torsdag den 11. juni 2020

Mærkelige øl #2

Andet indlæg i serien og her er det både ingrediens og gæring, der er "mærkelig".

Ananas bruin, 7 % tepache fra Laboratoriet/Brygbrygbryg. Tepache er en gæret drik fremstillet af skræl og skorpe fra ananas; her en belgisk bruin primær fermenteret med ananas og derefter med en ølgær (vist nok saisongær hvis jeg husker rigtig hvad Mikkel fortalte). Det har resulteret i en lidt tynd bruin med en tydelig syrlig note fra ananas. Jeg synes ikke, at stilarten og frugten rigtig spiller sammen og det bliver ananasen, der vinder kampen om smagsløgenes opmærksomhed. Forestiller mig, at det ville være bedre i en lysere øltype som Berliner Weisse eller gose måske. Hører i hvert fald hjemme i denne anmelderserie. 3 skumfiduser.


#2125

lørdag den 23. maj 2020

Brett serie fra Brygbrygbryg

Brygbrygbryg og brett - hvad kan gå galt? Desværre, og tilsyneladende, en del.

Brauch, 8,3 % røget brett ale. Duften afslører mest dets røgede ophav, kun en anelse funky noter fra Bretten. I munden er der et sammenstød af de større og måske med en tredjepart involveret. Røg og gær støder sammen og enten giver det en slags syrlig effekt, eller også er det noget måske utilsigtet. Det syrlige dominerer og det er synd, for der er antydning af lækker Brett under den og under den også ganske kraftige røgsmag. Samlet fungerer det ikke rigtig for mig. Jeg fik ved indkøb at vide at den endnu ikke var karboneret nok, men selv efter en uge i stuetemperatur var der ikke sket særlig meget på den front, så øllet fremstod også ganske fladt. Desværre kun 2 skumfiduser. 

 

Brearl, 5,8 % egetræslagret brett ale med bergamotte-te. Duften lover fin brett med diskrete farmhouse noter. Smagsmæssigt bliver det igen lidt overhalet af en heldigvis let syrlighed, som jeg er lidt i tvivl stammer fra bergamotte teen, eller er noget utilsigtet under produktionen. Det er dog mindre larmende i denne øl, selv om den som sagt overdøver de funky smagsnoter jeg havde håbet på. 2-3 skumfiduser.



Breach, 5,5 % egetræslagret brett ale med fersken-te. Duften er her sødlig-vammel, med noget ferskenduft. Smagsmæssigt er der en frisk ferskensmag, men den mangler brett-komponenten. En lagring på eg er også svær at erkende i denne som i foregående. 3 skumfiduser.




Brasmin, 5 % egetræslagret brett ale med jasmin-te. Sidste omgang brett, og melodien er desværre den samme. Duften har en svag antydning af brett, men smagen er frugtig og sådan ret jævnt uinteressant. Næsten ingen karbonering i denne. Egetræslagring? Brett? Det står på flasken (etiketten) men er meget svær at genfinde i flasken. 2-3 skumfiduser.



Samlet havde jeg høje forventninger til denne kvartet, både ud fra beskrivelse, men også tidligere oplevelser med Brygbrygbryg. Her gik det så galt. Er de sendt på markedet for tidligt? Er de ikke (flaske)gæret nok? Er tilsætningen af frugtteerne for kraftig? Er hygiejnen svipset? Det sidste må jeg nok trække lidt i land på. Mikkel fra bryggeriet fortæller, at en syrlighed var meningen. Men en serie der lanceres som en Brett serie bør altså have tydeligere karakter end det frembragte. 

#2121-2124 

tirsdag den 5. maj 2020

Tre nye ipa-ish fra Amager

The talented Flying Couch, 4 % tørhumlet hazy session ipa, i Amager bryghus' serie Talents & Legends. Det er pudsigt som tingene udvikler sig. I dag kan en øl i ipa-spektret ikke blive plumret nok, men selv med det in mente er dagens ophæld i en klasse for sig. Men, man har jo vænnet sig til det. Lækker, let drikkelig øl, med massiv frugtsmag, der indeholder passionsfrugt, ananas og appelsin, mens næsen også har kogle og skovbund. Der er brugt en humle, jeg ikke har hørt om før, Sabro. Det er en tidligere eksperimenthumle, HBC 438, der for et par år siden kom rigtig på markedet. Når jeg læser om den, skal den angiveligt indeholde noter af kokosnød, cedar og mynte. Det kan jeg nu ikke genfinde her, men så er det heller ikke en single hop øl. Fin og dejlig fra to bryggerier, der mestrer ipa-genren. 4 skumfiduser.



Lambert van Haven, 5,7 % baroque power ipa (=dobbelt tørhumlet ipa). Navngivet efter en dansk arkitekt og maler. Brygget til Amager Bryghus taproom Nørreports 1 års fødselsdag, og som sådan vist tænkt udkomme som fadøl, men det er der ikke meget salg i under disse COVID-19 tider. Der er smæk på skillingen både hvad angår frugtig aroma og smag, med stærk tropik, og en ret betydelig slutbitterhed (IBU hele 160), der lige stryger hårene den anden vej. Men der er også et sammenrend af ikke mindre end 10 humler i brygget. Er det her en stil Amager er hjemme i? Har vi set det før? Gør det noget? Ja, ja og nej - 4 skumfiduser.


Walther, the baby bat, 8,5 % tørhumlet tåget dobbelt-ipa. Så er vi ude i den dobbelte stil, som normalt betyder udfordringer for DudeBeering. Vi har da også her at gøre med en tung, maltet, syltetøjsagtig drik, med masser af heldigvis frisk frugt, der får løsnet lidt for det tunge indtryk, den potente øl først giver udtryk for. Appelsin, citron, let ananas er nogle af frugterne, som er endestation i de synaptiske signaler drikken giver fra rejsen fra i min mund til min hjerne. Lidt mere letdrikkelig end en typisk dobbelt-ipa, men stadig en lidt tung masse, der ikke skal/kan tylles en sommervarm dag. 3-4 skumfiduser.


#2118-2120

søndag den 3. maj 2020

Brygbrygbryg

Jeg runder endnu en gang en samling øl fra Brygbrygbryg. Og der kommer flere ...

Krig, 4,8 % lagret sour med kirsebær. Duften er næsten som en frugtyoghurt med lige dele kirsebær og let gæret mælkeprodukt. Jeg finder også mandel og let træ. Den behagelige duft er forganger for en ret fredsommelig sour, der er sødet godt med kirsebær og sukker, så det syrlige fra fermenteringen næsten er helt væk. Den meget lave karbonering er yderligere et element der gør, at det næsten kunne serveres som en lækker saft. Fire skumfiduser til en flot, rød øl. Det voldsomme navn afspejles på ingen måde i flaskens indhold.



Gris, 4,5 % grisette med kirsebær. Også denne øl præsenterer sig flot rødt i glasset. Næsen fanger kun en anelse kirsebær og ikke noget grisette-agtigt som jo er en slags saison. Smagsmæssigt er der også fuld damp på kirsebærtrykkedlen, eller rettere, den er ret enerådende men ikke påtrængende. Det er frugtsmag, syrlighed og den specielle mandelundertone som kirsebær har. Jeg vil tro at den anvendte mængde kirsebær kunne være kommet i flere slags lyse øltyper, uden at man måske ville kunne smage forskel. Det smager fint, men er måske lidt for meget frugtsaft? 3-4 skumfiduser.


Norske nætter, 6 % norsk brown ale. Det der gør den norsk, er brugen af den traditionelle kveik-gær. Malt, mælk og chokolade i duft og smag. Tør afslutning. De let bitre noter i eftersmagen kan lige så godt stamme fra den ristede malt som brug af humle. Jeg tror efterhånden, at jeg må have misforstået noget om den norske kveik. Første gang jeg fik en øl med den gær, var det Kwike fra svenske Brekeriet og den var dejlig farmhouset. Det beskrev en artikel også var kendetegnet. Efterfølgende har jeg fået nogle stykker, især under Great Swedish Beer Festival, og her var der ingen funk eller farmhouse. I denne synes jeg heller ikke jeg fanger nogle specielle gærrelaterede smage. Der er en anelse fenolisk blod, som i øldommersammenhæng ofte betegnes som en fejl, fremkommet ved forkert gæringstemperatur. Men det kan ikke være det, der skal kendetegne brugen af kveik. Jeg må vist hellere blive opdateret og belært. Det ender derfor samlet ud som en lidt sød og anonym brown ale, 3 skumfiduser.



GCLV, 6 % mixed fruit sour med vanilje. Kraftig duft af passionsfrugt især og underneden noget sour-sur yoghurt. Smagen er snerpende, mest af den syrlige frugtsaft hvor det igen er passionsfrugten der dominerer - øvrige tilsætninger er stikkelsbær og kaktusblomst. Stikkelsbærrene anes som en lidt sødere frugt. Det sure bliver yderligere balanceret en anelse af en yoghurt og vanilje, der kun antydningsvis er der men som formår at lægge et let sødt låg henover. Brygget er ret fladt og har en smuk orange farve. Den kunne Brekeriet også have lavet og det er en stor ros. 4-5 skumfiduser.
 

 

#2114-2117

søndag den 29. marts 2020

Ugly Duck

Ugly Duck er blevet lidt af et smertensbarn for mig. De var mere end lovende, lavede rigtig godt øl og var blandt de absolutte favoritter blandt danske mikrobryggerier. Så da de lancerede en crowdfunding for at udvide og kaste sig ud i produktion af syrlig øl, donerede jeg . Ikke mere end jeg kunne tåle at tabe, hvilket var godt. Kort tid efter indgav de konkursbegæring og investeringen var tabt. Hvad de vist over 400.000 kr. det lykkedes dem at få ind blev brugt til, er aldrig blevet belyst over for os der bidrog. Så kan man jo tænke det værste. Direktøren forsvandt og i en tid hang To Øl på ham. Vestfyen overtog Indslev/Ugly Duck og min interesse forsvandt dobbelt. Jeg ved ikke rigtig hvad der gjorde, at jeg købte denne triplet, for min hukommelse er som en elefants og tilgivelse er lige så sjældent som næstekærlighed hos Støjberg. Vil det være mig muligt at bedømme øllene sagligt? Jeg ved det ikke, men nu har jeg ridset forudsætningerne op. Lad kapslerne ryge af flaskerne.

Crumble, 5,9 % brown ale. Brygget i amerikansk stil. Lidt overraskende er røg noget af det første jeg bemærker i duften. Malt, mælk og chokolade er andre elementer. Den fornemmes smagsmæssigt umiddelbart ret tør, med en tendens til astringens. Der er røg, brændt træ, lakrids og karamel i smagen. Jeg havde haft den stående et stykke tid inden jeg samlede mod til at åbne tripletten og det er nærmest et halvt år siden den blev aftappet, hvilket gør, at humlesmagen og også  humlebitterheden er af den afdæmpede slags. Helt aggressiv amerikansk er den ikke, og den kommer lige over det let interessante niveau, der omsat til skumfiduser bliver til 3-4.


Rio Grande Blood, 12 % imperial stout. Havsalt og karamel udgaven, dvs. tilsat efter brygning. Klar vaniljeduft, næsten blomstret. Kakao og chokolade er andre søde duftindtryk. Smagen er sød på flere niveauer - først chokolade, kakao og vanilje, derefter en tyk smag af karamel, der næsten ender stærkt. Salt er der ikke meget af, og en slutbitterhed forsvinder i al den næsten vamle sødme. I små velafmålte portioner er det fint, men hurtigt bliver det for klistret. 4 små skumfiduser.




Rio Grande Blood, 12,5 % imperial stout. Rum Ball edition. Rom således tilsat efter brygning, og ikke suget fra fadlagring. Vaniljeduften er i denne helt forsvundet. Jeg fanger kun noget som jeg i mangel af bedre vil beskrive som nyvasket gulv. Også chokolade og mørke frugter, men meget svagt. Smagsmæssigt er den også sød, men ikke fuldt så meget som i den karamelpimpede udgave. Lidt mørk frugt og kun svag antydning af rom/alkohol gør alligevel oplevelsen har slagside mod det (for) søde. Heller ingen egentlig bitterhed. Lidt bedre end ovenstående, så 4 skumfiduser.




Ugly Duck genvinder ikke umiddelbart en plads i mit hjerte eller min mund.


#2111-2113

søndag den 23. februar 2020

Russisk øl


Russisk øl er lige så sjældent på disse breddegrader som hvid jul. Det sidste ved jeg ikke hvem der kan gøre noget ved; det første har Høkeren givet os mulighed for at opleve. En øl fra Victory Art Brew fra Moskva.

Bonzo, 5 % pale ale. Duften er diskret som er et mere neutralt ord end kedelig; til nøds kan jeg mærke lidt tropisk frugt. Smagen matcher fint duften, her er ikke meget at komme efter andet end korn, grapefrugt og en lidt skarp bitterhed. Den er formentlig produceret og tappet for trekvart år siden, hvilket ikke overraskende ikke har bekommet den vel. To skumfiduser.


Det er vist ingen grund for danske mikrobryggerier at frygte en russisk invasion på ølfronten. 

#2110

fredag den 21. februar 2020

Mærkelige øl #1

En ny serie med en række øl, der er "mærkelige" på forskellig vis; enten ved valg af ingredienser, blanding af stilarter eller blot navnet. Sidstnævnte mulighed åbner for mange kandidater til denne gennemgang. Men der lægges ud med en øl med svamp!

Mushroom Vadehav, 6,5 % brown ale fra Fanø bryghus. Lagret på mælkehatte i over en måned. Det har jeg ikke set/smagt før. Duften er en blanding af karamel, træ og umiskendelig efterårssvampeskovbund. Smagsindtrykkene er i den lette, underspillede ende, med karamel, malt, tørret frugt og en smule generisk svamp. Selv samler jeg kun rørhatte, champignoner og kantareller så jeg kender ikke smagen af mælkehatte. Som jeg har forstået det, bruges de også mest som smagsgiver. Det fungerer fint her, hvor basisøllen er af klassisk tilsnit uden megen humle. Svampene giver en umamismag som klæder øllet rigtig godt. Det er godt set, så 5 store skumfiduser.

 #2109