Øl fra Sydafrika

Jeg har aldrig set eller smagt sydafrikanske øl. Landet ligger også ret langt væk, men vi importerer en del vin derfra. I følge South Africa Craft Breweries findes der 109 craft breweries i landet, hvilket er under halvdelen af det antal, vi har, i et land med cirka en 10 gange så stor befolkning, så det er endnu i en spæd start.

Jeg var på et 10 dages ophold i landet, der overhovedet ikke handlede om drikkevarer og fandt stort set kun internationale kendte lagers og pilsner i butikkerne. En dag fik jeg sneget mig ind i en liquor store og der fandt jeg tre øl fra Sabie Brewing Company. Bryggeriet blev dannet i 2012, og man kan finde 21 øl på Untappd (og kun 15 på Ratebeer). Hermed serveres tre lidt kortfattede omtaler.

Wheelbarrow Weiss, 4,7 % belgisk hvedeøl fra Sabie brewing company. Masser af appelsin der ender næsten syrligt. Krydret med peber men mangler lidt fuldfedme fra hvedemalten til at kunne balancere syre og krydring. Den belgiske hvedeølstype er normalt ikke favoritten og det laver denne ikke om på. 2-3 skumfiduser.

Long Tom Lager, 5 % dunkel. God maltet smag, med rosiner og let brændte kaffenoter. Let humlebitter. Den holder nok meget godt hvad sådan en øltype skal kunne. 3 skumfiduser.

 

Shangaan stout, 4,7 %. En let duft af lys mælkechokolade og kaffe. Smagen byder ind med kaffe, brændte noter og let chokoladesødme på en noget tynd bund. Kaffen og det brændte dominerer nok en smule for meget og mangler lidt modspil. En klassisk stout i Guiness-styrke som i dag forekommer lidt for let. Men sådan set en god smag og så kan man sagtens drikke to i træk, skulle man få den slags lyster. Tre skumfiduser.

Vault city

Vault City Brewing, fra Edinburgh, Skotland laver hvad de selv kalder modern sour beer med fokus på frugt. Det har jeg prøvet tre af.

Paradise Island, 7,2 % sour med passionsfrugt, guava og papaya. Særdeles frugtrig duft med tydelige kendetegn fra de tilsatte frugter. Let spids og dermed ikke den rene søde saft. Smagen er også en ren frugtbombe og det er lidt svært at erkende, at der under de syrlige frugter også er en fermenteret syre. Mundfornemmelsen er let cremet og blød, og der er ikke megen kulsyre tilbage. Sådan burde ens frugtsodavand smage, bortset fra alkoholen, som ikke er fremtrædende. Et pænt stykke væk fra hvad man klassisk forstår ved en øl, men fint. Fire skumfiduser.

Chef's kiss hedder den måske, 8 % sour med kaffepocherede pærer og praline crumble. En dessertøl indrømmer de selv og så er man informeret på forhånd. Den ser tyk ud ved ophæld. Klar pære i duftindtrykket, og med en korn-brød agtig bund, uden syrlighed. Første smagsindtryk er noget syrlighed som mere er af citron end mælkesyre. Dernæst en ordentlig dosis pære, omsvøbt af kaffe. Der rundes af med en let sødme der også indeholder en snas vanilje og så bider syren til lige før mundhulen udtømmes. Det er godt nok spøjst, det her, og underligt. Mest underligt, fordi den langt hen af vejen fungerer. Man skal bare ikke være forhippet på udelukkende at møde den sour som grundbrygget trods alt er, og i stedet lade sig forføre af noget man ikke vidste ville smage en. Pære i øl ....?!?! Den hiver fem skumfiduser hjem, også fordi der er lidt sour både først og og sidst i smagen.

Blackberry mango coconut dreamcake, 9 % sour. Med inspiration fra dansk drømmekage. Flasken anbefales rullet forsigtigt før åbning og opskænkning og ud vælter en tyk lilla-brunlig plumret masse, der dufter kraftigt af både kokos og syrlige bær. Der er tillige en anden lidt malingagtig duft som nok i virkeligheden er fermenteringsduften godt mixet op med mango. Smagen er helt i starten let frugtsyrlig men så skvulper den flydende kagemasse med primært kokossmag henover de subtile detaljer. Mangoen er ikke nærigt tilstede og det bliver samlet en kende (for) sødt. Hvis man tror man ikke kan lide øl, eller sours, kan man måske starte her, for det er i sandhed en moderne fortolkning af sour, som man lige så godt kunne kalde smoothie ud fra smag og konsistens. Den smager ud fra dens præmisser sådan set meget fint, men behøver vi flydende kage? Jeg er lidt i tvivl og giver 3-4 skumfiduser, delvist pga min usikkerhed om hvor langtidsholdbart det er.

Kameraet gengiver farven lidt mere rød end den rigtig er.

 

Selv om de sådan set hver især får pæne karakterer er jeg lidt loren ved konceptet som de brygger ud fra. Jeg tror ikke, at jeg vender tilbage.

 #2236-2238

Caleidoskop Brewing

Der er åbenbart fortsat stor lyst til at starte eget mikrobryggeri her i Danmark. Jeg fik for nylig et Tipster tilbud fra Caleidoskope Brewing, der trods alt har et par år på bagen, men som har været hårdt ramt af Covid19 restriktionerne. Jeg cyklede derfor ud til deres tilholdssted i meget pittoreske omgivelser ud for Prøvestenen og var glad for, at de kun har åbent midt på dagen, så man ikke skal rode rundt derude efter mørkets frembrud. Jeg fik seks forskellige øl med hjem, som her får et par ord med på bagen.

Monocular, single humlet (mosaic) neipa på 5,2 %. Mosaic'en giver lige dele ananas og passionsfrugt i duft og smag, med bidrag fra noget mango. Duften er en snært mere rivende end vanligt for typen, mens smagen karakteristisk er blød og venlig. Dåsen var ret frisktappet og smagen har noget svagt frisk, grønt og krydret over sig. Glider ubesværet ned i folkedybets beredvilligt åbne mund. Gør således det, den er designet til. Tre-fire skumfiduser.

Reckless radians, 6,3 % neipa, i samarbejde med Reckless Brewing. Markant duft af appelsin. Smagen adskiller sig tydeligt fra det store hav af neipa-øl med en tydelig, næsten Fanta-agtig appelsinsmag. Der er også krydrede noter af peber, nellike og måske oregano (!). Væsken er cremet og næsten dobbelt ipa agtig og derved ikke lige så letflydende som normalt. Interessant, men måske ikke helt inden for stilarten, men det behøver bryggerier heldigvis ikke ligge under for. Fire skumfiduser.

Dank me up Scotty, 7,6 % moderne west coast ipa, i samarbejde med Hazy Bear Brewing fra Aarhus. Lige i den høje ende alkoholmæssigt, nærmer sig en dobbelt ipa og duften er da også præget af lidt tung malt, men også fyr-harpiks. Heldigvis ikke så tung at drikke, men humlen er gået hen og blevet klassisk bitter, uden noget rivende harpiks-gran-fyr. Ikke særlig meget smag fra den pæne håndfuld humlesorter, der har været med i gryden. Måske er det den lidt kraftige, marmeladeagtige malt, der sier humlesmagen væk, som det ofte sker i dobbelte ipa'er? Ikke dårlig, men foretrækker en helt klassisk west coast, som dem Green Flash Brewing og Port Brewing Company lavede i sin tid, og forhåbentlig stadig gør. Men hatten af for også at lave andet ipa end hazy ipa. 3-4 skumfiduser.

Varangian router, 5,9 % golden ale i samarbejde med ukrainske Varvara brew fra Kiev. Forventer mere en hvedeøl end golden ale, med både hvede og korianderfrø opremset på ingredienslisten. Duften er sødlig og krydret og går ikke på tværs af forventningerne. Væsken ruller ekstremt blødt ind i munden og behager med lyst brød, sødme, let banan, peber og gær. Mangler måske lidt kant fra noget bitterhed, men ellers lige så nuttet som en kattekilling. Og sympatisk med et samarbejde under den russiske invasion af Ukraine. Fire skumfiduser.

Peders pilsner, 4,6 % pilsner, brygget til værtshuset i Pisserenden. Fin strågul farve med hvidt skum. En anelse tåget. Klassisk duft af lyst brød og græs. Lige så klassisk, og ren pilsnersmag, med malt og humle, hvor sidstnævnte er let krydret med græs og peber. En meget svag anelse af citrus i humlen, men ellers forekommer den værende humlet med typiske, mellemeuropæiske humlesorter, der har fornøjet mangt en flaske pilsnerøl. De kan godt lave pilsner, Caleidoskope, og her en meget varm sommereftermiddag er det lige før jeg tænker, at jeg burde drikke den type en smule oftere (end det aldrig, som er tilfældet i dag). Det må være en ros til bryggerne. Fire skumfiduser.

 

 

Darko Forms, Pink Bourbon, 5,1 % kaffestout, brygget med netop Pink Bourbon kaffe fra Nordic Roasting. Pink Bourbon, en hybrid mellem en columbiansk og en etiopisk kaffebønne og så åbner der sig et helt nyt område. Måske opstår der en dag en DudeCoffing (!) blog ...
Nå til det pågældende bryg. Behagelig duft af chokolade, mælk, kaffe og let røg fra det meget mørkebrune bryg. Den silkebløde væske afgiver i dens glidende bevægelse henover over tungen smag af kaffe, bitter chokolade, røg, ristet brød og en smule astringens fra de hårdt ristede malte. En særdeles smagfuld og smagsrig stout, der er knastør og ikke lefler med sødme. Forbavsende så meget de kan putte i en så alkoholmæssigt let øl og der er nok ikke sparet på kaffetilsætningen. Det må vist udnævnes til det bedste indkøb af de seks fra Tipsterbeviset, og den høster fem skumfiduser.

Caleidoskope er et fint bekendtskab, der indtil videre primært satser på sikre vindere i form af letdrikkelige hazy ipa. Dog forekommer konkurrencen netop på det område at være enorm, bare blandt danske mikrobryggerier. Stouten viste tegn på et personligt præg og man kan håbe, at der kommer flere af den slags øl fra indgangsporten til det tidligere store olielager. Som sidste bemærkning kan det noteres, at alle dåser, med undtagelse af stouten, var tappet højst to uger tidligere - dejligt at varerne er frisk så tæt på produktionsstedet! 

#2230-2235

Mission Session #7

Syv er manges lykketal, så serien om de lette ipa-typer slutter med denne lille stribe øl.

Phase Curve, 4,6 % session ipa fra Dry & Bitter. Pæn aroma der siger både blød citrus som appelsin og lidt mere skarp passionsfrugt. Smagen er ret frugtig men også noget flygtig, med en fin blanding af melon, appelsin, ananas og lidt passionsfrugt. Brygget er tørt og slutter næsten overraskende bittert. Den tørre, bitre ende er dens styrke mens de lidt for kortvarigt erkendbare frugter er akilleshælen. Samlet synes jeg den er god og tildeler fire skumfiduser.

City, 4,5 % session ipa fra To Øl. Ret frugtig duft, der sammen med udseendet hurtigt leder tankerne hen på en session New England ipa = SNEIPA! Der er ananas, passionsfrugt og harpiks i aromaen, og smagen støtter op om disse indtryk og føjer ikke mere til end en let bitterhed. Smagen og teksturen er ikke helt så blød som en NEIPA normalt er, der slibes let henover smagsløgene. Det samlede indtryk varer længere end normalt for disse lette øltyper, så alt taget i betragtning, er det en ganske vellykket deltager i konkurrencen. 4 skumfiduser.

Yenmeer, 4,7 % session ipa fra Gamma. Sidste deltager i spøgen og den præsenterer sig yderst diskret i duften. Meget svage frugter og lyst brød, til gengæld noget let svovlagtigt, som ikke bør være der. Smagen er decideret tynd og vanding, her er ikke megen bund eller topping, kun en meget let citrus. Der bydes heller ikke på megen bitterhed. Den her er seriens ringeste, og det giver kun 2 skumfiduser.

Serien kom til at omfatte 14 øl - og de fleste var da rimelig gode og til at drikke. Men der mangler naturligt nok det sidste lille stykke til at ramme de "rigtige" ipa og den nye normale alkoholstyrke på 6+ %.

#2226-2229

 

 

Røgøl

Der er ikke mange danske bryggerier, der har røgøl på repertoiret. Når de er bedst, som de tyske fra Bamberg, kan det være sublimt. Krenkerup har i mange år lavet en, men den var jeg ikke så begejstret for dengang jeg smagte den for snart mange år siden. 

Jeg synes der eksisterer to typer af røg i øl. Den tunge, våde og lidt vamle, og så en mere tør og frisk, hvis det overhovedet giver mening for andre end blogbestyreren. Jeg er klart mest til den tørre slags. Her har jeg fået fingrene og hænderne i tre svenske bryg udi genren, der må lide den tort, at blive både smagt og vurderet af DudeBeering.

Smokey Mountain, 6 % røget rugøl fra Svartbergets Fjällbryggeri. Flot ravfarvet, let tåget øl, med svagt og dog holdbart skum. En umiskendelig røgduft erkendes som det første. Underneden er der sødlig malt, der lugter lidt som svensk, sødt rugbrød. Smagen er også malt/brød med en lidt afdæmpet røgnote, der er af den lidt klæbrige, tunge og våde slags. Men fordi den er let, fungerer det bedre end den røg-smags-variant plejer for mig. Jeg smager også lakrids og krydderier som kardemomme og peber. Næsten ingen humlesmag eller -bitterhed. Ok til fire små skumfiduser.

Katalysator, 8,5 % røgbock fra Närke kulturbryggeri. Visuelt lægger etikettens skrifttype sig tæt op ad tyske forbilleder. Duften er mellemtung, med mørkt brød og karamel samt en ikke voldsom røg. Det er også smagsmæssigt en ret sød øl, med karamel, lakrids og tør røg, der glider over i en pæn slutbitterhed. Selv om den er sød, virker den ikke helt så tung, som bocks godt kan være. Røg og bitterheden redder den fra at være klistret og vammel. Men stadig en gedigen øl, der skal nydes i passende mængde og tempo. Fire skumfiduser.

 

Ringöbräu, 5 % røgøl fra Stigbergets bryggeri. En tør røgduft sniger sig over glassets kant med hjælp fra mørkt brød. Det knap så fyldige bryg byder sig til med malt, karamel, mørkt brød og let røg i smagen. Bitterheden stammer nok mere fra de ristede malte end fra humle og spiller fint sammen med røgen i eftersmagen. En let og elegant øl, hvor man godt kunne ønske sig bare en lille smule mere fylde og dermed basis for de gode smage. Fire skumfiduser.

I alt tre fine, svenske bud på røgøl. Lad os få nogle flere danske bryggerier på den bane.

#2223-2225

Mission Session #6

Slowburn byder ind med hele tre session ipa til min mission, der nok snart fuldføres, her inden sommeren for alvor starter.

In dog we trust, 4, 6 % session ipa. Brygget i anledning af 10 års jubilæet for The Barking Dog (cocktailbar på Nørrebro). Kun en svag aroma og en tilsvarende diskret smag fra brygget, mest bestående af let citrus og meget let fyrrekogle. De på dåsen beskrevne smagsnoter af mango fanger jeg ikke. Jeg er glad for, at det er en klar øl, og ikke en sovset neipa-type, men der mangler lige lidt mere smag, også under hensyntagen til, at det er en session. Det smager godt, men for lidt. Tre skumfiduser.

Kintsugi, 4,7 % session ipa. Kintsugi er en traditionel japansk teknik, hvor ødelagte keramikskår samles igen med lim i guld. Grundlæggende handler filosofien om at se skønheden i det uperfekte. Så er vi over i det lidt mere uklare øl. Og tro mod neipa stilen er der mere smag end bitterhed. Og med den meget diskrete, for ikke at sige forsvindende smag, så må IBUen være nede på etcifret måling. Det ellers bløde bryg har noget tropisk islæt og måske en lidt gammel humle. Til forskel fra foregående, der var tappet en måned før konsum, har denne resideret fem måneder i dåsen. Men tak til Slowburn for at skrive tappedato, og for kun at give 6 måneders bedst før dato. For at vende tilbage til navnet, så burde jeg jo nok se skønheden i det uperfekte, men det bliver heller ikke til mere end tre skumfiduser til en for anonym øl, der som sådan intet er noget i vejen med.

Solid ground, 4,8 % session ipa. Endnu en 0,1 % stigning i alkoholprocent. Fin klar øl, der skiller sig ud fra de to andre med en snas mere citrus i smagen og en bitterhed svarende til den første. Men ellers er vi i den introverte afdeling, hvor man ikke har behov for at gøre så meget opmærksom på sig selv. Synd, for den har et uforløst potentiale. Tre skumfiduser. 

 

Slowburn scorer langt fra hattrick med denne triplet, desværre. De lagde ellers godt ud i seriens andet indlæg med deres Helios. Og hatten af for, at tre af deres fire øl, der er med i denne serie, ikke er mudrede neipa-typer.

#2220-2222

Mærkelige øl #10

Dagens mærkelige øl kvalificerer sig til serien, fordi stilartens navn har en indbygget selvmodsigelse og fordi, stilarten endnu ikke er anerkendt, hverken hos Danske Øldommere eller amerikanske Beer Judge Certification Program (link til 2021 stilarterne). Det drejer sig om white stout. Det er typisk en blond eller gylden ale, med moderat til høj alkoholprocent, der også indeholder typiske stout elementer som kaffe og chokolade. Der forsøges nogle gange at fremelske en tyk, cremet mundfornemmelse og vanilje og andre fadlagringsinducerede smage. På trods af, at stilarten ikke er fast defineret, kan man på Rate Beer finde over 500 hits på søgningen "white stout", så helt ukendt er den ikke. Jeg er dog ikke stødt på typen før, men et nyligt besøg i Lissabon gav mulighed for indkøb og import af en enkelt flaske af typen.

Albino, 6 % white stout fra Duque Post Scriptum Brewery, Portugal. Duften indeholder kiks, kaffe og kakao og med lukkede øjne havde jeg nok tænkt porter. Smagen er cremet chokolade, kaffe og let røg på en bund af lyst brød. Det er sødt, næsten for sødt, men de krydrede indtryk redder den. Mærkeligt er det dog for et vanemenneske, at syns- og smagsindtrykkene ikke matcher ens forventninger. Fire skumfiduser.

#2219