mandag den 29. februar 2016

Kanarisk øl

I december mødte jeg en kollega som jeg for første og indtil december eneste gang havde mødt et par måneder før. Han var blevet så imponeret over min indsats her på bloggen (selv om han intet forstår, han er tysker!), så da han havde været på de kanariske øer i november, havde han hjembragt tre øl derudefra til mig. Se, det kalder jeg sgu for klasse, welt-klasse!

Indiana, 5,5 % hvedeøl (belgisk wit) fra Isla Verde Cerveceria, Tenerife. Også herude i Atlanten er den spanske ølrevolution nået. Synes mest der dufter lidt saison/farmhouse fra øllet. Også i smagen er der et umiskendeligt, krydret præg som en farmhouse, men det er ikke rendyrket Brett. Der anes et let, blødt hvedepræg, men det er fylden og ikke smagen, der fortæller om indhold af hvede. Ikke noget synderligt præg af bitterhed. 3-4 skumfiduser.




Princesa del Agua, 5,2 % blond ale fra Gara, Los Llanos de Aridane, La Palma, Spanien. En markant græsagtig duft, iblandet lidt syrlig mælk, kunne godt tyde på noget farmhouse/saison/Brett øl. Og der er også en smule "vildskab" i smagen, men på en meget diskret måde. Den har typisk krydret grundtone som normalt for blonder. Henover det kommer så det vilde fra gæren, der er let funky og så med lidt lidt syrlighed a la citrus på toppen. Slutbitterheden stammer nok så meget fra krydringen og gæren, som fra humlen. Jeg synes det er et godt eksempel på en let drikkelig blonde - en øltype der nogle gange kan fylde lidt for megt i munden. Samtidig er der ikke megen leflen og heller ikke megen fravigelse fra grundprincipperne. 4 pæne skumfiduser.



Picara, 5,5 % belgisk ale fra Cerveceria Isla Verde, Tijarafe, La Palma, Spanien. Voldsomt initielt skum, der hurtigt dør ud i glasset. Ret funky-gæret duft fra brygget. I modsætningen til den foregående, som den ikke ligger langt fra i udtryk, så er her umiddelbart en smule mere sødme i bunden, lidt mindre krydret smag, og ingen syrlighed. Den er på den måde en lidt større pleaser og selv om den har fine saison elementer, er den lidt for tilbageholdende. Men vil givet være et godt førstegangsindtryk, hvis man vil forsøge at finde sig til rette blandt saison, farmhouse og rene Brett'er. 4 skumfiduser.

Vielen dank, Christian!

#1300-1302

søndag den 28. februar 2016

Indvarsling af næste højtid

Påskefrokost 6,5 % saison ipa fra Svaneke. Knap er julen overstået og juleøllet drukket førend der dukker påskeøl op i butikkerne. Men påsken falder også tidlig i år. Denne fra Svaneke er en kombination jeg ikke tidligere har smagt. Ydermere er der også brugt durumhvede, så mash up'pet er totalt. Der er en duft af brød fra malten og krydrede og sødlige noter fra gæren. Øllet er meget pleasende med en dejlig blødhed og en sødme der heldigvis er tilbagelænet nok til ikke at blive kvalm. Saison andelen bidrager med en ganske krydret smag hvor i hvert fald nelliker og peber kan udskilles og navngives. Ipa delen er noget sværere at erkende; der er en meget svag syrlighed og ikke ret megen bitterhed at spore. Alligevel synes jeg øllet er skruet godt sammen hvor saisonens tørre krydring bliver sat sammen med en sødme og en mundfyldighed jeg normalt ikke forbinder med saison. Klart godkendt og med en smule mere humlesmag havde den scoret endnu højere; 4-5 skumfiduser.

#1299

torsdag den 25. februar 2016

Kold kakao

Chokodrøn, 6,5 % chokolade ale fra To Øl. En intens chokoladeduft af den mørke slags møder den forsigtige næsetip. Også en form for mørke frugter kan jeg ane i bryggen. Som sådan ikke specielt fyldig, faktisk nærmest lidt tyndbenet. Også smagen bærer præg af den anvendte kakao der giver en mørk, men ikke specielt sød smag. Og så ikke så meget mere. Der nævnes ikke noget om humle på etiketten under ingredienser og der er heller ikke nogen bitterhed at spore - andet end lidt kakaobitterhed. Lidt spøjs øl - er glad for at der f.eks. ikke er proppet vanilje i. Kunnet måske godt have været en smule mere fyldig, men jeg kan godt stå inde for 4 skumfiduser til den.

#1298

onsdag den 24. februar 2016

Frost bite

Frost Bite, 6 % pale ale fra To Øl. En slags jule- eller højtidsøl, brygget med orangeskaller og fyrrenåle. En let opvaskemiddelcitrus og noget tør fyr fanges af næsen. En blød og mellemfyldig pale ale ruller ind i munden med let brødsmag, tydelig bitter appelsin og en noget mere grøn eller frisk fyrresmag end hvad jeg ellers bilder mig ind som kommer fra veldoserede amerikanske humler, og som følgelig må stamme fra fyrrenålene. Der er også mere eksotiske frugter i smagen, jeg tænker minimum passionsfrugt. Det slutter tørt og frisk. En yderst dejlig pale ale, som sikkert også kan nydes hvis højtiden holdes under fjernere og varmere himmelstrøg end hvad der sædvanligvis bydes på hertillands. 5 skumfiduser.

Endnu en gang har blogbestyreren haft snablen nede i en øl, som han ikke husker at han har anmeldt før. Eneste trøst er, at bedømmelserne stort set er enslydende - men lidt pinligt er det alligevel

#genanmeldelse

tirsdag den 23. februar 2016

Surt og ærgerligt

Maltador, 5 % stout/biere brune fra La Barbaude. De kalder det selv en brun øl, med inspiration fra irske stouts, og nede i en lav alkoholprocentsats må det nok mest være en stout. På billedet der den meget sort ud, men den var nu mere brun i glasset end hvad der fremgår. Duften er også henad belgisk ale, med lidt mørke frugter, svag lys chokolade og en anelse syrlighed. Ret overraskende er det første og fremmeste smagsindtryk en mellemstærk syre, der balancerer mellem en behagelig én af citruskarakter og en ubehagelig én af eddikekarakter. Jeg tror ikke det har været hensigten, og så er vi ude i noget forurening. Ellers kan jeg fornemme lidt chokoladesmag med mælkekarakter og lidt nøddebitterhed, men eventuelle mere subtile indtryk forsvinder desværre. En fejlbehæftet øl kan ikke få mere end den ene skumfidus, der er minimumskarakter.

#1297

søndag den 21. februar 2016

Sidste fra Hop Concept

De tre foregående øl fra Port Brewings nye serie, Hop Freshener fra Hop Concept har alle glædet mig, Dank & Sticky fik 6 skumfiduser, Citrus & Piney 5, mens Lemon & Grassy måtte "nøjes" med 4-5. Forud for fjerde omgang kunne man måske frygte, at den svagt nededgående tendens ville fortsætte?

Tropical & Juicy, 8,5 % IPA. Samme alkoholprocent og formentlig samme maltbasis i alle fire varianter. En sød, næsten let kvalmende duft med mango og passionsfrugter. En fin maltkrop lægger god bund over humlen, der nok indleder sødmefuldt som beskrevet under aromaen, men derefter bliver løbet over ende af en knastør, ganske fyrrigt indledende, og stærkt bittert afsluttende humle. Der er i dette bryg anvendt Amarillo, Cascade, Citra, Nelson, Mosaic, Exp. 06277 og Azacca, dvs. kendte og ukendte typer. Det giver også et ganske krydret islæt. Igen gør de det fantastisk godt - det må give 5-6 skumfiduser.



Konceptet må derfor siges at være bestået. Humlekongerne fra vestkysten viser hvor mesterskabet skal stå. Lidt synd, at det ikke er muligt at smage de fire op mod hinanden. Det går jo ikke, pga. humlesmagens henfald, at gemme en flaske fra hvert kvartal.

Fortsætter Port Brewing i 2016 med at lancere samme kvartet kvartalsvis, eller kommer der fire nye øl på banen? Det er lidt svært at sige, hvad jeg håber på ...

#1296