Røg og dump

Bloggen er i dag lidt som det sixtinske kapel; her stiger der dog både sort og hvid røg op af glasset ...

Black smoke, 9,6 % imperial stout med røgmalt, fra Det Lille Bryggeri. Der er tydelig røgduft i aromaen, delvist iblandet spirituosa, hvilket må skyldes den tørverøgede whiskymalt. Den anden røgmalt i brygget stammer fra tyske Bamberg, og så bliver det ikke meget bedre eller mere autentisk. I munden er der en noget rodet slåskamp om min opmærksomhed. Stoutens tyngde og chokoladesødme kæmper med den ligeledes lidt søde og røgede whiskymalt om min opmærksomhed. Jeg synes røgen ender med at blive af den mere fugtige slags og ikke en tør, frisk røgsmag. Spiritussen føles som spiritus og ikke som en varmende og supplerende ingrediens. Røgen vinder, men ikke på en elegant måde og måske er det sværere at samkoge røgmalt med øvrige ingredienser i de mørkere og tungere øl stilarter. Der afsluttes ret bittert, som ikke virker som om det stammer fra humle, men mere har en træagtig karakter. Ikke helt behagelig oplevelse. Jeg kan snige mig op på to skumfiduser, og sende sort røg op.

 

Smoking Rye, 6,2 % røgøl fra Det Lille Bryggeri. Igen er der både tysk røgmalt og whisky malt i flasken, og som noget andet, rugmalt. Håber det ender bedre end forgængeren.

Duften antyder en noget lettere og luftig omgang røg, som fra tørt brænde. Samtidig så kraftig, så malt- og humleaftryk i aromaen skjules. Røgen er også det første og kraftigste i smagen, men optræder på en meget mere behagelig og trods alt mere diskret måde, end i Black Smoke. Malten understøtter og den store andel rugmalt giver en lidt mere rå profil. Whiskymalten er heldigvis næsten fraværende i smagsbilledet. En lille anelse humlesmag bemærkes til sidst. Røgen er stadig ikke subtilt udtrykt, og kan sikkert virke skræmmende. Jeg kan godt klare mosten og hoster op med fire skumfiduser til en noget mere harmonisk øl. Så en pave/vinder er kåret, og hvid røg stiger sagte op ...

 

 

 #2301-2302

Black Maniac

Det Lille Bryggeri Black Maniac serie, 13,9 % imperial stout.

 
Som om det ikke var nok med den nyligt opslåede serie, kommer her en ny serie på fire imperial stouts, hvor den første er en grundbryg, mens de øvrige har hver deres tilsætning, som ikke har noget med frugt at gøre.

 
Black Maniac, ren udgave. Duften er malt, chokolade og alkohol. Smagen overrasker lidt med initiel markant lakrids. Sammen med en tydelig alkohol og en tør ristet eftersmag er det eneste modvægt mod sødmefuld malt og chokolade. Samlet er der for meget alkohol i smagen synes jeg og må grue lidt for hvordan udgaverne lagret på romfad og tilsat tørverøget whisky vil tage sig ud, men den tid, den glæde. Grundbrygget får 3-4 skumfiduser.

Black Maniac coffee. Grundbrygget plus tilsat arabica kaffe. Det er ikke sådan at man vælter bagover af kaffeduft, men der anes en smule sammen med malt og chokolade. Smagsmæssigt er der stadig lakrids upfront, efterfulgt af let bitter kaffe. Hvis kaffen ikke formår at afgive megen egensmag, lægger den desto mere dæmper på nogle af unoderne fra Grundbrygget. Alkoholen virker mere nedtonet og varmende, i stedet for sprittet, og der dukker lidt frugt op. Eftersmagen er mere tør og træ. 4 skumfiduser.

Black Maniac, oak aged rhum. Duften af spiritus har i denne udgave ikke overraskende karakter af rom, der lægger en anden nuance af sødme ovenpå grundbryggets aroma. I smagen bliver man knipset hårdt på tungen af noget næsten voldsom træ med med sprut, der her er mere generisk og ikke så rom-specifik. Malten og chokoladen vælter to skridt tilbage og når ikke at rejse sig, før melodien er slut. Den bliver alt for spruttet og uharmonisk og kan kun få 2-3 skumfiduser.

Black Maniac, peat whisky infused. Der er godt med røgduft blandet op med spiritus, og tilsætningen har helt overtaget aromaen. Også smagen er ret tydelig tørverøget whisky, der for sig selv behager blogbestyreren, men her spiller for kraftigt med musklerne og overdøver grundbrygget, der jo ikke helt er en svækling. Whiskyen kommer til at virke sprittet og synes overdoseret, i hvert for min smag. Det burde ellers være lettere at styre det samlede udfald, når man "blot" blander whisky i øllet, i modsætning til at lade det lagre på fade. Her kan jeg heller ikke svinge mig op på mere end de 2-3 skumfiduser.

Det Lille Bryggeris spidskompetence er normalt de mørke og tunge imperial stouts, men her synes jeg allerede det er gået galt i grundbrygget, og når man så hælder mere sprut i, så bliver resultatet, bedømt efter den subjektive skumfidusskala relativt beskedent.

#2137-2140

Imperial stout serie, del II

Det Lille Bryggeri har begået en serie imperial stouts, hvor der i grundbrygget er kommet forskellige frugttilsætninger. Jeg havde fat i grundbrygget plus det med tilsat solbær og lovede vist mig selv, at få fat i resten af serien. Det er så lykkedes nu, 10 måneder efter første indledende runde.

Imperial stout blåbær, 9 %. Duften er sød malt, chokolade, kaffe og måske en anelse frugt. Smagen kan beskrives stort set på samme måde og det er svært at erkende, at det er blåbær der er tilsat. Ved et enkelt slurk fik jeg blandet så meget luftindtag sammen med væsken, at der hastigt dukkede et erindringsglimt op fra de dybe svenske skove, hvor jeg i barndommen plukkede mange blåbær. Men smagsmæssigt er det nok et lidt for sart bær at give det store fra sig i en mørk stout. Det ender derfor med at blive en stout lidt til den søde side. 4 skumfiduser.

Imperial stout brombær. Klar frugtig aroma, der i min næse ikke siger ren brombær men mere generisk mørke bær. Der er både en let og flygtig, næsten parfumeret del og en dybere, mere intens. Maltaromaen er næsten fraværende. I smagen er der stadig malt og chokolade men glaceret med frugt, der her er mere tydeligt brombær. De får et næsten sprittet udtryk sammen med alkoholen og overdøver andre smage. Lidt spøjs blanding og ved hver anden slurk synes jeg det er fint, mens de andre 50 % gange synes jeg det bliver lidt for meget. Det ender på 3-4 skumfiduser.

Imperial stout kirsebær. De kirsebær der er kommet i minder mest om de syltede af slagsen, både i duft og smag, dvs. med en sød karakter og ikke frisk frugt. Også her går smagen sammen med alkoholen men er alt i alt mindre fremtrædende end brombærrene var. Jeg opfanger også let mandel smag og noget tørt træ i eftersmagen. Tror jeg vil foretrække den originale grundbryg sådan som den smagte i september 2019, men som den er nu, giver kirsebærrene lige lidt ekstra. 4 skumfiduser.

Imperial stout hindbær. En i glasset omslynget væske afgiver en meget let hindbærduft når nu man ved det, sammen med mørk chokolade. Smagsmæssigt ligger hindbærrene også under chokolade som en let syrlig frugt, men den fornemmes ikke sprittet. Jeg har mødt hindbær før i øltypen og denne er en fin udgave af blandingen. Fire skumfiduser.

Det er svært at sige hvilken af de 5 ekstraøl, jeg bedst kunne lide. Jeg fornemmer, at grundbrygget har ændret sig en del i de 10 måneder siden jeg smagte de to første øl. Dengang var der lidt mere kant i grundbrygget. Nu fremstår det ret entydigt sødt og så bliver det lidt svært for nogle af tilsætningerne at tilføre det ekstra. Men i denne runde var hindbærrene nok lige en tand bedre, mens brombærrene ikke fungerede for mig.

#2131-2134

Imperial stout serie

Det Lille Bryggeri har lavet en serie på 6 imperial stouts med samme grundopskrift, og hvor der i fem af seriens varianter er kommet en frugt i. Den sjette er grundbryggen uden frugt. Jeg fik fat i sidstnævnte samt den med solbær hos Høkeren. Kan ikke drikke flere af den slags tunge øl alene samme aften, så må bestræbe mig på at notere flittigt hvad jeg oplever. Jeg lægger ud med den rene vare.

Imperial stout - no fruit, 9 %. Duften er blid, med mørk malt og chokolade og let røg. Smagsmæssigt lander den i midten, hvor mange andre imperial stouts enten er (for) søde eller (for) krasbørstige. Der er malt og sødme fra mørk chokolade og sukker men ret hurtigt træder en let røget smag ind og sammen med noget kaffe leder det over i en pæn bitterhed. Det kan man vist kalde en velkomponeret, no-shit, no-nonsense imperial stout, der godt kan være passende bagtæppe for noget eksperimenteren med tilsætninger. 4-5 skumfiduser.

Imperial stout solbær, 9 %. Duften opleves ikke anderledes end ovenfor beskrevet. Lige først smager øllen ret meget som grundbryggen, men så træder en diskret, men alligevel tydelig smag af solbær ind og blander sig fint med sødme, røgen og kaffen. Røgen er måske en smule afdæmpet. Bærsyrligheden varer ved ind i den bitre eftersmag. Solbær har en ret markant og parfumeret smag men det er lykkedes Det Lille Bryggeri at dosere det fint; der skulle ikke have været meget mere i, før jeg nok ville have ment det gik over grænsen, men her er det som sagt rigtig fint. Så hvis man kan lide mørke øl med let frugt, er der ingen grund til at tøve. 5 skumfiduser.

Må se om ikke jeg også får snablen i øvrige fra serien på et tidspunkt.


#2055-2056

Årets jule- og vinterølsindlæg

Dude Beering blev i sin tid fisket op af en juleølstønde, og man kan ikke udelukke at jeg ligefrem blev undfanget deri. Men modsat Obelix har det ikke afholdt mig fra at hvert år, i større eller mindre systematisk omfang, at genbesøge den ædle drik. Stilarten juleøl er ikke klart defineret og i de seneste år er spændvidden og fortolkningen øget dramatisk, så eneste fællesnævner efterhånden kun er tre bogstaver. Bloggens læsere skal heller ikke i år forskånes for min uforblommede meninger, der egenmundigt er hevet op fra flaskernes bundfald. Der er også røget enkelte øl med, der lidt mere bredt er brygget til/opkaldt efter den mørke årstid.

Black Ice,  9,5 % imperial stout fra Flying Couch. Dejlig mørk frugtig duft af rosin og figen, med let røg og bitter chokolade. Ret sødlig smag, uden at være klistret eller kvalm, og det ender på en måde ret tørt alligevel. I mellemtiden er der røg, træ, og en pæn bitterhed, men mindre af den frugt, der var at bemærke duftmæssigt. Den tilsatte kaffe giver lige et lille diskret pift nu og da. Der er desuden smagsnoter fra lakrids, kakao og måske lige det allermest diskrete vanilje. Samlet set er den komponeret ret fint - den er ikke vulgært sød (langt fra), har en masse fine indtryk men holder det hele pænt samlet. 5-6 skumfiduser.

Pime ÖÖ, 13,6 % imperial stout fra Põhjala. En øl fra Estland, brygget til den mørke vinter og de depressioner, der følger deraf. Også i denne imperial stout en gæret duft af rosiner, figner men også chokolade og alkohol. Super fløjlsblød i munden og tyk olieret substans. Chokolade, frugter, både de tidligere nævnte men også noget syrligere, der dog hurtigt forsvinder. Kaffe og tobak i eftersmagen og det ender bittert. Har en varmende, men ikke spruttet alkohol. Her er vi over i en sødere variant af imperial stout og det er indsmigrende og svært ikke at holde af. Når det så ydermere serveres i 33 cl, bliver det aldrig for meget førend bunden er nået. 5 skumfiduser.

Hop Sneeze, 7 % vinter IPA fra Flying Couch. Der stiger en tør, stram duft af citrusfrugter op fra glasset. Der er også kommet både appelsin, lime og desuden abrikos i brygget. Det er måske dem bryggerne har associeret til jul, da de kreerede opskriften? Smagsmæssigt er det en ganske fin IPA, med nogen frugtsmag som så må stamme fra tilsætningen og en ganske tør humleafslutning, der tørrer ud og giver fin bitterhed. Fin øl, ja, jul - ikke udover salgstidspunktet. Men OK, de kalder den også for en vinterøl. 4 skumfiduser.

Hoppy X-mas, 6 % ipa fra Det Lille Bryggeri. Opskriften/brygningen/alkoholindholdet varierer tilsyneladende fra år til år. I år er den endt på 6 % (men der mangler brygge- og tappedato på etiketten, noget som de ellers er flinke til at oplyse). Duften er sådan generisk ale, uden nogle specielle træk. Det samme kan desværre siges om smagen. Selv med bedste vilje er det svært at erkende, at der er anvendt flere slags karamelmalte, mere humle (jo, den er bitter, men ikke på nogen måde ekstremt) mens den tilsatte abrikossirup godt kan pilles ud og nikkes genkendende til. Men det resulterer samlet ikke i en mindeværdig øl - snarere ligegyldig, og lettere uharmonisk. Sådanne øl som denne, og der er mange i landskabet, bekræfter mig i, at julen bringer kræmmermentaliteten frem i selv den ædleste mikrobrygger, der lige flikker en opskrift sammen, designer en julet etiket og sender den på markedet i måneden op til jul. Folket elsker jo juleøl! Dude Beering er mere kritisk og stanger to lunkne skumfiduser ud til den.

Frosted Frog, 8,6 % jule ale fra Hoppin' Frog. Markant duft af ingefær. Og samme knold dominerer den stærkt krydrede drik, der er et sammensurium af indtryk. Ingefær, appelsin, kanel og muskat, med en syrlig-besk tone, der slet ikke er behagelig. De har puttet alt for meget ingefær i og det bliver næsten udrikkeligt. En skumfidus, der ellers kun stanges ud til fejlbehæftede øl, men jeg tror desværre nok, at de mener det.

Myrraskær, 7 % belgisk ale fra Røde Port. En ganske typisk duft fra belgiske ales; rugbrød, karamel og noget let krydret. Smagen er sød, sukker og karamel, nellike, lakrids og afsluttes med en let bitterhed. Krydderierne er i den lette ende af skalaen, og en anvendt sød appelsinskal synes jeg ikke sætter noget aftryk i det samlede produkt. Den er i den boldgade, hvor jeg synes øllet spiller bedst i tiden op til jul, men det er lidt for anonymt. Jeg er glad for at have stiftet bekendtskab med Røde Port men denne er i min mund det svageste led i deres portefølje, uden at den dog på nogen måde er dårlig. 3-4 skumfiduser.

Christmas Pudding, 4,7 % toffee milk stout fra Amundsen bryggeri. Dem kender jeg kun fra et besøg på deres brewpub i Oslo for fem år siden, hvor jeg måtte nøjes med at lade mig vederkvæge med et af deres egne produkter. Her er der en øjeblikkelig duft af vanilje, labre larver og mælk og smagen følger ganske godt de første olfaktoriske indtryk. Det er blødt op i en ikke særlig voldsom væske, der er på kanten til at føles vandig. Det gør så også at de fleste smage damper hurtigt af, herunder vaniljen, som notorisk er på min most wanted bag-tremmer liste og her desuden virker syntetisk. Der er også angivet "aroma" i indholdsfortegnelsen og så kan man frygte at det ikke en gang er ægte vanilje, der er kommet i. Det er samlet for sødt på en for tyndvæsket baggrund så med vaniljesmagen stadig i frisk erindring ender den på 2 skumfiduser.

Super Santa, 4,7 % christmas coffee stout fra Amundsen. Det er åbenbart et juletema hos dem, alkohol"svage" stouts. Her er duften mørk chokolade, kakaonibs, kaffe og vel også noget vanilje, men lettere end i den foregående. Brygget forekommer lige så vandigt-tyndt som julebuddingen, og det afslutter efter nogle smage, der efterligner duften, med noget let syrligt-metallisk, der ikke virker helt harmonisk. Selv om jeg ikke kan lide alle smagsindtryk er jeg sikker på, at de ville have haft det bedre pakket ind i noget mere fylde og alkohol. Nu bliver det alt for flygtigt. To beskedne skumfiduser også til denne dåses indhold.

Hoppy Lovin Christmas, 7,8 % ipa med ingefær og fyrrenåle. Fin duft med humle og ingefær. Dejlig smag med fin blanding af let sødme, tør humlet smag, antydning af ingefær og fin bitterhed med slutantydning af fyrrenålene. Dejlig øl, året rundt. 4-5 skumfiduser.

Stjerne Bryg, 10 %, fra Herslev bryghus. Denne version er en speciel fadlagret jubilæumsudgave. Brygget i 2011 og en tur i whiskyfade for at markere bryggeriets ti års jubilæum. Så gør det lidt mindre ondt, at jeg ikke nåede forbi en seriel smagning af samme bryg fra fem forskellige år forleden på Taphouse. Stærk fadpræget duft med træ, rødvin, karamel men ikke ret megen sprut. Smagen starter med malt og karamel der er præget af fadlagringen, der tilfører noter af træ, og igen vil jeg hellere sige rødvin end whisky, mens de krydrede islæt af den tilsatte koriander og stjerneanis er dampet lidt af og/eller sikkert overdøvet efter turen i tønden. Alderen og fadlagringen giver øllet en perfekt kant og nye dimensioner, så det ender med at jeg kommer til at holde ret meget af den. Ikke at jeg ikke brød mig om den originale, der i sin tid fik fem skumfiduser, men denne kravler øverst op på skamlen til fortjente seks skumfiduser.

Skt. Peter, 7 % belgisk dubbel fra Thisted Bryghus. Let belgisk gærduft iblandet kanel. Også ret klassisk belgisk dubbelsmag, med lakrids/anis og kanel som ekstraelementer der sikkert begge er med til at legitimere brygget som juleøl. Det er forbavsende, at den ikke føles mere fyldig end den gør, med tanke på de 7 % der er i, men sådan er det jo med klassiske belgiske ales. Jeg ender med at synes den er ganske udmærket og tildeler derfor fire skumfiduser.



Norsk Jul, traditional Christmas ale, 4,5 % fra Nøgne Ø. Brygget med enebærkvist, porse og honning, og porsen træder duftmæssigt frem sammen med kiks og let malt. I sagens natur fremtræder den ikke voldsomt i munden og porsen, enebærrene og honningen er der flygtigt, men forsvinder hurtigt igen. Der er en lidt underlig slutsmag, hvis jeg skal beskrive det bliver som tørt og metallisk og det giver sikkert ikke en gang mening for mig om et par dage, men det er lige det, jeg kan få associationer til. Ikke uinteressant krydring men det bliver lidt parfumeret. Ydermere er brygget for tyndt til at kunne favne det. Tre skumfiduser får den lige sneget sig op på. Der var en to-tre andre varianter af juleøl fra Nøgne Ø i den kælder jeg besøgte, hvor de fleste indkøb til dette opslag blev gjort. Jeg kender God Jul og Underlig Jul men skulle nok have valgt en af de andre i stedet for denne.

Yolomælk, 14 % imperial stout fra To Øl. Den er såmænd lavet med både kaviar og champagnegær, og selv kalder de den for imperial salty milk stout. Duften er rimelig normal, med medium kaffe, røg og chokolade. Den er også krasbørstig og kraftig som typen og alkoholprocenten forlanger, med en del alkohol, der næsten virker sprittet, sammen med mørk chokolade, kaffe, mørke frugter og kun en anelse salte noter, som hvis ikke jeg var blevet præsenteret for ingredienslisten måske ikke ville have bemærket. Jeg synes alkoholen er lidt for dominerende i ellers fint balanceret øl, der ikke har overdreven sødme, men tværtimod er ret slutbitter. 4 skumfiduser kan det blive til her.

Black Bauble, 8 % sort ale med kardemomme og appelsinskal fra To Øl. Appelsinen både dufter og smager godt igennem i dette bryg, som vel er noget porter, i en pæn fyldig udgave - lækker og cremet. I smagen fanger jeg lidt røg, bitter chokolade og en tør eftersmag, hvor kardemommen til sidst røber dens tilstedeværelse på en behagelig tilbagelænet måde. Der er også lidt parfumeret henad porse men det fremgår ikke, at denne urt skulle være kogt med. Lidt anderledes mørk øl, uanset hvilken kategori man vil putte den i. Kardemommen og den øvrige krydrede smag skulle ikke være meget mere tilstede førend det kammede over, men her synes jeg at man får en god, eksperimenterende og anderledes øl. Fire skumfiduser.

Julesæsonen, 11 % saison fra Humleland. Det er vist en noget højere procentsats end hvad stilarten ellers foreskriver. Duften er stilren brød, sødme og gær med en let parfumeret note. Særdeles fyldigt og blødt bryg, med sød brødsmag, krydret islæt af i hvert fald peber og koriander. Granskuddene som er julens specifikke bidrag, smager parfumeret igennem til sidst. Humlen giver let citrus og medium bitterhed, der blander sig med gærens krydring, men koglerne har det svært i den malttunge bryg, hvor også alkoholen har en varmende virkning, på kanten til sprittet aftryk. Jeg blev lidt taget på sengen idet jeg regnede med en normalstyrke saison. Her får man på en måde mere af det hele og så lidt ekstra. Granskuddenes parfumerede aftryk er nok med til at være udslagsgivende hvorvidt denne øl behager forbrugeren. Jeg er lidt midt imellem det positive og halvvejs opgivende og ender sammenlagt med at give denne lyse nydeøl tre-fire skumfiduser.

#1643-1657

Det Lille (lokale) Bryggeri

Den sidste lille håndfuld år har jeg næsten hver weekend været sendt på landet for at rekreere mig ovenpå storbyens hektiske hverdagspuls. Næsten fra starten af har jeg fablet om at tage forbi Den Lille Gaardbutik, der er tilknyttet Det Lille Bryggeri og som ligger et kvarters kørsel fra mit refugium. Først for nylig lykkedes det at komme derhen. Her følger omtale af den store håndfuld øl jeg fik plads til ved mit første, men nok ikke sidste besøg/indkøb. - Og der gik så megen tid med at få konsumeret første indkøb, at jeg nåede forbi en anden gang og fik suppleret op ...

Bingo IPA, 5,6 %. Humleprofilen er bestemt via et bingospil, som man kan se nærmere hvordan foregik på deres Facebook side. Det er endt med en pænt humleduftende ale, hvor det er af den ikke aggressive blomsterslags og grapefrugt. Der er også mest grape fra humlen i smagen på en ikke vildt fyldig maltbund og det slutter ret bittert. Ideen er skæg, og det kan vel teoretisk resultere i noget uventet godt, men der skal nok foretages nogle flere tromledrejninger før det topper. Man bør vel egentlig også have tiltro til egen brygevner som brygmester og humledosator? Ret medium IPA til 3-4 skumfiduser. I øvrigt er der meget positivt anført både en brygge- og en tappedato, fra sidstnævnte fremgår det, at brygget har hvilet fire måneder på flasken, hvorfor den kan have ændret humlekarakter fra det friske bryg.

Tropic Thunder, 5,5 % ale. Her er der hældt mangosirup, limesaft og chili i kogekarret. Der er således en pænt frugtrig duft og smagen er ligeledes præget af mangoens sødme og limens syrlighed, med svageste karakter først. Og derfor er det også passende at opremse chilien til sidst, da den lægger låg på og delvist undertrykker syrligheden som til gengæld undertrykker sødmen. Humlen har det svært, når jeg ved etikettelæsning får at vide, at der er Sorachi Ace i, kan jeg måske synes jeg smager lidt dild, men det kan være en forudindtaget forventning, der spiller mig et puds. Jeg har mest stødt på chili i de mørkere øltyper, og selv der skal der doseres med varsomhed. Her synes jeg, trods et pænt syrebid, at det er en smule i overkanten. Tre skumfiduser.

700, 9,1 % trippel. Tilbage i april 2016 lavede bryggeriet deres 700. bryg, som blev til en bananduftende sag, med en anelse krydring der stikker let i næsen. I munden er der ingen skarpe kanter, her er sødme for næsten alle penge, med næsten syntetisk banansmag, peber, koriander, nelliker og en halvskarp bitterhed, der er pakket godt ind. Det lyder ikke helt rart og er ud fra stilarten betragtet nok en anelse overdoseret med kandis, men det er måske det, der skal til for at jeg bedre kan lide øltypen, selv om det er en nem løsning. Jeg stanger 4 skumfiduser ud, man skal jo være sød ved dem der har fødselsdag/jubilæum.

800, 10,9 % imperial stout, lagret på egetræsfade sammen med portvin. Et lille års tid senere var det tid til bryg nr. 800 i Bringstrup, og her er det en type, der vel nok bedst kendetegner DLB. En tung duft med elementer som rosiner, figner, kaffe, chokolade og noget sprut, der genfindes også i smagen. Dertil en kraftig brændt smag, en udpræget bitterhed, den tilsatte vanilje kun antydningsvis (og tak for det), og et generelt ganske voldsomt udtryk fra den begsorte væske. Portvinen spiller en rolle i alt det kraftige, men det er mest som noget alkoholisk. Jeg har svært ved at fornemme en egentlig portvinssmag, men så er jeg heller ikke hverken den store kender eller ynder. Hvis der havde været skruet en smule ned for tilsætningen af den, så ville det have fungeret bedre for mig. Det er en kradsbørstig sag og det fungerer langt hen ad vejen. 4-5 skumfiduser.

Røgporter 2017, 6,6 %. Brygget som en kombination af røgøl og porter, med hele 10 forskellige slags malte, herunder 3 røgmalte brugt. Det resulterer ikke uventet i en ret røget duft der er mere til den brændefriske side og ikke sødlig-vammel. Det overdøver eventuelle andre dufte. Smagen er også ganske fint tilrøget, men her fornemmer jeg dog noget chokolade, stenfrugter og kaffe fra porterdelen, omend der spilles andenviolin. Det afsluttes let syrligt og med nogen alkoholpræg, selv om procentsatsen ikke er voldsom. Ikke for sarte sjæle skulle jeg mene - jeg synes det er lækkert, selv om røgen måske er en anelse for overdoseret, hvis det er meningen at begge arter skal kunne sætte sit aftryk i det samlede produkt. Men jeg kan godt lide gode røgøl, og den del er rigtig fin. 4 skumfiduser.

Honey Devil, 14 % imperial stout i et samarbejde med både Ghost Brewing og Kongebryg, brygget sidstnævnte sted. Voldsom duft med masser af mørke frugter, der næsten forekommer gærede ellers er det blot den meget vinøse, ja lad mig bare kalde det sprittede duft, der slår igennem. Det helt flade bryg smager også kraftigt. Foruden alkohol og mørke frugter er der lidt kaffe, lidt chokolade og lidt brændte noter, men det meste bliver overdøvet af den megen alkohol, der har karakter både af rødvin og sherry. Og så er den ganske sød, måske delvist stammende fra den tilsatte honning. Den virker i udtryk mere som en barley wine end som en imperial porter og som bw gør den det fint. Hvis man derimod forventer en imperial stout, bliver man nok lidt skuffet, især når man tænker på hvor gode både Det lille Bryggeri og især Ghost Brewing er indenfor den genre. Den lander på solide 4 skumfiduser.

The Bright Side, 13 % strong ale, brygget med Grand Marnier og lagret på egetræ. Brygget for 5 år siden, så det er lidt af en gemmeøl, jeg fandt på hylden i Den Lille Gaardbutik. Ikke særlig påtrængende duftindtryk, jeg fanger lidt sødme, sherry og lidt træ. Smagsnmæssigt bydes der på en ganske stor mængde sødme, der er som karamel, men med tydelige noter af træ og alkohol. Der deklareres en IBU på 120, men det kan jeg slet ikke finde i bryggen. Dertil er den indsvøbt i for meget sødme. Men den megen sødme bliver aldrig klæbrig, så selv om jeg nok kunne have nøjedes med halvdelen af flasken, endte min solobunding lykkeligt. Fire skumfiduser.

El Dorado pale ale, 7,9 %. Enkelthumlet med El Dorado. Svag duft af lyst brød og lidt grape. Ret anonym i smagen. Der er en klassisk alebund med brød og malt og oveni er der noget grapesmag. At der skulle være tørhumlet to gange fremgår ikke klart. På denne øl er brygge- og tappedatoangivelserne glippet. Da jeg snakkede med René i butikken sagde han, at ofte gav øllene en holdbarhedsdato 18 måneder frem, og hvis det er tilfældet med denne, er den godt 5 måneder gammel ved indtagelse, hvilket i så fald ikke har gavnet humlesmagen. Jeg synes også øllet virker noget overkarboneret. Desuden er alkoholprocenten ret høj for at være en standard pale ale. Sidstnævnte influerer ikke så meget på smagen, men samlet kan jeg kun give 2-3 skumfiduser for denne.

Wet Dreams, 6,8 % rabarber og hyben ale. En særegen duft som stammer fra hyben; sødlig, krydret, og ja, hybenagtig. Smagen er ret underlig med en blanding af  tørre, krydrede noter og mere sødlige islæt. Rabarber er jo ret syreholdige og det fanger jeg ikke rigtig i bryggen. Jeg kender ikke så meget til smagen af en rå hyben, men vil tro, at det er den, der sætter det største præg på denne øl. Samlet ender det faktisk ret fint - det bliver en slags frugtøl men med en meget fint krydret andel som gør, at jeg klart kan anbefale denne øl. Man skal være parat til at gå lidt udenfor ens gængse, trygge rammer, men det smager godt. 4-5 skumfiduser.

 

Black Mash og Black Mash². Til sidst (under Det Lille Bryggeri) en dobbeltsmagning. For et halvt år siden bryggede DLB de to bryg. Black Mash² er dobbeltmæsket og dobbelt humlet, og holder 14,2 % i forhold til 7,8 % hos Black Mash. Det dårlige billede siger ikke så meget men rent visuelt er Black Mash² mørkere, har mørkere skum og ser tykkere ud ved ophæld. Til gengæld er Black Mash noget ivrig for at komme ud af flasken, eftergæringen er lidt for voldsom. Der er forskel i duftindtrykkene, hvor Black Mash virker mest påtrængende med chokolade, kaffe, vanilje, tørret frugt og alkohol. Black Mash² er lidt mere afdæmpet, og alkoholen virker lidt mere afrundet eller velintegreret. Black Mash har kraftig kaffesmag, der er tobak, lakrids og let syrlige noter men ikke så megen sødme. Den er tørt bitter til sidst. Black Mash² lægger sig naturligt mere blødt på tungen, jeg smager mere sødme og chokolade af den mørke, bitre slags, kaffe, tobak, og den er kraftigt bitter. Alkoholen er ligesom i duften godt integreret og man sidder næsten med en fornemmelse af, at der er mindre i Black Mash² end i Black Mash, men det passer jo ikke. Black Mash er med sin lettere krop lettere drikkelig, men syrligheden og en lidt kraftig karbonering stritter imod. Black Mash² skal næsten skrabes af tungen og videre i fordøjelsessystemet, men giver en større og længerevarende nydelse. Begge øl er gode og bestemt ikke for børn i skolealderen. Jeg synes dog at Black Mash² er klart bedre og der bliver en skumfidus til forskel på de to bryg: Black Mash 4 skumfiduser, Black Mash² fem skumfiduser.

Brygger René har også et lille sideprojekt kørende, Shadowbrew. Jeg ved egentlig ikke hvorfor han brygger under flere labels, men det føles ikke unaturligt også at medtage de to øl, jeg fandt på hylden i dette indlæg. Øllene sælges kun i gårdbutikken.

Brew of the Year 2014, 11 % quadrupel. Den over tre år gamle øl er lige så flad som Honey Devil og The Bright Side. Den har tydeligt præg af belgisk gær og mørke, gærede frugter i duften, med en anelse lakrids og tydelig vinøsitet. Smagen er kraftigt maltet, med sød karamel, mørke frugter, krydderier som kardemomme, muskat, peber, næsten noget fadpræg over sig, og nogen slutbitterhed. Den mangler som nævnt en del karbonering for at være en true-style quadrupel. Den har ikke klaret årene i flasken uden påvirkning men selv om den har lidt barley wine præg, er smagen ganske intakt, omend en smule støvet, på den gode måde. Kan sagtens bruges som avec til kaffen. 4-5 skumfiduser.

Imperial Stout 2015, 11,45 %. Denne er anderledes skumsprøjtlivlig sammenlignet med nogle af de foregående; så meget at det sprudlede let over, da jeg efterlod flaske med indhold uden opsyn efter første ophæld. Jeg dufter kaffe, tobak og malt og bryggen beriger mig med smag af de samme indtryk plus en sødme fra mørke frugter, alkohol og pæn bitterhed. Der er vel trods to år på bagen også en smule humlesmag tilbage, men det er marginalt. Samlet en velkomponeret imperial stout, som nok er Det Lille Bryggeris bedste kategori. En dejlig nydeøl til efterårets triste vejr, hvor man kan drømme sig hen til meteorologisk blidere himmelstrøg. Fem skumfiduser.

Udover de allerede omtalte brygge- og tappedatoer er etiketterne også forsynet med mere brygtekniske oplysninger som OG og FG samt IBU og EBC (original gravity, final gravity, international bittering units, og farve i henhold til European Brewery Convention). Fine oplysninger til de interesserede.

#1612-1624

Juleøl 2016 del 2

Anden del af et endnu ukendt antal juleølsafsnit:

Hr. Hansen julebryg, 6,2 % ale fra Det Lille Bryggeri. Brygget med hasselnødsirup. Let duft af malt og noget som jeg efter lidt associationsleg kommer frem til tøvende kan beskrives som svedige sokker. Sødt og maltet bryg, med en smule metallisk bismag, og jeg synes at bemærke lidt æble og en forsigtig bitterhed, der i eftersmagen bliver en kende besk. Lidt for anonym og specielt julet synes jeg ikke den er. Det ender på 3 skumfiduser.

Meri Kurisumasu, 6,0 % rugipa fra Randers Bryghus. Femten procent rugmalt er der brugt i en med vilje anderledes julebryg end normalt. "Glædelig jul" på japansk betyder øllets navn, og må være en hilsen til den Sorachi Ace som øllet er tørhumlet med. Denne humle er kendt, nogle vil endda sige berygtet, for at dufte og til dels smage af dild. Jeg har smagt en del øl med denne humle, men har hidtil haft svært ved at fange dilden. Det bliver der så lavet om på. Allerede i duften aner jeg lidt dild sammen med citrus som humleaftryk og en let sødlig malt. Smagen starter sødligt og krydret, hvorefter dilden og noget næsten kunstigt tyggegummi-sødme træder til og der afsluttes med en tør bitterhed, der ikke er særlig snerrende. Afgjort en anderledes juleøl, men jeg synes nu, at den virker både forfriskende og samtidig tilpas krydret så den vil kunne byde julefedmen op til dans. Den holder nok ikke til en lancier med alle turene, men bedre til en hurtig quickstep! Fire små skumfiduser.

Kringly Kris Brand Norwegian Juleporter, 4,7 % fra Lervig. Der er jul i snuden med duft af næsten rå kakaobønner, udover let kaffe og chokolade. Samme smagsindtryk i en forholdsvis let porter. Der er også en let vanillesmag og jeg aner noget abrikos mens der stort set ingen bitterhed er at spore. En julebryg, men samtidig noget eksperimenterende udi genren - det afhænger helt af, hvordan man tager det ret massive kakaobønneshot, der tilbydes. Jeg er lidt uafklaret, og giver 3 skumfiduser.

AZ ale No 24, 6,5 % fra Refsvindinge. Malt, karamel og generel sødme rammer næsen. Etiketteteksten udlover vinøs smag med toner af blomme og lakrids. Javel, ja. Jeg smager den tilsatte farin som sammen med generel maltsødme sætter dagsordenen, der ikke har meget andet at tilbyde. Bryggen er for let til at kunne byde på vinøsitet, lidt mørk frugt aner jeg måske, mens lakridsen må stå for bryggeriets egen regning. Lidt spøjst står der, at der er tilsat kuldioxid. Det er vist noget med, at hvis man ikke har et genindvendigsanlæg for CO2 men må indkøbe det, skal det deklareres. Hjemmebryggere sikrer kuldioxid i øl ved let tilsætning af sukker til den færdiggærede øl, kort før flaskning og karbonering og skumdannelse er resultatet af gæring på flaske. Ikke dårlig men ret kedelig, sød uden modspil, så 2-3 skumfiduser.

Capricorn Ale, 5,4 % ale fra Bøgeskov Bryg, brygget hos Nibe Bryghus. Ren sødme i duften, formentlig stammende fra den tilsatte Muscovado sukker, samt noget kiks og rugbrød. Diskret smagende øl, hvor der en let sødme med præg af mælk, krydderi som nellike og jeg fornemmer rønnebær, selv om etiketten synes enebær. Der er en bitter smag men fornemmer den mere som nøddeskalsagtig end som stammende fra humle. For diskret til at tilbyde de store aha-oplevelser men stilfærdigt lige akkurat OK. 3 små skumfiduser.

Bedstefars Juleøl, 7,0 % ale fra Grauballe Bryghus. Jeg rammes mest af noget gærduft fra øllet. Måske også en anelse sveske. Smagen byder på flere klare indtryk: en fin maltsødme med karamel, nellike, kanel og kardemomme som det julekrydrede islæt. I bunden ligger så den tilsatte sveskejuices lettere gærede og syrlige smagsindtryk, der er tilpas doseret, så det ikke tager overhånd. Det hele bundet sammen af gæren og dens aftryk. Jeg fornemmer ikke den store bitterhed og slet ingen humlearoma. Samlet er den så afgjort julet, men på en måde virker alle elementer lidt enkeltstående og ikke helt i harmoni med øvrige. Lidt ligesom, når man bestiller stærk thai-mad, og så restauranten nøjes med at drysse frisk chili henover: det stærke bliver slet ikke integreret med den øvrige ret. Pilen peger dog i den rigtige retning, så det bliver hæderlige 3-4 skumfiduser til Grauballe.

#1417-1422

Juleøl 2016 del 1

Jeg må genoptage traditionen med at anmelde nogle af de mange julebryg der er at finde i handlen. Jeg kan ikke undslå mig. Modsat tidligere, så bliver anmeldelserne samlet i mindre klumper, og serien starter allerede i november måned. Kriteriet for at komme i betragtning er, at jeg ikke tidligere har omtalt brygget her og at det naturligvis er brygget specielt til julen (til nød vintermånederne). Tidligere års gennemgang har primært, hvis ikke udelukkende, været forbeholdt danske øl. I år er der ikke skelet til nationalitet. I dag lægges der for med et halvt dusin.

Skt. Nikolaus, 8,2 % dubbel fra Thisted Bryghus. Lagret på egespåner. I duften typisk belgisk tilsnit, noget metallisk, lidt brændt og sødligt gæret frugt. Smagen starter sødt med karamel, der tilkommer let ristede og vinøse noter hvorefter der afsluttes med en ret markant bitterhed, der ikke forekommer helt harmonisk. Der er en del krydderier, kardemomme og nellike kan jeg navngive. Der er vel også en slags tørhed som kan stamme fra egetræsspånerne. Samlet er det en rimelig OK juleøl, som slet ikke er for sød, har juletilsnit og modspil fra bitterheden, som desværre stikker en smule ud. Måtte gerne være en smule mere fyldig. Det giver 3-4 skumfiduser.

Julemandens Trøst, 8,1 % belgisk ale, brygget af Brouwerij Sterkens for Det Lille Bryggeri. DLB plejer nu ellers selv at kunne brygge, men måske har de ønsket sig en autentisk belgisk øl? Er vist i tidligere årgange produceret andre steder i Belgien. Ret sødlig duft men det faktiske sukkerchok kommer ved indtagelse. Det er sødt, klistret og der er ikke ret mange forsonende elementer hvis man er af den opfattelse, at (jule)øl godt må have mere end en facet. Alkoholen er underligt fraværende og kroppen er forbavsende tynd. Hvis der er noget andet smagsindtryk end sødme, er det lakrids - af den søde slags. Det summer ikke op til særlig meget - 2-3 skumfiduser. At undgå.

Smokes like Christmas, 7,3 % stout fra Lervig Aktiebryggeri. Lidt af et mash-up bryg hvor rester af en julebryg er røget en tur i Ardbeg-fade og efter opholdet blendet med deres Konrads stout. Der mærkes let i røg i duften som også byder på lys chokolade og let sprut. Alkoholen er lidt mere fremtrædende i smagen hvor også røgen er at finde. Brygget er forholdsvis let i fylden og har noget forventelig sødme og noget frugtig bismag henad det konserverede/præserverede. Jeg tror det er godt, at det ikke er den rene fadlagrede vare, de har valgt at hælde i flasken; på den anden side synes jeg ikke rigtig brygget ved hvor det vil hen. Selv om jeg fortsat vil betegne mig som en nybegynder udi de fadlagrede fornemmer jeg, at grundbryggen er for tynd til at kunne omslutte sprutnoterne, der omend fortyndede ikke spiller sammen med resten af øllet. Der skal nok være en del der let kommer til det at holde af den, jeg stiller mig lidt mere skeptisk. Tre skumfiduser.

Ho Ho Ho, 9,2 % stærk amerikansk ale fra Edge Brewing (Barcelona). De amerikanske udvandrere i Barcelona har her brygget en stærk ale efter deres hjemlands traditioner. Der er en markant duft af lige dele alkohol, træ og rødvin. Trods et pænt skum er bryggen stort set helt flad, helt uden tungeprikkende karbonering. Der er en pæn grundsødme både som karamel og som tørret frugt. Duftens rødvin og alkohol genfindes også let og en træsmag som plejer at antyde ophold i en tønde af en slags, men det angives ikke rigtig nogle steder. Som afslutning kommer en svag humlearoma med fyr og citrus, men det ligger godt gemt under de øvrige smagsindtryk. Bitterheden er dog ganske pæn. Samlet set er den skruet pænt sammen og er med dens alkoholstyrke passende til mørke og tankefulde nætter. Sødmen har fået den plads den skal have, med nok modspil til at det ikke bliver til bolchevand. Lidt mindre rødvinssmag ville have forhøjet nydelsen. 4 skumfiduser.

Winter Mess, 8,2 % winter ale fra Brasserie de la Senne. Således måske ikke en øl, der fra bryggeriets side er benævnt julespecifik, men med i bunken røg den. Har lidt svært ved at hægte ord på min duftoplevelse, nok mest en belgisk gær, med noget tyggegummiagtig tendens. Også noget krydring, men associationen nægtes mig. Smagsoplevelsen er mere ligetil, let bryg, der præsenterer med en upfront sødme, der understøttes af klassisk belgisk gær, med banan, koriander, tyggegummi og let peber. Ingen humle at notere, hverken som smagsgiver eller som slutbitterhed. Lidt for sød og tynd, men garanteret god til risengrød - ungerne bør dog nok ikke smage med. Tre skumfiduser.

Delirium Christmas, 10 % belgisk ale fra Brouwerij Huyghe. Sælges også under navnet Delirium Noël. Fra samme bryggeri som laver Delirium Tremens. Har en ganske typisk gærduft, sammen med malt, karamel, alkohol og krydring. I smagen er den lige så typisk og klassisk, hvor alkoholen giver varme og virker sprittet. En del karamelsødme, der ikke er klistret. Fenoliske smage a la medicinskab og nellike. Ikke megen humlesmag men nok noget bitterhed, der dog taber kampen mod sødme og gær. Belgiske øl har det med at skjule alkoholen godt; her er det blevet en kende for meget synes jeg, så det bliver 3 skumfiduser.

#1410-1415