søndag den 18. oktober 2020

Mærkelige øl #3

Serien mærkelige øl fortsætter med meget ujævne spring og tidsrum mellem opslagene. I dag med en øl fra svenske Brekeriet, der måske ikke fortjener ordet mærkelig, men kombination af røgmalt, sour ale og bourbonfadlagring er ikke helt mainstream.

Röken, 7 % røget og fadlagret sour ale, en del af Vild serien fra bryggeriet og som sådan behørigt både indkapslet og indproppet. Duften signalerer ikke alle (tre) dele af brygget i ligelige proportioner. Der er en dominerende, spids syrlig tone, der river let i næsen. Hvis man insisterer på at bevare næsen tæt på brygget, og får skubbet syrligheden til side, kan jeg svagt fornemme noget vammelt-alkoholisk, som må være bourbondelen. Og lige pludselig kan jeg også erkende noget let røg, men den ligger helt først, godt pakket ind i eddiken. Smagsmæssigt er det stort set en gentagelse af de indtryk, jeg fik fra duften. Samlet bliver det meget lig hvad Brekeriet ellers sender ud i deres Vild serie, i hvert fald som grundøl. Det syrlige fylder mere i det samlede smagsbillede end hvad det gjorde i duften. Jeg er glad for, at der ikke er mere bourbon til stede i smagen, mens jeg nok kunne have tænkt mig at smage bare en anelse mere røg, selv om jeg ikke er sikker på, hvordan røg og syre vil opføre sig sammen. Så det ender med ikke at være så mærkeligt endda, og giver 4 små skumfiduser, pga. ikke helt indfriede forventninger.


#2147

fredag den 2. oktober 2020

To fra Fanø Bryghus

Fanø bryghus laver spændende øl og efterhånden ser jeg dem flere steder. Disse er endda købt i en Meny på Østerbro. Fanø fortjener at blive mere kendte, men gælder det også for disse to, som jeg ikke har smagt før?

Whisky & Rye, 12 % fadlagret imperial porter. Øllet har trukket 6 måneder i fade fra Stauning Whiskey. Den først lidt for kølige duft indeholder chokolade, vanilje og lakrids. Efter en vis tilnærmelse til stuetemperatur kommer også noget træduft ind i spillet. Hvad der først slår mig i smagen er et fint parspil mellem lakrids og whisky, altså den lidt mere krydrede side af brygget, som altså dominerer over malten, der mest har karakter af chokolade. En snert af frisk humlesmag anes også, mens bitterheden er begrænset. Ikke voldsom fyldig, men lidt olieret føles den dog. Lidt lækker på den søde måde, i hvert ikke en man vil blive forskrækket over at støde på en mørk aften. 4-5 skumfiduser.
 


Coffee Puncher, 11,5 % imperial dry stout. Brygget til ære for Fanøs kaffepunch og derfor lagret snapsevædede træstykker og kaffe. Der er nu intet vildt/væmmeligt eksotisk over duften, som er mørk bitter chokolade og kaffe, og kun en antydning snaps. På etiketten udloves en bone dry stout og det er også første association, sammen med en sammensat bitterhed fra brændt malt, alkohol og kaffe. Snapsen er noget mere fremme i smagsbilledet end whiskyen var i foregående, eller rettere, den stritter lidt mere ud, nu hvor den ikke pakkes ind i sødme. Venligt kan man så sige at den er mere karakterfuld og jeg smider også 4 store og venlige skumfiduser efter den. 
 
 
Svaret på det indledende spørgsmål er ja, de får begge en klar anbefaling. I øvrigt nogle spøjse, men fine portrætter på etiketterne.

 #2145-2146

onsdag den 30. september 2020

American Outlaws fra Amager Bryghus

Amager Bryghus har spærret nogle velvoksne øl inde i forskellige tønder en rum tid, og derefter hældt dem på flasker. De kalder serien American Outlaws og den består i skrivende stund af fire forskellige, men der er vist flere på vej. Jeg købte de fire første i foråret, så nu må det være på tide at smage på dem.

Tiburcio Vasquez, 9,9 % Tennessee whiskey barrel aged foreign extra stout. Øl er til tørst og ikke til trøst siger Carlsberg, og det er jo rigtig nok. Men denne øl blev smagt i lyset af nyheden om en god vens bortgang og så skulle opskænkningen pludselig opfylde begge, og flere formål. At den har svømmet rundt i Jack Daniels fad i 11 måneder er ikke at tage fejl af i hverken duft eller smag. Øllet fylder forbavsende lidt i munden på trods af dens 9,9 %. Bryggets grundsmag er også ret skjult bag de tunge amerikanske whiskeytåger, men en del lakrids anes. Samlet synes jeg ikke det er en specielt vellykket fadlagring og det er måske både bryggets og fadets skyld? Øllet er forsvundet i eksperimentet. Tre skumfiduser.
 

 
Curly Bill Brocius, 11,6 % mezcal barrel aged double mash imperial stout. Så burde grundbrygget kunne bære en vis form for lagring, men hvordan er det nu lige det er med mezcal? Grundlæggende er det en spiritus lavet på agave, lige som tequila, men tequilaen må kun laves på den blå agave, mens der er mange flere sorter tilladt for mezcal. Og de to spiritusser kommer fra forskellige områder. Jeg blev meget oplyst, fra et ekstremt lavt niveau, af denne side. Men her skal det handle om øllet, og dets 18 måneders tur i mezcal dampe. Duften er lige dele mørk chokolade og spiritus, der har sin egen duft, siger blogbestyreren, hvis næse og mund ikke kender til mezcalen lyksaligheder. Dualismen mellem det mørke søde og det spirituøse fortsætter i smagen. Brygget er blevet blidt og blødt, og der er næsten kun chokoladesødme tilbage fra hvad jeg formoder var urbrygget. Dette bryg har også mistet næsten al muskuløsitet, og det er svært at tro at det holder et tocifret antal alkoholprocenter. Det er lidt bedre end foregående, men jeg kan kun hive tre skumfiduser op af lommen.


Her efter første halvleg må der lige indskydes et par kommentarer om indpakningen, herunder flaskestørrelsen. Det var i mange år en næsten religiøs overbevisning hos denne blogbestyrer at få overtalt Amager Bryghus til at sælge deres øl i mindre størrelser end deres dengang standard på 50 cl. Det lykkedes så endeligt for omkring et års tid siden, og nu kan man, næsten uden følger dagen efter, nyde deres produkter også en hverdag. Men så kommer denne, og andre serier på markedet, og ødelægger fuldstændig de opnåede fremskridt ved at sælge øl op til 17,1 % i 75 cl størrelser. Det er svært at være en introvert ølnyder og samtidig en produktiv enhed på det danske arbejdsmarked/ansvarligt familiemedlem i weekenden ovenpå sådan en slurk. Og sikkert for at forøge eksklusiviteten af produktet har de valgt at forsegle flaskerne med voks, hvilket kun medfører diverse stiksår på fingre og hænder og ikke mange venlige tanker (læs: mange dampende bandeord) til produktudviklingsafdelingen i Kastrup. Det kan da godt være at I til årsafslutningen siger til jer selv, WAUW, vi lavede øl med voks på toppen, men det glæder kun jer. Lad os nu få jeres produkter på 33 cl, flaske eller hvis det skal være, på dåse, og gør nu ikke indpakningen mere oplukningsvanskelig end nødvendigt.
 
Ovenpå denne pauseretirade fortsættes med de to resterende.

Pearl Heart, 12,4 % rye barrel aged rye wine. Rye wine må så ligne barley wine, men med en vis andel rugmalt i brygget. Har tilbragt 11 måneder på Woodford Reserve Rye. Woodford Reserve er et af de ældste og mindste destillerier i Kentucky. Modsat bourbon, som primært laves på majs, bruges der i deres rye, som navnet lader antyde, over 50 % rug, så det samlede produkt i ølflasken er rug med rug på. Duften er kompleks med flere sødlige elementer som karamel og malt, med en mindre påtrængende spiritus end de to foregående samt noget træ. Smagsmæssigt er det type II cellerne i smagsløgene, og dem med receptorer for sødme, der bliver aktiveret/belønnet i starten. Når man lige får dykket ned i væsken er der mange flere lag, både af sødme (malt, karamel, sukker), men også krydderier som kardemomme og muskat og så rugwhiskyens alkoholiske aftryk, der er behageligt afdæmpet eller i hvert fald ikke stikker op som et fremmedlegeme, men glider med strømmen og accentuerer indtrykkene. Det er sødt, men også ret bittert til sidst, og det, sammen med den beherskede rye whisky, frembringer en rigtig dejlig nydeøl. Det bliver 5 pæne skumfiduser.



Og så må jeg, med dødsforagt kaste mig ud i sidste øl:
 
Cullen Baker, 17,1 % whisky barrel aged double mash barley wine, et samarbejdsbryg med Interboro Spirits & Ales, USA. Barley wine plejer i sig selv at være stærke nok, her er den så mæsket dobbelt og ligget på Glen Garioch fad i 13 måneder. Der er en kraftig maltduft med brændt karamel, abrikos, træ og alkohol som tydeligt signalerer, at her er det forbudt for børn. Og skulle poderne alligevel dyppe tungen vil de nok trække den hurtigt tilbage med en hastighed, der ville gøre en tudse misundelig. For duftene er ganget med en 2-3 stykker og konverteret til en fyldig og meget kraftig smagsoplevelser, der er ret domineret af whisky og bitterhed, men med de øvrige noter beskrevet under duft også til stede, dog i mere diskrete mængder. Sødmen, som ellers er typisk for barley wines, er ret undertrykt af fadlagringen og en meget bittert slutindtryk, der formår at udtørre gane og tunge. Det er i den grad en øl der spiller med musklerne og som ikke tager levende fanger. Jeg finder det en smule for meget, og især flaskestørrelsen er for voldsom. Jeg slutter her, efter første glas, og hvis jeg om et par-tre timer finder nye facetter, bliver det tilføjet. På nuværende tidspunkt er den til tre skumfiduser. Og det ender den også på, de samlede 8,4  genstande der var i flasken ændrede ikke på dette.



Hele serien betragtet kunne ikke begejstre mig, kun Pearl Heart fandt jeg gode kvaliteter i. Er ikke sikker på, at jeg investerer i næste omgang.

#2141-2144
 



tirsdag den 28. juli 2020

Black Maniac

Det Lille Bryggeri Black Maniac serie, 13,9 % imperial stout.
 
Som om det ikke var nok med den nyligt opslåede serie, kommer her en ny serie på fire imperial stouts, hvor den første er en grundbryg, mens de øvrige har hver deres tilsætning, som ikke har noget med frugt at gøre.
 
Black Maniac, ren udgave. Duften er malt, chokolade og alkohol. Smagen overrasker lidt med initiel markant lakrids. Sammen med en tydelig alkohol og en tør ristet eftersmag er det eneste modvægt mod sødmefuld malt og chokolade. Samlet er der for meget alkohol i smagen synes jeg og må grue lidt for hvordan udgaverne lagret på romfad og tilsat tørverøget whisky vil tage sig ud, men den tid, den glæde. Grundbrygget får 3-4 skumfiduser.


Black Maniac coffee. Grundbrygget plus tilsat arabica kaffe. Det er ikke sådan at man vælter bagover af kaffeduft, men der anes en smule sammen med malt og chokolade. Smagsmæssigt er der stadig lakrids upfront, efterfulgt af let bitter kaffe. Hvis kaffen ikke formår at afgive megen egensmag, lægger den desto mere dæmper på nogle af unoderne fra Grundbrygget. Alkoholen virker mere nedtonet og varmende, i stedet for sprittet, og der dukker lidt frugt op. Eftersmagen er mere tør og træ. 4 skumfiduser.




Black Maniac, oak aged rhum. Duften af spiritus har i denne udgave ikke overraskende karakter af rom, der lægger en anden nuance af sødme ovenpå grundbryggets aroma. I smagen bliver man knipset hårdt på tungen af noget næsten voldsom træ med med sprut, der her er mere generisk og ikke så rom-specifik. Malten og chokoladen vælter to skridt tilbage og når ikke at rejse sig, før melodien er slut. Den bliver alt for spruttet og uharmonisk og kan kun få 2-3 skumfiduser.



Black Maniac, peat whisky infused. Der er godt med røgduft blandet op med spiritus, og tilsætningen har helt overtaget aromaen. Også smagen er ret tydelig tørverøget whisky, der for sig selv behager blogbestyreren, men her spiller for kraftigt med musklerne og overdøver grundbrygget, der jo ikke helt er en svækling. Whiskyen kommer til at virke sprittet og synes overdoseret, i hvert for min smag. Det burde ellers være lettere at styre det samlede udfald, når man "blot" blander whisky i øllet, i modsætning til at lade det lagre på fade. Her kan jeg heller ikke svinge mig op på mere end de 2-3 skumfiduser.



Det Lille Bryggeris spidskompetence er normalt de mørke og tunge imperial stouts, men her synes jeg allerede det er gået galt i grundbrygget, og når man så hælder mere sprut i, så bliver resultatet, bedømt efter den subjektive skumfidusskala relativt beskedent.

#2137-2140

torsdag den 23. juli 2020

Øldysten #3

Trængte til noget let og forfriskende øl og stemplede derfor fysisk ind hos Østerbro Vin og spiritus. De var leveringsdygtige, så denne gang dyster to sure/syrlige øl mod hinanden.




Wall of bureaucracy, 3,9 % brombær sour fra People like us brewery.

Udseende: grumset, ikke helt teglstensrød, med et lilla islæt
Duft: frisk men ikke mere syrlig end det.
Smag: starter frugtig og sød på en perlende måde og først et stykke ind i smagsoplevelsen dukker en meget let syrlighed op. Kan ske at det er mængden af frugt, der lægger en dæmper, men det bliver ikke det rene safte/sodavand.
Karbonering: kraftigt karboneret, let krop
Samlet indtryk: Med den lave procent kunne man godt tro, at det var en Berliner Weisse type, hvilket den oplevelsesmæssigt også tenderede hen til. Fire pæne skumfiduser.

Dåseteksten er på overfladen en sympatisk opfordring til ikke at stille unødig hindringer i vejen for folk, men kan også tolkes som et ultraliberalistisk brøl om ingen regler. Jeg kan egentlig godt se for mig Mikkeller stå bag begge tolkninger.




Sauer macht lustig, 5,8 % sour fra Flying Couch. Der er anvendt både jordbær, rabarber og habanero i fremstillingen.

Udseende: grumset, ikke helt modent jordbærrød. Næsten intet skum.
Duft: tydelig duft af jordbær og lidt skarp syre, med en tone af vanilje.
Smag: en del jordbær og en del syre som både kan stamme fra fermentering eller rabarber. Frugten når at afgive en smule sødme. Til sidst kommer en let prikken fra chilien, der trækker med over i eftersmagen. Det giver en raffineret og elegant afslutning. Chili skal dosere yderst varsomt i øl, men her er det perfekt.
Karbonering: ret flad øl.
Samlet indtryk: rigtig dejlig øl som er godt komponeret med de tre dele frugt, syre og styrke. Fem-seks skumfiduser.




Det er let at kåre en vinder, for selv om Wall of bureaucracy på ingen måde er dårlig, er Sauer macht lustig klart bedre. Tillykke til Flying Couch.

#2135-2136

tirsdag den 21. juli 2020

Imperial stout serie, del II

Det Lille Bryggeri har begået en serie imperial stouts, hvor der i grundbrygget er kommet forskellige frugttilsætninger. Jeg havde fat i grundbrygget plus det med tilsat solbær og lovede vist mig selv, at få fat i resten af serien. Det er så lykkedes nu, 10 måneder efter første indledende runde.

Imperial stout blåbær, 9 %. Duften er sød malt, chokolade, kaffe og måske en anelse frugt. Smagen kan beskrives stort set på samme måde og det er svært at erkende, at det er blåbær der er tilsat. Ved et enkelt slurk fik jeg blandet så meget luftindtag sammen med væsken, at der hastigt dukkede et erindringsglimt op fra de dybe svenske skove, hvor jeg i barndommen plukkede mange blåbær. Men smagsmæssigt er det nok et lidt for sart bær at give det store fra sig i en mørk stout. Det ender derfor med at blive en stout lidt til den søde side. 4 skumfiduser.



Imperial stout brombær. Klar frugtig aroma, der i min næse ikke siger ren brombær men mere generisk mørke bær. Der er både en let og flygtig, næsten parfumeret del og en dybere, mere intens. Maltaromaen er næsten fraværende. I smagen er der stadig malt og chokolade men glaceret med frugt, der her er mere tydeligt brombær. De får et næsten sprittet udtryk sammen med alkoholen og overdøver andre smage. Lidt spøjs blanding og ved hver anden slurk synes jeg det er fint, mens de andre 50 % gange synes jeg det bliver lidt for meget. Det ender på 3-4 skumfiduser.



Imperial stout kirsebær. De kirsebær der er kommet i minder mest om de syltede af slagsen, både i duft og smag, dvs. med en sød karakter og ikke frisk frugt. Også her går smagen sammen med alkoholen men er alt i alt mindre fremtrædende end brombærrene var. Jeg opfanger også let mandel smag og noget tørt træ i eftersmagen. Tror jeg vil foretrække den originale grundbryg sådan som den smagte i september 2019, men som den er nu, giver kirsebærrene lige lidt ekstra. 4 skumfiduser.



Imperial stout hindbær. En i glasset omslynget væske afgiver en meget let hindbærduft når nu man ved det, sammen med mørk chokolade. Smagsmæssigt ligger hindbærrene også under chokolade som en let syrlig frugt, men den fornemmes ikke sprittet. Jeg har mødt hindbær før i øltypen og denne er en fin udgave af blandingen. Fire skumfiduser.



Det er svært at sige hvilken af de 5 ekstraøl, jeg bedst kunne lide. Jeg fornemmer, at grundbrygget har ændret sig en del i de 10 måneder siden jeg smagte de to første øl. Dengang var der lidt mere kant i grundbrygget. Nu fremstår det ret entydigt sødt og så bliver det lidt svært for nogle af tilsætningerne at tilføre det ekstra. Men i denne runde var hindbærrene nok lige en tand bedre, mens brombærrene ikke fungerede for mig.

#2131-2134

fredag den 10. juli 2020

Herslev årgangskasse

Herslev bryggeri havde en årgangskasse til salg med kuriositeter og årgangsbryg. Til Danske Ølentusiasters festival plejer det altid at være givtigt at komme forbi Herslevs stand og smage øl af netop denne type. Når så vi blev corona-snydt for festival i år, var her en mulighed for at tage revanche. Det tilbud udnyttede jeg og fik følgende øl tilsendt. Første tre er fra en serie de kalder Unik.

Rug saison collab, 7%, brygget med litauiske Sakiskiu Alus. Det kobberfarvede bryg tilbyder sig med let røg og honning i aromaen. Der er både malt- og honningsødme i munden, mens røgen næsten ikke lader sig smage. Gæren er lidt undertrykt, jeg fanger ikke rigtig nogle typiske saison noter. Det slutter let krydret og næsten uden bitterhed. 4 skumfiduser.


Vintage hø Brettanomyces, 7,3 % sour. Den første batch høøl, der har ligget 12 måneder på rødvinsfad sammen med Brettanomyces gær. Af treenighed syre, vild gær og fadpræg, er det absolut grundbryggets syrlighed, der sættes tonen. Dog fornemmes det en smule mere afdæmpet end i den originale høøl, og det understøttes af en snert af brettens vildskab, hvor en tørhed støvet notes gør sig bemærket. Syrligheden kan beskrives som citron, jordbær og stikkelsbær, altså ikke en rentoning i c-vitamin-dur. Det samlede bryg virker også en snert mere fyldigt, men det er nok smagen snarere end væskens viskositet, der gør det, herunder en meget lille fad præg. Super lækker - hvis man skulle ønske noget, så skulle det være lidt mere fremtrædende Brett, men det er nok svært i al syrligheden. 4-5 skumfiduser.



Jubilæums Rugøl 2019, 11 %, lagret på whisky fad. Brygget i anledning af bryggeriets 15 års jubilæum. Temmelig mørk, maltet duft, med lette noter af whisky. Sød, blød og cremet i munden til at begynde med, med malt og kandis. Der følger bitre noter, som nok mest er whiskyen/fadet, men i øvrigt gør turen i fadet ikke meget mere væsen af sig end en snert af sprut, og tak for det underspillede, det holder jeg mest af, når det handler om præg af stærkt alkohol fra fade. Det ender lidt tørt, træbittert og krydret, og selv om det er lidt til den søde side, er der kræfter, der trækker den anden vej. En nydeøl til 4 store skumfiduser.




Der var også to flasker af Mjølner, deres barley wine, fra to årgange.

Mjølner, 11 % barley wine. 

Årgang 2009. Æble og jordbær i næsen. Kraftig sød malt, meget som brændt karamel. Træ, rødvin, balsamico eddike og ret vinøs. Pære fornemmes i eftersmagen. Lækker sød sag, med let skarp kant, der ridser let i den karamelliserede overflade. 5 skumfiduser.



Årgang 2010 præsenterer sig lige så fint i glasset som 2009 årgangen, og der er, både alder og øltype taget i betragtning, pænt med skum. Duften minder meget om forgængeren, men den er knap så skarp og med mindre frugt. Smagsmæssigt står den søde karamel mere uprovokeret i centrum og tilføres noget lakrids. Alkoholen virker også en smule mere fremtrædende, når de øvrige elementer står på samme banehalvdel. Kun allersidst fornemmer jeg en svag træ-eddikesmag, men det er diskret. Der er klar forskel mellem de to flaskers indhold og spørgsmålet er, om det er forskellen i lagringstid eller i brygning, der giver de to øl hver deres udtryk. 2010 er lækker, men kunne nok godt bruge en smule mere modhager, men fortjener snildt de 4-5 skumfiduser.


Dejlige øl fra Herslev.

#2126-2130