Viser opslag med etiketten Juleøl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Juleøl. Vis alle opslag

fredag den 11. marts 2022

Lagret øl

Godt humlet øl er at betragte som en ferskvare, og skal drikkes hurtigt efter aftapning for at få det fulde udbytte af humlingen - især den allestedsnærværende aromahumling. Til gengæld kan de tungere og mørkere typer godt gemmes og efter sigende udvikle sig til en bedre udgave hen ad vejen. Optimalt skal de lagres "kælderkoldt" men os etageejendomsbeboere har ikke altid adgang til så velegnede steder. Og det er heller ikke fordi øl normalt er særlig langtidsholdbare hjemme hos mig efter indkøb - de skal nydes og drikkes her og nu. Men, en gang i mellem kommer der et lille projekt op at stå. For 10 (!) år siden var jeg i de tidlige forårsmåneder forbi en SuperBrugs i sønderjyske Skærbæk, der skulle af med de sidste juleøl fra 2011. Christmas ale fra Carlsbergs Semper Ardens serie kunne således købes til 20 kr. per flaske. Nok lidt mere i nutidskroner, men stadig et knaldtilbud. Min ven og jeg tømte hylden og jeg kom vel hjem med en 6 flasker. De røg i skabet i biblioteket og har ligget der i nogenlunde konstant temperatur lige siden, med undtagelse af dem, der blev udtaget til smagning efter varierende tidspunkter og blogbestyrerens dagsaktuelle lyster. Her næsten 10 år efter indkøb har jeg åbnet næstsidste flaske og fået denne oplevelse:

Christmas ale 2011, 8,3 % ale fra Semper Ardens (Carlsberg). Ved ophæld skummer den flot og fint og skumkronen bevares et stykke tid. Duften er domineret af figen, nellike, koriander og lakrids. Hældt indenbords erfarer jeg, at der absolut ingen karbonering er tilbage. Øllet er helt fladt og blødt. Smagen bliver måske på den baggrund en smule intensificeret, der er i hvert fald godt tryk på krydringen med ovennævnte urter og anden botanik. Der tilkommer noget næsten fadpræg, en slags let træsmag, og en del vinøsitet henad lidt tungere sager som portvin. Den lange lagring giver i min mund sig mest udtryk i den manglende karbonering. Men det er ikke overraskende, at øllet har tabt pusten efter så lang tid. Smagsindtrykkene er næsten blevet stærkere og tilføjet nogle vinøse elementer, der klæder den. Jeg ved ikke helt, hvor længe jeg vil gemme sidste flaske. Jeg kan jo risikere, at det ender med at blive udrikkelig eddike, selv om det burde nok være noteret nu, hvis det var den vej, udviklingen gik. Den får fire skumfiduser, og ville have fået mere, hvis der havde været en smule spræl i glasset.


Brygget er tidligere blevet anmeldt kort efter indkøb. Set i bagklogskabens lys, en noget kortfattet afrapportering, men lide den, det kunne jeg! Hvis man vil læse mere om oplevelser med fadlagret øl, er Stovt.dk leveringsdygtig.

#2205

tirsdag den 1. december 2020

Mærkelige øl #5

Det er denne gang navnet, der måske ikke er underligt, men dog sædvanligvis er betegnelsen for noget helt andet væske og som sørgede for at det blev til en optræden i serien.

Brun sovs, 4,8 % mørk jule ale fra Beer Here. Duften er ret diskret og ikke så julet; brød, bitterhumle og meget let krydring. Smagsmæssigt er den sød uden at være klistret, har en nøddeagtig eftersmag/bitterhed og undervejs er der peber, kaffe og muligvis en snert kardemomme. Noget luftig fremtoning, men så er det jo næsten også en "session" juleøl med den procentsats den fik med sig ud i verden til at støtte sig på. Ganske fin, lidt henad en belgier og en man sagtens kan drikke flere af. 4 skumfiduser og slet ikke underlig smagsmæssigt.

#2163

fredag den 27. november 2020

Øldysten #4

Den fjerde øldyst her på bloggen har allerede et bryggeri som sikker vinder, idet Fanø stiller op med to forskellige udgaver af deres juleporter. Den ene version er "blot" af typen imperial, mens den anden, af samme type, har været fire måneder i et whiskyfad fra Stauning whisky. En gylden mulighed for at bedømme, om den slags behandling af øl er forsvarligt ud fra etiske og ølvelfærdsmæssige overvejelser.

Imperial Jule Porter, 9,8 %, med krydderier. Brygget med kanel og kaffe, og lagret på kaffebønner og polynesisk vanilje.

Udseende: Brunsort, formentlig klar, med fint, stabilt lysebrunt skum, der kravler op ad glassets inderkant.

Duft: Chokolade, kaffe, lidt røde bær, og svag kanel.

Smag: Kaffe og chokolade i skøn forening, hvor ingen dominerer over den anden. Kanel og lidt spids peber. Varmende alkohol, der holder hånden under øllet og løfter det. Vaniljen fanger jeg næsten ikke, hvilket set med min mund er godt. En medium bitterhed slutter af, sammen med en meget diskret syrlighed.

Karbonering: Lavt karboneret, med en super cremet mundfylde. Det føles bare lækkert at hælde slurk på slurk i munden og køre det rundt.

Samlet indtryk: Ret god øl, som det bliver svært at lave bedre ved at fadlagre den, men hvis det går godt, så kan jeg se frem til næste opskænkning nedenfor. 5 skumfiduser.


Imperial Barrel-Aged Jule Porter, 10,3 % krydret og fadlagret imperial porter. Der nævnes ikke noget om vanilje her, så måske er det ikke helt samme bryg?

Udseende: Samme brunsorte væske med lysebrunt skum der næsten klæber til glasset. Lidt mindre holdbart skum end medkombattantens.

Duft: Mørk, bitter chokolade, whisky, rosiner, brændt kaffe og svag kanel.

Smag: Whisky og den bitre chokolade er forrest, fulgt op af kaffe, kanel og peber. Alkoholen er mindst lige så meget til stede som varmegiver og altså også som smagsgiver. Den er næsten blevet lidt for dominerende i forhold til den meget fint afstemte smag fra før, men samtidig ikke mere end at det også tilfører noget andet (og godt).

Karbonering: Lige så lavt karboneret, men knap så cremet. Whiskyen gør lidt mere skarp, også i mundfylde synes jeg.

Samlet indtryk: Også her en ret god øl som pga. fadlagringen er lidt mere strittende og udfordrende, men også interessant. Jeg finder ingen grund til at ændre karakter, så 5 skumfiduser.


Men, Øldysten #4 skal have en vinder og det bliver, trods alt, den rene Jule Porter der med et mulehår vinder på målfoto. Jeg kan dog sagtens forestille mig mere udprægede fadlagrings aficionados sværge til porteren, der svømmede rundt i en tønde inden flaskning. Og den fedeste etiket sidder på den fadlagrede! Tæt dyst, med to meget værdige deltagere.

#2161-2162

onsdag den 25. november 2020

Mærkelige øl #4

Her op til julen er det ikke usædvanligt at tilsætte mange forskellige ting i en øl så den smager af noget. Men dagens svenske øl virker som om den klart kvalificerer til en smagning i serien mærkelige øl.

Glögg sour, 4,5 % Berliner style sour (mon ikke de mener Berliner Weisse?), et samarbejdsbryg mellem Morgendagens, Friends company og Poppels bryggeri. Totalt plumret, kirsebærrød med lyserødt skum! Nellike, rosin, er tydelige i duften og levner ikke plads til frugter eller syrlighed. Nellike er også forrest i smagen men når første angrebsbølge er afværget, dukker en frisk frugtsyrlighed op. Jeg har lidt svært ved at pille blåbær, solbær og kirsebær ud som deciderede selvstændige elementer, men de bidrager sammen med gæringens mælkede syrlighed til smag og ikke mindst flot farve. For at skulle ramme gløggsmagen endnu mere end krydderierne, mangler der rødvin og spiritus, men så ville det nok blive alt for mærkeligt. Spøjs øl, og nok ikke holdbar i store mængder, men som jule-gimmick holder det. 4-5 skumfiduser.


 #2160

mandag den 23. november 2020

Løkken bryghus

Mit kendskab til Løkken bryghus og deres produkter er stort set ikke eksisterende. Jeg støder aldrig på deres produkter, der hvor jeg køber øl. Da bryggeriet rettede henvendelse til mig for at høre om jeg ville smage og skrive om deres øl som led i en slags relancering, i hvert fald af deres hjemmeside, var jeg interesseret. Efter lidt transportbøvl med Danske Fragtmænd, nåede 12 øl, plus to glas og en t-shirt frem til mit domicil og min kritiske gane. For jeg har naturligvis betinget mig at må skrive min ærlige mening om øllet. Nu ved læserne af bloggen i hvert fald baggrunden for dette store indlæg om et mindre bryggeri fra den nordlige del af Jylland.

De producerer flere serier og har også et andet brand, Bryggeriet Vestkysten. Der lægges ud med fem øl fra Løkken serien.

Løkken Badehus, 4,6 % witbier. Den belgiske type hvedeøl, gerne med appelsinsmag. Det har man så sørget for ved at komme appelsinskal i. Duften er tør, fornemmes let røget, med korn og gær, der nærmer sig noget brettanomyces. Smagen bærer mest præg af gæren, der ikke helt er brett, men som har fine krydrede noter af koriander og peber, med en lidt skarp afslutning. Appelsinen bemærkes kun lige akkurat. I bunden en fin kornsmag, og der er ikke megen restsødme. Witbier er et noget uudforsket område og normalt ikke en del af min ganes omgangskreds. Jeg har tidligere foretrukket tysk hvedeøl, hvis det skal være. Det her er nu en meget fin udgave som jeg godt kunne drikke mere af, og især på en dag med mere dagslys og solvarme. 4 skumfiduser.


Elsebeth Gyldenstjerne, 4,8 % steam beer. En øltype, der er endnu sjældnere i min mund og i bryggekarrene hos danske mikrobryggere. Først og fremmest er der en duft af karamel, der ved let omrystning frigiver en for øltypen karakteristisk, let svovlduft. Der er endnu en lidt sødlig-vammel note, som fra noget glemt frugt. Smagsmæssigt er det mere "ren" malt, med karamellen skruet ned, og ristet brød. Humle bemærkes ikke synderligt, og det er kun en meget let, men lidt underlig krydring som modspil til den sødlige malt. Let slutbitterhed. Øltypen fremkom vist mere af nød end af lyst den gang tyskerne drog til Californien med deres undergær, og den står ikke først på drikkekortet her. Men cadeau for at brygge den. 3 skumfiduser.


Rubjerg Fyr, 5,5 % brown ale (og ikke steam beer, som bagsideetiketten siger). Lidt klistret maltduft oveni det ristede og mørke, synes mælk er den bedste beskrivelse. Meget klassisk brown ale i smagen, af den engelske type, hvor det er malt, der næsten bliver syrlig og en ret stærk og ren bitterhed, sammen med noget kaffe. Intet at udsætte, men jeg er klart til den amerikanske udgave, med mere humlesmag. Her ender som oftest i noget næsten metallisk, uden at det skal forstås som en fejl. 3 små skumfiduser.


Løkkendarisk, 5 % pale ale, brygget med sukkertang og porse. Sødlig maltduft med rugbrød. Smagen er også i den søde ende, mon sukkertangen bidrager hertil? Porse ligger som en let bitter smag under sødsuppen. Fornemmer ikke megen humlesmag. Meget standardale - kan tydeligt huske, da Ale no 16 fra Refsvindinge var eneste danske ale og den dermed var speciel. Nu skal der lidt mere til synes jeg, og porse er ikke for mig en åbenbaring, hverken i øl eller snaps. Lunkne 2 skumfiduser.


Julefryd, 7 % jule ale, hvilket her betyder tilsætning af krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Det er mest rosinerne fra det tilsatte, der gør sig bemærket i maltduften, samtidig bemærker jeg noget let stikkende, der dels associerer til lakrids, men også røg og brændende træ. Det lidt tyndtflydende bryg giver mørk malt, uden særlig megen sødme, koriander, nelliker, aske, bitterhed og med umage fanger jeg den letteste appelsin. Venligt kan man sige, at den ikke er som langt de fleste, lidt klistrede mørke ales i juletiden, men jeg synes måske heller ikke det fungerer helt perfekt. Måske er den pimpet op med for meget, som brygget ikke kan bære - det hele fornemmes lidt tyndt, på trods af de 7 %. Ender alligevel midt på skalaen med 3 skumfiduser - fint, ikke helt forløst potentiale.


Så følger fire øl fra deres Vendelboserie, hvor de enkelte øl har navn efter ord fra dialekten i Vendsyssel, vendelbomål. Således er jøwt et udtryk for at noget eller nogen er fedt, kavt betyder noget der er upraktisk, rajfog er en snestorm og narrevorn er en drilsk person.

Jøwt, 4,6 % pilsner/moderne lys lager. Foruden en klassisk pilsner duft med lyst brød og græs, fanger jeg noget let råddent lakrids/dild. Tænker på om der er noget Sorachi Ace humle indover? I munden går det op for mig, at der sandsynligvis er en del diacetyl til stede, som i stilen ikke bør forekomme i så udpræget en grad som tilfældet er. Det kan skyldes at gæren, som selv producerer diacetyl, ikke har  fået lov til at omsætte det igen i slutningen af fermenteringen. Øllet smager ikke direkte dårligt men den megen sødme gør den i længden lidt for meget. Brygtekniske fejl bør ikke forekomme, ej heller hos mikrobryggeriers, små som store. Til en ren bedømmelse i øldommerforeningen ville den dumpe, her kan jeg give 2 små skumfiduser, også selv om de rent faktisk muligvis har ønsket det opnåede resultat.
 

Kavt, 7 % belgisk blonde. Krydret duft af brød, peber, gær, og koriander. Ingen banan eller tyggegummi som man kan opleve det, men hvem savner det? I smagen meget som typen foreskriver og plejer at være, med sødlig brødsmag, krydret islæt meget som duft indtrykkene, og i tilgift får man her en del banan i en noget syntetisk udgave. Moderat bitterhed. Nok lige i den søde ende for at gøre mig helt veltilpas, men 3-4 skumfiduser tåler den. 
 
 
Rajfog, 6 % bock. En del karamelduft i malten, og der er også noter af tørret frugt. En meget svag, og uønsket svovlduft anes. Smagen er ret sødmefuld, med de føromtalte karamelnoter, og kun en meget let bitterhed til sidst for at lægge et vist modspil, der godt kunne have været mere vægtigt. Alkoholen er ret fraværende i smagsbilledet og øllet indeholder også en noget lav volumenprocent, i hvert fald hvis man skal følge den officielle danske ølstilartsliste, men det behøver bryggerierne naturligvis ikke. 3 skumfiduser.


Narrevorn, 6,9 % kaffe/whisky stout. Afstemt duft med chokolade, ristet brød, let kaffe og yoghurt. Ikke så meget leflen over smagen, der er ret tør, let astringent, bitter chokolade, et skvæt kaffe og homøopatisk mængde whisky. Det er let og let drikkelig og sådan set meget fint. 4 pæne skumfiduser.

Herefter følger tre øl fra deres brand Bryggeriet Vestkysten. Jeg tænker umiddelbart, at her vil de eksperimentere lidt mere, måske ikke helt så vildt som Nørrebro bryghus og deres BRAW, men alligevel. Der er nu ikke på forhånd noget særlig sprælsk over de tre øltyper, der var i flaskerne.

Brilleabe, 5,78 (!) ipa. Brød og græs i duften, med en snert af gær og humle. Der er også en basis af brød og let maltsødme i smagen. Humlen er mest til stede som bitterhumle, men en snas appelsin titter flygtigt frem. Der loves på etiketten en ikke-traditionel ipa; her mener de nok brug af lokalt, økologisk dyrket malt. Som øl ligger den meget tæt op af den klassiske engelske type, hvor humlen ikke smager men næsten udelukkende bitrer. Tre skumfiduser.


Bandit, 5,23 % pilsner. Godt nok en præcis angivelse af alkoholindhold. Især når man tænker på at det ikke behøver at være præcist. Jeg mener at det er tilladt med plus/minus 0,5 procentpoint i forhold til det angivne. Duften er som at stikke næsen ned i en nyåbnet pose labre larver. Det kan være behageligt nok under de rette omstændigheder, her er det et udtryk for, at diacetylen ikke er omsat godt nok. Niveauet er for højt også i smagen og der levnes ikke meget rum til andre indtryk, ej heller de amerikanske bitterhumle, der annonceres på etiketten. 1 skumfidus.


Skagen bunker, 6 % brown ale. Malt og ristet brød i duften, med en let chokolade og initielt noget skarpt, henad svovl. Smagsmæssigt balancerer den fint med let chokolade og tørt ristet brød. Er nok mest som den engelske, klassiske type, uden særlig humlesmag og her ingen gang særlig bitter. Min præference inden for stilarten er den oversøiske, men derfor kan denne nu godt få 3 skumfiduser.

Samlet vurdering

Er man fra Løkken eller kommer man til Løkken, skal man naturligvis støtte det lokale initiativ, der samlet set er meget mere spændende end hvad de store bryghuse formår at fremstille. Hatten af for at have en bock og en steam beer i sortimentet. Men, men, når begge de to pilsner typer i følge min opfattelse har alt for meget diacetyl, så bør man nok lige stramme lidt an i det brygtekniske.

Jeg kan godt lide deres små buttede, brune flasker, der bringer minder fra 1980'erne frem, hvor Faxe Fad stort set var eneste øl man kunne få under bryggeristrejken 1985. Min præference blev fra dengang og i en del år frem Faxes øl, omend de ikke var til at opdrive på værtshusene. Etiketterne falder ikke i min smag, uanset om de sidder på Løkken/Vestkyst flaskerne.

Og så forstår jeg nok ikke helt hvorfor man har et andet brand, når det er stort set de samme øltyper man markedsfører og som i min mund resulterer i stort set de samme oplevelser.

Tak til Løkken Bryghus og deres natur-og kulturformidlingspraktikant Gert for at sende mig smagsprøverne.

#2148-2159

søndag den 21. oktober 2018

Amager julebryg 2018

Amager bryghus' normale juleøl har samme etikette hvert år, mens indholdet og den fjollede historie om Kurt udvikles. Så vidt jeg ved er der først officiel release af den næste weekend på bryggeriet, men jeg kom i weekendens løb forbi en butik, som havde den på hylderne sammen med rigtig mange andre fra danske bryggerier. Så nu ryger den ned i halsen og ud på bloggen.

Amager julebryg 2018, 6,5 % engelsk dark ale. Den dufter meget maltet, med friske og frugtige undertoner henad blomme og generelt noget gæret. Den er i første mundskyl ret sød, med malt, karamel og mørkt brød. Det er den samme, let gærede frugtige undertone som i aromaen. Jeg kan skrive blomme og pære, men det er ikke helt korrekt, uden dog at være en total skæv association. Der udover noget let krydret med peber og gær. Der er også nogen alkoholisk smag og varme. Der er ikke megen humlesmag og bitterheden er lav, men lige akkurat mærkbar. En fin vintervarmer med sødme og let kant. 4 skumfiduser.





#1884

tirsdag den 16. oktober 2018

Julebrygbrygbryg

Da jeg var forbi Mikkel fra Brygbrygbryg forleden, fik jeg også deres to juleøl med hjem. Så det bliver en tidlig premiere på årets højtidsøl.

Cinnamon Kiss, 8 % belgisk stærk ale. Hele julekrydderipaletten er kommet i kogekarret og i hvert fald kanel og nellike kan duftes sammen med den mørke malt og gæren. Smagen er endnu mere domineret af krydring som er mindst halvdelen af smagen. Det er julekage, men slet ikke sødt. Der er også noget appelsin samt en typisk belgisk præget gær. Jeg fornemmer ikke noget alkohol. Jeg synes nok, at krydringen er lidt for pågående og savner lidt mere maltsmag og sødme. Men den er jo nok tiltænkt udtrykket, når nu den er navngivet som den er, men kanelen giver i sig selv en næsten bitter smag. I skrivende stund har jeg ikke smagt den fadlagrede version, men håber at turen i tønden tager toppen af kanelen. Denne må nøjes med 3 skumfiduser.




Cinnamon Kiss barrel aged, 8 % belgisk stærk ale. Er angivet lagret på egetræstønde, men ikke om tønden har været udsat for andet fluidum tidligere. Duften antyder ikke nogen slags forudgående brug. Både i duft og smag er der mere sødme og dermed dybde og mindre upfront kanelkrydring, selv om den ikke gemmer sig helt. Ved ikke hvorfor denne er mere sød; måske er gæringen forløbet anderledes og mindre i bund i denne version. Det samlede resultat er for mig bedre, uden at den helt mister sit kanelsærpræg. Men en noget anderledes øl og oplevelse. Derfor anbefales denne version af de to, som får 4 skumfiduser.



Sjovt at smage andet end sour-ishe øl fra BBB. Men de gør sig bedst i den genre synes jeg.Og så vil jeg se frem til de yderligere 4 øl jeg fik af Mikkel, som stammer fra nogle af deres tidlige eksperimenter.

Det er også en eksklusiv detalje, at de håndnummererer deres flasker.


Har efterfølgende fået oplyst, at egetræstønden havde indeholdt rødvin før kanel-kysset kom på. Hvis jeg havde smagt dem blindt ville jeg måske have gættet på, at den første, tørre havde været en tur på tønde, og ikke omvendt, men det er nok bare mig.

#1882-1883

tirsdag den 20. december 2016

Juleøl - sidste ombæring

Sidste ophældning i glasset inden det bliver juleaften. Og til sidst en kort opsummering af de fire gange juleølssmagninger.

Santa Paws, 4,5 % jule skotsk ale fra Brewdog. Har en svag, men typisk maltet duft som man oftest træffer i fine skotske ales. Sådan lidt bolcheagtig. Den for årstidsbryggene ret alkoholsvage øl præsenterer sig også let og ikke særlig fyldigt i munden, selv om der er anvendt både byg, havre og hvede. Smagen er den typiske, jeg vil næsten mene rene maltsmag, klassisk for stilarten skotsk ale, og så desværre ikke så meget mere. Det er en smule bitterhed men ikke meget og jeg erkender ikke noget humlearoma i smagen. Lidt internet research oplyste mig om, at denne øl også (oprindeligt) laves under navnet Baby Dogma, og således måske kun op til højtiden får en juleetiket på. Det er sgu om ikke fup og svindel, så regulær vildledning fra hundene - skuffet, mest over smagen, men også over kreativiteten, giver jeg den 2-3 skumfiduser.


Sokkeøl, 5,7 % pilsner fra Pladderballe Bryghus, brygget hos Svaneke. Fantombryghuset, som jeg egentlig troede var en slags engangsforeteelse, nægter at dø, så nu må jeg prøve deres øl lavet til julehøjtiden. Både i duft og mest i smag mærkes den tilsatte stjerneanis, der skønt den som sådan er tilsat i tilpas diskret mængde ender med at blive dominerende, fordi der ikke er ret meget andet duft og smag at komme efter. Lidt malt i duften og noget lyst brød i smagen og en klassisk pilsner slutbitterhed er, hvad det ender ud med. Så der er ikke lagt megen kreativitet i fremstillingen af dette øl, der består men heller ikke så meget mere. 2-3 skumfiduser.


Chapeau Winter Gueuze, 5,5 % lambic fra Brouwerij De Troch. En noget overraskende oplevelse. Duftindtrykkene er nogenlunde som jeg ville forvente det fra en gueuze/lambic, med træ, lidt skovbund, noget rødvin. Smagen derimod er meget sød, med frugt, honning og marcipan. Ingen bitterhed, syrlighed eller stald. Føles næsten mousserende i munden. Så stilarten virker lidt forvirrende. Duften er bedre end smagen, som er for sød uden modhager. Tre skumfiduser.


Dybbøl 1864 Jul, 6,5 % krydret belgisk ale fra Westindien Brauhaus, Flensborg. En øl fra grænselandet og således med både dansk og tysk etikettetekst. Her stiger der juleduft op ad glassets sider og julesmagen fra brygget er ikke til at tage fejl af hvor kardemomme, nellike og kanel fra den oplyste ingrediensliste bemærkes, mens peberen og ingefæren er lidt længere væk. I øvrigt til den søde side med lys karamelsmag. Der er ikke ret meget modspil, men da bryggen er relativt tyndt, bliver det ikke klistret. Kan man lide flydende julekager, så er det en dejlig øl; man kan sikkert også finde den alt for meget af det gode. Jeg lander sådan cirka midtvejs på tre skumfiduser.

#1434-1437

Det var i år en ret tynd omgang, med få højdepunkter og et gennemsnit på 3 skumfiduser, svarende til OK. Der blev gennemsmagt 23 øl, heraf 13 danske (Mikkellers to regnes her for danske) og de 10 udenlandske kom fra Belgien (4), Norge (2), England, Skotland, Tyskland og Spanien med 1 hver.

Den endelige rangorden ses nedenfor og Mikkeller kan vist udråbes som klar vinder med de to øl der var på programmet. Glædelig jul til alle ølafficinados!

Ris a la M'ale Mikkeller
Red & White Christmas Mikkeller
Ho Ho Ho Edge Brewing (Barcelona)
Meri Kurisumasu Randers Bryghus
Juleøl Bie's bryglab
Bedstefars Juleøl Grauballe Bryghus
Skt. Nikolaus Thisted Bryghus
Hr. Hansen julebryg Det Lille Bryggeri
Kringly Kris Brand Norwegian Juleporter Lervig Aktiebryggeri
Smokes like Christmas Lervig Aktiebryggeri
Winter Mess Brasserie de la Senne
Delirium Christmas Brouwerij Huyghe
Chapeau Winter Gueuze Brouwerij De Troch
Dybbøl 1864 Jul Westindien Brauhaus
Biere de Noël Abbaye de Leffe
Capricorn Ale Bøgeskov Bryg
Pokal julebryg Braunstein 
AZ ale No 24 Refsvindinge
Julemandens Trøst Det Lille Bryggeri
Santa Paws Brewdog
Sokkeøl Pladderballe Bryghus
Grumpy Santa Cottage Delight
Karlens julebryg Royal Unibrew 

torsdag den 8. december 2016

Juleøl del 3

Tredje del af kavalkaden indeholder en håndfuld øl, der blev smagt i min lille smagegruppe, dannet i forbindelse med min uddannelse til øldommer. Først dog et par besmagt i privaten.

Red & White Christmas, 8,5 % ale (witbier kategoriseres den som på RateBeer) fra Mikkeller. Meget maltet og frugtig duft, hvor jeg kan navngive noget citrus - kunne være det tilsatte curacaoskal, samt noget lidt tungere og mere gæret. Fyldig, jammy og ret spruttet smag. Abrikos, pære, bitterskal og pæn slutbitterhed. Fylder en del i munden og jeg tror ikke, at man kan drikke mere end en. Mikkeller skriver selv at det er en hybrid mellem red ale og witbier og det giver umiddelbart meget mere mening end en ren witbier. Men hvorfor det lige er en juleøl ved jeg ikke, men den er fin. 4 skumfiduser.


Biere de Noël, 6,6 % ale fra Abbaye de Leffe - brygget for dem af InBev. Duften er umiskendelig belgisk, gær, estere (banan) og krydderier. Det samme indtryk kommer til udtryk i smagen, som er en smule mere pebret/stærk, måske er det noget muskatnød jeg fanger, end en klassisk belgisk. Har også en lettere metallisk bismag. Men basis er naturligvis en sødme, der næsten er uklistret og egentlig får noget modspil. De andre spillere på banen er dog ikke helt så venlige mod brygget, der ender med at være en typisk belgier, på godt og ondt, men i den lidt pauvre ende af skalaen. Her henter den lige akkurat tre små skumfiduser hjem.


Ris a la M'ale, 8 % fra Mikkeller. Frugtduft, og ikke blot frugtig, med spor af mælk (laktose). Tør smag, med en træ-fadpræget tone, der næsten er skarp. Kirsebærrene er til stede, men kun som antydning. Der er næsten en smag henad Brett, men det er nu nok ikke tilfældet/tilsigtet. Der er rigtig god balance mellem sødme og syrlighed. Dejlig alternativ juleøl - 5 skumfiduser.


Pokal julebryg, 6 % belgisk ale fra Braunstein. Brygget til/i forbindelse med COOPs 150 års jubilæum. Denne bryg præsenterer den tykkeste rugbrødsduft jeg nogensinde har indsnuset fra en øl. Og det bliver ved, det fordamper ikke rigtig. Den giver en ren, meget maltet sødme som første indtryk af smagen. Der kommer derefter noget nøddesmag og til sidst en meget let bitterhed. Noget tynd i kroppen, uden rigtig at kunne tilbyde noget. Ender derfor som en halvkedelig øl. 2-3 skumfiduser.


Juleøl, 7,2 % belgisk ale fra Bie's bryglab. Et ret lille bryggeri fra Farum - debut her på bloggen. Duften sender chokolade, kaffe og ristning til mine receptorer, og måske en antydning af noget røg(malt)? Væsken er overraskende tynd i forhold til duftindtrykkene, uden at det bliver dømt som bælleøl. Kaffe og ristet brød vinder over sødmen i smagen, mens den afsluttende bitterhed er moderat. Den rummer desuden noget alkohol af næsten fadlagret karakter. Således gode elementer, der ikke helt formår at spille sammen, men stritter en anelse. I øvrigt foregiver den at være mere stout end ale. 3-4 skumfiduser.


Grumpy Santa, 5 % golden premium bitter/ESB fra Cottage Delight. Præsenterer en noget underlig duft indeholdende majs, sødme, svovl og citrus. Tynd maltbase i brygget, der i øvrigt ikke har meget at byde på andet end lidt sødme og udefineret frugt. Kedelig - hvis jeg var julemand og blev budt på dette, ville jeg også være grumpy, tja egentlig også når blot jeg er en leverpostejsfarvet blogger. 2 skumfiduser.



Karlens julebryg, 5,6 % stærk pilsner, brygget af Royal Unibrew for Lidl, og så skal vi vist screw down the expectations. Jeg fornemmer svovl fra det første næsedyp, og nedenunder dette lidt citrus. Meget svag smag, på grænsen til det anonyme og intetsigende. Hvis jeg presses hårdt kan jeg identificere og navngive brød, nødder og en meget let bitterhed. Man får hvad man betaler for, og i dette tilfælde er det ren kedsomhed. 1-2 skumfiduser.


#1424-1430

lørdag den 3. december 2016

Juleøl 2016 del 2

Anden del af et endnu ukendt antal juleølsafsnit:

Hr. Hansen julebryg, 6,2 % ale fra Det Lille Bryggeri. Brygget med hasselnødsirup. Let duft af malt og noget som jeg efter lidt associationsleg kommer frem til tøvende kan beskrives som svedige sokker. Sødt og maltet bryg, med en smule metallisk bismag, og jeg synes at bemærke lidt æble og en forsigtig bitterhed, der i eftersmagen bliver en kende besk. Lidt for anonym og specielt julet synes jeg ikke den er. Det ender på 3 skumfiduser.


Meri Kurisumasu, 6,0 % rugipa fra Randers Bryghus. Femten procent rugmalt er der brugt i en med vilje anderledes julebryg end normalt. "Glædelig jul" på japansk betyder øllets navn, og må være en hilsen til den Sorachi Ace som øllet er tørhumlet med. Denne humle er kendt, nogle vil endda sige berygtet, for at dufte og til dels smage af dild. Jeg har smagt en del øl med denne humle, men har hidtil haft svært ved at fange dilden. Det bliver der så lavet om på. Allerede i duften aner jeg lidt dild sammen med citrus som humleaftryk og en let sødlig malt. Smagen starter sødligt og krydret, hvorefter dilden og noget næsten kunstigt tyggegummi-sødme træder til og der afsluttes med en tør bitterhed, der ikke er særlig snerrende. Afgjort en anderledes juleøl, men jeg synes nu, at den virker både forfriskende og samtidig tilpas krydret så den vil kunne byde julefedmen op til dans. Den holder nok ikke til en lancier med alle turene, men bedre til en hurtig quickstep! Fire små skumfiduser.


Kringly Kris Brand Norwegian Juleporter, 4,7 % fra Lervig. Der er jul i snuden med duft af næsten rå kakaobønner, udover let kaffe og chokolade. Samme smagsindtryk i en forholdsvis let porter. Der er også en let vanillesmag og jeg aner noget abrikos mens der stort set ingen bitterhed er at spore. En julebryg, men samtidig noget eksperimenterende udi genren - det afhænger helt af, hvordan man tager det ret massive kakaobønneshot, der tilbydes. Jeg er lidt uafklaret, og giver 3 skumfiduser.


AZ ale No 24, 6,5 % fra Refsvindinge. Malt, karamel og generel sødme rammer næsen. Etiketteteksten udlover vinøs smag med toner af blomme og lakrids. Javel, ja. Jeg smager den tilsatte farin som sammen med generel maltsødme sætter dagsordenen, der ikke har meget andet at tilbyde. Bryggen er for let til at kunne byde på vinøsitet, lidt mørk frugt aner jeg måske, mens lakridsen må stå for bryggeriets egen regning. Lidt spøjst står der, at der er tilsat kuldioxid. Det er vist noget med, at hvis man ikke har et genindvendigsanlæg for CO2 men må indkøbe det, skal det deklareres. Hjemmebryggere sikrer kuldioxid i øl ved let tilsætning af sukker til den færdiggærede øl, kort før flaskning og karbonering og skumdannelse er resultatet af gæring på flaske. Ikke dårlig men ret kedelig, sød uden modspil, så 2-3 skumfiduser.


Capricorn Ale, 5,4 % ale fra Bøgeskov Bryg, brygget hos Nibe Bryghus. Ren sødme i duften, formentlig stammende fra den tilsatte Muscovado sukker, samt noget kiks og rugbrød. Diskret smagende øl, hvor der en let sødme med præg af mælk, krydderi som nellike og jeg fornemmer rønnebær, selv om etiketten synes enebær. Der er en bitter smag men fornemmer den mere som nøddeskalsagtig end som stammende fra humle. For diskret til at tilbyde de store aha-oplevelser men stilfærdigt lige akkurat OK. 3 små skumfiduser.


Bedstefars Juleøl, 7,0 % ale fra Grauballe Bryghus. Jeg rammes mest af noget gærduft fra øllet. Måske også en anelse sveske. Smagen byder på flere klare indtryk: en fin maltsødme med karamel, nellike, kanel og kardemomme som det julekrydrede islæt. I bunden ligger så den tilsatte sveskejuices lettere gærede og syrlige smagsindtryk, der er tilpas doseret, så det ikke tager overhånd. Det hele bundet sammen af gæren og dens aftryk. Jeg fornemmer ikke den store bitterhed og slet ingen humlearoma. Samlet er den så afgjort julet, men på en måde virker alle elementer lidt enkeltstående og ikke helt i harmoni med øvrige. Lidt ligesom, når man bestiller stærk thai-mad, og så restauranten nøjes med at drysse frisk chili henover: det stærke bliver slet ikke integreret med den øvrige ret. Pilen peger dog i den rigtige retning, så det bliver hæderlige 3-4 skumfiduser til Grauballe.


#1417-1422

mandag den 21. november 2016

Juleøl 2016 del 1

Jeg må genoptage traditionen med at anmelde nogle af de mange julebryg der er at finde i handlen. Jeg kan ikke undslå mig. Modsat tidligere, så bliver anmeldelserne samlet i mindre klumper, og serien starter allerede i november måned. Kriteriet for at komme i betragtning er, at jeg ikke tidligere har omtalt brygget her og at det naturligvis er brygget specielt til julen (til nød vintermånederne). Tidligere års gennemgang har primært, hvis ikke udelukkende, været forbeholdt danske øl. I år er der ikke skelet til nationalitet. I dag lægges der for med et halvt dusin.

Skt. Nikolaus, 8,2 % dubbel fra Thisted Bryghus. Lagret på egespåner. I duften typisk belgisk tilsnit, noget metallisk, lidt brændt og sødligt gæret frugt. Smagen starter sødt med karamel, der tilkommer let ristede og vinøse noter hvorefter der afsluttes med en ret markant bitterhed, der ikke forekommer helt harmonisk. Der er en del krydderier, kardemomme og nellike kan jeg navngive. Der er vel også en slags tørhed som kan stamme fra egetræsspånerne. Samlet er det en rimelig OK juleøl, som slet ikke er for sød, har juletilsnit og modspil fra bitterheden, som desværre stikker en smule ud. Måtte gerne være en smule mere fyldig. Det giver 3-4 skumfiduser.


Julemandens Trøst, 8,1 % belgisk ale, brygget af Brouwerij Sterkens for Det Lille Bryggeri. DLB plejer nu ellers selv at kunne brygge, men måske har de ønsket sig en autentisk belgisk øl? Er vist i tidligere årgange produceret andre steder i Belgien. Ret sødlig duft men det faktiske sukkerchok kommer ved indtagelse. Det er sødt, klistret og der er ikke ret mange forsonende elementer hvis man er af den opfattelse, at (jule)øl godt må have mere end en facet. Alkoholen er underligt fraværende og kroppen er forbavsende tynd. Hvis der er noget andet smagsindtryk end sødme, er det lakrids - af den søde slags. Det summer ikke op til særlig meget - 2-3 skumfiduser. At undgå.


Smokes like Christmas, 7,3 % stout fra Lervig Aktiebryggeri. Lidt af et mash-up bryg hvor rester af en julebryg er røget en tur i Ardbeg-fade og efter opholdet blendet med deres Konrads stout. Der mærkes let i røg i duften som også byder på lys chokolade og let sprut. Alkoholen er lidt mere fremtrædende i smagen hvor også røgen er at finde. Brygget er forholdsvis let i fylden og har noget forventelig sødme og noget frugtig bismag henad det konserverede/præserverede. Jeg tror det er godt, at det ikke er den rene fadlagrede vare, de har valgt at hælde i flasken; på den anden side synes jeg ikke rigtig brygget ved hvor det vil hen. Selv om jeg fortsat vil betegne mig som en nybegynder udi de fadlagrede fornemmer jeg, at grundbryggen er for tynd til at kunne omslutte sprutnoterne, der omend fortyndede ikke spiller sammen med resten af øllet. Der skal nok være en del der let kommer til det at holde af den, jeg stiller mig lidt mere skeptisk. Tre skumfiduser.


Ho Ho Ho, 9,2 % stærk amerikansk ale fra Edge Brewing (Barcelona). De amerikanske udvandrere i Barcelona har her brygget en stærk ale efter deres hjemlands traditioner. Der er en markant duft af lige dele alkohol, træ og rødvin. Trods et pænt skum er bryggen stort set helt flad, helt uden tungeprikkende karbonering. Der er en pæn grundsødme både som karamel og som tørret frugt. Duftens rødvin og alkohol genfindes også let og en træsmag som plejer at antyde ophold i en tønde af en slags, men det angives ikke rigtig nogle steder. Som afslutning kommer en svag humlearoma med fyr og citrus, men det ligger godt gemt under de øvrige smagsindtryk. Bitterheden er dog ganske pæn. Samlet set er den skruet pænt sammen og er med dens alkoholstyrke passende til mørke og tankefulde nætter. Sødmen har fået den plads den skal have, med nok modspil til at det ikke bliver til bolchevand. Lidt mindre rødvinssmag ville have forhøjet nydelsen. 4 skumfiduser.


Winter Mess, 8,2 % winter ale fra Brasserie de la Senne. Således måske ikke en øl, der fra bryggeriets side er benævnt julespecifik, men med i bunken røg den. Har lidt svært ved at hægte ord på min duftoplevelse, nok mest en belgisk gær, med noget tyggegummiagtig tendens. Også noget krydring, men associationen nægtes mig. Smagsoplevelsen er mere ligetil, let bryg, der præsenterer med en upfront sødme, der understøttes af klassisk belgisk gær, med banan, koriander, tyggegummi og let peber. Ingen humle at notere, hverken som smagsgiver eller som slutbitterhed. Lidt for sød og tynd, men garanteret god til risengrød - ungerne bør dog nok ikke smage med. Tre skumfiduser.


Delirium Christmas, 10 % belgisk ale fra Brouwerij Huyghe. Sælges også under navnet Delirium Noël. Fra samme bryggeri som laver Delirium Tremens. Har en ganske typisk gærduft, sammen med malt, karamel, alkohol og krydring. I smagen er den lige så typisk og klassisk, hvor alkoholen giver varme og virker sprittet. En del karamelsødme, der ikke er klistret. Fenoliske smage a la medicinskab og nellike. Ikke megen humlesmag men nok noget bitterhed, der dog taber kampen mod sødme og gær. Belgiske øl har det med at skjule alkoholen godt; her er det blevet en kende for meget synes jeg, så det bliver 3 skumfiduser.

#1410-1415

onsdag den 23. december 2015

Glædelig jul!

Denne ydmyge blog blev grundlagt på en gennemsmagning af juleøl december 2011, og fulgt op de følgende år med daglige anmeldelser i december måned. Denne tradition er blevet fravalgt de seneste år, men der skal da, i anledning af den nært forestående højtid, bringes et par anmeldelser. Der blev allerede i november måned bragt et par bud på juleøl, en "gammel" flaske samt en, der ikke imponerede

Julefyr, 6,5 % belgisk ale fra Svaneke. Markant karamelsødme og generelt belgisk medicinskab. Smagen er overraskende nuanceret i en ikke for fyldig øl. Karamellen er knap nok sød i smagen, der er nødder, maltbolche, peber, ren lakrids (svagt) og let spruttede noter. Appelsinskallerne i bryggen giver nok mere bitterhed end frugtsødme, mens fyrrenålene fornemmes som en "grøn" smag, men ikke som den fyrre/harpikssmag brug af aromahumler kan give. Øllet skænkede pænt skummende op, men fladede desværre hurtigt ud. Men jeg kan nu godt lide øllet og i mængden af normalt søde/sødlige juleøl, er denne en fin undtagelse. Mere lig en rigtig belgier, end lig en normal dansk juleøl. 5 skumfiduser.


Santa's Nightmare, 8 % belgisk ale fra Nordic Brewing Company. Det på duftetidspunktet måske stadig lidt for kølige bryg har en noget renskuret duft, uden at jeg rigtig kan komme det nærmere hvad jeg mener. Det er måske den tilsatte appelsinskal, der i kombination med en lidt mørkere malt giver mig den association, der sådan set ikke ændres ved stigende temperatur. I smagen er den ganske tilbageholdende. I forhold til Svanekes bud på en julebelgier, er den lige en tand sødere og har lige lidt mere appelsinskal i smagen, men det foregår på en endnu tyndere baggrund/maltbund. Der er heller ikke megen bitterhed at hente på bagkanten af tungen, højst en let antydning. Så samlet bliver den en noget tyndbenet og lidt for ensidig sødlig oplevelse, især i sammenligning med Svanekes udgave. Den får halvkarakteren 3-4 skumfiduser, som betyder bedre end ok, uden at kunne bære prædikatet god fra Dude Beering. Men pæn ond etikette - er der andre, der tænker på Stephen Kings It?

#1285-1286

fredag den 6. november 2015

Glædelig for-jul

Hr. Hansen julebryg, 6,2 % ale fra Det Lille Bryggeri. Har en spøjs "grøn" duft, som græs eller blade. Meget maltet smag, med karamel og sødme, sikkert stammende fra den anvendte hasselnøddesirup. En lidt skæv undertone af frisk syrlighed, let humlearoma, og en let bitterhed, blandet op med lakrids. OK ale, men kunne sikkert brygges og drikkes året rundt, uden at den skal hægtes op på julen. 3 skumfiduser.

#1267

lørdag den 28. april 2012

Længere end til påske ...

I SuperBrugsen i Skærbæk, Sønderjylland, faldt jeg over et super tilbud: Semper Ardens Christmas Ale til 20 kr. Den er en god gammel kending, var ikke med i min juleølstest der måske lidt snobbet var tiltænkt mikrobryggerier (hvilket ikke helt blev overholdt alligevel). Julens varighed i følge sangen er overstået men en Christmas Ale har lang holdbarhed, mindst 5 år, hvor den udvikler sig. Jeg smagte en og købte derefter butikkens restlager. Må se om jeg formår at gemme dem i en længere periode.

Brygget holder 8,3 %. Har en flot kastanjerød farve, med cremet skum. Sød forkant i smagen med tone af tørret frugt, bagkanten er let tør, med note af røg og lakrids. Den ville have fået en topplacering i juleølstesten - mindst 5 skumfiduser.


torsdag den 19. januar 2012

Endnu en juleøl

Der var tilbud i Irma i sidste uge på nogle af deres juleøl, inkl. deres egen Udvalgte Julebryg, brygget af Skands. Ikke med i min pakkekalender, kender den fra tidligere, men nu med 25% rabat! Belgisk ale type, nøddebrun. Meget maltet, sødlig smag der afrundes af en let, tør bitter- og syrlighed. Bedre end Skands egen, 4 skumfiduser.


 I øvrigt også 25% på Herslev Stjernebryg som rankede højt i år, så gå en tur i din Irma!

torsdag den 12. januar 2012

Pakkekalender december 2011

Genbrug fra indlæg på min Facebook side. Hver dag i december blev en juleøl fra et dansk mikrobryggeri anmeldt.

De 24 øl der indgik i pakkekalenderen


Var på forretningsrejse i går, så selv om jeg fik drukket 1. decemberøllen får jeg først kommenteret den nu: Skands Julebryg, 6,5%, 25 cl (fås også større). Nøddebrun med tyndt skum der hurtigt falder hen. Smagen svag sødlig forkant, let bitter eftersmag (ikke behagelig), diskret humle. Højst 3 ud af 6 skumfiduser

2. december klart bedre end i går. Randers Jule Øl, 5,6%, 50 cl. Mørk gylden, hvidt fladt skum. Meget let drikkelig med behagelig smag af jule: anis og koriander. Mindst 4 skumfiduser

Indslev Jule Hvede, 6,5%, 50 cl. Rødlig farve, let fyldig øl, med søde smagstoner fra hveden. Blød og lækker, men har en meget svag metallisk-skarp bagkant der ikke er helt god. Ikke så meget jul over den, men 4 skumfiduser.

Puha...en ommer! Thisted Juleren, 7,9%, 33cl. Let gylden pilsner øl, skarp ubehagelig smag der ikke forsvinder. Ved ikke hvordan den kvalificerer til et bud på en juleøl. Øv.

5. december ligner desværre i går: Thisted Julefred, 5,8%, 50 cl. Pilsner type, lidt mørkere end almindelig øl og hvis man smager godt efter, en let sødlig bagkant. Langt fra så sprittet som Jule Ren. Men intet jul over Julefred. Thisted har givet os Limfjordsporter og al ære og respekt for det, men juleøl kan de ikke. Nu er det heldigvis slut med Thisted i posen!

Skagen, alene navnet bringer fantastiske fugleminder frem. I dag har jeg så smagt Gårdnisse, 6,0%, 50 cl. Almindelig pilsnerøl med brun farin der giver brygget farve og en vis sødme. Relativt uskadelig, relativt letforglemmelig...

Så slutter første uges prøvesmagning med en Ding Dong, 7,6%, 33 cl, fra Fuglsang. Igen en øl hvor man ikke har gjort ekstra meget ud af det, blot skruet op for styrken. Lys pilsner, lidt lumsk for styrken anes ikke så meget (eller også er jeg forkølet!). Ikke ubehagelig som Thisteds variant Juleren, men ellers ret anonym.

Det er måske lidt urimeligt for flaskerne i min kalender disse dage for jeg har som så mange andre raget en forkølelse til mig. Men i dag gælder det en Ærø Jule Ale, 7,0%, 50 cl. Øltypen, ale, passer i mine øjne meget bedre til en juleøl end pilsner/lager. Rødlig-brun øl, med en del fylde. Der er anvendt sukker i brygget men ikke mere end at det giver en behagelig sødme. Styrken fornemmes ikke. Og desværre heller ikke noget der udmærker denne fra andre "normale" ales. En øl på det jævne+.

Gårdagens øl var medbragt til firmajulefrokosten. Stensbogaard Julebryg, 7,8%, 50 cl. Mørk og fyldig øl, med julesmag af appelsin og koriander. Den passede ikke rigtig til fiskeretterne, men fint til kødet. Kan også nydes alene. Dejlig øl

Dagens øl, Krenkerup Juleøl, 6,3%, 50 cl, flot rødbrun pilsnerøl, med en smag og duft af jul, bl.a. nellike og anis. Ovenpå en julefrokost i går er det godt ikke at skulle tygge sig igennem dagens pakke! 3-4 skumfiduser

Det er søndag, så kan man få sin pakke midt på dagen! Virklund Jule Ale, 6,5%, 50 cl, fin rødlig ale. Fin balance mellem lidt sødme og en krydret smag, der ikke skyldes tilsætning af krydderier. Dermed heller ikke decideret julet, men en ganske fin øl til årstiden. Mindst 4 skumfiduser

Mandagsøllen var fra Bryghuset Svaneke, Julebryg, 5,7%, 50 cl. Fin nøddebrunt bryg med en fyldig smag. Let sødme. Typisk Svaneke smag der må skyldes deres gær. Den kan jeg godt lide. Alt i alt en fin øl, men ikke specielt julet. 4 skumfiduser

Så begynder de rigtig gode øl at dukke op af posen. Herslev Stjernebryg, 8%, 50 cl. Belgisk type ale, brygget med rørsukker, anis og koriander. Fin kompleks og afbalanceret smag. Bedst i test indtil videre - 5 skumfiduser.

Halsnæs Jul på valsen, 6,4%, 50 cl. Let ale type. Er lidt i tvivl om denne øl - smager næsten som om den er blevet dårlig. Hvis ikke kan den ret sure, næsten eddike-agtige smag skyldes det tilsatte abrikos, appelsin og ingefær? Får bundkarakter og ryger nederst på rankingen men igen, jeg er i tvivl om øllet i min flaske er som tilsigtet.
*** EKSTRA smagning ***
Fik en ny da jeg hos Høkeren, Ravnsborggade (god ølbutik i kælderniveau, med gratis fadøl!) undrede mig over øllet. Notater denne gang skriver en fin orange bryg, let gæragtig duft. Forkanten af smagen er behagelig maltet, men den afsluttes med en ret udtalt bitterhed, som i den første udgave nok kammede over, men som i denne nok mere rigtige, stadig er dominerende, og ikke helt efter min smag. 3 skumfiduser, og den rykker så noget op på ranglisten men får ikke genvalg næste år.


Grauballe Peters Jul, 7,0%, 50 cl. Fin, let drikkelig ale, med god balance mellem det søde og det fyldige. Igen en "jule"øl uden særlige julekarakter, men det gør den nu ikke mindre god. 4 skumfiduser

Djævlebryg, Hjul og Stejle, 5,0% 50 cl. I følge bryggeriet ikke en juleøl for den slags højtider tror de ikke på! Flot rødlig øl der skummer kraftigt. Meget blød smag, resultat af den anvendte rugmalt? Derudover en kraftig humle der giver en tør øl. Lidt i retning af en IPA. Fin øl året rundt men er vist en sæsonøl. 4 skumfiduser.

Beer Here Jule IPA, 7,0%, 50 cl. En flot gylden IPA efter amerikansk forbillede, der efter en blød og sødlig start hurtigt overtages af en dejlig humlesmag. Der er tilsat appelsinskaller der også smages diskret. Dejlig øl, der burde være til at drikke året rundt. Mindst 4 skumfiduser.

Black Rooster The Pro's and Con's of Christmas, 6,7%, 50 cl. De kalder det selv en brown ale men den virker lettere og klart mere humlet end typen normalt er. Farven uklar brun, lidt duft af vanille, blød forkant med antydning af nellike, der følges op af den tørre humle. Rigtig god øl, 5 skumfiduser.

Kvajj Ho ho ho, 8,5%, 50 cl. En af de stærkeste indtil videre. Uklar rødbrun belgisk ale type. Dufter af fyr og citrus. Krydret med bl.a. appelsin og anis men det er især en eftersmag af solbær der bemærkes. Lidt tør og sprittet desuden. Klar selvstændig fortolkning af juleøl, som ligger lige og balancerer på grænsen til det vellykkede. Men vi nærmer os jul, så 4 skumfiduser.

Nibe, Lanternen Julebryg, 6,5%, 50 cl. Flot kastaniebrun belgisk dubbel ale. Duft og smag af karamel, lidt citrus. God balance, ikke for sød, ikke for bitter, tilpas tør eftersmag. Jul? Ikke mere end øltypen normalt giver. 4 skumfiduser.

Nørrebros Julebryg, 7,0% 40 cl. Flot kastaniebrun farve, tyndt skum. Dufter krydret, bl.a. let af lakrids. Smagen er ret krydret, der fornemmes i hvert fald kardemomme, appelsin, anis. Svag sødlig forkant, let bitter eftersmag. Vi er oppe i den rigtig gode ende, så mindst 5 skumfiduser!

Amager Julebryg, 6,8%, 50 cl. Antiklimaks. Amager er for mig det mikrobryggeri med det højeste bundniveau, så der var høje forventninger. Objektivt, en let ravfarvet øl, med fint skum, der hurtigt lægger sig. Ingen påtrængende duft. Smag fin ale, diskret på alle fronter, generer ingen men glæder heller ikke udover fans'ne. Ingen juleassociationer. 3 skumfiduser - hårdt, men anmelderen er skuffet.

Kloster Juleale, 8,3%, 50 cl. Smuk ravfarvet, klar ale. Syrlig duft. Let fyldig maltsmag, der efterfølges af syrlighed og en tør-sprittet eftersmag. Den tilsatte anis kan knap smages. Fin øl, men ikke specielt julet. 4 skumfiduser

Hornbeer Juleøl, 9,0%, 50 cl. Stærkeste øl i testen. Flot nøddebrun og uklar øl af belgisk trappisttype. Let duft af lakrids. Krydret med anis, enebær og uspecificerede krydderier – måske noget kardemomme? Bærer procenterne fint, meget velbalanceret mellem let sødme, tør bitterhed og diskret humle. Rigtig god afslutning på spøgen. Mindst 5 skumfiduser.


Ranking:
Hornbeer Juleøl
Nørrebro Bryghus Nørrebros Julebryg
Herslev Bryghus Stjernebryg
Randers Bryghus Juleøl
Black Rooster Brewery The Pro's and Con's of Christmas
Beer Here Jule IPA
Stensbogaard Bryghus Julebryg
Bryghuset Svaneke Julebryg
Nibe Bryghus Lanternen Julebryg
Klosterbryggeriet Abbed Peders Juleale
Bryggeriet Kvajj Ho ho ho Juleøl
Virklund Bryghus Jule Ale
Bryggeriet Djævlebryg Hjul&Stejle
Grauballe Bryghus Peters Jul
Indslev Bryggeri Julehvede
Rise Bryggeri Ærø Jule Ale Strong Rudolph
Amager Bryghus Amager Julebryg
Krenkerup Bryggeri Juleøl
Skagen Bryghus Gårdnisse
Halsnæs Bryghus Jul på valsen
Bryggeriet Skands Julebryg
Thisted Bryghus Økologisk Julefred
Fuglsang Ding Dong
Thisted Bryghus Thy økologisk julebryg Juleren