torsdag den 7. februar 2019

Helt gærlig ...

Der er ofte meget fokus på humlen i IPA. Der eksisterer rigtig mange sorter og de kan komme i bryggen på rigtig mange forskellige tidspunkter, resulterende i mere eller mindre bitre øl og mere eller mindre humle-frugt smagende øl. Måske lidt mindre kendt udenfor bryggerkredse er, at gæren også spiller en central rolle i, hvordan humlen kommer til udtryk i en øl.

Ebeltoft Gårdbryggeri har lavet et eksperiment, hvor de har brygget deres meget dejlige Wildflower IPA og sat den til gæring med tre forskellige gærstammer. Taphouse havde et fad af hver af dem på hanerne og det måtte jeg prøve.

De tre gærstammer var:

Barbarian Conan, som kommercielt beskrives som en gær, der angriber humlen. Den stammer fra Vermont, USA.

Chico/US56 som vist nok stammer fra bryggeriet Sierra Nevada. Begge de to første beskrives som velegnede til IPA.

Den tredje var London Ale 1028, som anbefales til de mørkere øltyper, og dermed ikke til hvordan en Wildflower er brygget.

Ingen forskel i udseendet - fra venstre mod højre er det Ebeltoft Wildflower gæret med Barbarian Conan, Chico/US56 og London Ale 1024
Barbaren havde en kraftig passionsfrugt- og mangoduft og -smag. Den var ret tør i munden og endte rimeligt bittert. En ret humlehidsig sag.

Chico lignede den ret meget, men der var lidt mere sødme og blidhed i munden. Slutbitterheden var den samme.

London Ale var markant anderledes. Smagte næsten kun af mango og fersken, var mild og blød, og sødmefuld. Næsten ingen slutbitterhed.

Det er lidt spøjst at gæren kan frembringe så forskelligt et humleudtryk i de tre øl. Grundindtrykket fra de tre øl var det samme, men graden af humletilstedeværelse er vidt forskellig, i hvert fald mellem London Ale og de to øvrige. Men så er London Ale heller ikke beregnet til at fermentere IPA. Jeg ville i øvrigt sagtens kunne drikke alle tre øl som er gode på hver deres måde.

Det var en sjov oplevelse/øvelse der viste, at gæren ikke kun har indflydelse på alkoholprocenten, men bestemt også på humlesmag og -bitterhed. Når jeg genlæser min gamle anmeldelse af Wildflower kunne jeg foranlediges til at tro, at den originalt var brygget med US56. Men der kan naturligvis have været en forskel i hvor frisk flasken den gang var i forhold til dagens øl fra fad. Dagens udgaver af Wildflower indeholdt "kun" 5,9 % hvorimod den jeg smagte fra flaske var på 6,9 %. Måske er det så i virkeligheden en helt fjerde gær der bruges til standardudgaven?

#1948-1950

onsdag den 6. februar 2019

Smagsprøver fra Fanø Bryghus

Fanø bryghus har været ret dårligt repræsenteret her på bloggen, hvilket på et tidspunkt førte til en dårlig rating. Efterfølgende blev jeg dog klogere og de er nu opgraderet. Jeg har svært ved at finde dem i butikker i Hovedstadsområdet, og de føler selv at de kan trænge til lidt mere eksponering. Deres chefbrygger, Steve Rold, kontaktede mig derfor og spurgte om han måtte sende nogle øl. Jeg var frit stillet til hvorvidt jeg overhovedet gad at skrive om dem og naturligvis var min mening ikke til diskussion. Det er næsten en trend i det nye år, hvor jeg lige har givet min mening til kende om nogle ikke-udgivne øl fra Brygbrygbryg. Her følger så mit indtryk af de tre tilsendte øl fra Fanø, heraf to nyheder. 

Three Graces, 8,6 % belgisk trippel. Duften er sødlig, banan, tyggegummi og en smule alkohol. Farven er lidt mere orange end de fleste men er tilladt. Fyldig øl vel indenbords, næsten tyk, med en del sødme og frugt, mest banan, der er understøttet af lidt peber. En lille anelse af sød appelsin. Andre krydderier er kardemomme, nellike og anis. Mærker ikke alkoholen i smagen. En lækker øl, der gør hvad en trippel skal gøre og det er dejligt. 4 skumfiduser.

Der er næsten lidt Michael Kvium over etiketten, men den er designet af Jessica Rold

Gorm the Old, 10 % imperial stout, lagret på kakaonibs og vaniljebønner. Der er let kaffe og chokoladesødme i duften, som fornemmes en smule tør og støvet. Smagen er ret sød, med en tyk, mørk chokolade, der har en anelse, men heldigvis kun en anelse, vanilje. Selv om det er sødt, slutter den lidt tørt og medium bittert. Kunne måske ønske lidt mere modspil til chokoladesødmen, men når det nu skal være, så er den superlækker og vaniljen er for min sarte mund perfekt afstemt. 5 skumfiduser.

Den så næsten purpurfarvet ud i overgangen mellem skum og øl
Full Danish Breakfast, 5,5 havre stout. Sidste øl er en genudgivelse af noget de selv beskriver som et godt dansk morgenmåltid med kaffe, havregrød og Muscovado sukker! Der er ganske rigtig kaffe og let røg i duften sammen med mørkt brød. Den lidt tynde øl byder på noget af det samme i smagen, som egentlig ikke er specielt sød og det ender lidt bittert og astringent pga. de mørke ristede malte. Alkoholprocenten taget i betragtning er der pakket en del smag i brygget men det bliver lidt flygtigt. Men godt så længe det varede og en påmindelse om, at mørke øl ikke behøver være kejserlige og indeholde to-cifrede volumenprocenter af sprut. 3-4 skumfiduser.


Tak til Steve og Fanø bryghus for at donere disse tre øl.

#1945-1947

tirsdag den 5. februar 2019

Større omgang fra Brekeriet

I ved det godt, jeg er vild med Brekeriet. Så her kommer endnu en omgang smagsnotitser fra mit svenske yndlingsbryggeri. Stort tak til min søster og svoger for at fremskaffe flaskerne fra Systembolaget og bryggeribesøg og give mig dem i gave.

Picnic Sunrise, 2,7 % sour med hindbær. Brygget med en alkoholprocent, så den kan sælges i supermarkederne (og hos dem selv). Flot rød farve, og minder hermed om en del af de tidligere smagte. Stærk hindbærduft, svagere syrlighed. Den smager også en del af hindbær. Syrligheden er lidt kraftigere i smagen uden at blive overvældende på nogle måder og med en fint prikkende, halvkraftig karbonering, kan det minde om en sodavand, hvor man ikke har husket at putte sukker i. Dejlig frisk, 3-4 skumfiduser.


Lusse Lille, 3,5 % sour. Lillesøster til Lusse Lelle, en meget hypet øl, der bliver udsolgt på under en time, den ene gang om året den sættes til brygges/salg. Den særlige ingrediens er safran, som også bruges til de luciaboller der sælges i Sverige i december måned. Det er lidt pikant med gulligt ølskum! Jeg fanger noget ret syrligt og vildt fermenteret i duften, sammen med noget ukendt. Jeg er ikke velbevandret i safrans aroma og smag, men mon ikke det er den aroma, der pirrer? Smagsmæssigt forsvinder det ukendte, og det er mest en noget syrlig øl, der glider indenbords. Ved andet ophæld kom bundfaldet med i glasset, og så smagte det lidt mere af noget fremmed. Ud fra denne øl forstår jeg ikke helt hypen omkring søskendeølparret, men vil meget gerne teste den ældste på 6,5 % for at se om den bedre kan holde på og dermed afgive smagen af safran og luciabolle. Her og nu 3-4 skumfiduser.


Sieben, 5,5 % sour i et samarbejde med 7venth Sun fra Florida. Duften er let sur-syrlig, ikke så påtrængende, men alligevel med en eddikenote. Dertil lidt træ og æble. Smagen er både domineret af en svag eddikesyrlighed samt noget mere Brett-lignende vildskab. Frugtsmagen er æble og måske lidt hyld, og der er en mælket undertone og noget skarpt træ/fad. Egentlig er det ukorrekt at påstå at smagen er domineret af syrlighed, for det er samlet diskret, men klart mærkbart. Klassisk ølbitterhed finder man ikke rigtig i denne type øl. Lækkert bryg, 4-5 skumfiduser.


Maschusch, 5,4 % sour med hyldeblomster. Mere frugtsyrlighed og mindre træ og eddike i sammenligning med foregående, både i duft og smag. Jeg havde nok ikke gættet på hyldeblomst hvis jeg blindt skulle have gættet på tilsætningen, dertil er dens smag for svag i forhold til fermenteringens syrlighed. Jeg får mere association til æble. Næsten lidt pudsigt at jeg i Sieben syntes jeg kunne mærke hyld ... Igen en god, frisk syrlig øl, der måske ikke helt er på begynderniveau bestemt heller ikke bør skræmme nogle fra at prøve. Samtidig et udmærket glas. 3-4 skumfiduser.


Cherry Red, 6,2 % sour i samarbejde med Green Bench Brewing Co. (Florida). Som navnet antyder er der svenske körsbär i (så fik bloggens læsere lige et nyt svensk ord i deres vokabularium!). Duftmæssigt er der ret meget surt, med toner af kirsebær, mandel og træ. Smagsmæssigt starter den frisk syrligt, men ikke så stærke noter af kirsebær, men så kommer en voldsom eddikesyrlighed med træ og lidt vildskab. Jeg kan smage syre og lidt kirsebær lang tid efter synkebevægelsen. Dette er en af de mere krasbørstige fra Brekeriet. Den er således lidt sværere at bælle i store mængder, men det er også en form for nydelse. 3-4 skumfiduser.


Purpur, 3,5 % sour lavet med kirsebær og solbær. Også her en syrlig duft, hvor frugtindtrykkene med lidt god vilje kan erkendes som kirsebær med en lidt mere mørk tone fra solbærrene. Det river lidt i næsen med duft af eddike og træ. Smagsmæssigt minder den om foregående, og jeg synes mange af deres øl i denne Vild serie (Sieben (dog mindre udtalt), Maschusch og Cherry Red fra dette blogindlæg) tydeligt bærer præg af den huskultur, som øllet er gæret med i egetræstønderne, og lidt mindre af det, der er tilsat som smag. Smagen indeholder dog både de udlovede kirsebær og solbær, sammen med det friske, syrlige og det decideret mundsnerpende. 3-4 skumfiduser.


Rips, 3,5 % sour lavet med ribs. Rips, det skånske dialektnavn for bærret, der på svensk ellers hedder røde vinbær. Endnu en fra Vild serien, med samme grundduft af syrlighed men også med et indslag af ribs, som jo i sig selv også er ganske syrlige. Smagen bliver da også surt med syrligt på, og med en krasbørstig bund af fermenterede produkter. Der er nok serien igennem også noget mere funky under alt det syrlige, men det er svært at smage rigtig. Jeg lander igen på 3-4 skumfiduser, men jeg vil ikke udelukke, at havde jeg siddet en varm sommerdag, ville det formentlig have udløst en lidt større belønning.


Field Trip, 3,5 sour med passionsfrugt. Duften er en del passionsfrugt og noget skarp syrligt. Lidt eddike og træ. Smagen er frugtsyrlig af passionsfrugt men jeg fornemmer ikke megen mælkesyre og kun en svag brettanomyces. Det er noget yoghurt over eftersmagen med let syrlig mælk, men samlet er det ikke voldsomt men ret behageligt. Passionsfrugten er jo noget parfumeret og det er smagen også her. 4 skumfiduser.



Lilac, 5,4 % sour med syren. (Med tryk på anden stavelse). I afslutningsøllen for denne gang er en syrlig-sur duft fremtrædende. Der er også frugt som jeg synes er fersken sammen med noget blomstret. Smagen indeholder flere strenge hvor den syrlige først giver sig til kende men det er ret diskret. Brygget føles rimelig fyldigt trods ikke særlig høj procent sats. Fylden er med en del frugt og blomster der mildner det syrlige. Jeg fanger også en del lyst brød fra malten. Jeg ikke rigtig syren (blomst) i hverken duft eller smag men mere en ferskenkarakter. Jeg synes den er fin og den lidt mere fylde klæder den godt. Og igen er det ikke en voldsomt snerpende syrlig øl, på trods af let stramme noter og lidt rivende træ. 4-5 skumfiduser.



#1936-1944