Snipniff brewing

Nyt bekendtskab for blogbestyreren, selv om de er etableret tilbage i 2021. Jonny fra England er bagmanden og de brygger i Trekroner. Begge øl fundet i Wika Meny, Køge.

Grace and Percy, 7 % Baltic porter. Ret diskret duftende, med en anelse mørkt brød og noget sødmefuldt. Smagsmæssigt er det også en noget sliksød variant af baltisk porter, som jeg ellers plejer at opleve med noget mere kant. Jovel, der er chokolade, og noget mørk fylde, men der mangler lidt modspil. Fornemmes også en smule tyndbenet, trods de 7 deklarerede alkoholprocenter. Tre skumfiduser betyder jo at den er OK, men ikke fantastisk.

Do they have fog in Denmark? 8 % dobbelt IPA. En del af serie, hvor de bruger forskellige humler i samme basisopskrift. Synd, at de så ikke skriver et ord om hvilke humler, der er i denne dåse.Tung, maltet, parfumeret duft, med noter af ananas og fersken og sprut. Heller ikke en letvægter i munden, meget fyldig, med tyk frugt og varmende, næsten sprittet alkohol. Jeg bliver nok aldrig rigtig glad for de tunge IPA, så min måske lidt beskedne tildeling af skumfiduser afspejler mere det, end at det skulle være en dårlig øl. To-tre skumfiduser, og ikke en serie, jeg vil forfølge at smage. 

OK øl fra Snipniff, men måske er der en pointe i, at jeg ikke har hørt om dem før. 

#2303-2304

The Mistress

Denne smagning er speciel på flere måder. Først og fremmest er det en øl, jeg har set meget frem til at smage. Penyllan er unik blandt danske bryggerier og har glædet mig meget ved tidligere lejligheder. De ikke blot brygger øl, men lagrer det i meget lang tid, for derefter at blende det sammen til de resulterende flasker. The Mistress har jeg desuden læst rigtig godt om hos flere andre bloggere. Sidst, men ikke mindst, udgjorde smagningen min egen, beskedne fejring af min fødselsdag, der pga. coronapåvirket påpasselighed blev fejret ganske alene, uden de nærmeste kære og familien

The Mistress, 11 % baltisk porter, lagret på bourbonfad i 4 år. Umiddelbart efter oplukningen, der ledsagedes af et tydeligt pift, væltede en tung, tung duft op af flasken. Ved ophældning af den tilsyneladende ret flade væske bredte duften sig i hele stuen. Første portion vel anbragt i glasset afslørede en smule skum. Næsen blev derefter forsigtigt stukket over glassets kant. Bourbon, mørk chokolade, frisk cigar, svesker, vanilje var de tydeligste indtryk, jeg opfangede. Smagsmæssigt var det en mørk, bitter chokolade der var førsteindtryk. Når det lag blev skrællet væk, var der træ, kaffe, kiks, integreret alkohol og en smule mere tydelig bourbonsmag, opfanget fra en silkeblød og ikke specielt fyldig væske, hvilket forekom mig lidt overraskende, men som sammen med en relativ tør og bitter afslutning nok gjorde de 11 % lettere at få lempet alle 75 cl indenbords af. Jeg fornemmede også en smule syrlighed, og etikettens forslag om at kirsebær kan smages, gjorde at den del faldt på plads og korrekt kunne beskrives. Der er naturligt nok ikke megen karbonering tilbage, men det klæder den nu og da den samlet set ikke er overdrevet sød, fungerer det. Sødmen er klart til stede, men er integreret med de øvrige elementer. Øllet er gæret med både domesticeret (!) og vild gær, men det virker meget kontrolleret og slet ikke surt/syrligt eller brett/farmhouseagtigt.

Som altid ved Penyllans øl er der mange lag og smagsdybder i deres produkter, og som tiden går - og den går heldigvis langsomt, når hele flasken skal konsumeres, både udvikler øllet sig ved iltning og temperaturstigning, samtidig med at smagsløgene får gnavet sig yderligere ind i smagen. Anden ophældning gav et yderst flygtigt pust af tørret kokasse - det er lige godt første gang jeg oplever det! Formentlig godt, at det ikke varede mere end et splitsekund. Tør røg kunne også pilles ud/sættes ord på. Smagen forbløffer ved at være en konstant næsten kamp mellem bitter chokolade og sødlig bourbon, sekunderet af de tidligere beskrevne elementer. Lige som jeg er ved at synes, at chokoladen er for dominerende, vælter bourbonen ind over, men ikke så længe, at jeg, som notorisk ikke har det let ved sprutfadlagret øl, og især ikke bourbon, bliver træt eller ked. Og det er som sagt ikke kun dualismen, men alle indtryk, store som små, der samler øllet og giver det dens sublime smag.

Halvvejs inde i øllet går det op for mig, at det kommer til at tage mindst to timer at komme igennem hele flasken. Det er ikke negativt, men et udtryk for, at selv om jeg beskrev det som ikke så fyldigt, så rammer den intense smag, kompleksiteten og de 11 % et eller andet som gør, at det bliver i et yderst moderat tempo, at flaskens indhold nydes. 

Ved næstsidste ophældning flyder tankerne en kende mere frit og jeg må derfor ind på CD hylden og finde det næsten 25 år gamle album (ja, det kaldte man det dengang) "Ladies and gentlemen we are floating in space" af Spiritualized frem, og sætte det 17 minutter lange nummer "Cop shoot cop" på. Kompleksiteten i det nummer nærmer sig øllets, men er seriel, hvor øllets er parallel. Nummerets første syv minutter følger en rimelig traditionel pop/rock struktur med sang og vers og omkvæd. Så tager en kakofonisk støjmur over de næste 5 minutter, hvorefter nummeret slutter med en nærmest katarsisk renselse af lutter vellyd og hypnotisk længsel. Kompositorisk fungerer det lige så fint som The Mistress fra Penyllan. Øllet har en masse forskellige elementer, som blandes/blendes sammen til en fungerende helhed.

Indlægget er skrevet stort set i samme tidsrum som den baltiske porter er konsumeret og nærmer sig vel en smule gonzo-journalistik, hvor der tages visse afstikkere fra emnet. Tilbage til virkeligheden og den sidste slurk står, at Penyllan igen har lavet en øl, som kun bekræfter deres helt specielle status og plads i den danske ølverden. De er nok en smule elitære og deres priser gør dem ikke til allemandseje, men hold da op hvor er det godt, at der er ildsjæle og kreative bryggere som dem, der kan få forretning ud af det. Seks af de helt store og velfortjente skumfiduser.

 #2164

 

Wicked Tales of Scotland

Amager bryghus udgav i foråret en serie på fire øl, hvor temaet var fadlagring i whiskytønder. Jeg har haft serien stående en stykke tid, men nu må det være på tide at smage på dem.

Black Donald, 11 % imperial stout lagret på et tørverøget whiskyfad (Laphroaig - en yndlingswhisky). Det er primært en let whiskyduft fra det kulsorte og flade bryg, og det fornemmes ikke specielt røget. Desuden mørk malt og mørk chokolade. Smagen er først chokolade sødlig, med tydelig kaffe (der er også brugt Kieni kaffe i stouten). Dernæst en særdeles intens røgsmag, der efter noget tid får selskab af noget sødlig whisky. Røgsmagen hænger ved længe, længe efter. Røget whisky er dejlig og her spiller det sammen med den mørke stout efter 8 intime tøndemåneder sammen. Hvis ikke det var for røgsmagen ville det nok blive for sødt og alkoholvammelt. Nu ender det lykkeligt og høster 5 tunge skumfiduser.

The Black Cat, 10 % baltisk porter, lagret på tørverøget whiskyfad (Bowmore). Lidt mere diversitet i aromaen, med ristet kaffe, lakrids og røget whisky. Her fornemmes grundbrygget mindre sødt, med kraftige noter af kaffe, lakrids og malt. Det er så blevet pimpet på fornem vis med whiskytøndens røgede, fadprægede og alkoholfyldte aftryk, der kun understøtter og ikke overdøver. Her er fadlagring på whiskytønde gået op i en højere symbiotisk enhed og resultatet er fremragende. Det må udløse 6 skumfiduser, der både fortjenes af bryggets iboende kvalitet men også for at vise mig meningen med at komme godt, sort øl i tønder.

The Boobrie, 12 % dobbelt mæsket imperial stout, lagret på whiskyfad (Glenn Garioch). Duften her føles næsten klæbrig af sødme. Malt, chokolade, let kaffe og kun en anelse whisky. Smagsmæssigt er det også næsten en ren double mash som vi kender det, med fløjlsbløde, olierede skvulp af mørk og sød væske i glasset. I sig selv mangler typen ikke alkohol. Her fornemmer jeg næsten først i eftersmagen noget whisky. Den sørger sammen med ristning og kaffe for en smule kant til det søde. Heller ikke denne øl har taget skade af svømmeturen i tønden men har så taget knap så meget med sig. Det er nu en dejlig øl, der er kommet ud af det. 5-6 skumfiduser.

Red Cap, 9,3 % wee heavy, fadlagret 7 måneder på Auchentoshan fad. I denne øl er der en del duft af whisky, sådan en del sødme, en del vammelhed og en del alkohol. Jeg mærker også chokolade. Smagsmæssigt er whiskyen mere fremme i denne end de tre foregående, sammen med sødlig karamel. Der er flere niveauer af sødme, men næsten intet modspil. Wee heavy er i sig selv ret sød og den har ikke fået tilført andre facetter efter de 7 måneder. Whiskyen/alkoholen er diskret tilstede, men denne fjerdedel af serien synes jeg mindst godt om. Det udløser alligevel 4 pæne skumfiduser.

Wicked Tales of Scotland illustrerer meget godt, at en lykkelig forening af øl og whiskyfade naturligvis afhænger både af øltype samt af whiskytype. Og helt grundlæggende om bryggernes evner - og her fejler Amager sjældent. Jeg ender med at indse, at det faktisk giver mening en gang imellem at parre de to drikke.

#1980-1983