fredag den 17. november 2017

Polske øl

Ninkasira er en nyere ølbutik, der har specialiseret sig i tjekkisk og polsk øl, men der er også lidt dansk på hylderne. Polske øl er ikke noget jeg har stødt på tidligere i nævneværdigt omfang, så jeg var et smut forbi og fyldte rygsækken med otte halv-liters flasker, der på indkøbstidspunktet var til en rabatpris på samlet 250 kr. Som i så mange andre lande er der mægtig gang i den i Polen, hvor man dels har en næsten helt egen ølstil, og i øvrigt dyrker humle i store mængder. John i butikken har to fadhaner installeret og man bliver både budt på en skænk og en hyggelig sludder.

Grodziskie 5.0, 2,6% fra Browar Pinta. Grodziskie er en gammel polsk ølstil, hvor der benyttes egetræsrøget hvedemalt og hvor brygget kan være surt, men ikke nødvendigvis. De har ofte, som denne, et ganske lavt indhold af alkohol. I denne øl er der udelukkende brugt polsk-dyrket Lubelskahumle. Den har en fin, frisk og tør røgduft. Smagsmæssigt har den med den lave alkoholprocent et tyndt, næsten vandigt udtryk. Der er meget let lyst brød, noget blomstret, som jeg efter at have læst om humlen hjælpes til at sige lavendel om, samt let røg. Ikke megen bitterhed og dette er så ikke en af de sure varianter. Frisk og læskende og man kan sagtens køre bil bagefter. Men jeg synes der er lige lidt krop i bryggen/stilen til at det bliver rigtig godt. Nu ender det med et første indtryk af stilen og jeg tager gerne en tår fra en anden flaske en gang. Tre skumfiduser.


Ris in peace, summer 2017, 9,8 % imperial stout fra AleBrowar. Intens mørk duft med primært blommer og karamel. Ret sød og tyktflydende, med karamel, tobak og spruttet blommefrugt. Ikke ret meget modspil udover en markant bitterhed, der på mystisk vis får suget alt det søde væk og efterlader tungen udtørret. Er bange for at jeg godt kan lide min tunge stouts lidt til den søde side, og så er denne passende, omend det ville have klædt den med bare en smule mere kant. 4 skumfiduser.


Not so scary, 5,2 % NE IPA fra AleBrowar. Fremmeste duft fra humlen er nok mandarin, der blandes med brødindtryk fra malten. Relativt bløde og sødlige frugtindtryk som mango, melon og mandarin fra humlen som er primære smagsgiver. Bitterheden associerer jeg nærmest med citrusolier fra skrællen af en frisk frugt. Smagsmæssigt er den således ikke fjernt fra stilarten men det forvirrer, at øllet er helt klart, når repræsentanterne for stilarten nærmest konkurrerer i at fremstille den mest forplumrede øl. Fire skumfiduser til en ganske behagelig øl.


KWAS Gamma, 5 % hindbær sour fra Browar Pinta. Det hele handler om hindbær i denne øl. Først i duften, blandet med malt, og siden i smagen. Den er så tilpas fremtrædende at det syrlige fra mælkesyrebakterierne ikke bemærkes. Heller ikke så mange andre ting, men en meget let træsmag der strammer lidt. Det giver en fin frugtdrik hvor næsten kun det karboniserede og skumdannelsen hjælper en til at huske, at det er en øl. Den smager nu ikke så tosset endda, så det ender på fire skumfiduser.


Mother Venus, 7.0 % imperial gose fra Browar Kingpin. En sjælden smagt øltype, her brygget med ananas og melon. Der er en let duft af ananas og græs. Ananasen går igen i smagen og her fremstår den på en ret syntetisk måde, der ikke er helt behagelig. Melonen mærkes også mens gosens normalt let salte smag desværre forsvinder noget i baggrunden. Øllen virker ikke specielt alkoholtung, men det kan være at det er procenterne der sammen med frugten laver lidt rav i den. Jeg synes det er for meget og for kraftig ananassmag til at jeg vil indlemme den i månedens high score liste. Den ender kun på 2-3 skumfiduser.
 

The Butcher, 7 % rød ipa fra Browar Kreacia. Fin, dyb maltet duft med karamel og lidt humle. Tør maltsmag, ikke synderlig megen karamelsødme. Humlen virker afdanket og afgiver en ikke helt behagelig smag af bitterhed, fyr og krydrede noter, der i en friskaftappet øl ville være dejlige,  men her ender i en uharmonisk blanding. Øllet var formentlig mindst 5-6 måneder gammelt ved opknapsling og det er fuldt på lavde med hvad man kan komme ud for med amerikanske øl. Polen ligger da så vidt blogbestyrerens begrænsede geografiske evner tillader ham at huske meget tættere på. Her burde importøren nok stramme lidt op. Den kan, trods min normale sympati for den røde variant af ipa, ikke trække mere end 2-3 skumfiduser i foreliggende udgave.



Pan IPAni, 6 % hvede ipa fra Browar Lotny. Ikke en overvældende duft men lidt citrus og fyr og egentlig domineret af lyst brød og korn. Har en let bitter tone og krydring som typisk hvede af den tyske udgave. Den fløjlsbløde væske byder også på en let melonsmag. Også denne øl synes at være toppet mht humleindholdet. Måske tappet fire måneder før indtag, men nok snarere ti. Resultatet er ikke ødelæggende for bryggen men den kunne formentlig tilbyde mere i en friskere udgave. Tre skumfiduser til en øl jeg nok havde lidt større forventninger til.


Hop Sasa, 5 % polsk ipa fra AleBrowar. Næsten lidt børnerimsagtigt over navnet og gad vide, hvad en polsk IPA er defineret af/som? Duften er noget atypisk agurk og dild.  Jeg får også klar dildassociation af humlesmagen og så burde der være Sorachi Ace i. Let sødlig bund og medium slutbitterhed. Igen virker helheden lidt gammel og den påtrykte udløbsdato er også 14 dage senere end nu, hvor øllet smages og noterne skrives. Det begynder desværre at ligne en systematisk fejl og også denne øls karakter bliver influeret af dets alder; 2-3 skumfiduser.



Samlet må jeg konkludere ovenpå denne indkøbsrunde, at ja, der er gang i Polen. De satser en del på IPA men dem jeg fik snablen i, var desværre ikke de bedste repræsentanter grundet deres alder. Der var også nogle lidt mere skæve øl, og respekt for det og en enkelt repræsentant for deres endemiske stilart grodziskie. Polakkerne har grund til at være glade - hvis vi danskere skal tage dem til os, tror jeg det kræver en lidt hurtigere distribution fra gæringstank til butikshylde.

En anden ølblogger, Sandra, har tilfældigvis netop også skrevet et indlæg om polsk øl - læs mere her

#1634-1641




tirsdag den 7. november 2017

Omnipollo

Jeg har smagt lidt fra svenske Omnipollo før hvor de er blevet ret pænt bedømt og besøgt deres pizzarestaurant i Stockholm. På et nyligt besøg igen i den svenske hovedstad fandt jeg to øl fra dem i Systembolaget, der blev udvalgt til bedømmelse.

Noa pecan mud cake, 11 % imperial stout. En småt legendarisk øl, som jeg var ret glad for at finde på hylden. Så åbnede jeg den og blev mødt af en overvældende vaniljeduft. Hvis der er noget der er en misforståelse i brygverdenen, så er det vanilje i (mørke) øl. Tænkte reptilhjernen automatisk og uden refleksion. Jeg tillod mig at snuse lidt mere og fangede også julekagekrydderier og søde kiks i aromaen. Jeg var stadig noget nervøs da jeg forsigtigt positionerede glasset foran de let anstrengte og let adskilte læber og bevægede glasset et par grader væk fra vandret. Jeg fik flydende julekage i munden, der godt nok var kraftig krydret med vanilje men på en måde var det også omsvøbt af de øvrige indtryk, som blandt andet indeholdt noget som må stamme fra pecannødderne, uden at jeg er helt sikker på, at jeg nogen sinde har smagt dem. Kanel, kardemomme, koriander, nellike og hvad der ellers hører julen til af kagekrydderier var grundsubstanserne i omsvøbet af vaniljen, der pludselig indgik i en større helhed, selv om den spillede førsteviolin. Sød og med en hvis mængde varmende alkohol men ingen egentlig bitterhed. Rigtig dejlig, men nok svær at drikke meget af. Godt at størrelsen af indkøbet var på 33 cl. 4-5 skumfiduser.


Fatamorgana, 8 % imperial IPA. En ret svag duft kommer min næse i møde. Der er noget tropisk frugt og lidt rivende fyr. Smagsmæssigt træder den lidt mere i karakter. Der er en fin fyldig bund der er belagt med en fin tropisk frugtsmag fra humlen og udtrykket er ret sødmefuldt. Med det meget plumrede udseende er det ingen overraskelse, at der ikke er megen egentlig humlebitterhed i øllet, der fremstår meget som en NE IPA. Bryggeren selv nævner inspiration fra saison og der er både anvendt hvede og havre. Det er nok med til at give den dejligt bløde mundfornemmelse. Samlet er det en rigtig fin IPA til fem skumfiduser.

#1632-1633

lørdag den 21. oktober 2017

Ny serie fra Braunstein - Dragonfly

Braunstein har indtil videre ikke imponeret. De startede, efter eget udsagn, også kun med at lave øl for at tjene penge nok til at have råd til et whiskydistelleri. Så er passionen for øl nok ikke det bærende element fra bryghuset. Nu er der kommet en ny serie fra dem, Dragonfly. En håndlavet serie tilegnet fluefiskeri! Jeg besluttede at give dem en chance og tog to med hjem fra Østerbro Vin og Spiritus.

Mitta mitta, 3,5 % saison. Den hælder fint op med prægtigt skum og dufter klassisk let krydret med bla. banan og tyggegummi. Forekommer smagsmæssigt at være en anelse til den tynde side, men så er alkoholprocenten også lav, lavere end hvad stilarten normalt foreskriver. Ellers samme smagsindtryk som blev fanget i næsen, med en ret kraftig og ren humlebitterhed til sidst. Vel ok og ganske hæderlig, uden at udmærke sig. Tre skumfiduser.



Orkla, 7,5 % porter. Rig på maltnuancer i duften, med karamel, kaffe, chokolade og lidt mørke frugter. Rimelig fyldigt øl, der udover de i aromaen beskrevne elementer også har en smag af noget tørt træ. Det ender derfor lidt tørt, med en let bitterhed. Ikke helt tosset for at være en porter. 3-4 skumfiduser.

 

Etiketteteksterne er udformet på engelsk. Måske går de og håber på et eksporteventyr dernede på havnen i Køge? De skal nok ikke købe nye whiskyfade på klods, i forventning om et guldrandet payback fra deres guldsmede ... Men samlet en anelse bedre end deres normale øl.

#1630-1631

torsdag den 12. oktober 2017

Kreative kreationer fra Møn

Møn Bolcher, Møn Drageé og Kaffehuset Møn har i fællesskab udsendt to øl, begge brygget lokalt hos Bryghuset Møn. Begge øl findes også i en udgave kaldet Sommerspirets Kaffe/Lakrids stout med Bryghuset Møns etikette på, så det er spørgsmålet om det er samme indhold med forskellige etiketter? Med de samme alkoholprocenter i de to/fire produkter, er det nærliggende at tænke tanken. Jeg har dog ikke smagt nogle af dem, så jeg åbner gebisset for de to uoriginale.

Kaffe stout, 6,3 %. Jeg dufter lige så meget lakrids som jeg dufter kaffe. Dertil chokolade og mælk. Nogenlunde samme blandingsforhold genfinder jeg i smagen, der samlet fremstår ret mildt og på ingen måde aggressivt. Der er en note af vanilje og en meget let syrlighed. Den forskrækker næppe en turist på øen, der har vovet sig udenfor sin sædvanlige ølkomfortzone. Det kan dog kun blive til 2-3 skumfiduser herfra.


Lakrids stout, 5,1 %. Her burde der vel være mere lakrids i duften, men der kommer ikke meget aroma til min næse. Lidt lys mælkechokolade, yderst let røg og så som returnering til den første, mere kaffe end lakrids! Smagen er dog domineret ved sød lakrids og egentlig ikke så meget mere. Svagt brændt malt og en yderst let bitterhed. Det er næsten tyndtflydende sød lakridsvand, der løber ud ad flasken. Denne scorer kun 2 skumfiduser.



Indlæggets titel er lidt ironisk ment når nu det bare er to øl fra Bryghuset Møns produktion, man har fået hældt i en anden type flaske og sat ny etikette på (bekræftet efter henvendelse til Bryghuset Møn). Etiketten lover at de tre involverede virksomheder tænker nyt - jeg mener dog at bondefangeri og plattenslageri er gammelkendte discipliner, her dog udført i den milde ende af skalaen. Men vi er altså nogle der går op i at smage nye øl! Der er således ingen grund til at krydse disse af på sin liste, hvis man har smagt bryghusets egne-etiketterede Sommerspir udgaver.

#1628-1629

tirsdag den 10. oktober 2017

Ebeltoft Gårdbryggeri

Jeg har ikke tidligere haft den store fidus til Ebeltoft Gårdbryggeri - det meste af deres øl har været på det jævne, synes jeg. Østerbro Vin og Spiritus havde fået en del på hylden - dels nogle som jeg ikke havde prøvet før, dels nogle jeg ikke troede jeg havde prøvet, men der er efterhånden løbet for meget gennem svælget at jeg kan huske dem alle, så der røg nogle gammelkendte med i posen. I dette indlæg drikker jeg dem jeg ikke kender.

Raw Power, 8,5 % ipa og så må den være dobbelt. Med det grumsede udseende og de øvrige indtryk jeg får, må den læne sig godt og grundigt op af New England stilen. Den dufter af de lidt rivende frugter passionsfrugt og grape. De samme elementer genfinder jeg i smagen, hvor humlen (udelukkende Citra mener jeg) styrer begivenhedernes gang i ganen. For at være en dobbelt/imperial IPA er den meget lidt sød/særdeles humlestærk, så der må være blevet brugt en ordentlig håndfuld eller to. Den bitterhed jeg finder virker mere som kraftig humlesmag end som længe kogt humle. Et ganske godt bud på en NEIIPA, eller hvad vi skal kalde den - 5 skumfiduser.


Wildflower I.P.A., 6,9 %. Endnu en ipa hvor man hurtigt får NE IPA associationer. En ikke særlig kraftig duft, men noget mere frugtsmag (passionsfrugt, grape) og en ret tilbagelænet bitterhed, der lader antyde, at humlerne ikke har haft kontakt med urten i særlig lang tid mens den var kogende. Med en fin karbonering bliver det til en rigtig dejlig, frisk og letdrikkelig ipa. Fem skumfiduser igen.


Saison, 6 % fransk farmhouse ale kalder de den. Den har en let sødlig duft hvor jeg udover brød synes at kunne fange noget pære samt en let krydret tone. Den starter blødt og cremet-fyldigt i munden, med en på samme gang sødlig grundtone der ender ud ret tørt. Undervejs kommer der peber, koriander, nellike, melon og pære. Det er lige på kanten til at der er antydning af Brett i. Samlet en ganske behagelig øl, der nok har mindelser om traditionel belgisk ale men er så tør, at smagselementerne ikke kommer til udtryk på en sødlig bund, hvilket virker bedre for mig. Fem skumfiduser.


Jeg kommer nok til at revidere min opfattelse af Ebeltoft efter denne omgang, og det er i en positiv retning. Dejligt at opleve.


#1625-1627

torsdag den 5. oktober 2017

Det Lille (lokale) Bryggeri

Den sidste lille håndfuld år har jeg næsten hver weekend været sendt på landet for at rekreere mig ovenpå storbyens hektiske hverdagspuls. Næsten fra starten af har jeg fablet om at tage forbi Den Lille Gaardbutik, der er tilknyttet Det Lille Bryggeri og som ligger et kvarters kørsel fra mit refugium. Først for nylig lykkedes det at komme derhen. Her følger omtale af den store håndfuld øl jeg fik plads til ved mit første, men nok ikke sidste besøg/indkøb. - Og der gik så megen tid med at få konsumeret første indkøb, at jeg nåede forbi en anden gang og fik suppleret op ...

Bingo IPA, 5,6 %. Humleprofilen er bestemt via et bingospil, som man kan se nærmere hvordan foregik på deres Facebook side. Det er endt med en pænt humleduftende ale, hvor det er af den ikke aggressive blomsterslags og grapefrugt. Der er også mest grape fra humlen i smagen på en ikke vildt fyldig maltbund og det slutter ret bittert. Ideen er skæg, og det kan vel teoretisk resultere i noget uventet godt, men der skal nok foretages nogle flere tromledrejninger før det topper. Man bør vel egentlig også have tiltro til egen brygevner som brygmester og humledosator? Ret medium IPA til 3-4 skumfiduser. I øvrigt er der meget positivt anført både en brygge- og en tappedato, fra sidstnævnte fremgår det, at brygget har hvilet fire måneder på flasken, hvorfor den kan have ændret humlekarakter fra det friske bryg.



Tropic Thunder, 5,5 % ale. Her er der hældt mangosirup, limesaft og chili i kogekarret. Der er således en pænt frugtrig duft og smagen er ligeledes præget af mangoens sødme og limens syrlighed, med svageste karakter først. Og derfor er det også passende at opremse chilien til sidst, da den lægger låg på og delvist undertrykker syrligheden som til gengæld undertrykker sødmen. Humlen har det svært, når jeg ved etikettelæsning får at vide, at der er Sorachi Ace i, kan jeg måske synes jeg smager lidt dild, men det kan være en forudindtaget forventning, der spiller mig et puds. Jeg har mest stødt på chili i de mørkere øltyper, og selv der skal der doseres med varsomhed. Her synes jeg, trods et pænt syrebid, at det er en smule i overkanten. Tre skumfiduser.


700, 9,1 % trippel. Tilbage i april 2016 lavede bryggeriet deres 700. bryg, som blev til en bananduftende sag, med en anelse krydring der stikker let i næsen. I munden er der ingen skarpe kanter, her er sødme for næsten alle penge, med næsten syntetisk banansmag, peber, koriander, nelliker og en halvskarp bitterhed, der er pakket godt ind. Det lyder ikke helt rart og er ud fra stilarten betragtet nok en anelse overdoseret med kandis, men det er måske det, der skal til for at jeg bedre kan lide øltypen, selv om det er en nem løsning. Jeg stanger 4 skumfiduser ud, man skal jo være sød ved dem der har fødselsdag/jubilæum.


800, 10,9 % imperial stout, lagret på egetræsfade sammen med portvin. Et lille års tid senere var det tid til bryg nr. 800 i Bringstrup, og her er det en type, der vel nok bedst kendetegner DLB. En tung duft med elementer som rosiner, figner, kaffe, chokolade og noget sprut, der genfindes også i smagen. Dertil en kraftig brændt smag, en udpræget bitterhed, den tilsatte vanilje kun antydningsvis (og tak for det), og et generelt ganske voldsomt udtryk fra den begsorte væske. Portvinen spiller en rolle i alt det kraftige, men det er mest som noget alkoholisk. Jeg har svært ved at fornemme en egentlig portvinssmag, men så er jeg heller ikke hverken den store kender eller ynder. Hvis der havde været skruet en smule ned for tilsætningen af den, så ville det have fungeret bedre for mig. Det er en kradsbørstig sag og det fungerer langt hen ad vejen. 4-5 skumfiduser.



Røgporter 2017, 6,6 %. Brygget som en kombination af røgøl og porter, med hele 10 forskellige slags malte, herunder 3 røgmalte brugt. Det resulterer ikke uventet i en ret røget duft der er mere til den brændefriske side og ikke sødlig-vammel. Det overdøver eventuelle andre dufte. Smagen er også ganske fint tilrøget, men her fornemmer jeg dog noget chokolade, stenfrugter og kaffe fra porterdelen, omend der spilles andenviolin. Det afsluttes let syrligt og med nogen alkoholpræg, selv om procentsatsen ikke er voldsom. Ikke for sarte sjæle skulle jeg mene - jeg synes det er lækkert, selv om røgen måske er en anelse for overdoseret, hvis det er meningen at begge arter skal kunne sætte sit aftryk i det samlede produkt. Men jeg kan godt lide gode røgøl, og den del er rigtig fin. 4 skumfiduser.



Honey Devil, 14 % imperial stout i et samarbejde med både Ghost Brewing og Kongebryg, brygget sidstnævnte sted. Voldsom duft med masser af mørke frugter, der næsten forekommer gærede ellers er det blot den meget vinøse, ja lad mig bare kalde det sprittede duft, der slår igennem. Det helt flade bryg smager også kraftigt. Foruden alkohol og mørke frugter er der lidt kaffe, lidt chokolade og lidt brændte noter, men det meste bliver overdøvet af den megen alkohol, der har karakter både af rødvin og sherry. Og så er den ganske sød, måske delvist stammende fra den tilsatte honning. Den virker i udtryk mere som en barley wine end som en imperial porter og som bw gør den det fint. Hvis man derimod forventer en imperial stout, bliver man nok lidt skuffet, især når man tænker på hvor gode både Det lille Bryggeri og især Ghost Brewing er indenfor den genre. Den lander på solide 4 skumfiduser.


The Bright Side, 13 % strong ale, brygget med Grand Marnier og lagret på egetræ. Brygget for 5 år siden, så det er lidt af en gemmeøl, jeg fandt på hylden i Den Lille Gaardbutik. Ikke særlig påtrængende duftindtryk, jeg fanger lidt sødme, sherry og lidt træ. Smagsnmæssigt bydes der på en ganske stor mængde sødme, der er som karamel, men med tydelige noter af træ og alkohol. Der deklareres en IBU på 120, men det kan jeg slet ikke finde i bryggen. Dertil er den indsvøbt i for meget sødme. Men den megen sødme bliver aldrig klæbrig, så selv om jeg nok kunne have nøjedes med halvdelen af flasken, endte min solobunding lykkeligt. Fire skumfiduser.


El Dorado pale ale, 7,9 %. Enkelthumlet med El Dorado. Svag duft af lyst brød og lidt grape. Ret anonym i smagen. Der er en klassisk alebund med brød og malt og oveni er der noget grapesmag. At der skulle være tørhumlet to gange fremgår ikke klart. På denne øl er brygge- og tappedatoangivelserne glippet. Da jeg snakkede med René i butikken sagde han, at ofte gav øllene en holdbarhedsdato 18 måneder frem, og hvis det er tilfældet med denne, er den godt 5 måneder gammel ved indtagelse, hvilket i så fald ikke har gavnet humlesmagen. Jeg synes også øllet virker noget overkarboneret. Desuden er alkoholprocenten ret høj for at være en standard pale ale. Sidstnævnte influerer ikke så meget på smagen, men samlet kan jeg kun give 2-3 skumfiduser for denne.


Wet Dreams, 6,8 % rabarber og hyben ale. En særegen duft som stammer fra hyben; sødlig, krydret, og ja, hybenagtig. Smagen er ret underlig med en blanding af  tørre, krydrede noter og mere sødlige islæt. Rabarber er jo ret syreholdige og det fanger jeg ikke rigtig i bryggen. Jeg kender ikke så meget til smagen af en rå hyben, men vil tro, at det er den, der sætter det største præg på denne øl. Samlet ender det faktisk ret fint - det bliver en slags frugtøl men med en meget fint krydret andel som gør, at jeg klart kan anbefale denne øl. Man skal være parat til at gå lidt udenfor ens gængse, trygge rammer, men det smager godt. 4-5 skumfiduser.

 

Black Mash og Black Mash². Til sidst (under Det Lille Bryggeri) en dobbeltsmagning. For et halvt år siden bryggede DLB de to bryg. Black Mash² er dobbeltmæsket og dobbelt humlet, og holder 14,2 % i forhold til 7,8 % hos Black Mash. Det dårlige billede siger ikke så meget men rent visuelt er Black Mash² mørkere, har mørkere skum og ser tykkere ud ved ophæld. Til gengæld er Black Mash noget ivrig for at komme ud af flasken, eftergæringen er lidt for voldsom. Der er forskel i duftindtrykkene, hvor Black Mash virker mest påtrængende med chokolade, kaffe, vanilje, tørret frugt og alkohol. Black Mash² er lidt mere afdæmpet, og alkoholen virker lidt mere afrundet eller velintegreret. Black Mash har kraftig kaffesmag, der er tobak, lakrids og let syrlige noter men ikke så megen sødme. Den er tørt bitter til sidst. Black Mash² lægger sig naturligt mere blødt på tungen, jeg smager mere sødme og chokolade af den mørke, bitre slags, kaffe, tobak, og den er kraftigt bitter. Alkoholen er ligesom i duften godt integreret og man sidder næsten med en fornemmelse af, at der er mindre i Black Mash² end i Black Mash, men det passer jo ikke. Black Mash er med sin lettere krop lettere drikkelig, men syrligheden og en lidt kraftig karbonering stritter imod. Black Mash² skal næsten skrabes af tungen og videre i fordøjelsessystemet, men giver en større og længerevarende nydelse. Begge øl er gode og bestemt ikke for børn i skolealderen. Jeg synes dog at Black Mash² er klart bedre og der bliver en skumfidus til forskel på de to bryg: Black Mash 4 skumfiduser, Black Mash² fem skumfiduser.



Brygger René har også et lille sideprojekt kørende, Shadowbrew. Jeg ved egentlig ikke hvorfor han brygger under flere labels, men det føles ikke unaturligt også at medtage de to øl, jeg fandt på hylden i dette indlæg. Øllene sælges kun i gårdbutikken.

Brew of the Year 2014, 11 % quadrupel. Den over tre år gamle øl er lige så flad som Honey Devil og The Bright Side. Den har tydeligt præg af belgisk gær og mørke, gærede frugter i duften, med en anelse lakrids og tydelig vinøsitet. Smagen er kraftigt maltet, med sød karamel, mørke frugter, krydderier som kardemomme, muskat, peber, næsten noget fadpræg over sig, og nogen slutbitterhed. Den mangler som nævnt en del karbonering for at være en true-style quadrupel. Den har ikke klaret årene i flasken uden påvirkning men selv om den har lidt barley wine præg, er smagen ganske intakt, omend en smule støvet, på den gode måde. Kan sagtens bruges som avec til kaffen. 4-5 skumfiduser.


Imperial Stout 2015, 11,45 %. Denne er anderledes skumsprøjtlivlig sammenlignet med nogle af de foregående; så meget at det sprudlede let over, da jeg efterlod flaske med indhold uden opsyn efter første ophæld. Jeg dufter kaffe, tobak og malt og bryggen beriger mig med smag af de samme indtryk plus en sødme fra mørke frugter, alkohol og pæn bitterhed. Der er vel trods to år på bagen også en smule humlesmag tilbage, men det er marginalt. Samlet en velkomponeret imperial stout, som nok er Det Lille Bryggeris bedste kategori. En dejlig nydeøl til efterårets triste vejr, hvor man kan drømme sig hen til meteorologisk blidere himmelstrøg. Fem skumfiduser.



Udover de allerede omtalte brygge- og tappedatoer er etiketterne også forsynet med mere brygtekniske oplysninger som OG og FG samt IBU og EBC (original gravity, final gravity, international bittering units, og farve i henhold til European Brewery Convention). Fine oplysninger til de interesserede.

#1612-1624

fredag den 29. september 2017

Burning Sky

Burning Sky er fra Firle i England. De startede i 2013 og har forkærlighed for ipa og belgiske øl. Allerede i 2014 blev de udnævnt til verdens fjerde bedste nye bryggeri af Ratebeer. Høkeren havde et par på hylderne og derfra røg de i svælget hos Dude Beering.

Pretty Mess, 7 % ipa. En fin humlet duft med tropiske frugter på en noget sødlig maltet bund. Og det er melon, fersken, passionsfrugt og let fyr men samlet en blød og frugtig oplevelse. Slutbitterheden er fin uden at være voldsom. En øl, der for en seks-syv år siden ville have blæst mig bagover (næsten) men i dag slutter den sig til en perlerække af ipa'er fra en ligeså fin perlerække af mikrobryggerier, der vil berige os med godt, humlet øl. Fire skumfiduser for en rigtig god øl, der ikke markerer sig specielt.


Last Voyage, 6,7 % ipa, et samarbejdsbryg med Harvey's brewery. Lidt underlig duft, jeg fanger lidt skarp råddenskab og citrus. Smagen er heller ikke helt behagelig. Ikke meget smag fra malten, en skarp citron eller måske nærmere appelsinskalssmag fra humlen og så noget svært definerbart men nok noget gær henad belgisk type. Det resulterer samlet i en noget skarp, bitter smag der er for kantet til at gøre lykke. 2-3 skumfiduser.


Meget anbefalelsesværdigt er flaskerne forsynet både med en tappedato og en bedst før dato. Sidstnævnte nøjes bryggeriet med at sætte 6 måneder frem. Kutymen synes generelt ellers at være minimum et år - og midt på Fyn ligger et bryggeri, der uden at rødme knalder mindst 18 måneders holdbarhed på alle deres øl. Begge øl var tappet halv - halvanden måned før konsum og således ikke purunge men endnu ikke helt afdankede.

#1610-1611