Brygbrygbryg

Jeg runder endnu en gang en samling øl fra Brygbrygbryg. Og der kommer flere ...

Krig, 4,8 % lagret sour med kirsebær. Duften er næsten som en frugtyoghurt med lige dele kirsebær og let gæret mælkeprodukt. Jeg finder også mandel og let træ. Den behagelige duft er forganger for en ret fredsommelig sour, der er sødet godt med kirsebær og sukker, så det syrlige fra fermenteringen næsten er helt væk. Den meget lave karbonering er yderligere et element der gør, at det næsten kunne serveres som en lækker saft. Fire skumfiduser til en flot, rød øl. Det voldsomme navn afspejles på ingen måde i flaskens indhold.

Gris, 4,5 % grisette med kirsebær. Også denne øl præsenterer sig flot rødt i glasset. Næsen fanger kun en anelse kirsebær og ikke noget grisette-agtigt som jo er en slags saison. Smagsmæssigt er der også fuld damp på kirsebærtrykkedlen, eller rettere, den er ret enerådende men ikke påtrængende. Det er frugtsmag, syrlighed og den specielle mandelundertone som kirsebær har. Jeg vil tro at den anvendte mængde kirsebær kunne være kommet i flere slags lyse øltyper, uden at man måske ville kunne smage forskel. Det smager fint, men er måske lidt for meget frugtsaft? 3-4 skumfiduser.

Norske nætter, 6 % norsk brown ale. Det der gør den norsk, er brugen af den traditionelle kveik-gær. Malt, mælk og chokolade i duft og smag. Tør afslutning. De let bitre noter i eftersmagen kan lige så godt stamme fra den ristede malt som brug af humle. Jeg tror efterhånden, at jeg må have misforstået noget om den norske kveik. Første gang jeg fik en øl med den gær, var det Kwike fra svenske Brekeriet og den var dejlig farmhouset. Det beskrev en artikel også var kendetegnet. Efterfølgende har jeg fået nogle stykker, især under Great Swedish Beer Festival, og her var der ingen funk eller farmhouse. I denne synes jeg heller ikke jeg fanger nogle specielle gærrelaterede smage. Der er en anelse fenolisk blod, som i øldommersammenhæng ofte betegnes som en fejl, fremkommet ved forkert gæringstemperatur. Men det kan ikke være det, der skal kendetegne brugen af kveik. Jeg må vist hellere blive opdateret og belært. Det ender derfor samlet ud som en lidt sød og anonym brown ale, 3 skumfiduser.

GCLV, 6 % mixed fruit sour med vanilje. Kraftig duft af passionsfrugt især og underneden noget sour-sur yoghurt. Smagen er snerpende, mest af den syrlige frugtsaft hvor det igen er passionsfrugten der dominerer - øvrige tilsætninger er stikkelsbær og kaktusblomst. Stikkelsbærrene anes som en lidt sødere frugt. Det sure bliver yderligere balanceret en anelse af en yoghurt og vanilje, der kun antydningsvis er der men som formår at lægge et let sødt låg henover. Brygget er ret fladt og har en smuk orange farve. Den kunne Brekeriet også have lavet og det er en stor ros. 4-5 skumfiduser.

 

 

#2114-2117

Mr. Series 2018 fra To Øl

To Øl har med inspiration fra Tarantinos Reservoir Dogs brygget en serie Mr. øl, der tager navn og farve efter rollerne i filmen. Jeg har ikke mødt tidligere versioner, men for nylig var der en verdensomspændende premiere på årgang 2018, som var så godt promoveret af To Øl og deres Facebook side, at jeg så mig nødsaget til at smage på sekstetten på Taphouse. De præsenteres i den rækkefølge, hvori jeg dykkede ned i glassene.

Mr. White, 5 % New England grisette med grapefrugt. Der er en kraftig duft af Brett i glasset. Kun let uklar øl og den lyseste af de 6. Det meste af smagen stammer fra Bretten og kun med en forhåndsviden om grapefrugt kan jeg erkende den. Men dejlig frisk start på serien/oplevelsen, 4-5 skumfiduser.

Mr. Blonde, 4,5 % Gose med vanilje, fersken og hindbær. Jeg fanger kun svage dufte af fersken. Af udseende er den faktisk mere orange end Mr. Orange! Der er initielt en frugtig-syrlig smag, primært fra hindbærrene. En let salt smag giver modspil. Jeg fanger også en næsten træ/fadagtig eftersmag. (Heldigvis) ikke meget spor af vaniljen. 4-5 skumfiduser.

Mr. Pink, 6% IPA med rødbede. En lidt dæmpet humleduft fra en meget flot rødbede-pink farvet øl. Smagen er en kombi af en meget heftig og bitter humle og den søde smag fra rødbeden, med humlen i overvægt. Jeg synes Beerbibliotek klarede at blande det lidt bedre i deres Alternative Fact #1984 Beetroot is the new hops. Her er rødbeden lidt underspillet - den kan mere. Fire skumfiduser.

Mr. Blue, 9 % Imperial Berliner Weisse brygget med bær. Jeg mærker sødme fra malt & bær samt syrlighed når jeg dufter til øllet. Den er tyktflydende og er sødmefuld. Det stammer vel fra bærrene (jeg synes jeg smager kirsebær og jordbær men kan sagtens være galt afmarcheret på gæt om hvad der er kommet i karret). Der er kun en anelse syrlighed initielt. Har ikke smagt så tyk en BW før, men så plejer de heller ikke at holde så høje procentsatser. 4-5 skumfiduser.

Mr. Orange, 9 % sur IPA med frugt. En frisk humle og oveni ekstra syrlig duft. Ret klar øl, der er mere blonde end Mr. Blonde! I smagen er der en heftig syrlig- og bitterhed. Fornemmer, at der er brugt både skal og safter fra diverse citrusfrugter for at opnå syrligheden, udover det der stammer fra gæringen. Samlet er den mere sour end en IPA, men det er også fint. Fire skumfiduser.

Mr. Brown, 10 % Imperial Coffee Stout. En næsten pågående kaffeduft er den primære olfaktoriske oplevelse. Smagen bidrager med chokolade, røg, ristet brød og igen masser af kaffe. Jeg bemærker en fin varmende alkohol i en velkomponeret stout. 5-6 skumfiduser.

De seks håndlangere i smagsrækkefølge fra venstre mod højre

Det var samlet en meget god oplevelse at bruge en god times tid i selskab med disse øl.

#1696-1701

Nyheder fra Amager

Det er altid lidt af et tilløbsstykke, når Amager bryghus åbner dørene i forbindelse med diverse frigivelser af nye øl. Især den traditionelle julebrygsdag med gratis æbleskiver og peber og i år 7 både helt nye og sæsonrelaterede øl i hanerne. De nye øl kunne ikke bedømmes retfærdigt på nogen måde den dag i heksekedlen, så de blev indkøbt lokalt på Østerbro til nydelse og selvstudium.

Amager julebryg 2016, 6,5 % altbier. Altbier er en stilart, der har sin oprindelse i Rheinland omkring Düsseldorf. Det er en ale, der fermenteres køligt (13-19 grader Celcius) og lagres koldt i et par måneder. Duften fra denne flaske er noget underlig, næsten lidt råd, svovl og så frisk græs. Smagen har en del pilsnerlignende noter som græs og halm, med lyst brød. Først bemærkede jeg ikke noget humlearoma men der kom lidt frugtagtige noter hen af vejen. Får lidt associationer til hvedeøl! En pæn, ren og næsten ram slutbitterhed. Har en noget højere alkoholprocent end hvad typebeskrivelsen foreskriver. Formentlig den første altbier i min mund - skal smage flere førend jeg kan bedømme den som type, men som enkeltstående øloplevelse får den 3-4 skumfiduser. (intet billede)

La Santa Muerte, 10 % imperial honning stout. Vist nok en af månedens fadøl i 2015 og som ved en efterfølgende afstemning var den folket mest ønskede se på flaske og i bredere distribution. Og det forstår man godt! Der er mørk chokolade og tobak i min snude. En næsten halvklæbrig væske med en del tyk sødme skvulper på lava-lampevis ind over min tunge og ruller rundt i munden og afgiver varmende alkohol, røg og ristning, kaffe, afsluttende med et ikke helt ringe aromahumlebid, som næsten giver den black ipa karakter. Sødmen bliver derved holdt stangen i det samlede smagsbillede. Dette kunne godt gå hen og blive efterårets favorit i lænestolen foran pejsen (hvilket her i parentesen bemærket Dude Beering ikke har nogen af), når kulden indfinder sig og mørket lægger sin klamme hånd over landet og dets uskyldige sjæle. 5-6 skumfiduser.

Reindeer Fuel, 10 % barley wine. En ny øl, der hver vinter vil få en opdatering således at to årgange ikke vil være de samme - med mindre det perfekte brændstof til julemandens rensdyr bliver brygget. Forbløffende lidt duftende, med ren malt, sødme og noget let citrus. Den har en umiddelbar og omgående fyldig, næsten klistret sødme at byde på, hvori der lusket gemmer sig de 10 procent alkohol, der lige netop mærkes både varmende og en anelse sprittet. Men slet ikke så voldsomt som set i andre barley wines. Der er lakrids og langt nede noget humle, men de anvendte typer, herunder en jeg ikke har hørt om før, Lemondrop, er godt pakket ind. Det ender samlet lidt for sødt men er garanteret en god brændstofkilde! 4 skumfiduser.

Granny with a Gun, 6 % australsk IPA, kalder de det. Et samarbejde med australske Edge Brewing project og således ikke en juleøl som sådan. Hvad der er så i flasken? Der slipper en stram og kildrende duft frem fra flaskemundingen, mest fyr og harpiks. Humlesmagen er mere kompleks - den skyldes de to australske typer Ella og Galaxy. Der er floralt indtryk og tropisk frugter som passionsfrugt og lidt melon. Har en smule frugtsødme og ender temmelig bittert (dejligt). Ser lidt lys og tyndbenet ud men har en anelse mere krop end forventet. Den er dejlig blød. Her smagt ganske kort efter frigivelsen har den alle humlenuancer i behold - fin ipa som vi kender dem fra Amager. 4-5 skumfiduser.

Psychedelic Popcorn, 4,2 % grizette (med z), et samarbejdsbryg med Forest & Main fra en af Philadelphias forstæder. Et af de nyere, hypede bryggerier, som i følge etiketteteksten (ofte) bruger vilde gærstammer fra for- og baghave. Denne øl, som i førsteudgaven blev brygget overseas er i den danske version da også gæret med en husgær fra samarbejdspartneren. Det resulterer i en let duftende øl hvor citrusnoter fra humlen og meget let stald fra gæren kommer til udtryk. Smagen er ligeledes todelt hvor hver halvdel, humle og gær, lige præcis får den plads de skal have for at komme til udtryk, uden at stjæle opmærksomheden fra den anden. Jeg møder først noget let citrus, måske en anelse appelsinbittert, som derefter bliver fulgt op af en blandet landhandel med græs, læder, grønt æble og lette krydderier (koriander vist) og afsluttes tørt, med en let bitterhed. Øltypen og dens moderate antal procenter byder op til sommerdans i hedebølgen men formår også en råkold novemberaften at sprede glæde. Den ryger helt op på 5 skumfiduser.

Endnu en gang en rigtig fin håndfuld øl fra Amager, heriblandt lidt nye og lidet afprøvede ølstilarter, et spor hvorud der gerne må fortsættes.

#1405-1409

Trillium

Trillium har fået den fornøjelse af at blive udråbt som et af de 25 nye(re) bryggerier i USA man skal lægge mærke til. Så var det jo godt at jeg netop opholdt mig i deres hjemby Boston, da jeg fik nys om dette. Først forsøgte jeg at finde deres produkter i en efter sigende velassorteret liquor store, men her fortalte de mig at deres produkter stort set kun sælges fra et beskedent udsalgssted samt fra deres egentlige bryggeri med tilhørende brewpub. Det passer vist ikke helt, men jeg fik en undskyldning for at komme forbi salgslokalet. Og der var begrænsninger på mængden af øl, man måtte købe, ligesom udvalget (hvad der var på hylderne) kunne skifte dagligt, indikerende både en mindre produktionskapacitet og/eller en stor omsætning af varerne.

Trillium er mest kendte for at være frontløbere for en north-east ipa stil, der er stærkt aromahumledrevet, og i et samspil med specielle gærstammer der nedbryder visse bestandsdele i humlen, giver det et mere "juicy" udtryk. Jeg fik seks dåser med formodet stort humleindhold samt en større flaske, hvor genren var en lidt anden. Den starter vi med:

Permutation series Number Two, 5,5 % spelt grisette pale ale. Gad vide hvor i det beer-iodiske system den vil havne? Brygget er så nyt, at det endnu ikke var kommet på RateBeer ved indtagelse. Og nummer et i serien kender RB heller ikke noget til. Grisetter har været på bloggen et par gange tidligere i år. En sødlig-sur duft bekræftes af bonusbarnets ansigtsudtryk. Tillige en anelse stram. Smagen er meget saisonagtig med syrlighed fra gæren og Motueka humle samt en udpræget tørhed i den helt til bunds gærede øl. Gæren giver gærede noter og egentlig gærsmag. Nydt en 30 grader varm septemberdag i Boston rammer den lige i bulls eye i halsens tørre plet men vil også gøre lykke på andre tidspunkter. Den høster fem store skumfiduser.

Vicinity, 8 % double IPA. I aroma og smag virker den super frisk med ret lidt bitterhed og mængder af frugtige og blomstrede noter. Der er grapefrugt, passionsfrugt, ananas og mango samt en anseelig mængde fyrrenål. Jeg har kun lugtet til friske humlekogler men jeg forestiller mig, at hvis man tygger en mundfuld, vil man få samme, næsten olierede indtryk i munden. Det må være fordi dåsen er super frisk-fremstillet. Fint førsteindtryk af north-east ipa stilen fra Trillium. Fem skumfiduser.

Fort Point, 6,6 % double dry hopped pale ale. Procentmæssigt er den vist meget mere over i ipa genren end pale ale og alle duft- og smagsindtryk understøtter antagelsen. Omend det ikke er helt let at komme ind bag det meget umiddelbare humleindtryk, hvor der er fuld smæk på. Grapefrugt, mango og passionsfrugt med skarp fyr underneden. Som i foregående mest som aroma og ikke meget i bitterhed. Jeg har hørt udtrykket humlejuice brugt lettere forkasteligt. Det er meget beskrivende her. Jeg kan godt lide det, så 4-5 skumfiduser.

Little Rooster, 5,8 % american pale ale som del af en small bird series. Vi holder os stadig i den meget aromahumle drevne genre, men her er der skruet lidt ned på tangenterne og især den skarpe og tørre fyrresmag. Der er også mere appelsinsmag i den bette hane og stort set ingen bitterhed. Fortsat den meget frugtige NE-ipa stil der præsenteres. Den er god og selv om der måske ikke er den store variation at spore mellem de tre grundtyper der er smagt indtil nu, så glider de dejligt let ned i blogbestyrerens gane. 4-5 skumfiduser.

Congress Street, 7,2 % ipa. De kalder det selv for deres flagskips ipa, og så må den være god. Den synes brugerne på RateBeer også - den står til 100 points. Den har en næsten ren duft af appelsiner men også noget let tropefrugt. Ligesom i ovenstående apa er der mere afdæmpede smagsindtryk hvor man godt kan erkende en let malt (som kiks) førend en meget frugtig humlearoma fra primært Galaxy, men også Columbus gør sig gældende. Ret let bitterhed til sidst. Igen en ret juicy, nærmest frugtdrikagtig øl, der nærmest er en alkoholmæssig storebror til den lille hane. 4-5 skumfiduser.

Scaled & Scaled double dry hopped, 7 % ipa'er. Drukket og anmeldt sammen for at kunne vurdere virkningen af tørhumlingen. Duftene er ret svage, lidt sødlig med en svag fyrretone fra Scaled, mens ddh Scaled forekommer at have en lidt mere kompleks frugtduft. Begge har en let maltsmag af lyst brød i en mellemfyldig bryg. Grundbryggen er langt fra så frugt-juicet som de øvrige bryg ovenfor, og har en let tør og medium finish. Den tørhumlede er noget mere fyldig og saftig, men stadig langt fra øvrige i denne anmeldelse. Slutter en anelse mere bittert. Samlet er de lidt blegere og mere skuffende end jeg havde håbet på og smagsforskellen var i dette par ret diskret. Men den tørhumlede var en snert bedre, uden at der dog gives forskel i karakteren der ender på 3-4 skumfiduser til dem begge.

Trilium var trods de sidste ikke helt innovative bryg et dejligt nyt bekendtskab - dem håber jeg at kunne møde flere gange. Måske i et samarbejde med Amager bryghus?

#1388-1394

Grisette

Fuck art - the heathens are coming, 5,4 % grisette fra To Øl. Typen er en saison-lignende øltype, brygget med Brettanomyces. Oprindelig blev den brygget til minearbejderne i det sydlige Belgien og skulle være en forfriskende øl efter en hård arbejdsdag. Både i duft og smag er der dog meget saison og Brett over den, med stald og hest som stiltro karakteristika. Dog er der efter etiketteteksten at dømme brugt mere humle end normalt og jeg erkender da også en syrlighed som stammer fra aromahumlingen. Jeg har dog smagt mere velhumlede saisontyper, der fint kombinerer gær og humle. Dog havde den foregående grisette fra Wicked Weed/Jester King for meget pågående citrus. Denne tørrer mundhulen godt ud og er nok mere tørstskabende end forfriskende, men den er fin og god. 4 skumfiduser.

#1355

Wicked Weed

Wicked Weed er et amerikansk bryggeri fra Asheville, North Carolina, der blev startet med det formål at brygge west coast IPAer og belgiske ales. De har senere udviklet sortimentet, og har nu et decideret funkatorium, hvor sours og funky øl lagrer i tønder. De er blandt verdens 100 bedste bryggerier i følge RateBeer. Jeg var lige ved at lære dem at kende i forbindelse med Amager Bryghus' årlige samarbejdsbryg med amerikanske bryggerier, men der gik vist lidt kludder i logistikken og WW meldte afbud. Nu fandt jeg to af deres funky øl i Torvehallerne (Mikkellers bottle shop) som jeg kan teste.

Serenity, 5,5 % farmhouse ale, 100 % fermenteret med Brettanomyces og lagret 3-5 måneder på vinfade. Klar og tydelig farmhouse og Brett i duften, med staldmiljø og hest. Også noget sødligere frugt helt nede. Lige så tydelig i smagen, hvor der ikke er nogen restsødme, men en masse typiske indtryk fra Bretten, der i den lette bryg får frit spil. Det er farmhouse og Brett for fuld skrue - det giver næsten en røget finish, oveni det klassiske våde græs, hest, urin, læder og tobak. Der er en smule syrlighed og mere ren træsmag - begge dele kan være noget, der er samlet op i fadene - gætter på, at det er hvid- og ikke rødvinsfade, den har skvulpet rundt i. Lækkert - 4-5 skumfiduser.

The Parking Lot Grisette, 5,2 % farmhouse ale, brygget sammen med Jester King. Har umiddelbart en sødlig duft, der dæmper noget af den typiske saison/Brett, men den er der. I smagen er der en klar syrlighed, der formentlig stammer fra tørhumlingen med Mandarina Bavaria og Huell Melon. Den trumfer næsten de mere landlige noter, som ellers igen er græs, hest, læder og tobak. De to elementer forekommer noget aggressive sammen, og hvad der måske var tænkt som en frisk humlet saison, ender ud som en noget uharmonisk bryg. Den falder ikke helt heldigt ud i min mund. 2-3 skumfiduser.

#1353-1354