Viser opslag med etiketten Grauballe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Grauballe. Vis alle opslag

fredag den 1. marts 2019

Tang i øllet

Nordisk Tang er et firma der som mål har overbevise folk om, hvilke fantastiske råvarer havets grøntsager er. De laver en række produkter, herunder to øl, som bedømmes her. Øllene har været brygget forskellige steder, men disse to er lavet hos Grauballe bryghus.

Gylden Tangøl, 4,5 %. Dufter mest af lyst brød og græs med sødligt islæt. Udover to slags tang er der kommet enebær, røn, fennikel og dild i. Det giver en aromatisk smag der hælder mod den søde side og af ingredienserne kan jeg da lige akkurat pille enebærrene ud, så man kan jo sige at krydringen er afstemt. Intentionen med tangen er beskrevet som at tilføre lidt salt og umami, måske kan jeg lige fange noget meget let salt. Den let bitre afslutning undertrykkes næsten af krydringen. Jeg synes den gyldne er lidt for sød, om så det skyldes tangen eller andet. Tre skumfiduser.



Mørk Tangøl, 6,5 % mørk ale. Chokolade, let røg og rugbrød som duftindtryk. Røgen fylder mere smagsmæssigt uden at det bliver kvalmt eller overvældende selvom den er hvad jeg plejer at beskrive af den "våde" type i modsætning til en mere tør røgsmag. Malten giver også chokolade og let kaffesmag og en svag anelse af lakrids. Jeg fornemmer også lidt spiritus selv om procenten ikke er høj, og de angivne tilsatte egespåner tilsyneladende ikke har været i mere eller mindre uheldig kontakt med spirituosa. Tangen, tja, det er de samme to typer, savtang og sukkertang som i den lyse, men heller ikke her fornemmer jeg et voldsomt aftryk. Men jeg kan bedre lide denne øl, der ender på fire små skumfiduser.



For mig ender det lidt mere som en gimmick end som en smagsgiver. Der produceres også rom og snaps af/med tang udover tangprodukter der mere direkte er til konsum som pesto og tørret tang.

#1951-1952

lørdag den 3. december 2016

Juleøl 2016 del 2

Anden del af et endnu ukendt antal juleølsafsnit:

Hr. Hansen julebryg, 6,2 % ale fra Det Lille Bryggeri. Brygget med hasselnødsirup. Let duft af malt og noget som jeg efter lidt associationsleg kommer frem til tøvende kan beskrives som svedige sokker. Sødt og maltet bryg, med en smule metallisk bismag, og jeg synes at bemærke lidt æble og en forsigtig bitterhed, der i eftersmagen bliver en kende besk. Lidt for anonym og specielt julet synes jeg ikke den er. Det ender på 3 skumfiduser.


Meri Kurisumasu, 6,0 % rugipa fra Randers Bryghus. Femten procent rugmalt er der brugt i en med vilje anderledes julebryg end normalt. "Glædelig jul" på japansk betyder øllets navn, og må være en hilsen til den Sorachi Ace som øllet er tørhumlet med. Denne humle er kendt, nogle vil endda sige berygtet, for at dufte og til dels smage af dild. Jeg har smagt en del øl med denne humle, men har hidtil haft svært ved at fange dilden. Det bliver der så lavet om på. Allerede i duften aner jeg lidt dild sammen med citrus som humleaftryk og en let sødlig malt. Smagen starter sødligt og krydret, hvorefter dilden og noget næsten kunstigt tyggegummi-sødme træder til og der afsluttes med en tør bitterhed, der ikke er særlig snerrende. Afgjort en anderledes juleøl, men jeg synes nu, at den virker både forfriskende og samtidig tilpas krydret så den vil kunne byde julefedmen op til dans. Den holder nok ikke til en lancier med alle turene, men bedre til en hurtig quickstep! Fire små skumfiduser.


Kringly Kris Brand Norwegian Juleporter, 4,7 % fra Lervig. Der er jul i snuden med duft af næsten rå kakaobønner, udover let kaffe og chokolade. Samme smagsindtryk i en forholdsvis let porter. Der er også en let vanillesmag og jeg aner noget abrikos mens der stort set ingen bitterhed er at spore. En julebryg, men samtidig noget eksperimenterende udi genren - det afhænger helt af, hvordan man tager det ret massive kakaobønneshot, der tilbydes. Jeg er lidt uafklaret, og giver 3 skumfiduser.


AZ ale No 24, 6,5 % fra Refsvindinge. Malt, karamel og generel sødme rammer næsen. Etiketteteksten udlover vinøs smag med toner af blomme og lakrids. Javel, ja. Jeg smager den tilsatte farin som sammen med generel maltsødme sætter dagsordenen, der ikke har meget andet at tilbyde. Bryggen er for let til at kunne byde på vinøsitet, lidt mørk frugt aner jeg måske, mens lakridsen må stå for bryggeriets egen regning. Lidt spøjst står der, at der er tilsat kuldioxid. Det er vist noget med, at hvis man ikke har et genindvendigsanlæg for CO2 men må indkøbe det, skal det deklareres. Hjemmebryggere sikrer kuldioxid i øl ved let tilsætning af sukker til den færdiggærede øl, kort før flaskning og karbonering og skumdannelse er resultatet af gæring på flaske. Ikke dårlig men ret kedelig, sød uden modspil, så 2-3 skumfiduser.


Capricorn Ale, 5,4 % ale fra Bøgeskov Bryg, brygget hos Nibe Bryghus. Ren sødme i duften, formentlig stammende fra den tilsatte Muscovado sukker, samt noget kiks og rugbrød. Diskret smagende øl, hvor der en let sødme med præg af mælk, krydderi som nellike og jeg fornemmer rønnebær, selv om etiketten synes enebær. Der er en bitter smag men fornemmer den mere som nøddeskalsagtig end som stammende fra humle. For diskret til at tilbyde de store aha-oplevelser men stilfærdigt lige akkurat OK. 3 små skumfiduser.


Bedstefars Juleøl, 7,0 % ale fra Grauballe Bryghus. Jeg rammes mest af noget gærduft fra øllet. Måske også en anelse sveske. Smagen byder på flere klare indtryk: en fin maltsødme med karamel, nellike, kanel og kardemomme som det julekrydrede islæt. I bunden ligger så den tilsatte sveskejuices lettere gærede og syrlige smagsindtryk, der er tilpas doseret, så det ikke tager overhånd. Det hele bundet sammen af gæren og dens aftryk. Jeg fornemmer ikke den store bitterhed og slet ingen humlearoma. Samlet er den så afgjort julet, men på en måde virker alle elementer lidt enkeltstående og ikke helt i harmoni med øvrige. Lidt ligesom, når man bestiller stærk thai-mad, og så restauranten nøjes med at drysse frisk chili henover: det stærke bliver slet ikke integreret med den øvrige ret. Pilen peger dog i den rigtige retning, så det bliver hæderlige 3-4 skumfiduser til Grauballe.


#1417-1422

lørdag den 8. november 2014

Blandet dansk

Der var mange danske øl på programmet - her en god håndfuld

Nectar Ale, 4,5 % ale fra Bøgeskov Bryg, brygget hos Nibe Bryghus. Brygget med honning og hyldeblomst. Begge ingredienser skal man arbejde hårdt for at nå at fange, før en sær krydring tager hurtigt overhånd. Måske innovativt, men her smager det forkert. 1 skumfidus.

1914, 5 % lager brygget af Kissmeyer og Ebeltoft Gårdbryggeri på sidstnævntes faciliteter. Der må være Brett i brygget, for det er stald, læder og græs. Er de normalt lavet på lagerøl? Anyways, det virker – 4-5 skumfiduser.

Nordic Blossom, 8 % æble(!)øl fra Grauballe bryghus. Brygget med æblesaft og æblehonning. Dufter da også af æble. I stil lidt henad blonde, med typens krydrede elementer, og en heldigvis meget underspillet æble, der fint falder ind i paletten. 3-4 skumfiduser

Viborg Fad Classic, 4,6 % lager fra Viborg bryghus, brygget hos Thisted bryghus. Metallisk, kedelig, dårlig generisk øl. 1-2 skumfiduser.

Viborg Hærvejsmarchen/ Ny Nordisk Hærvejs Lyng, 6 % fra Viborg bryghus, brygget hos Thisted bryghus. Sød ale, og der skulle ikke være brugt humle i øllet, men lyng i stedet for. OK, men overhovedet ikke spændende 2-3 skumfiduser.

Original Pilsner, 4,8 % fra Virklund bryghus. Generisk pilsner, der smager som den slags gør. Duft af græs, let syrlig i smagen. 2 skumfiduser.

#855-860

torsdag den 17. januar 2013

Kedelig dansk IPA

Franks IPA 7, 5 % fra Grauballe bryghus. Brygget i anledning af brygmester Franks 40 års jubilæum. Diskret i duften. Blød indsmigrende fluidum der kæler for tungen. Maltet smag. Og så heller ikke så meget mere. En afsluttende bitterhed er eneste andet indtryk. Uskadelig men kedelig. To skumfiduser.


Amerikansk inspireret skriver de på etiketten. Ikke godt nok siger jeg!
#235

onsdag den 5. december 2012

Pakkekalender i gang igen!

Dark Christmas 7,3% fra Grauballe bryghus. Duft af mørk chokolade og lidt skarp frugt. Meget blød med tydelig chokolade- og karamelsmag og den tilsatte stjerneanis. Svag bagkant af sprittede solbær. Selv om der ikke er megen humle eller tørhed som mod balance kammer det ikke over og bliver vammelt. Bortset fra anisen kunne det være en hvilken som helst god porter. Fin øl der får fire skumfiduser.

Dejlig mørk nydeøl!

Her femte dag inde i december er jeg kun på anden anmeldelse/åbning af pakke. Jeg må undervejs ty til dobbeltanmeldelser så spøgen får en ende inden juleaften ...

søndag den 5. august 2012

Tynd stout

Natravnen, 10 % Imperial Stout fra Grauballe Bryghus. Mørk brun, meget flad øl (men se hvad etiketten synes at love?). Duft af chokolade. Smagsindtrykket ret sødligt af mørk chokolade med bitter eftersmag. Tynd i smagen for at være en Imperial Stout og holde 10 %. Den mangler tyngde og fylde samt noget modspil til sødmen. 2-3 skumfiduser.

Slående kontrast mellem etikettens afbildning af skumhatten og resultatet i mit glas

torsdag den 12. januar 2012

Pakkekalender december 2011

Genbrug fra indlæg på min Facebook side. Hver dag i december blev en juleøl fra et dansk mikrobryggeri anmeldt.

De 24 øl der indgik i pakkekalenderen


Var på forretningsrejse i går, så selv om jeg fik drukket 1. decemberøllen får jeg først kommenteret den nu: Skands Julebryg, 6,5%, 25 cl (fås også større). Nøddebrun med tyndt skum der hurtigt falder hen. Smagen svag sødlig forkant, let bitter eftersmag (ikke behagelig), diskret humle. Højst 3 ud af 6 skumfiduser

2. december klart bedre end i går. Randers Jule Øl, 5,6%, 50 cl. Mørk gylden, hvidt fladt skum. Meget let drikkelig med behagelig smag af jule: anis og koriander. Mindst 4 skumfiduser

Indslev Jule Hvede, 6,5%, 50 cl. Rødlig farve, let fyldig øl, med søde smagstoner fra hveden. Blød og lækker, men har en meget svag metallisk-skarp bagkant der ikke er helt god. Ikke så meget jul over den, men 4 skumfiduser.

Puha...en ommer! Thisted Juleren, 7,9%, 33cl. Let gylden pilsner øl, skarp ubehagelig smag der ikke forsvinder. Ved ikke hvordan den kvalificerer til et bud på en juleøl. Øv.

5. december ligner desværre i går: Thisted Julefred, 5,8%, 50 cl. Pilsner type, lidt mørkere end almindelig øl og hvis man smager godt efter, en let sødlig bagkant. Langt fra så sprittet som Jule Ren. Men intet jul over Julefred. Thisted har givet os Limfjordsporter og al ære og respekt for det, men juleøl kan de ikke. Nu er det heldigvis slut med Thisted i posen!

Skagen, alene navnet bringer fantastiske fugleminder frem. I dag har jeg så smagt Gårdnisse, 6,0%, 50 cl. Almindelig pilsnerøl med brun farin der giver brygget farve og en vis sødme. Relativt uskadelig, relativt letforglemmelig...

Så slutter første uges prøvesmagning med en Ding Dong, 7,6%, 33 cl, fra Fuglsang. Igen en øl hvor man ikke har gjort ekstra meget ud af det, blot skruet op for styrken. Lys pilsner, lidt lumsk for styrken anes ikke så meget (eller også er jeg forkølet!). Ikke ubehagelig som Thisteds variant Juleren, men ellers ret anonym.

Det er måske lidt urimeligt for flaskerne i min kalender disse dage for jeg har som så mange andre raget en forkølelse til mig. Men i dag gælder det en Ærø Jule Ale, 7,0%, 50 cl. Øltypen, ale, passer i mine øjne meget bedre til en juleøl end pilsner/lager. Rødlig-brun øl, med en del fylde. Der er anvendt sukker i brygget men ikke mere end at det giver en behagelig sødme. Styrken fornemmes ikke. Og desværre heller ikke noget der udmærker denne fra andre "normale" ales. En øl på det jævne+.

Gårdagens øl var medbragt til firmajulefrokosten. Stensbogaard Julebryg, 7,8%, 50 cl. Mørk og fyldig øl, med julesmag af appelsin og koriander. Den passede ikke rigtig til fiskeretterne, men fint til kødet. Kan også nydes alene. Dejlig øl

Dagens øl, Krenkerup Juleøl, 6,3%, 50 cl, flot rødbrun pilsnerøl, med en smag og duft af jul, bl.a. nellike og anis. Ovenpå en julefrokost i går er det godt ikke at skulle tygge sig igennem dagens pakke! 3-4 skumfiduser

Det er søndag, så kan man få sin pakke midt på dagen! Virklund Jule Ale, 6,5%, 50 cl, fin rødlig ale. Fin balance mellem lidt sødme og en krydret smag, der ikke skyldes tilsætning af krydderier. Dermed heller ikke decideret julet, men en ganske fin øl til årstiden. Mindst 4 skumfiduser

Mandagsøllen var fra Bryghuset Svaneke, Julebryg, 5,7%, 50 cl. Fin nøddebrunt bryg med en fyldig smag. Let sødme. Typisk Svaneke smag der må skyldes deres gær. Den kan jeg godt lide. Alt i alt en fin øl, men ikke specielt julet. 4 skumfiduser

Så begynder de rigtig gode øl at dukke op af posen. Herslev Stjernebryg, 8%, 50 cl. Belgisk type ale, brygget med rørsukker, anis og koriander. Fin kompleks og afbalanceret smag. Bedst i test indtil videre - 5 skumfiduser.

Halsnæs Jul på valsen, 6,4%, 50 cl. Let ale type. Er lidt i tvivl om denne øl - smager næsten som om den er blevet dårlig. Hvis ikke kan den ret sure, næsten eddike-agtige smag skyldes det tilsatte abrikos, appelsin og ingefær? Får bundkarakter og ryger nederst på rankingen men igen, jeg er i tvivl om øllet i min flaske er som tilsigtet.
*** EKSTRA smagning ***
Fik en ny da jeg hos Høkeren, Ravnsborggade (god ølbutik i kælderniveau, med gratis fadøl!) undrede mig over øllet. Notater denne gang skriver en fin orange bryg, let gæragtig duft. Forkanten af smagen er behagelig maltet, men den afsluttes med en ret udtalt bitterhed, som i den første udgave nok kammede over, men som i denne nok mere rigtige, stadig er dominerende, og ikke helt efter min smag. 3 skumfiduser, og den rykker så noget op på ranglisten men får ikke genvalg næste år.


Grauballe Peters Jul, 7,0%, 50 cl. Fin, let drikkelig ale, med god balance mellem det søde og det fyldige. Igen en "jule"øl uden særlige julekarakter, men det gør den nu ikke mindre god. 4 skumfiduser

Djævlebryg, Hjul og Stejle, 5,0% 50 cl. I følge bryggeriet ikke en juleøl for den slags højtider tror de ikke på! Flot rødlig øl der skummer kraftigt. Meget blød smag, resultat af den anvendte rugmalt? Derudover en kraftig humle der giver en tør øl. Lidt i retning af en IPA. Fin øl året rundt men er vist en sæsonøl. 4 skumfiduser.

Beer Here Jule IPA, 7,0%, 50 cl. En flot gylden IPA efter amerikansk forbillede, der efter en blød og sødlig start hurtigt overtages af en dejlig humlesmag. Der er tilsat appelsinskaller der også smages diskret. Dejlig øl, der burde være til at drikke året rundt. Mindst 4 skumfiduser.

Black Rooster The Pro's and Con's of Christmas, 6,7%, 50 cl. De kalder det selv en brown ale men den virker lettere og klart mere humlet end typen normalt er. Farven uklar brun, lidt duft af vanille, blød forkant med antydning af nellike, der følges op af den tørre humle. Rigtig god øl, 5 skumfiduser.

Kvajj Ho ho ho, 8,5%, 50 cl. En af de stærkeste indtil videre. Uklar rødbrun belgisk ale type. Dufter af fyr og citrus. Krydret med bl.a. appelsin og anis men det er især en eftersmag af solbær der bemærkes. Lidt tør og sprittet desuden. Klar selvstændig fortolkning af juleøl, som ligger lige og balancerer på grænsen til det vellykkede. Men vi nærmer os jul, så 4 skumfiduser.

Nibe, Lanternen Julebryg, 6,5%, 50 cl. Flot kastaniebrun belgisk dubbel ale. Duft og smag af karamel, lidt citrus. God balance, ikke for sød, ikke for bitter, tilpas tør eftersmag. Jul? Ikke mere end øltypen normalt giver. 4 skumfiduser.

Nørrebros Julebryg, 7,0% 40 cl. Flot kastaniebrun farve, tyndt skum. Dufter krydret, bl.a. let af lakrids. Smagen er ret krydret, der fornemmes i hvert fald kardemomme, appelsin, anis. Svag sødlig forkant, let bitter eftersmag. Vi er oppe i den rigtig gode ende, så mindst 5 skumfiduser!

Amager Julebryg, 6,8%, 50 cl. Antiklimaks. Amager er for mig det mikrobryggeri med det højeste bundniveau, så der var høje forventninger. Objektivt, en let ravfarvet øl, med fint skum, der hurtigt lægger sig. Ingen påtrængende duft. Smag fin ale, diskret på alle fronter, generer ingen men glæder heller ikke udover fans'ne. Ingen juleassociationer. 3 skumfiduser - hårdt, men anmelderen er skuffet.

Kloster Juleale, 8,3%, 50 cl. Smuk ravfarvet, klar ale. Syrlig duft. Let fyldig maltsmag, der efterfølges af syrlighed og en tør-sprittet eftersmag. Den tilsatte anis kan knap smages. Fin øl, men ikke specielt julet. 4 skumfiduser

Hornbeer Juleøl, 9,0%, 50 cl. Stærkeste øl i testen. Flot nøddebrun og uklar øl af belgisk trappisttype. Let duft af lakrids. Krydret med anis, enebær og uspecificerede krydderier – måske noget kardemomme? Bærer procenterne fint, meget velbalanceret mellem let sødme, tør bitterhed og diskret humle. Rigtig god afslutning på spøgen. Mindst 5 skumfiduser.


Ranking:
Hornbeer Juleøl
Nørrebro Bryghus Nørrebros Julebryg
Herslev Bryghus Stjernebryg
Randers Bryghus Juleøl
Black Rooster Brewery The Pro's and Con's of Christmas
Beer Here Jule IPA
Stensbogaard Bryghus Julebryg
Bryghuset Svaneke Julebryg
Nibe Bryghus Lanternen Julebryg
Klosterbryggeriet Abbed Peders Juleale
Bryggeriet Kvajj Ho ho ho Juleøl
Virklund Bryghus Jule Ale
Bryggeriet Djævlebryg Hjul&Stejle
Grauballe Bryghus Peters Jul
Indslev Bryggeri Julehvede
Rise Bryggeri Ærø Jule Ale Strong Rudolph
Amager Bryghus Amager Julebryg
Krenkerup Bryggeri Juleøl
Skagen Bryghus Gårdnisse
Halsnæs Bryghus Jul på valsen
Bryggeriet Skands Julebryg
Thisted Bryghus Økologisk Julefred
Fuglsang Ding Dong
Thisted Bryghus Thy økologisk julebryg Juleren