torsdag den 7. februar 2019

Helt gærlig ...

Der er ofte meget fokus på humlen i IPA. Der eksisterer rigtig mange sorter og de kan komme i bryggen på rigtig mange forskellige tidspunkter, resulterende i mere eller mindre bitre øl og mere eller mindre humle-frugt smagende øl. Måske lidt mindre kendt udenfor bryggerkredse er, at gæren også spiller en central rolle i, hvordan humlen kommer til udtryk i en øl.

Ebeltoft Gårdbryggeri har lavet et eksperiment, hvor de har brygget deres meget dejlige Wildflower IPA og sat den til gæring med tre forskellige gærstammer. Taphouse havde et fad af hver af dem på hanerne og det måtte jeg prøve.

De tre gærstammer var:

Barbarian Conan, som kommercielt beskrives som en gær, der angriber humlen. Den stammer fra Vermont, USA.

Chico/US56 som vist nok stammer fra bryggeriet Sierra Nevada. Begge de to første beskrives som velegnede til IPA.

Den tredje var London Ale 1028, som anbefales til de mørkere øltyper, og dermed ikke til hvordan en Wildflower er brygget.

Ingen forskel i udseendet - fra venstre mod højre er det Ebeltoft Wildflower gæret med Barbarian Conan, Chico/US56 og London Ale 1024
Barbaren havde en kraftig passionsfrugt- og mangoduft og -smag. Den var ret tør i munden og endte rimeligt bittert. En ret humlehidsig sag.

Chico lignede den ret meget, men der var lidt mere sødme og blidhed i munden. Slutbitterheden var den samme.

London Ale var markant anderledes. Smagte næsten kun af mango og fersken, var mild og blød, og sødmefuld. Næsten ingen slutbitterhed.

Det er lidt spøjst at gæren kan frembringe så forskelligt et humleudtryk i de tre øl. Grundindtrykket fra de tre øl var det samme, men graden af humletilstedeværelse er vidt forskellig, i hvert fald mellem London Ale og de to øvrige. Men så er London Ale heller ikke beregnet til at fermentere IPA. Jeg ville i øvrigt sagtens kunne drikke alle tre øl som er gode på hver deres måde.

Det var en sjov oplevelse/øvelse der viste, at gæren ikke kun har indflydelse på alkoholprocenten, men bestemt også på humlesmag og -bitterhed. Når jeg genlæser min gamle anmeldelse af Wildflower kunne jeg foranlediges til at tro, at den originalt var brygget med US56. Men der kan naturligvis have været en forskel i hvor frisk flasken den gang var i forhold til dagens øl fra fad. Dagens udgaver af Wildflower indeholdt "kun" 5,9 % hvorimod den jeg smagte fra flaske var på 6,9 %. Måske er det så i virkeligheden en helt fjerde gær der bruges til standardudgaven?

onsdag den 6. februar 2019

Smagsprøver fra Fanø Bryghus

Fanø bryghus har været ret dårligt repræsenteret her på bloggen, hvilket på et tidspunkt førte til en dårlig rating. Efterfølgende blev jeg dog klogere og de er nu opgraderet. Jeg har svært ved at finde dem i butikker i Hovedstadsområdet, og de føler selv at de kan trænge til lidt mere eksponering. Deres chefbrygger, Steve Rold, kontaktede mig derfor og spurgte om han måtte sende nogle øl. Jeg var frit stillet til hvorvidt jeg overhovedet gad at skrive om dem og naturligvis var min mening ikke til diskussion. Det er næsten en trend i det nye år, hvor jeg lige har givet min mening til kende om nogle ikke-udgivne øl fra Brygbrygbryg. Her følger så mit indtryk af de tre tilsendte øl fra Fanø, heraf to nyheder. 

Three Graces, 8,6 % belgisk trippel. Duften er sødlig, banan, tyggegummi og en smule alkohol. Farven er lidt mere orange end de fleste men er tilladt. Fyldig øl vel indenbords, næsten tyk, med en del sødme og frugt, mest banan, der er understøttet af lidt peber. En lille anelse af sød appelsin. Andre krydderier er kardemomme, nellike og anis. Mærker ikke alkoholen i smagen. En lækker øl, der gør hvad en trippel skal gøre og det er dejligt. 4 skumfiduser.

Der er næsten lidt Michael Kvium over etiketten, men den er designet af Jessica Rold

Gorm the Old, 10 % imperial stout, lagret på kakaonibs og vaniljebønner. Der er let kaffe og chokoladesødme i duften, som fornemmes en smule tør og støvet. Smagen er ret sød, med en tyk, mørk chokolade, der har en anelse, men heldigvis kun en anelse, vanilje. Selv om det er sødt, slutter den lidt tørt og medium bittert. Kunne måske ønske lidt mere modspil til chokoladesødmen, men når det nu skal være, så er den superlækker og vaniljen er for min sarte mund perfekt afstemt. 5 skumfiduser.

Den så næsten purpurfarvet ud i overgangen mellem skum og øl
Full Danish Breakfast, 5,5 havre stout. Sidste øl er en genudgivelse af noget de selv beskriver som et godt dansk morgenmåltid med kaffe, havregrød og Muscovado sukker! Der er ganske rigtig kaffe og let røg i duften sammen med mørkt brød. Den lidt tynde øl byder på noget af det samme i smagen, som egentlig ikke er specielt sød og det ender lidt bittert og astringent pga. de mørke ristede malte. Alkoholprocenten taget i betragtning er der pakket en del smag i brygget men det bliver lidt flygtigt. Men godt så længe det varede og en påmindelse om, at mørke øl ikke behøver være kejserlige og indeholde to-cifrede volumenprocenter af sprut. 3-4 skumfiduser.


Tak til Steve og Fanø bryghus for at donere disse tre øl.

#1945-1947

tirsdag den 5. februar 2019

Større omgang fra Brekeriet

I ved det godt, jeg er vild med Brekeriet. Så her kommer endnu en omgang smagsnotitser fra mit svenske yndlingsbryggeri. Stort tak til min søster og svoger for at fremskaffe flaskerne fra Systembolaget og bryggeribesøg og give mig dem i gave.

Picnic Sunrise, 2,7 % sour med hindbær. Brygget med en alkoholprocent, så den kan sælges i supermarkederne (og hos dem selv). Flot rød farve, og minder hermed om en del af de tidligere smagte. Stærk hindbærduft, svagere syrlighed. Den smager også en del af hindbær. Syrligheden er lidt kraftigere i smagen uden at blive overvældende på nogle måder og med en fint prikkende, halvkraftig karbonering, kan det minde om en sodavand, hvor man ikke har husket at putte sukker i. Dejlig frisk, 3-4 skumfiduser.


Lusse Lille, 3,5 % sour. Lillesøster til Lusse Lelle, en meget hypet øl, der bliver udsolgt på under en time, den ene gang om året den sættes til brygges/salg. Den særlige ingrediens er safran, som også bruges til de luciaboller der sælges i Sverige i december måned. Det er lidt pikant med gulligt ølskum! Jeg fanger noget ret syrligt og vildt fermenteret i duften, sammen med noget ukendt. Jeg er ikke velbevandret i safrans aroma og smag, men mon ikke det er den aroma, der pirrer? Smagsmæssigt forsvinder det ukendte, og det er mest en noget syrlig øl, der glider indenbords. Ved andet ophæld kom bundfaldet med i glasset, og så smagte det lidt mere af noget fremmed. Ud fra denne øl forstår jeg ikke helt hypen omkring søskendeølparret, men vil meget gerne teste den ældste på 6,5 % for at se om den bedre kan holde på og dermed afgive smagen af safran og luciabolle. Her og nu 3-4 skumfiduser.


Sieben, 5,5 % sour i et samarbejde med 7venth Sun fra Florida. Duften er let sur-syrlig, ikke så påtrængende, men alligevel med en eddikenote. Dertil lidt træ og æble. Smagen er både domineret af en svag eddikesyrlighed samt noget mere Brett-lignende vildskab. Frugtsmagen er æble og måske lidt hyld, og der er en mælket undertone og noget skarpt træ/fad. Egentlig er det ukorrekt at påstå at smagen er domineret af syrlighed, for det er samlet diskret, men klart mærkbart. Klassisk ølbitterhed finder man ikke rigtig i denne type øl. Lækkert bryg, 4-5 skumfiduser.


Maschusch, 5,4 % sour med hyldeblomster. Mere frugtsyrlighed og mindre træ og eddike i sammenligning med foregående, både i duft og smag. Jeg havde nok ikke gættet på hyldeblomst hvis jeg blindt skulle have gættet på tilsætningen, dertil er dens smag for svag i forhold til fermenteringens syrlighed. Jeg får mere association til æble. Næsten lidt pudsigt at jeg i Sieben syntes jeg kunne mærke hyld ... Igen en god, frisk syrlig øl, der måske ikke helt er på begynderniveau bestemt heller ikke bør skræmme nogle fra at prøve. Samtidig et udmærket glas. 3-4 skumfiduser.


Cherry Red, 6,2 % sour i samarbejde med Green Bench Brewing Co. (Florida). Som navnet antyder er der svenske körsbär i (så fik bloggens læsere lige et nyt svensk ord i deres vokabularium!). Duftmæssigt er der ret meget surt, med toner af kirsebær, mandel og træ. Smagsmæssigt starter den frisk syrligt, men ikke så stærke noter af kirsebær, men så kommer en voldsom eddikesyrlighed med træ og lidt vildskab. Jeg kan smage syre og lidt kirsebær lang tid efter synkebevægelsen. Dette er en af de mere krasbørstige fra Brekeriet. Den er således lidt sværere at bælle i store mængder, men det er også en form for nydelse. 3-4 skumfiduser.


Purpur, 3,5 % sour lavet med kirsebær og solbær. Også her en syrlig duft, hvor frugtindtrykkene med lidt god vilje kan erkendes som kirsebær med en lidt mere mørk tone fra solbærrene. Det river lidt i næsen med duft af eddike og træ. Smagsmæssigt minder den om foregående, og jeg synes mange af deres øl i denne Vild serie (Sieben (dog mindre udtalt), Maschusch og Cherry Red fra dette blogindlæg) tydeligt bærer præg af den huskultur, som øllet er gæret med i egetræstønderne, og lidt mindre af det, der er tilsat som smag. Smagen indeholder dog både de udlovede kirsebær og solbær, sammen med det friske, syrlige og det decideret mundsnerpende. 3-4 skumfiduser.


Rips, 3,5 % sour lavet med ribs. Rips, det skånske dialektnavn for bærret, der på svensk ellers hedder røde vinbær. Endnu en fra Vild serien, med samme grundduft af syrlighed men også med et indslag af ribs, som jo i sig selv også er ganske syrlige. Smagen bliver da også surt med syrligt på, og med en krasbørstig bund af fermenterede produkter. Der er nok serien igennem også noget mere funky under alt det syrlige, men det er svært at smage rigtig. Jeg lander igen på 3-4 skumfiduser, men jeg vil ikke udelukke, at havde jeg siddet en varm sommerdag, ville det formentlig have udløst en lidt større belønning.


Field Trip, 3,5 sour med passionsfrugt. Duften er en del passionsfrugt og noget skarp syrligt. Lidt eddike og træ. Smagen er frugtsyrlig af passionsfrugt men jeg fornemmer ikke megen mælkesyre og kun en svag brettanomyces. Det er noget yoghurt over eftersmagen med let syrlig mælk, men samlet er det ikke voldsomt men ret behageligt. Passionsfrugten er jo noget parfumeret og det er smagen også her. 4 skumfiduser.



Lilac, 5,4 % sour med syren. (Med tryk på anden stavelse). I afslutningsøllen for denne gang er en syrlig-sur duft fremtrædende. Der er også frugt som jeg synes er fersken sammen med noget blomstret. Smagen indeholder flere strenge hvor den syrlige først giver sig til kende men det er ret diskret. Brygget føles rimelig fyldigt trods ikke særlig høj procent sats. Fylden er med en del frugt og blomster der mildner det syrlige. Jeg fanger også en del lyst brød fra malten. Jeg ikke rigtig syren (blomst) i hverken duft eller smag men mere en ferskenkarakter. Jeg synes den er fin og den lidt mere fylde klæder den godt. Og igen er det ikke en voldsomt snerpende syrlig øl, på trods af let stramme noter og lidt rivende træ. 4-5 skumfiduser.



#1936-1944

torsdag den 24. januar 2019

Forbrugertest

Mikkel fra Brygbrygbryg kontaktede mig og ville gerne have en mening om et par øl, som de har brygget, men som de ikke helt ved, om de vil udgive med etikette. Den var jeg naturligvis frisk på, så her kommer nogle indtryk fra et par øl, der måske - måske ikke, kommer på markedet.

Øllet er brygget som en funky dark sour på 4 % og der er figner, laktose og bukkehornsfrø i. En af udgaverne er med vietnamesisk kaffe, den anden uden. Jeg hældte begge glas op samtidig for at kunne smage dem op mod hinanden.

Duftmæssigt er den uden kaffe ret diskret; jeg mærker noget mælk/lys chokolade. Fra den anden er der en mærkbar kaffe-vanilje duft helt fremme. Ingen af dem røber, at de sours.

Der er smag på lag i den første, basale udgave. Let chokolade, med en meget let krydret tone afløses af noget syrlighed som mest minder om noget frugt og ikke om en krads mælkesyrebakteriefermentering. Jordbær/æble kommer jeg til at tænke på. Der kommer endnu et skvulp sødme inden ballet er forbi. Og det går lidt hurtigt, men så er der heller ikke megen alkohol i glasset til at holde på det i længere tid. Den pimpede version åbner med kaffe-vanilje, sidstnævnte hører ikke til blandt mine favoritsmage i øl, men det er hurtigt væk igen. Den samme frugtige smag overtager mens både den indledende og afsluttende sødme som den første bød ind med, er til stede i noget mindre grad. Til gengæld virker kaffe-versionen en smule mere fyldig. Og det er meget godt gået at få proppet så meget smag i så lette et par øl, selv om det ikke er af den langvarige slags. Hverken bukkehornsfrø eller figner kan jeg smage som noget dominerende, de ligger i den krydrede bund fra den uden kaffe, mens kaffe-vaniljen nok får skjult det i den anden. Nu skal det så lige siges, at jeg ikke rigtig ved, hvordan bukkehornsfrø smager, hverken rent eller i øl. Begge øl er ret lavt karbonerede.

Jeg vil give begge øl 4 skumfiduser. Den rene synes jeg giver plads til lidt flere smagsnuancer, mens kaffeøllen har lige en anelse mere fyldighed. Begge har en så diskret syrlighed, at det ikke burde kunne skræmme nogen ret meget. Funky, som i farmhouse eller Brettøl synes jeg ikke er en passende beskrivelse - det er ren, diskret syrlighed. Jeg håber at fans af bryggeriet får mulighed for at købe disse øl.


#1934-1935

tirsdag den 8. januar 2019

December nyheder fra Amager

Amager Bryghus nåede i december måned ud med endnu et sæt nyheder til folkets fornøjelse, herunder min.

Buffalo Burlesque, 11 % imperial stout, lagret på rødvinsfade fra Bordeaux. Et sammenrend af 12 bygmalte, foruden hvedemalt og lidt flækket havre. Der er let røg, kaffe, chokolade, og kun en anelse tørret frugt i næsen. Smagen giver mig de samme indtryk, med yderligere nogen underliggende syrlighed og fad, som må stamme fra vinresterne og opholdet i tønden. Der er en snert alkohol men diskret, og brygget er trods dets kejserlige islæt forbavsende let, uden man dog skal forledes til at tro, at det er en tynd porter. Fungerer chokolade og rødvin sammen uden at være blandet i øl? Tja, vel ikke helt en typisk blanding. Her i den mørke stout fungerer det heldigvis slet ikke som efter en voldsom tur i en amerikansk whiskeytønde. Jeg er stor fan af imperial stouts og er generelt lidt kritisk overfor at man ser sig nødsaget til at pimpe dem op. Her er det dog endt i en acceptabel udførelse til 4 skumfiduser.



Cobras Fumantes, 10,5 % kaffe barley wine, lagret på mezcal-fad. Der er en tydelig spiritus duft. Da jeg er lykkeligt uvidende om mezcals lyksaligheder, skal jeg ikke kunne sige, om det lige er det, der mærkes. Udover den ingrediens er der også tydelig vanilje og en del maltsødme. Endelig er der kaffe og med lidt god vilje kanel. Med andre ord, en ret kompleks duftpalette. Smagsmæssigt starter den ret sødt og fladt. Det er næsten ren maltsødme, der understøttes af noget ret vinøst og spiritus. Kaffe og kanel, som der er tilsat, er mindre fremtrædende end i duften. Ingen bitterhed. Min mund skulle lige kalibrere til det søde og spirituøse, men så blev den forliget og kunne faktisk godt se en mening med både kaffetilsætningen og fadlagringen. 4-5 skumfiduser.


Cobras Fumadoras, 10,5 % barley wine, lagret på mezcal-fad. Det må så være samme grundbryg som foregående, blot uden kaffe. Megen malt i duften, med en tydelig spiritus, med læder og træ som supplerende indtryk. Som den første kobra er her masser af malt og alkohol i smagen, men også underliggende modhager som træ, tobak og kanel. Sidstnævnte fanger jeg lidt mere i denne variant af dobbeltbrygget. Igen, efter en indledende tilvænning til det ret sukrede, som i parentes bemærket smager mørkt, så stiger nydelsen. Også denne lander derfor på 4-5 skumfiduser en kold januar aften, hvor dens varmende evner ikke er at kimse af.


Billie the Butcher, 7 % dobbelt tørhumlet IPA, et samarbejde med Billie's Bier Kafétaria, Antwerpen, som en officiel festivaløl. Næsen lover masser af troper, med passionsfrugt, grape og lidt mere rivende fyr, og en måske lidt overraskende snert af vanilje. Smagen er ligeledes komponeret og den er tør og ret bitter, så der må også være kommet noget humleekstrakt i fra start, udover den afsluttende tørhumling. Her er Amager på hjemmebane - både deres og min, så det må blive de nemmeste 5 skumfiduser.


Endnu en god omgang fra Amager, der i 2018 sent omsider blev kåret som årets danske bryggeri af Danske Ølentusiaster.

#1930-1933

onsdag den 2. januar 2019

Tanker

Høkeren i Ravnsborggade har ind i mellem noget baltisk på hylderne. Jeg har været glad for Óllenaut, og da Gyda kraftigt anbefalede mig Tanker, et andet estisk bryggeri, slog jeg til og samlede en håndfuld i indkøbsposen.

Craft FM, 3,5 % pale ale. Med den lave procentsats så er det mere nærliggende at forvente en session ipa. Duften er ret frisk med grape og citron. Brygget er ikke overraskende noget tyndbundet og evner ikke at holde længe på smagsindtrykkene som citrusfrugt og - skræl, med lidt stikkende gran. Meget let bitter. Det er svært at brygge noget "ordentligt" når man lader sig begrænse til så lav en alkoholprocent. Tre små skumfiduser til en øl som selv om man sagtens kan bælle den i større mængder, ikke opfordrer til mere.


Cloud computing, 5,5 % white ipa. En ordentlig omgang grape og ananas i både duft og smag. Her naturligt lidt mere fylde og humlesmagen bevares et stykke tid. Der er også et let bid fra gran og flygtigt en snas lakrids. Der er ikke megen sødme tilbage og det ender en smule bittert. På deres hjemmeside lanceres den som en version af hvede, på Ratebeer kaldes den en belgisk IPA. Jeg synes ikke jeg kan genfinde nogle af de to beskrivelser; her hos mig minder det mest om en nogenlunde standard IPA, med måske en anelse blødere mundfornemmelse. 3 skumfiduser.


Funderful, 6 % saison med citrus. Der er en behagelig duft af gær, blandet med frisk citrus og noget let, lyst brød. Der er smag af lyst franskbrød, let citrus, skarpe krydderier som peber og en tør, ren bitterhed til slut. Den er dejlig blød og fyldig i mundhulen. Det er saison når det er bedst, let drikkelig, men med en smule kant. Fire skumfiduser.


Reloaded, 5,8 % session IPA. Den var godt nok ladt med karbonering; et ihærdigt skum trængte op ad flaskehalsen mange minutter efter opknapning og første ophæld. Ellers er det en tilforladelig øl, med smag af ananas og grapefrugt fra humlerne og en smule lyst brød fra malten. Det ender temmelig bittert. I gamle dage var dette guldølsstyrke men her er det nærmest børneøl. Igen en øl uden de store armbevægelser og så heller ikke forårsagende de store bølgeskvulp i det store ølhav. 3 skumfiduser.


No Niin, 6,4 % dobbelt tørhumlet ipa. Ikke særlig stærkt duftende, det er mest humle i form af svært definerbart syrligt. Det er ikke den sædvanlige tropiske cocktail, men en af de anvendte humlesorter, Vic Secret, burde som tørhumling give netop sådanne dufte og smage. For smagen er også lidt hengemt og støvet og det virker som om, øllet har overstået den værste pubertetsalder. Jeg fornemmer mere de søde malte end nogen humle. Det var ikke det jeg satte næse og smagsløg op efter, og selv uden forventningspres skuffer denne. Det ender på 2-3 skumfiduser.



Tanker endte i min mund med at være mere et eksotisk indslag end en skøn øloplevelse. Muligvis ville de gøre sig bedre i en mere friskaftappet tilstand, men her på den anden side af Østersøen kan jeg desværre ikke give dem nogen anbefaling.

#1925-1929






søndag den 30. december 2018

Brut IPA

Brut IPA er det helt nye, men endnu er stilen ikke nået vidt omkring blandt danske mikrobryggerier. Den laves ved at bruge enzymet amyloglucosidase, der nedbryder komplekse sukkerstoffer, resulterende i en helt tør øl. Den kan minde lidt om champagne og derfor må det være passende at smage en af de få danske bud på genren.

Petus Brutus, 6,3 % brut IPA fra Flying Couch. Foruden tropisk frugter fanger jeg en let gærduft. Der er upfront megen frugt i smagen, jeg fanger ananas, passionsfrugt og grape. Som forventet er den knastør og det giver plads til en markant bitterhed. Der er ikke meget tilbage i munden efter slurken er blevet lempet videre, det knastørre hænger på en måde ikke fast. Stilarten er endnu ikke officielt defineret herhjemme eller i USA, men denne synes at være et godt, rent bud. Det er friskt, men ikke lige så klæbende som en NEIPA. Note til mig selv: stilarten bør eftersøges og dyrkes mere. 5 skumfiduser.


#1924