mandag den 11. januar 2021

Brewer's playground

Amager Bryghus introducerer en ny serie øl, Brewer's playground, hvor de vil eksperimentere med nye ingredienser og nye tilgange til ølbrygning. Man lades dog lidt i stikken som forbruger, idet der ikke nævnes, hvad det er, der testes i de her tre aktuelle udgivelser. Det er i hvert fald ikke grundtypen af øl, for her får vi, hvad de er bedst til: IPA ...

Tell me when it's over, 6,5 % tørhumlet tåget ipa (hazy). Eksperimentet kunne være anvendelse af humlerne Talus og HBC 522. Talus er blevet gjort kommercielt tilgængelig for nylig, mens HBC 522 endnu ikke har fået et mere mundret navn. Ananas, appelsin, passionsfrugt, på en let bund af lyst brød. Smagen giver mandarin, appelsin, ananas, i lette, frugtig udgaver, og ikke megen bitterhed udover frugtsyren. Blød og venlig mundfornemmelse. Det bliver til en ganske fin, men ikke ekstraordinær hazy. 4 skumfiduser.


When you smile, 7,0 % tørhumlet hazy ipa. Endnu en eksperimentalhumle fra Yakima, HBC 431 er kommet i dåsen. Duften en kende skarpere, mere ren ananas og passionsfrugt, mens smagen omvendt næsten er mildere end rigtig NE style, igen med mest ananas, passionsfrugt og en smule bitterhed, som nok mere skyldes tørhumlingen end egentlig kogt bitterhumle, og som derfor er en smule mindre indbygget i brygget. Med det mener jeg, at det smages som noget af det første, og ikke som sidste indtryk. Fire skumfiduser. 



Still holding on to you, 6,0 % tørhumlet West Coast ipa. Det nye approach her må være tørhumlingen, som jeg ikke husker WCIPA var født med. Brygget præsenterer sig således også uklart i glasset. Duften er krasbørstig grape, passionsfrugt og fyr. Den giver en dejlig, klassisk smag, hvor bitterheden dominerer over humlesmagen, og det retter tørhumlingen ikke rigtig op på. Grape, harpiks, passionsfrugt og appelsin er dog at finde. I en verden der er gået cr(h)azy er det rigtig dejligt at få en af de ipa'er, der startede meget for både mig, men også for bryggerier som Amager. 5-6 skumfiduser.


Forskellen på de tre øl var klart større end etiketterne ... Jeg vil se frem til flere eksperimenter i serien, og måske en anelse mere uden for deres komfort-zone? De kan jo godt lave andet end ipa og tunge stouts.

#2170-2172



lørdag den 9. januar 2021

Fadlagret fra Hoppe.Beer

Frederik har brygget belgisk strong ale, hvad det så end er for en stilart, og lagret produktet på to forskellige fade. Der bør så være nogle fællestræk samt nogle særkender ved de to øl.

Adolphe, 11,5 % belgisk strong ale, lagret på jamaicansk romfad. Øllet kommer ud af flasken helt fladt og danner intet skum. Dufter mest af træ og spiritus på en maltet sød bund med meget karamel. Det er også flydende sødme, der hældes ind, med et skarpt og lidt eddikesurt bid. Der er en smag af træ og måske lidt vanilje? Minder en del om barley wine, men er knap så fyldig. Alkoholprocenterne må den delvist have suget fra fadet, hvis det er muligt. Jeg synes, den rene alkohol/rom er lidt for fremtrædende i det samlede billede, fremstår måske så meget fordi brygget er relativt tyndt. Tre - fire skumfiduser.


Georges, 11,5 % belgisk strong ale, fadlagret på Laphroaig fad. Den skotske whisky Laphroaig, som er en personlig whiskyfavorit hos blogbestyreren, smager og dufter godt igennem i Adolphes tvillingebryg. Grundindtrykkene er de samme, men whiskyen er endnu mere fremtrædende her end rommen var. Det giver en lidt kvalm-eddikesyrlig smag, som endskønt jeg rigtig godt kan lide Laphroaig, ikke virker her. Det bliver for uharmonisk. 2 skumfiduser.

 

Det kan undre lidt, at de to øl i grundindtryk var så relative tynde i fylden. Måske ville de kunne favne turen i respektive tønder bedre, hvis der har været lidt mere volumen. Måske ville lidt karbonering kunne give det et ekstra pift?

#2168-2169

torsdag den 7. januar 2021

Endnu en topscorer fra Tejn

Året må starte på passende vis med endnu en øl fra Penyllan. Så er stilen ligesom lagt - men jeg kan nok ikke udelukkende nøjes med at drikke deres øl, desværre.

Roxy bourbon, 12 % old ale. Roxy eksisterer også i en rødvin og cognac udgave, jeg smagte for et års tid siden. Basisøllen er Natalie, som er lagret tre år på bourbon fade og derefter blended med en sur barley wine. Duften har indledningsvis tre dominerende elementer: chokolade, bourbon og syre. Syren er nok mest fermenteringsprodukt, men jeg synes også, der er noget mere ren frugt, måske surkirsebær. At drikke øllet er som at spise et stykke rigtig god chokolade med spiritusfyld. Det yderste tynde lag er lækker mørk chokolade; når skorpen brister, flyder en dejlig masse af spiritus (og ikke specielt bourbon præget) og frugt ud og omfavner tungen. Ved at massere tungen med væsken, kan chokoladen godt fremprovokeres, og en lidt skarp, bitter afslutning bestående af lige dele spiritus og mere ren bitterhed runder af, sammen med noter af træ. Penyllans langvarige fadlagring fjerner på en måde lidt af fylden, men denne er noget mere tyk end nogle af de andre, og sikrer en fløjlsblød mundfornemmelse, med lav karbonering. Samlet set over de 750 ml, der drikkes alene, hvilket er vilkårene, når min kære ikke rigtig kan være med på denne type øl, bliver bourbonsmagen måske lige en anelse for kraftig (lange sætninger øger lix-tallet). Det ender derfor med 5 store skumfiduser til en rigtig dejlig øl.


Jeg bliver også lige nødt til at kommentere flaskestørrelsen. Det er en ordentlig mundfuld at skulle igennem flasken alene. Størrelsen gør, at øllet bliver gemt i lang tid, til specielle lejligheder, hvilket selvfølgelig kan være passende med så gode øl. Jeg vil dog næsten tro, at jeg ville have større fornøjelse af mindre portioner af gangen, og dermed øge frekvensen af hvornår Penyllan kommer i mit glas. 

#2167

søndag den 27. december 2020

Øldysten #5

Øldysten #5 er mellem to berliner weisse typer, der har hver sin frugttilsætning og hver sin lille ekstra ingrediens.


Blåt blod til alle, 4,6 % Berliner Weisse med blåbær og mynte fra Ølsnedkeren.

Udseende

Kirsebærrød, uklar og stort set intet skum.

Duft

Syrlig duft med både bær- og gærindhold. Dertil noget jeg vil kalde støvet værelse, og meget svag peber og koriander.

Smag

Intens frugtsmag; blåbær er i sig selv syrlige og sammen med fermenteringsprodukterne bliver det svært at sige blåbær om frugtsmagen, hvis jeg blindt skulle gætte. Mynten er diskret tilstede og gør sig først bemærket til sidst. Eftersmagen er tørt træ.

Karbonering

Let prikkende, men ikke voldsomt. Ikke overraskende meget lidt mundfylde.

Samlet indtryk

Gedigen god for stilarten. Jeg tror godt, der kunne have kommet en snas mere mynte i for at komme med det modspil, som nok var tiltænkt. Fire skumfiduser.


Rendered, 4 % Berliner Weisse med brombær og rosa peber fra Strange Weather Brew Co, brygget på Amager bryghus' anlæg.

Udseende

Plumret rød, mere henad som tomat sammenlignet med foregående, uden rigtig at have dens varme i farven. Ved ophæld lykkedes det at tvinge en halv centimeters skum ud af øllet, men det var yderst flygtigt.

Duft

Foruden den klassiske Berliner syrlighed, forstærket med brombærrene, så fanger jeg uden problemer peberen, der både stikker lidt, men som også har en spøjs sødme.

Smag

Smagsmæssigt er det grundbryggets iboende karakteristika, der præsenterer sig. Frugten er igen gemt i syrligheden og skønt modne brombær er søde, fornemmes det næsten ikke her, undtagen lige til allersidst. Også sidst i smagsindtrykkene træder peberkornene lidt i karakter og formår at give lidt spids styrke gennem syren.

Karbonering

Et bryg i den tynde ende, men meget passende for øltypen, sammen med en let prikken på tungen.

Samlet indtryk

Igen en flot øl, og som har lige en smule mere at byde ind med, selv om jeg også her kunne have tænkt mig lidt mere. Rosa peberen er mest tydelig i duften. Det ender også her med fire skumfiduser.


Tæt opløb, svært at finde en vinder. Røde, syrlige øl er dejlige, og her var der to forsøg på at give det lidt ekstra. Det lykkedes lidt bedre for peberkornene end for mynten, så når nu der skal kåres en vinder, bliver det Rendered. Men begge gode og anbefalelsesværdige. Strange Weather Brew var et nyt bekendtskab, men nok værd at følge.

#2165-2166

onsdag den 23. december 2020

The Mistress

Denne smagning er speciel på flere måder. Først og fremmest er det en øl, jeg har set meget frem til at smage. Penyllan er unik blandt danske bryggerier og har glædet mig meget ved tidligere lejligheder. De ikke blot brygger øl, men lagrer det i meget lang tid, for derefter at blende det sammen til de resulterende flasker. The Mistress har jeg desuden læst rigtig godt om hos flere andre bloggere. Sidst, men ikke mindst, udgjorde smagningen min egen, beskedne fejring af min fødselsdag, der pga. coronapåvirket påpasselighed blev fejret ganske alene, uden de nærmeste kære og familien

The Mistress, 11 % baltisk porter, lagret på bourbonfad i 4 år. Umiddelbart efter oplukningen, der ledsagedes af et tydeligt pift, væltede en tung, tung duft op af flasken. Ved ophældning af den tilsyneladende ret flade væske bredte duften sig i hele stuen. Første portion vel anbragt i glasset afslørede en smule skum. Næsen blev derefter forsigtigt stukket over glassets kant. Bourbon, mørk chokolade, frisk cigar, svesker, vanilje var de tydeligste indtryk, jeg opfangede. Smagsmæssigt var det en mørk, bitter chokolade der var førsteindtryk. Når det lag blev skrællet væk, var der træ, kaffe, kiks, integreret alkohol og en smule mere tydelig bourbonsmag, opfanget fra en silkeblød og ikke specielt fyldig væske, hvilket forekom mig lidt overraskende, men som sammen med en relativ tør og bitter afslutning nok gjorde de 11 % lettere at få lempet alle 75 cl indenbords af. Jeg fornemmede også en smule syrlighed, og etikettens forslag om at kirsebær kan smages, gjorde at den del faldt på plads og korrekt kunne beskrives. Der er naturligt nok ikke megen karbonering tilbage, men det klæder den nu og da den samlet set ikke er overdrevet sød, fungerer det. Sødmen er klart til stede, men er integreret med de øvrige elementer. Øllet er gæret med både domesticeret (!) og vild gær, men det virker meget kontrolleret og slet ikke surt/syrligt eller brett/farmhouseagtigt.

Som altid ved Penyllans øl er der mange lag og smagsdybder i deres produkter, og som tiden går - og den går heldigvis langsomt, når hele flasken skal konsumeres, både udvikler øllet sig ved iltning og temperaturstigning, samtidig med at smagsløgene får gnavet sig yderligere ind i smagen. Anden ophældning gav et yderst flygtigt pust af tørret kokasse - det er lige godt første gang jeg oplever det! Formentlig godt, at det ikke varede mere end et splitsekund. Tør røg kunne også pilles ud/sættes ord på. Smagen forbløffer ved at være en konstant næsten kamp mellem bitter chokolade og sødlig bourbon, sekunderet af de tidligere beskrevne elementer. Lige som jeg er ved at synes, at chokoladen er for dominerende, vælter bourbonen ind over, men ikke så længe, at jeg, som notorisk ikke har det let ved sprutfadlagret øl, og især ikke bourbon, bliver træt eller ked. Og det er som sagt ikke kun dualismen, men alle indtryk, store som små, der samler øllet og giver det dens sublime smag.

Halvvejs inde i øllet går det op for mig, at det kommer til at tage mindst to timer at komme igennem hele flasken. Det er ikke negativt, men et udtryk for, at selv om jeg beskrev det som ikke så fyldigt, så rammer den intense smag, kompleksiteten og de 11 % et eller andet som gør, at det bliver i et yderst moderat tempo, at flaskens indhold nydes. 

Ved næstsidste ophældning flyder tankerne en kende mere frit og jeg må derfor ind på CD hylden og finde det næsten 25 år gamle album (ja, det kaldte man det dengang) "Ladies and gentlemen we are floating in space" af Spiritualized frem, og sætte det 17 minutter lange nummer "Cop shoot cop" på. Kompleksiteten i det nummer nærmer sig øllets, men er seriel, hvor øllets er parallel. Nummerets første syv minutter følger en rimelig traditionel pop/rock struktur med sang og vers og omkvæd. Så tager en kakofonisk støjmur over de næste 5 minutter, hvorefter nummeret slutter med en nærmest katarsisk renselse af lutter vellyd og hypnotisk længsel. Kompositorisk fungerer det lige så fint som The Mistress fra Penyllan. Øllet har en masse forskellige elementer, som blandes/blendes sammen til en fungerende helhed.

Indlægget er skrevet stort set i samme tidsrum som den baltiske porter er konsumeret og nærmer sig vel en smule gonzo-journalistik, hvor der tages visse afstikkere fra emnet. Tilbage til virkeligheden og den sidste slurk står, at Penyllan igen har lavet en øl, som kun bekræfter deres helt specielle status og plads i den danske ølverden. De er nok en smule elitære og deres priser gør dem ikke til allemandseje, men hold da op hvor er det godt, at der er ildsjæle og kreative bryggere som dem, der kan få forretning ud af det. Seks af de helt store og velfortjente skumfiduser.


 #2164

 

lørdag den 19. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - årets ølbutik

Årets sidste kåring tilfalder en gammel kending: Høkeren i Ravnsborggade. Det er ikke fordi, der er sket meget nyt siden sidste år, hvor de også løb med titlen, andet end at Gyda har været lige så hårdt ramt af diverse corona-relaterede nedlukninger. Det er så kommet oveni den almindelige forbrugers orientering over mod internethandel. Det er derfor en sjælden luksus at komme i en specialbutik, hvor indehaveren ved noget om det, der sælges, og hvor stemningen altid er i top. Hvis man har brug for flere ord og begrundelser, må jeg blot henvise til sidste års tekst.

Tillykke til Gyda og Høkeren.

fredag den 18. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - Årets danske bryggeri

En prestigefyldt titel, som er lige så svær at udse en vinder i som de øvrige. Jeg vil i år pege på Fanø Bryghus, der langsomt, men sikkert, er steget i min agtelse og tilført mig stadig øget nydelse ved indtagelse af deres produkter. De er ikke bange for at eksperimentere, har nogle karakteristiske etiketter og i øvrigt et pænt højt bundniveau. Bloggen har i skrivende stund i alt 13 indlæg med en eller flere øl fra bryghuset, der kan læses via dette link. Bemærk, min stigende begejstring gennem årene.

Stort tillykke til Fanø Bryghus.