Penyllan release 2023

Emily, vintage 2017, 8 % golden alle fra Penyllan. Lagret med gærrester i et brugt sherryfade.

Gylden, næsten orange øl, med et livligt hvidt skum, der næsten af sig selv kom op af flasken ved åbning, men jeg var parat. En frisk citrus duft er sammen med en mere balsamisk eddike det første og største aromatiske indtryk. En let karamelliseret note og vådt træ mærkes også. Smagen indleder mere sødt end duften lægger op til, og indeholder appelsin, melon, træfad, tannin og lidt stram eddike, der heldigvis kun svagt er til stede. En smule honningsødme fanger jeg lige ved nedsvælg. Klassisk humlesmag og -bitterhed finder jeg ikke i denne øl, der nok mere er en sour end en golden alle, men samtidig er skruet godt sammen, med masser af små elementer, der stykket sammen giver en rigtig fin smagsoplevelse. Fire store skumfiduser.

En af fire øl frigivet i 2023; jeg har en mere stående, må se at finde de to øvrige og så i øvrigt være klar til årets release.

Og lad os ikke vente, men smage den anden allerede i samme opslag:

Rie, årgang 2017, 7 % amber ale, lagret på bourbon fad med eg og karamelliserede æbler. Initielt en lidt spids eddike duft der efterfølges af æble og blød, lys karamel. Smagen er todelt, først træ, syre og sur frugt, derefter opblødning med en del maltsødme, vanilje og fudge. Slutter igen over i en lidt eddikeprægede syrlighed. De to dele harmonerer rigtig godt, spiller op mod hinanden og hæmmes ikke nævneværdigt af modparten. Er det noget Penyllan kan, er det at skrue ders øl sammen af mange enkeltdele, der symbiotisk forenes. Det går sjældent galt, ofte rigtig godt og her i den absolut høje ende af skalaen. Fem-seks skumfiduser. 

 #2305-2306

Too bad to stay

I den lille sønderjyske flække Bække (undskyld) bor en brygger. Hans øl kan fås i den lokale Brugs til rørende 30 kr. pr. styk. Den lokale kro i Hovborg havde også øllene på repetoiret. Han er glad for at putte diverse tilsætninger i sine bryg. Han har en noget voldsom holdbarhedsdato på produkterne. En af øllene, en ale, indkøbt ultimo maj 2023 angives således at kunne holde til november 2025. Alligevel kørte jeg fra Legoland de små 20 km til Bække for at stifte yderligere bekendtskab med Hyldals bryghus, udover den først anmeldte øl nedenfor, vi bestilte til aftensmaden på Hovborg kro.

Kartoffale, 6 % ale, brygget på kartoffel og halm foruden bygmalt. Tilsat rosmarin. Flot og klart kobberfarvet øl. Duft og smag af karamel, estere og lidt mere end en anelse rosmarin. Ingen humlesmag men en fin slutbitterhed. Rosmarinen smager mere end halm og kartoffel gør men holder sig lige akkurat fra at dominere. Fyldig og solid øl, der vil kunne gå godt til stege- og simreretter. Fire skumfiduser.

Syvstjernen, 7,0% ale med både lyngblomster og -honning. Som det ses, var den ret skummende ved ophæld. Ret kraftig duft af brød og græs, meget henad pilsner, men det burde det jo ikke være. Også en lidt metallisk note, der går igen i smagen. Den er lidt skarp, syrlig og bitter, og der er ikke mange indtryk fra lyngen, med mindre det er den, der giver dette udslag. Fra bunden af flasken kom der lidt plumrede gærrester med, der gav lidt ekstra smag. Ikke helt vellykket i min mund, så derfor må den nøjes med 2 skumfiduser.

Modersmål, 4,6 % rød hvede, ale med hvedemalt og tilsætning af hyldebærsaft. Hyldebærrene giver en fin kobberfarvning af øllet. Men så er det svært at finde flere positive ord. Det er ikke en dårlig øl, men en intetsigende og kedelig øl. Hveden smages ikke, og hyldebærrene knap nok heller. Samme lidt metallisk-bitre smag som i foregående. Også kun 2 skumfiduser her.

Bækkes frue, 4,5 % hvedeøl med hyldeblomst. Hylden mærkes i duften, hvor også hveden står frem sammen med brød og græs. En blød og forbavsende fyldig smag og væske, der byder på hyldens sødme og hvedeøl karakterer i den lette ende, herunder banan og nellike. Lidt mere at komme efter end de to foregående, så tre-fire skumfiduser til en fin sommertørstslukker.

Gravhøjen, 5,0 % jægerbock med enebær og gran. Han kan kalde den bock, men den minder i basisudtryk meget som nogle af de tidligere ales, med den samme, lidt skarpe metalliske bitterhed. Her med noget enebær og gran og en syrlighed, jeg ikke helt kan gennemskue hvor kommer fra. Det er næppe forurening, men helt harmonisk er det ikke, om det så er gran der giver smag fra sig. 2-3 skumfiduser.

Jarls Borg, 5 % bøge ale, efter belgisk forbillede. Flot rødbrun, let tåget, med et fint og stabilt skum. Klassisk belgisk duft af gær, tørret frugt og en smule skarp grønt. Skarpheden er desto tydeligere i smagen, hvor en ellers lidt let belgisk alesmag overdøves af en spids syrlighed, der er ret malplaceret. Mere voldsom end i Gravhøjen og nu tror jeg på en let forurening af en art, der har produceret en uønsket smag. Det runde og bløde fra etikettens anprisning kan således ikke erkendes. Sådan en øl kan desværre kun få en skumfidus, også selv om jeg ikke har øldommerhatten på. Hovedparten af flaskens indhold røg i vasken.

Sorten Trold, 5,2 % choko nælde stout. Allerede ved åbning anede jeg, hvor det bar hen. Skummet skubbede sig lystigt op ad flaskehalsen og pegede kun på bordet. Kun et timeligt vip mod glasset forhindrede overløbet. Forsigtig tog jeg en tår, og blev bekræftet: igen en tydeligt inficeret øl, der var sur og helt uden sødme. Længere orkede jeg ikke kaste uskyldige smagsløg efter, og igen måtte indholdet direkte ud i Ringsted Kommunes afløbssystem. En skumfidus.

Too bad to stay:

Hyldals bryghus er således ikke umagen værd at køre en omvej for. Et par hæderlige øl, nogle med bismag og mindst to inficerede ...

#2249-2255

 

Øl fra Tejn er et tegn på ...

Der er siden jeg sidst dykkede ned i en magnumflaske fra Penyllan kommet nogle nye udgivelser på markedet. Her anmelder jeg to af dem.

Sofia, 7 % sour golden ale. Det er et stykke tid siden, jeg har smagt "nye" øl fra Penyllan. Nye i anførselstegn, fordi de jo gerne er brygget lang tid før de bliver tappet på flaske. De skal jo have sig nogle år på diverse fade. Dette gælder også for Sofia, som er af årgang 2015 og frigivet i sommeren 2022. Den har fået en del humle og ligget på champagnefade. Kort før ophæld på flaske, er grundbrygget blendet med en friskbrygget West coast ipa for at give ekstra humlekarakter. Eftergæret på flaske med champagnegær.

Duft af grape, Brettanomyces, græs på en let maltet baggrund. Smagen overraskende mere fyldig og næsten cremet, med bitter appelsinskal, bergamot-te, frisk citrus, stald og funky toner. Eftersmagen er både ret bitter og syrlig, med krydrede noter. Den fremstår knastør på en champagneagtig måde og det er formentlig også hensigten. Jeg tænker også mere champagne end West coast ipa, men resultatet er helt sit eget. At det som udgangspunkt er en sour skjules godt i det samlede smagsbillede. Rigtig dejlig øl fra Tejn, 5-6 skumfiduser.

 

Davinia, 7 %, et blend af en amber ale, der har ligger på chianti fade med solbær og en sour, aldret på sherryfad. Tørhumlet i 18 måneder. De enkelte elementer går tilbage til 2015, og der udloves en mindste holdbarhed til 2032. Så sandelig en tålmodighed sjæl der venter så længe. Det kunne jeg ikke ... Jeg har også noget med røde øl, så på den baggrund tegner det godt.

 

Det starter godt med en diskret, men tydelig duft af Brettanomyces, blandet op med solbær og syrlighed. Måske kan jeg kun navngive solbærrene fordi jeg ved, de er der, men jeg bilder mig nu ind, at de anes. Det bliver ikke så parfumeret, som det er smagt i mørke stouts, når solbær kommer i. Syren river let, men er af en blid mælkesyrekarakter.
 

Der er umiddelbart mere syrlighed i smagen, mest fermenteringsudbyttet. Solbærrene er ikke lige så tydelige, de fremstår mere som generiske bær. Der er en vis mængde træ tilstede, måske fra sherryfadet. Den lange tørhumling er spildte kræfter og ingredienser. I hvert fald oplever jeg ikke nogen humlesmag (eller bitterhed) på traditionel vis.

Det blivende indtryk fra munden er en fin blanding af frugt, syre og krydrede noter fra gæren. Igen et godt mix - 4 skumfiduser.

 

Den røde farve ses bedre på dette billede

 #2243-2244

Lagret øl

Godt humlet øl er at betragte som en ferskvare, og skal drikkes hurtigt efter aftapning for at få det fulde udbytte af humlingen - især den allestedsnærværende aromahumling. Til gengæld kan de tungere og mørkere typer godt gemmes og efter sigende udvikle sig til en bedre udgave hen ad vejen. Optimalt skal de lagres "kælderkoldt" men os etageejendomsbeboere har ikke altid adgang til så velegnede steder. Og det er heller ikke fordi øl normalt er særlig langtidsholdbare hjemme hos mig efter indkøb - de skal nydes og drikkes her og nu. Men, en gang i mellem kommer der et lille projekt op at stå. For 10 (!) år siden var jeg i de tidlige forårsmåneder forbi en SuperBrugs i sønderjyske Skærbæk, der skulle af med de sidste juleøl fra 2011. Christmas ale fra Carlsbergs Semper Ardens serie kunne således købes til 20 kr. per flaske. Nok lidt mere i nutidskroner, men stadig et knaldtilbud. Min ven og jeg tømte hylden og jeg kom vel hjem med en 6 flasker. De røg i skabet i biblioteket og har ligget der i nogenlunde konstant temperatur lige siden, med undtagelse af dem, der blev udtaget til smagning efter varierende tidspunkter og blogbestyrerens dagsaktuelle lyster. Her næsten 10 år efter indkøb har jeg åbnet næstsidste flaske og fået denne oplevelse:

Christmas ale 2011, 8,3 % ale fra Semper Ardens (Carlsberg). Ved ophæld skummer den flot og fint og skumkronen bevares et stykke tid. Duften er domineret af figen, nellike, koriander og lakrids. Hældt indenbords erfarer jeg, at der absolut ingen karbonering er tilbage. Øllet er helt fladt og blødt. Smagen bliver måske på den baggrund en smule intensificeret, der er i hvert fald godt tryk på krydringen med ovennævnte urter og anden botanik. Der tilkommer noget næsten fadpræg, en slags let træsmag, og en del vinøsitet henad lidt tungere sager som portvin. Den lange lagring giver i min mund sig mest udtryk i den manglende karbonering. Men det er ikke overraskende, at øllet har tabt pusten efter så lang tid. Smagsindtrykkene er næsten blevet stærkere og tilføjet nogle vinøse elementer, der klæder den. Jeg ved ikke helt, hvor længe jeg vil gemme sidste flaske. Jeg kan jo risikere, at det ender med at blive udrikkelig eddike, selv om det burde nok være noteret nu, hvis det var den vej, udviklingen gik. Den får fire skumfiduser, og ville have fået mere, hvis der havde været en smule spræl i glasset.

Brygget er tidligere blevet anmeldt kort efter indkøb. Set i bagklogskabens lys, en noget kortfattet afrapportering, men lide den, det kunne jeg! Hvis man vil læse mere om oplevelser med fadlagret øl, er Stovt.dk leveringsdygtig.

#2205

Reersø bryghus

Reersø, af mange kendt som et sommerhusområde i Vestsjælland og for dens bestand af haleløse katte. Nu er der så også tilkommet et bryghus. De sværger til at bruge gamle brygmetoder, der skulle være mere bæredygtige, eksempelvis ved ikke at koge urten. Det er altsammen meget fint og sympatisk, men i denne sammenhæng interesserer jeg mig mest for, hvordan de færdige produkter smager. Høkeren havde et udvalg på fem flasker på hylderne, hvilket vist er det hele, man lige nu kan få.

Maltes tørstslukker, 4,6 % ale. En hel del korn og brød i duften, med en let frugtig undertone. Smagen er let sødlig, men dog frisk, med brød, let krydring, en anelse estere og en generisk ale bitterhed. Lidt saison over det, men uden den fulde palette af krydrede noter, som den type plejer at være beriget med. Dejligt med en øl, der trods den for mikro-bryg yderst beskedne alkohol-procent faktisk smager af noget. Dog kunne jeg måske godt ønske mig en smule mere spræl i glasset, der nemt risikerer at ende lidt anonymt. 3-4 skumfiduser.

Maltes klassik, 5,2 % ale. Mørkere og mere ravfarvet end tørstslukkeren. Grundduften er lidt det samme, med brød og korn, men der er et eller andet, der uhindret trænger fra næse op i hjernen, med samme hastighed som opløsningsmidler, hvilket ikke er tilfældet her, men et eller andet, der ikke efterlader meget spor efter sig, Lidt røg, lidt prut, lidt peber. Mere underligt end ubehageligt, men giver en lidt utryg fornemmelse, trods alt. Smagen har en fin bund af mørkt brød og let sødme, men igen er der et tredje hjul under vognen, der ikke helt rustfrit knirker. Noget fenolisk, brændt plastik, omend i en meget diskret udgave. Dog vil det normalt tyde på en brygfejl, enten noget infektion eller anvendelse af stresset gær. Selv om bryggeriet er af nyere dato, er det ikke novicer der står bag, så hvad der lige er gået galt må Reersøs haleløse katte vide. Jeg aner intentionen om en fin, let mørk sødlig ale men med den oplevelse flaskens indhold bød mig, kan jeg desværre kun kvittere med 1-2 skumfiduser.

Maltes IPA, 5,6 % IPA. Duften byder på lidt sæbe, grønne æble og lidt fersken - sæbe-associationen får jeg ofte, og det skal ikke opfattes negativt. Æbler er dog ikke normalt at finde i IPAer og kan være rester af acetaldehyd, et biprodukt fra gæringen, hvis ikke den er forløbet længe nok. Smagen er sødligt lyst brød, med en del grønne æbler, og ikke så meget andet fra humlen. Heller ikke bitterhed synes jeg der er i udpræget grad, her overdøver maltsødmen. De har ikke stræbt efter den amerikanske udgave, men heller ikke den engelske synes jeg, de rammer, da der mangler bitterhed og sødme plus æble er for dominerende. Det er ikke ubehageligt på nogen måde, og det er måske kun, hvis man forventer, at øllet lever op til dens stilart, man kan hidse sig en anelse op. Længere op end 2-3 skumfiduser kommer jeg desværre ikke på denne øl, som for mig ikke rigtig er en IPA.

Maltes stout, 4,3 % stout. Således en af de mørke i den lette ende, rent volumen-procentmæssigt betragtet. Duftmæssigt lokkes der med let sødligt, mørkt brød. Smagen indeholder en del mere kraft end hvad man skulle tro være muligt i sådan en session stout! Brødet, chokoladen, det let ristede og den svage kaffe fylder og varer ved, meget mere end en Guiness, uden at der i øvrigt skal drages paralleler eller sammenligninger hermed. Slutbitterheden er absolut i den milde ende, så det bliver en øl, der nemt glider ned, næsten selv på en varm sommerdag. 4 skumfiduser.

Sort, 6,2 % stout (gårdøl). På denne øls etiket nævnes specifikt, at urten ikke er kogt, og at humlen er tilsat som te. Aromaen indeholder mørkt brød, mælk og lys chokolade. Smagen er maltet, karamel, mørkt brød, let kaffe og lakrids. Samlet en stout i den sødere ende af spektret, men med en passende afsluttende bitterhed, der giver det en smule kant. Og naturligt en smule mere fylde end foregående. Tre-fire skumfiduser.

Etiketterne på øllene er to-delte (undtagen den sorte gårdøl). Hovedmotiverne er stregtegninger uden farver, ret fine. Øverst findes så bryggeriets logo, en tegneserie haleløs kat med øl og hat i hænderne og banneret med øl-navnet har forskellig udformning. Det er lidt af et stil-sammenstød, hvis ikke man skal bruge ordet clash.

På flaskerne nævnes, at det er første udgave af pågældende bryg og at ændringer kan forekomme efterfølgende. Lidt frækt kan jeg måske anbefale at få styr på processen - opskrifterne kommer i anden række. Alt i alt en lidt blandet oplevelse fra Vestsjælland.

 

#2198-2202

 

 

Sommerferieøl #5

Barrel aged strong ale, 10 % fra West Brew. Bryggeriet ligger i Bilum og markedsfører sig med Nationalpark Vadehavet logo. Hvis ikke man kan få mere beskyttet natur i nationalparkerne, er det da godt, at der kommer øl ud af det! Og her mener jeg ikke det såkaldte Vadehavsbryggeriet. Dette bryg, uden navn, er lagret på whiskyfade fra Stauning, og præsenterer sig i duften med træ, whisky og let råddenskab. Whiskydelen er dejligt afdæmpet og det er den også i smagen, hvor den er oppe imod en indledende karamelsødme, måske lidt brændt, og en del fad/træ. Det er en ganske fin blanding. Brygget ser og føles ret tyndt, trods både procenter og etikettetekst, der lovpriser en fed og cremet væske. Nærmer sig barley wine en del, uden helt at føles så sprittet. 4-5 skumfiduser. 

 #2191

Sommerferieøl #3

Miss hops 2021, 6,5 % humlet ale fra Ølværket i Esbjerg. Endnu et bryggeri fra hvem jeg ikke tidligere har smagt noget. Lidt usikkert om jeg skal forvente humle som i en ipa, men så havde de vel kaldt den det. En del korn og brød i duften, med en meget diskret humle. Smagen er tilsvarende komponeret, så det bliver ret ordinær, på grænsen til det lidt kedelige. Angivet med en holdbarhed til et år frem, så måske var den netop tappet, måske langt tidligere. Kunne vi ikke få fuld transparens som eksempelvis Det Lille Bryggeri har? 2-3 skumfiduser.

 #2189

 

Sommerferieøl #2

Jeg var et par dage i Husum i Nordtyskland. De har en brewpub/restaurant med et meget lille hjemmebrygget udvalg. Jeg smagte to af dem. 

Husum Bernstein ale, 5 % fra Husums brauhaus. Tysk ale med amerikansk og tjekkisk humle. De mærkes ikke i udstrakt grad, men der er en ok slutbitterhed. Ellers en standard lige-ud-ad-landevejen ale, uden de store armbevægelser. 3 skumfiduser.

 

Weizen, 5,2 % hvedeøl. God ester-duft med banan, nellike og koriander. Samme smagsindtryk, med en anelse syrlighed. Klassisk tysk hvedeølsstil - den kan jeg godt lide. Fire skumfiduser.

 

Det er vist ikke fra Husum man skal forvente revolutionerende nyt fra øl fronten. 

 

#2187-2188

Tilbage på sporet

Uha, efter sidste indlæg med Penyllan, er det lige før, jeg er blevet bange igen for det sure, syrlige og vilde. Et andet holdepunkt i den verden har for mig været Brekeriet, må se om de kan række en hjælpende øl ud.

Slope, 10 % wild ale, blend af to udgaver af øllen Red Slope, den originale fra Remmarlöv Gårdsbryggeri og Brekeriets klon heraf. Derefter lagrede øllet 17 måneder på portvinsfade. Duft af gammel (port)vin, træ og en smule syre. Desuden kan noget syrnet gær rystes frem fra glassets indhold, sammen med noget frugt, der kan minde om kirsebær. Smagen indeholder næsten søde kirsebær og bitter mandel, tør bark, vinøse noter og en let syrlighed, der ikke bliver dominerende, men indordner sig sammen med øvrige elementer. Lang eftersmag med bitter mandel og syrlighed. En meget let kuldioxid frisker og gør den livligere, end hvad man kunne formode af en velvoksen ti-procenter. Efter mine nylige, mindre gode oplevelser med Penyllan var jeg ved at frygte, at jeg helt havde tabt grebet om vilde og syrlige øl. Heldigvis får Brekeriet med venner mig hurtigt tilbage på sporet med denne meget fine øl. Seks skumfiduser.

 

 

 

#2176

Træerne vokser ikke ind i himlen

Penyllan, mit yndlingsbryggeri, serverer her tre flasker, købt i Wika Meny i Køge. 

Eartha, 10 % mørk ale med kirsebær. Fermenteret i Chianti fade og påfyldt en ordentlig omgang kirsebær efter cirka 1 år. Markant rødvin i næsen, med træ og lidt vild fermentering, som også indeholder yoghurt. Kirsebær erkendes ved kraftig indsnusning. Smagen er lidt af en trikamp mellem rødvin, intens kirsebær uden sødme og syrlighed. Alkoholen er rimelig fraværende og brygget føles let i munden, hjulpet på vej af den fineste prikken på tungen. I eftersmagen findes bitre kirsebær, som må kåres som sejrskvinde i smagsdysten. Som sædvanlig fra Penyllan en kompleks øl, men her er det knap så subtilt og mere right-in-your-face indtryk. Jeg synes også, at kirsebær-rødvin kampen i min mund er lidt for voldsom, før det falder på plads. Det er dog en dejlig øl, der får fire store skumfiduser.

 

 

Freya, vintage 2015, 8,5 % blend af mørk trappist og milk stout, med tre år på bagen i cognacfad. Syrligheden er første duftindtryk. Den kan ved andet snif nuanceres til kirsebær, med en let understøttende lys chokolade. Allerbagest lidt røg i modvind. En på etiketten beskrevet vanilje kan jeg ikke rigtig erkende. Smagen er også påtrængende sure kirsebær, med strejf af rødvin. Det er en blød reminiscens af milk stout, men den er godt nok trykket i bund. Sluttelig finder jeg også lidt træ. Syrligheden balancerer over mod balsamicoeddike. Jeg tror godt, jeg kan forstå intentionen, både ved at smage og samtidig understøtte med beskrivelsen på etiketten, men jeg synes balancen er tippet nogle grader for meget over på den sure side. Lidt synd, men det bliver lidt for ensidigt, for meget lagring, for lidt brygget øl. 2 skumfiduser. Kan ikke genkende den øl, jeg læser om på etiketten.

 

 

Anica, årgang 2015, 8,5 % brombærsour blandet med old ale og lagret på både rødvins- og bourbonfad. En stram balsamicoeddike udgør hovedparten af duften. Måske er der en tone af frugt nedenunder, men andet overdøves. Smagen er ikke helt modne brombær, rødvin og eddike. Igen ret ensidigt og uden de store nuancer. Kompleksiteten og det fine samspil mellem mange elementer, som jeg tidligere har lovprist Penyllan for, er heller ikke tilstede i denne øl. Det er ganske sikkert, at syrligheden er tilsigtet , men havde oplevelsen kommet ud af flaske fra andre bryggerier, ville jeg have dømt forurening. Og med dagens og den forudgående etikketelovanprisninger og smagsbeskrivelser tænker jeg, at noget måske har udviklet sig i en lidt forkert retning efter flaskningen af Freya og Anica. Jeg savner fylde, sødme, krydring, diskrete smagsindtryk og en synergistisk oplevelse. I stedet får jeg surt på sur. Jeg kan meget svagt fornemme noget rest i bunden, men det er alt for vagt og undertrykt. Det kan godt være, at det skal være som oplevet, men jeg bliver også noget skuffet over denne. 2-3 skumfiduser.

 

 

 

Hvorfor kunne jeg ikke lide to ud af tre opskænkninger? Ud over en dårlig dagsform hos blogbestyreren kan jeg gætte på, at øllene måske ikke har den lange holdbarhed som angivet på flaskerne - måske i en kombination af, at de ikke er opbevaret korrekt. Måske har deres garden-party, som de benævner deres egen fermenteringsblanding, arbejdet videre i flasken og udviklet indholdet i en retning væk fra balancen ved flaskningstidspunktet. Hvad ved jeg. Må konstatere, at her var der et par skæverter i et ellers yderst harmonisk forhold mellem blogger og bryggeri. Dog ikke værre, end at jeg gerne prøver noget fra dem igen. Der bliver vel snart frigivet nogle nye årgange af diverse øl fra Tejn.

#2173-2175

Mærkelige øl #5

Det er denne gang navnet, der måske ikke er underligt, men dog sædvanligvis er betegnelsen for noget helt andet væske og som sørgede for at det blev til en optræden i serien.

Brun sovs, 4,8 % mørk jule ale fra Beer Here. Duften er ret diskret og ikke så julet; brød, bitterhumle og meget let krydring. Smagsmæssigt er den sød uden at være klistret, har en nøddeagtig eftersmag/bitterhed og undervejs er der peber, kaffe og muligvis en snert kardemomme. Noget luftig fremtoning, men så er det jo næsten også en "session" juleøl med den procentsats den fik med sig ud i verden til at støtte sig på. Ganske fin, lidt henad en belgier og en man sagtens kan drikke flere af. 4 skumfiduser og slet ikke underlig smagsmæssigt.

#2163

Amager julebryg 2019

Amager julebryg 2019, 6,5 % amber ale i amerikansk stil. Ikke en stilart danske øldommere har beskrevet, men den amerikanske variant har den med i deres stilartsguide. Ganske maltet med karamelsmag, og stort set ingen humlesmag, kun en let bitterhed vidner om brugen af den ingrediens. Lidt spøjst, at den er så tilbageholdende i den karakter, når nu man kender Amagers forkærlighed til humle, men her har de holdt sig den maltede udgave, der er lige så "korrekt" som mere humleaggresive varianter. Det søde bliver måske lidt for klæbrigt, lidt for meget "hvidt sukker" i smagen i det lange løb, men jeg gav ikke op for flaskens 33 cl. 3-4 skumfiduser.

 

#2075

Svaneke juleøl

Jeg kan overhovedet ikke følge med! Bloggen startede for 8 år siden med at anmelde en juleøl om dagen, og selv om anmeldelserne langt fra var dækkende for udbuddet, er det efterfølgende kun blevet værre og værre - eller hvordan man nu skal beskrive det. Jeg har set, at der i år er brygget og frigivet 380 danske jule øl ...

 

Nå, i stedet for fuldstændig at give op, kommer der hen ad vejen i december lidt anmeldelser af nogle såkaldte juleøl, der er kommet min indkøbspose forbi. Vi starter på Bornholm, ikke med det bedste bryggeri, Penyllan, for de er vist ikke med på den bølge, men derimod det næstebedste, Svaneke.

Crazy Christmas, 5,5 % ipa, med kamille, løvetand og morgenfrue. Maltet og krydret, ikke særlig bitter. I den søde ende men de krydrede noter som så ikke stammer fra traditionelle julekrydderier giver en fin oplevelse. Den kan jeg godt lide. 4-5 skumfiduser.

 

Holy hemp, 6,3 % christmas ale. Mørk, sød karamel, med en snas let syrlig humlesmag til sidst. Uden bitterhed bliver det lidt for sødt men det gør sig sikkert godt til mange lejligheder. Nydt alene får den 3-4 skumfiduser.

 

 

#2073-2074

Vigersted festspiløl

Vigersted dilettantteater opførte omkring Sankt Hans egnsspillet Banebørster og Sognerødder - balladen om en jernbane. Det overværede jeg ikke, men Dagmarbryggeriet i Ringsted havde kogt to øl, der blev solgt i anledningen, og dem måtte jeg prøve.

Sognerødder, 4,4 % classic. De kalder den classic men den er overgæret og har masser af frugtestere, lakrids, malt og kun lidt humle. Let drikkelig i sommervarmen. 3-4 skumfiduser.

Banebørster, 4,9 % hybrid mellem amerikansk brown ale og red ale. Duften er mørkt brød og græs, sidstnævnte ikke helt typisk for en mørkere ale. Der er også en sødlig maltet smag af brød og med en let antydning af humlen, som er Amarillo. Lettere end hvad der ofte er tilfældet i amerikansk brown ale. Det giver grapefrugt og fyrrenåle, men kun i små mængder. På trods af, at den kun holder under 5 %, er der mere smag og bund end hvad man kunne forvente. En ok øl fra et bryggeri, der ellers ikke laver særligt spændende øl. 4 skumfiduser.

#1988-1989

Endnu et par øl fra Brekeriet

Min yndlingssøster og -svoger giver mig næsten altid et par spændende øl fra Brekeriet når vi ses. Så er det dejligt, at det sker med jævne mellemrum.

Bror, 6 % sour brown ale fra Brekeriet. Fra Wild serien. Har ligget i lang tid på egefade og hygget sig med Brekeriets hus-stammer af diverse fermenterende mikroorganismer. Lidt stram syrlig duft men også rødvin og svag vanilje. Smagen er domineret af syrlige, næsten balsamico-agtige noter. Der skal graves og slynges lidt rundt i munden for at finde en bund med rugbrød og en smule chokoladesødme og det er så flygtigt som Pia Kjærsgaards stuerenhed. Men selv om syren er fremtrædende, er den aldrig alvorligt snerpende. Den mørke brown ale giver lidt mere bund end mange andre øl fra brødrene Ek og det klæder brygget. 4-5 skumfiduser.

Sourbon, 7 % amber ale fermenteret og lagret på bourbonfade i 9 måneder. Duften er ret diskret, det mindst svage element er en let bourbon, lyst brød og svag eddike. Smagen er en blanding af den syrlige fermentering og det let sprittede fra bourbonfadet. Det syrlige har en frugtig undertone henad grønne æbler og stikkelsbær. Bourbonen er kun antydningsvis til stede i smagen og det er nok meget godt. Fin øl, fire skumfiduser.

 #1958-1959

Tang i øllet

Nordisk Tang er et firma der som mål har overbevise folk om, hvilke fantastiske råvarer havets grøntsager er. De laver en række produkter, herunder to øl, som bedømmes her. Øllene har været brygget forskellige steder, men disse to er lavet hos Grauballe bryghus.

Gylden Tangøl, 4,5 %. Dufter mest af lyst brød og græs med sødligt islæt. Udover to slags tang er der kommet enebær, røn, fennikel og dild i. Det giver en aromatisk smag der hælder mod den søde side og af ingredienserne kan jeg da lige akkurat pille enebærrene ud, så man kan jo sige at krydringen er afstemt. Intentionen med tangen er beskrevet som at tilføre lidt salt og umami, måske kan jeg lige fange noget meget let salt. Den let bitre afslutning undertrykkes næsten af krydringen. Jeg synes den gyldne er lidt for sød, om så det skyldes tangen eller andet. Tre skumfiduser.

Mørk Tangøl, 6,5 % mørk ale. Chokolade, let røg og rugbrød som duftindtryk. Røgen fylder mere smagsmæssigt uden at det bliver kvalmt eller overvældende selvom den er hvad jeg plejer at beskrive af den "våde" type i modsætning til en mere tør røgsmag. Malten giver også chokolade og let kaffesmag og en svag anelse af lakrids. Jeg fornemmer også lidt spiritus selv om procenten ikke er høj, og de angivne tilsatte egespåner tilsyneladende ikke har været i mere eller mindre uheldig kontakt med spirituosa. Tangen, tja, det er de samme to typer, savtang og sukkertang som i den lyse, men heller ikke her fornemmer jeg et voldsomt aftryk. Men jeg kan bedre lide denne øl, der ender på fire små skumfiduser.

For mig ender det lidt mere som en gimmick end som en smagsgiver. Der produceres også rom og snaps af/med tang udover tangprodukter der mere direkte er til konsum som pesto og tørret tang.

#1951-1952

Tre fra BRAW

Jeg skrev for nylig om svenske øl og de indtil flere gode bryggerier med et startbogstav først i alfabetet. Herhjemme kan vi også med Amager og Alefarm helt fra begyndelsen samt Brygbrygbryg og BRAW fra næste. Her vender jeg endnu en gang tilbage til Nørrebro bryghus' legeplads BRAW.

Brodan, 5,7 % brown ale, brygget sammen med australske Kaiju! Beer. Der er både malede og humlede elementer i duften. Smagsmæssigt indleder den usødet maltet med en vis bitterhed fra den relativt mørke malt. Samtidig hives der en let tropisk humlesmag ind, der ved lidt tungemassering af fluidumet i munden får presset lidt ekstra ud. Ikke helt en crowdpleaser, men et fint bud på en tør brown ale sådan lidt mellem engelsk og amerikansk stil. Fire skumfiduser.
,

Matching Christmas sweaters and other telltale signs that you sucks, 6 % amber ale. Salig Spies sagde, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Gad vide om det også gælder for navne til øl? Nuvel, her er en ale, der er knap så maltet som en skotsk, men lidt derhenad med karamel og lakrids, blandet med en del bitre noter fra humlen, der også smager af fyr og passionsfrugt. Nok et bud på en juleøl, for BRAW forsikrer på etiketten, at uanset familie, er julehyggen sikret med denne øl! 4 skumfiduser.

Santa's lap may not be suitable for children, 9,2 % stout. Vi fortsætter med de "originale" ølnavne. Men der er intet pjattet over øllen. Svedsker, gæret frugt og kaffe er hvad der først rammer næsen. Det fyldige bryg rummer masser af mørk, bitter malt, gærede og tørrede frugter, uden sødme, tør eftersmag, ja helt astringent snerpende i munden. Let kaffe men egentlig ikke særlig meget røg, kun de ristede noter fra den mørke malt. Dette er således en tør og bitter stout, med ekstra megen fylde, så det tangerer en imperial. Den er nok ikke egnet hvis man kan lide den slags i den søde ende af skalaen, men her gør den godt - 5 skumfiduser.

#1919-1921

2. advent 2018

Linnea, 6 % ale fra Penyllan. Noget kraftig karbonering men den blev heldigvis i flasken indtil jeg bestemte det anderledes. Der er både en stram komponent i duften i form af let eddike-træfad samt en blødere del med vanilje. I smagen er det søde-bløde lidt mere fremtrædende med igen vanilje, jordbær, lakrids og som afslutning let vineddike med rødvin og træsmag (aka balsamico). En dejligt brygget og blendet øl, som balancerer indtrykkene rigtig fint og hvis man har brug for en indgang til det syrlige øl, som ikke er for skræmmende, så er det her et rigtig fint sted at starte hvor man "udsættes" for stilartens karakteristika på et mildt niveau. Jeg synes også at de mere ekstreme kan være fine, men svære at drikke i større mængder. Linneas 75 cl var en nydelse hele vejen igennem. 5-6 skumfiduser.

#1917

Lord Chambray

Lord Chambray er Maltas ældste mikrobryggeri og startede i 2014. Jeg fik en håndfuld da jeg for nylig var på konference i San Julian's.

Winter ale, 8 %. Brygget med lokal honning og krydderier. Sidste vinters batch, men den bør nok have bevaret noget af det planlagte. Kraftig duft, der er sød, med mørke og tørrede frugter og let alkohol. Der er umiddelbart megen sødme i smagen, men det bliver komplimenteret af rosin og dadelsmag, kanel, kardemomme, lidt lakrids og let alkohol. Det er faktisk en dejlig øl, men nok godt at den sælges i 33 cl størrelse. I større mængder ville det måske blive lidt for meget. Det maltesiske vejr i november skriger heller ikke ligefrem efter en hyggestund foran pejsen, som etiketteteksten foreslår. 4-5 skumfiduser.

Blue Lagoon, 5,1 % belgisk wit. Svag duft af brød, korn og appelsin. Fin stiltro øl, der smager af brød, græs, bitter appelsin og koriander. Der er antydningen af noget stald over det, men det skal ikke opfattes som en fejl. Medium bitter eftersmag. Solidt brygget, 3-4 skumfiduser.

San Blas, 5,9 % engelsk ipa. Så forventer jeg mere bitterhed end humlesmag. Duften afgiver ikke meget andet end maltafledte indtryk som brød og fudge. Smagsmæssigt er det også en diskret ale, som har en vis mængde anis/lakrids som næsten eneste smagskarakter. Bitterheden er heller ikke overvældende. Den lever nok fint op til stilarten, men det er noget anonymt per definition. 3 skumfiduser.

Flinders Rose, 4,2 % gose. Typen er normalt ikke en duftbombe og indtrykkene er da også svage, med en let syrlighed og brød. Smagsmæssigt rammer den fint balancen mellem det salte, det syrlige og det gærede og i dette bryg tilføres det noget krydring fra kapersblomst og koriander. Gose er groft underbrygget - mere af det til folket! Fire skumfiduser.

Fungus Rock, 5,6 % dry stout. Denne øl var ikke med, da klassebilledet blev taget. Let røg og ristet malt i næsen. Smagsmæssigt er det en meget tør og let stout, uden sødme af nogen som helst art og med røg og kaffe. En udlovet humlesmag udebliver men det ændrer ikke på, at det er en dejlig øl. Fire skumfiduser.



Godt udført og med en ekstra joker i form af gosen, synes jeg godt at de kan anbefales. Hvis man kommer derned, er der vist ikke mange alternativer, omend der skulle være flere andre bryggerier.

#1909-1913

Allersidste juleøl

Jeg kan jo ikke lade være, når jeg ser en ensom flaske stå og kede sig ...

Christmas Ale, 5,6 % fra Ladager bryghus. Det lille lokale bryghus fra Viby Sjælland. Meget maltet duft, egentlig ikke så sød, men med lidt mørke frugter i. Blomme, svedske, malt, nellike, og lidt syrlighed fra appelsinskallerne, afsluttende med nød og let bitterhed. Fint afstemt bryg, der måske er en anelse tyndbenet men den holder sammen på smagsindtrykkene. 4 skumfiduser.

Baltazar, 6,9 % ale fra Ebeltoft gårdbryggeri. En lidt sur-syrlig duft som fra gammel karklud sammen med mere behagelig mørkt brød. Der er også en mere ubehagelig undertone af solvent eller fusel. Smagen er heldigvis mere stilren ale, med lys chokolade, nødder, let krydring (peber) og kun en svag humlesmag og let -bitring. Den lidt syrlige smag ligger og lurer underneden. Det minder i stil om engelsk brown ale med dens dyder og unoder og så er der den let stikkende duft, der slet ikke må være der. Jeg er ikke helt sikker på om det er en fejl eller blot min aversion mod øltypen, men det er samlet set ikke helt godt. Jeg må derfor nøjes med to skumfiduser som er lavt for det "nye" Ebeltoft.

#1661-1662