelbart farligt letdrikkelig og jeg synes det er en fin afstemt komposition som måske endda kan udvikle sig yderligere positivt hen af vejen. 4-5 skumfiduser. Brygget var mere rødbrunt end hvordan det fremstår på billeder.

Heavy Mental, 9,4 % dobbelt tør-humlet imperial ipa. Sidste flaske er årsagen til, at det samlede indlæg kommer to måneder efter 4. juli, idet den var længere tid om at gære færdig end planlagt. Desuden var jeg lidt langt væk fra fornuftige indkøbssteder da den endelig kom på markedet, så først nu fuldender denne øl årets portefølje. Denne øl blev første gang brygget hos Other Half Brewing, da Amagerdrengenes var på besøg i efteråret; her er det den danske udgave. Det er et særdeles fyldigt og tykt bryg, der er hældt i flasken. Der er en tydelig underliggende sødme, der i mangen en iipa får dræbt humlesmagen. Men ikke her. Ananas og mango, på en marmeladeagtig måde, og næsten indsvøbt i olierede humlekogler, men det bliver ikke klassisk humlebittert. Humlen får nok suget så meget sødme ud, at den på en underlig måde efterlader en udtørret i ganen. Læg dertil dens lækre blødhed og så er det lige før man tænker tung New England ipa, selv om der gøres lidt grin med det på etiketten. Men gæren er fra området (Vermont) så mon ikke det er meningen. Det er i hvert fald en rigtig dejlig og velhumlet øl og mere let at drikke end hvad procenterne ellers burde tillade. 5 store skumfiduser.

Fire IPAer i delvist nye klæder og 2 af de mørke samt endelig en lidt vildere vildøl: Den samlede konklusion må som sædvanlig blive bestået, med stor pil op!

#1850-1856

Forårsnyheder fra Amager

Amager bryghus brygger kun deres berømte og berygtede Double Black Mash en gang om året og har efterhånden fået opbygget en tradition til dets frigivelse i foråret med åbent hus og yderligere et par nyheder. Det lykkedes desværre heller ikke i år for mig at komme forbi, men så er det jo godt at flaskerne kan erhverves i handlen.

Bonny Beer, 6,5 % west india pale ale. Ret diskret i duften, mest malt og marmeladefrugt. Også i smagen fremstår malt og humle samlet som noget konserveret marmelade, og uden nogen umiddelbar friskhed og heller ikke nogen upfront rivende eller afsluttende stor bitterhed. På en måde mere som en dobbelt ipa men uden den store alkohol; har også mindelser om NE IPA, men her plejer det at være mere frisk og tropisk. Fire skumfiduser til en lidt anderledes, men fin IPA.

Pink Farts and Unicorns, 4,6 % tørhumlet india pale lager. Normalt finder jeg det svært at kombinere humle og undergær. Det spiller ofte ikke sammen i min mund. Men her er det blevet rigtig godt, hvor en fin grundsmag af pilsner garneres med en frugtig humle, der ikke river i ganen eller snerrer i bagsmagen. Super læskende og dejlig - fem skumfiduser.

Den sidste nyhed, Big Bold & Beuatiful kommer på bloggen ved en senere lejlighed.

#1835-1836

Collab - Modern Times og Amager Bryghus

Vanen tro bliver der brygget en hel del samarbejdsbryg her i landet i dagene omkring Mikkeller Beer Celebration Copenhagen. Amager Bryghus har i mange år lagt for og etableret en stor releasefest af samarbejderne omkring den amerikanske nationaldag 4. juli. Jeg var i år inviteret til at kigge ud i, de for mig, nye lokaler en af dagene.

I år var Modern Times blandt samarbejdsbryggerne. De er et 5 år gammelt bryggeri fra San Diego. De erklærer sig at være 100 % medarbejderejede, og har snart 6 brewpub/barer/mm på den amerikanske vestkyst. De er opkaldt efter et halvandet hundrede år gammelt utopisk samfund, der eksperimenterede ved at prøve at skabe et mindre udnyttende samfund, med deraf følgende større livsglæde. Et eksperiment, der naturligvis mislykkedes.

Det planlagte samarbejdsbryg, en dobbeltmæsket imperial stout med havtorn, mislykkedes også delvis. I hvert fald blev opskriften lavet om i løbet af dagen, da noget frisk havtornpure blev blandet med en Double Black Mash fra køleskabet. Det var åbenbart ikke en vellykket blanding. Så der kom kaffe i brygget i stedet for.

Modern Times tester havtorn og DBM

Transatlantisk samarbejde ved mæsketanken

Farven ser god ud!

På dagen var der, vanen tro, fuldt gang i den. Da jeg ankom tidligt på formiddagen var der allerede rundvisning for en større gruppe nordmænd og som dagen skred frem kom der flere og flere gæster på mere eller mindre uanmeldte besøg. Amager bød, også som sædvanligt, både på frokost og på høflig selvbetjening ved fadølsanlægget.

ØlEntusiasten og Højt Skummende positionerer sig strategisk før det store rykind2

Gang i grillen ved Sidekick Brewing

Det var første gang jeg var ude i de nye omgivelser på Kirstinehøj. Udvidelsen har givet plads til 6 ekstra meget store gæringstanke, mens lageret er ret tætpakket. Repræsentations- og mødelokalerne er større her ude tæt på lufthavnen.

Den norske delegation vises rundt i produktionen

Tætpakket lagerlokale

Forskellige tønder med øl undervejs

Som det ses ovenfor, er der et lille hjørne af lageret, der er reserveret til ægte fadlagring. Der var en del rødvinsfade, der lige efter de var blevet tømt af den danske importør var blevet fyldt med imperial stout. Til releasen vil man kunne smage både på øllet samt den vin, der tidligere var i tønden. Det lyder som en fin ide. Der var også mezcalfade og fire forskellige skotske whiskyfade. Der bliver noget at se frem til senere på året - eller hvornår nu de bliver dømt færdige.

Til fadølsanlægget var der blevet tilsluttet syv af de otte øl Amager havde med til MBCC. Det var ganske belejligt for en ølblogger, der gerne vil smage nyt, men som ikke havde billet til begivenheden. Nedenfor følger, uden fotografisk dokumentation af væskerne, en kort bedømmelse af de syv øl.

Babelsberger Babyboom, 4 % lemongrass berliner weisse. Syrlig-sur duft. Der er citrussmag fra både gæring og citrongræs. Det er frisk, mere frisk end det plejer at være, men er fin i varmen. Dog lidt for snerpende til at bælle i store mængder. Fire skumfiduser.

General Ludd, 4,5 % hazy hoppy lager. Kraftig, tør og humlet duft og smag på en lagerbasis, hvor brød og græs anes inden fyr og let passionsfrugt overtager. Hvis lager/pilsnerøl havde været som denne før ølrevolutionen, havde vi ikke haft brug for den! Fire skumfiduser.

It's medicinal, I swear, 5 % kaffir lime pale ale. I duften mærker jeg ikke noget til bladtilsætningen. I smagen træder de frem mellem en tør og raspende humleprofil. Bladene giver en lidt underlig smag, som fungerer i kokosmælk men som ikke er helt i top her. 3-4 skumfiduser.

Coatlicue, 5,5 % farmhouse i samarbejde med Mikkeller Baghaven. Tør og let rådden staldduft. Smagen er dejlig typisk, hvor der ingen restsødme er til stede og gæren afleverer de tørre og krydrede elementer og også ren gærsmag. Lækkert til 4-5 skumfiduser.

Zounderkite!, 6 % double dry-hopped hazy IPA. De tilstedeværende amerikanere vidste heller ikke hvad zounderkite står for, men med et billede af en præsident Trump med trutmund og pegefinger i tindingen på taphanen, skal man nok ikke regne med at det er en positiv betegnelse for en person. Ikke en vildt aggressiv duft, men smagen slår igen. Tør, og med en let appelsinsmag og en let harpikset humle, der fører over i en markant bitterhed. 4-5 skumfiduser.

Double Red Rye, 8,5 % imperial red ale. Der burde være klar malt i duften, men det er jo fra Amager, så en både tør og klæbrig (hvordan det nu er muligt, men sådan siger noterne) humle dominerer. Smagsmæssigt er der balance mellem en sød karamel og en fyrret og harpikset humle, og det slutter ret bittert. Den er fin, men noget tung på grund af en alkohol, der mere end antydes. Fem skumfiduser.

Exploding White Mice, 12 % triple mash, triple IPA. En noget tung sødlig duft. Skovlet indenbords er den noget af en sødmefuld bitterbombe, hvor malten er tung, sødmen er ren og næsten klæbrig, og humlesmagen har det svært, men med noget tropefrugt. Samlet virker det mere som en (for sød) barley wine end som en ipa. Ikke lige min kop te, virker mere brygget som et eksperiment. 2-3 skumfiduser.

Pga. andre aftaler måtte jeg gå allerførst om eftermiddagen. Jeg kan nemt forestille mig at MBCC havde en præ-start med afsæt i det beskrevne arrangement. Tak til Amager og Henrik Papsø for invitationen og beværtningen.


#1745-1751