Viser opslag med etiketten Raasted. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Raasted. Vis alle opslag

torsdag den 16. april 2015

Nummerleg fra Raasted

Var efter påske i Udkantsdanmark og fandt i de lokale butikker øl fra en ny (?) serie fra Raasted Bryghus. Ved ikke hvor mange der eksisterer, men fik fat i og stukket snablen i tre. Navngivningen er de sluppet hurtigt hen over ...

0, 5,5 % Pitch Black Lager. Let riste duft og med nogen chokolade - måske også den svageste lakrids? Pænt fyldigt for at være en lager, og den er blød og lækker i munden. Let ristet malt, næsten ingen sødme, men det der er smager af karamel, og noget mere lakrids til stede end i duften. Der er nogen bitterhed men den gør sig slet ikke bemærket - aromahumling findes ikke. Men som de selv skriver, er den fyldigere end tysk schwarzbier og tørrere end en engelsk porter - det første kan jeg godt være enig i. Som sådan en fin undergæret øl, den klarer med bravour fire skumfiduser.


1, 6 % chili lakrids porter. Den mørke bryg dufter af tør lakrids og let røg. Den er blød og mellemfyldig i munden. Lakrids og brændt malt er de primære smagsindtryk i begyndelsen. Halvvejs følger chilien så efter, der i denne øl er rimelig nænsomt doseret,  resulterende i at det nok prikker og bider, men ikke efterlader varige brandskader. Samlet ender det så harmonisk det nu kan, når chili er involveret. Måske ville det spille en anelse bedre sammen i en fyldigere stout? Tre-fire skumfiduser.


8, 5,5 % kokos porter! Jeg har vist aldrig smagt en øl før hvori der var tilsat kokos. Og man kan mærke det med det samme i duften, men det er gemt lidt under noget friskt afbrændt røg! Smagsmæssigt er grundbryggen noget neutral, på grænsen til det selvudslettende. I stedet for en bitter eftersmag, dukker kokoselementet op og giver øllet et særpræg, trods alt. Det ender derfor lidt sødt. Jeg tror godt jeg kan se potentialet til en dessert, men det ville have været lidt mere spændende, hvis porteren i sig selv havde budt ind med lidt mere. Det er lige som om de er blevet så glade for deres ide, at de ikke turde hælde mere i. Det ender alligevel på en tre små skumfiduser for eksperimentet, der delvist falder heldigt ud.

#1113-1115



onsdag den 5. november 2014

Øl fra Randers

Randers bryghus laver både øl i eget navn og under navnet Raasted bryghus. Der var øl fra begge labels med. Først Randers' egne:

Better Late Than Never, 10,1 % belgisk abbey ale. Noget mælket duft. Syrlig start som ikke rigtig fordufter men noget underliggende røg og tørhed anes. Ved ikke rigtig hvor den typiske belgiske klosterøl passer ind her? 2 skumfiduser.

Bullfrog, 8,1 % imperial stout. Kaffe i duft. Overraskende let i gane, man fanger ikke rigtig noget smag og så snerper den ret meget i munden lige inden nedslugning. Det er ikke den behagelige tørhed man oplever. 2 skumfiduser.

Gasolin 2, 11 % imperial stout, fra Randers Bryghus. Mørke frugter og kaffe i duften, meget fyldig og god imperial stout hvor de gærede frugter måske smager lidt for meget igennem i den ret sprittede smag. 4 skumfiduser.

Spin Doctor, 9,4 % stærk ale. (Rhode island red). God maltet duft, med en let humlet duft af fyr. God krydret karamelbund med kanel. Ikke så megen sødme, men en noget sprittet solbær bund. Tør men ikke vildt fyrret eftersmag. Fin øl – 4 skumfiduser.

The Artist, 6,8 % stout. Let mælkechokolade, men ikke så meget mere. Uskadelig, men hvorfor? 2 skumfiduser.

Og så et par fra Raasted:

Gylden Rav, 5,6 % pilsner. Igen en generisk pilsner - ja den lever op til typen, men det er jo ikke rigtig det mikrobryg handler om. 2 skumfiduser.

Smoked Porter, 6 %. Malt og karamel i duft, men ikke røg. Røgen er også ret diskret i smagen. Ikke så meget mere smag, men alt det underspillede virker godt sammen. 3-4 skumfiduser.


#836-842

fredag den 10. oktober 2014

Dansk IPA fra Raasted

Cascade ipa, 5 % fra Raasted. På etiketten loves store mængder af tilsat Cascade humle. I duften er der dog ikke megen effekt af tilsætningen og i smagen finder man ikke noget der kan gøre en gennemsnitlig dansk øldrikker forskrækket. Både duft og smag indeholder let karamelliseret maltsmag med en lidt gæret undertone. Der er også noget krydret i smagen. Der er ganske vist mere humle end i en pilsner men at sige den er brygget efter amerikansk forbillede er langt fra sandheden - med mindre man ikke har evnet at få humlesmagen frem. Let fyr og en let tørhed kan jeg finde men heller ikke mere. Det kan altså kun give 3 skumfiduser og så er jeg flink!
#803

tirsdag den 15. oktober 2013

Nogenlunde høstbryg

Høstbryg, 5 % pale ale fra Raasted. Svage duftnoter. Let bryg, men med nogen maltsmag. Karamel, melon og græs i smagen med en let syrlig eftersmag. Ikke megen humlebitterhed, den der er, er lidt skarp metallisk. Ikke vildt ophidsende, men på den anden side, heller ingen dårlig øl; glider fint ned. 3-4 skumfiduser.



#491