Viser opslag med etiketten Hoppin Frog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hoppin Frog. Vis alle opslag

lørdag den 9. december 2017

Årets jule- og vinterølsindlæg

Dude Beering blev i sin tid fisket op af en juleølstønde, og man kan ikke udelukke at jeg ligefrem blev undfanget deri. Men modsat Obelix har det ikke afholdt mig fra at hvert år, i større eller mindre systematisk omfang, at genbesøge den ædle drik. Stilarten juleøl er ikke klart defineret og i de seneste år er spændvidden og fortolkningen øget dramatisk, så eneste fællesnævner efterhånden kun er tre bogstaver. Bloggens læsere skal heller ikke i år forskånes for min uforblommede meninger, der egenmundigt er hevet op fra flaskernes bundfald. Der er også røget enkelte øl med, der lidt mere bredt er brygget til/opkaldt efter den mørke årstid.

Black Ice,  9,5 % imperial stout fra Flying Couch. Dejlig mørk frugtig duft af rosin og figen, med let røg og bitter chokolade. Ret sødlig smag, uden at være klistret eller kvalm, og det ender på en måde ret tørt alligevel. I mellemtiden er der røg, træ, og en pæn bitterhed, men mindre af den frugt, der var at bemærke duftmæssigt. Den tilsatte kaffe giver lige et lille diskret pift nu og da. Der er desuden smagsnoter fra lakrids, kakao og måske lige det allermest diskrete vanilje. Samlet set er den komponeret ret fint - den er ikke vulgært sød (langt fra), har en masse fine indtryk men holder det hele pænt samlet. 5-6 skumfiduser.


Pime ÖÖ, 13,6 % imperial stout fra Põhjala. En øl fra Estland, brygget til den mørke vinter og de depressioner, der følger deraf. Også i denne imperial stout en gæret duft af rosiner, figner men også chokolade og alkohol. Super fløjlsblød i munden og tyk olieret substans. Chokolade, frugter, både de tidligere nævnte men også noget syrligere, der dog hurtigt forsvinder. Kaffe og tobak i eftersmagen og det ender bittert. Har en varmende, men ikke spruttet alkohol. Her er vi over i en sødere variant af imperial stout og det er indsmigrende og svært ikke at holde af. Når det så ydermere serveres i 33 cl, bliver det aldrig for meget førend bunden er nået. 5 skumfiduser.


Hop Sneeze, 7 % vinter IPA fra Flying Couch. Der stiger en tør, stram duft af citrusfrugter op fra glasset. Der er også kommet både appelsin, lime og desuden abrikos i brygget. Det er måske dem bryggerne har associeret til jul, da de kreerede opskriften? Smagsmæssigt er det en ganske fin IPA, med nogen frugtsmag som så må stamme fra tilsætningen og en ganske tør humleafslutning, der tørrer ud og giver fin bitterhed. Fin øl, ja, jul - ikke udover salgstidspunktet. Men OK, de kalder den også for en vinterøl. 4 skumfiduser.


Hoppy X-mas, 6 % ipa fra Det Lille Bryggeri. Opskriften/brygningen/alkoholindholdet varierer tilsyneladende fra år til år. I år er den endt på 6 % (men der mangler brygge- og tappedato på etiketten, noget som de ellers er flinke til at oplyse). Duften er sådan generisk ale, uden nogle specielle træk. Det samme kan desværre siges om smagen. Selv med bedste vilje er det svært at erkende, at der er anvendt flere slags karamelmalte, mere humle (jo, den er bitter, men ikke på nogen måde ekstremt) mens den tilsatte abrikossirup godt kan pilles ud og nikkes genkendende til. Men det resulterer samlet ikke i en mindeværdig øl - snarere ligegyldig, og lettere uharmonisk. Sådanne øl som denne, og der er mange i landskabet, bekræfter mig i, at julen bringer kræmmermentaliteten frem i selv den ædleste mikrobrygger, der lige flikker en opskrift sammen, designer en julet etiket og sender den på markedet i måneden op til jul. Folket elsker jo juleøl! Dude Beering er mere kritisk og stanger to lunkne skumfiduser ud til den.


Frosted Frog, 8,6 % jule ale fra Hoppin' Frog. Markant duft af ingefær. Og samme knold dominerer den stærkt krydrede drik, der er et sammensurium af indtryk. Ingefær, appelsin, kanel og muskat, med en syrlig-besk tone, der slet ikke er behagelig. De har puttet alt for meget ingefær i og det bliver næsten udrikkeligt. En skumfidus, der ellers kun stanges ud til fejlbehæftede øl, men jeg tror desværre nok, at de mener det.


Myrraskær, 7 % belgisk ale fra Røde Port. En ganske typisk duft fra belgiske ales; rugbrød, karamel og noget let krydret. Smagen er sød, sukker og karamel, nellike, lakrids og afsluttes med en let bitterhed. Krydderierne er i den lette ende af skalaen, og en anvendt sød appelsinskal synes jeg ikke sætter noget aftryk i det samlede produkt. Den er i den boldgade, hvor jeg synes øllet spiller bedst i tiden op til jul, men det er lidt for anonymt. Jeg er glad for at have stiftet bekendtskab med Røde Port men denne er i min mund det svageste led i deres portefølje, uden at den dog på nogen måde er dårlig. 3-4 skumfiduser.


Christmas Pudding, 4,7 % toffee milk stout fra Amundsen bryggeri. Dem kender jeg kun fra et besøg på deres brewpub i Oslo for fem år siden, hvor jeg måtte nøjes med at lade mig vederkvæge med et af deres egne produkter. Her er der en øjeblikkelig duft af vanilje, labre larver og mælk og smagen følger ganske godt de første olfaktoriske indtryk. Det er blødt op i en ikke særlig voldsom væske, der er på kanten til at føles vandig. Det gør så også at de fleste smage damper hurtigt af, herunder vaniljen, som notorisk er på min most wanted bag-tremmer liste og her desuden virker syntetisk. Der er også angivet "aroma" i indholdsfortegnelsen og så kan man frygte at det ikke en gang er ægte vanilje, der er kommet i. Det er samlet for sødt på en for tyndvæsket baggrund så med vaniljesmagen stadig i frisk erindring ender den på 2 skumfiduser.


Super Santa, 4,7 % christmas coffee stout fra Amundsen. Det er åbenbart et juletema hos dem, alkohol"svage" stouts. Her er duften mørk chokolade, kakaonibs, kaffe og vel også noget vanilje, men lettere end i den foregående. Brygget forekommer lige så vandigt-tyndt som julebuddingen, og det afslutter efter nogle smage, der efterligner duften, med noget let syrligt-metallisk, der ikke virker helt harmonisk. Selv om jeg ikke kan lide alle smagsindtryk er jeg sikker på, at de ville have haft det bedre pakket ind i noget mere fylde og alkohol. Nu bliver det alt for flygtigt. To beskedne skumfiduser også til denne dåses indhold.


Hoppy Lovin Christmas, 7,8 % ipa med ingefær og fyrrenåle. Fin duft med humle og ingefær. Dejlig smag med fin blanding af let sødme, tør humlet smag, antydning af ingefær og fin bitterhed med slutantydning af fyrrenålene. Dejlig øl, året rundt. 4-5 skumfiduser.


Stjerne Bryg, 10 %, fra Herslev bryghus. Denne version er en speciel fadlagret jubilæumsudgave. Brygget i 2011 og en tur i whiskyfade for at markere bryggeriets ti års jubilæum. Så gør det lidt mindre ondt, at jeg ikke nåede forbi en seriel smagning af samme bryg fra fem forskellige år forleden på Taphouse. Stærk fadpræget duft med træ, rødvin, karamel men ikke ret megen sprut. Smagen starter med malt og karamel der er præget af fadlagringen, der tilfører noter af træ, og igen vil jeg hellere sige rødvin end whisky, mens de krydrede islæt af den tilsatte koriander og stjerneanis er dampet lidt af og/eller sikkert overdøvet efter turen i tønden. Alderen og fadlagringen giver øllet en perfekt kant og nye dimensioner, så det ender med at jeg kommer til at holde ret meget af den. Ikke at jeg ikke brød mig om den originale, der i sin tid fik fem skumfiduser, men denne kravler øverst op på skamlen til fortjente seks skumfiduser.


Skt. Peter, 7 % belgisk dubbel fra Thisted Bryghus. Let belgisk gærduft iblandet kanel. Også ret klassisk belgisk dubbelsmag, med lakrids/anis og kanel som ekstraelementer der sikkert begge er med til at legitimere brygget som juleøl. Det er forbavsende, at den ikke føles mere fyldig end den gør, med tanke på de 7 % der er i, men sådan er det jo med klassiske belgiske ales. Jeg ender med at synes den er ganske udmærket og tildeler derfor fire skumfiduser.


Norsk Jul, traditional Christmas ale, 4,5 % fra Nøgne Ø. Brygget med enebærkvist, porse og honning, og porsen træder duftmæssigt frem sammen med kiks og let malt. I sagens natur fremtræder den ikke voldsomt i munden og porsen, enebærrene og honningen er der flygtigt, men forsvinder hurtigt igen. Der er en lidt underlig slutsmag, hvis jeg skal beskrive det bliver som tørt og metallisk og det giver sikkert ikke en gang mening for mig om et par dage, men det er lige det, jeg kan få associationer til. Ikke uinteressant krydring men det bliver lidt parfumeret. Ydermere er brygget for tyndt til at kunne favne det. Tre skumfiduser får den lige sneget sig op på. Der var en to-tre andre varianter af juleøl fra Nøgne Ø i den kælder jeg besøgte, hvor de fleste indkøb til dette opslag blev gjort. Jeg kender God Jul og Underlig Jul men skulle nok have valgt en af de andre i stedet for denne.


Yolomælk, 14 % imperial stout fra To Øl. Den er såmænd lavet med både kaviar og champagnegær, og selv kalder de den for imperial salty milk stout. Duften er rimelig normal, med medium kaffe, røg og chokolade. Den er også krasbørstig og kraftig som typen og alkoholprocenten forlanger, med en del alkohol, der næsten virker sprittet, sammen med mørk chokolade, kaffe, mørke frugter og kun en anelse salte noter, som hvis ikke jeg var blevet præsenteret for ingredienslisten måske ikke ville have bemærket. Jeg synes alkoholen er lidt for dominerende i ellers fint balanceret øl, der ikke har overdreven sødme, men tværtimod er ret slutbitter. 4 skumfiduser kan det blive til her.


Black Bauble, 8 % sort ale med kardemomme og appelsinskal fra To Øl. Appelsinen både dufter og smager godt igennem i dette bryg, som vel er noget porter, i en pæn fyldig udgave - lækker og cremet. I smagen fanger jeg lidt røg, bitter chokolade og en tør eftersmag, hvor kardemommen til sidst røber dens tilstedeværelse på en behagelig tilbagelænet måde. Der er også lidt parfumeret henad porse men det fremgår ikke, at denne urt skulle være kogt med. Lidt anderledes mørk øl, uanset hvilken kategori man vil putte den i. Kardemommen og den øvrige krydrede smag skulle ikke være meget mere tilstede førend det kammede over, men her synes jeg at man får en god, eksperimenterende og anderledes øl. Fire skumfiduser.


Julesæsonen, 11 % saison fra Humleland. Det er vist en noget højere procentsats end hvad stilarten ellers foreskriver. Duften er stilren brød, sødme og gær med en let parfumeret note. Særdeles fyldigt og blødt bryg, med sød brødsmag, krydret islæt af i hvert fald peber og koriander. Granskuddene som er julens specifikke bidrag, smager parfumeret igennem til sidst. Humlen giver let citrus og medium bitterhed, der blander sig med gærens krydring, men koglerne har det svært i den malttunge bryg, hvor også alkoholen har en varmende virkning, på kanten til sprittet aftryk. Jeg blev lidt taget på sengen idet jeg regnede med en normalstyrke saison. Her får man på en måde mere af det hele og så lidt ekstra. Granskuddenes parfumerede aftryk er nok med til at være udslagsgivende hvorvidt denne øl behager forbrugeren. Jeg er lidt midt imellem det positive og halvvejs opgivende og ender sammenlagt med at give denne lyse nydeøl tre-fire skumfiduser.




#1643-1657

lørdag den 3. januar 2015

Kageøl

Frog's hollow double pumpkin ale, 8,4 % ale fra Hoppin' Frog. Der er brugt græskar og en ordentlig krydderi-blanding: kanel, ingefær, muskat, allehånde og nellike. En meget krydret duft hvor jeg lige først fik vingummi som association, og derefter fik sat navn på kanelen og nelliken. Det ret flade bryg er let prikkende i munden og afgiver igen noget smag, som giver mig slikfornemmelse. I grunden er der karamelsødme, der suppleres af bagekrydderierne og aner jeg den svageste syre? Fanger også noget lakrids. Alkoholen smages, mens der kun er let bitterhed fra humlen og ingen særlige smage derfra. Første gang jeg smagte sådan en kageøl synes jeg, det var ok; nu synes jeg at det kan blive lidt for meget af det gode, især hvis man skal sluge de 650 ml selv. Den får alligevel lidt over middel med 3-4 skumfiduser.


#968

torsdag den 4. december 2014

Noter fra smagningen - de sorte og så de tunge sorte

Silk Porter, 6,2 % fra Hoppin’ Frog. Ikke megen duft, måske lidt mælkechokolade. Smagen er næsten lige så diskret, med kaffe, chokolade og let brændte noter. OK, men ikke mindeværdig. 3 skumfiduser.

Spetsnaz Export Stout, 6,7 % stout fra Grumpy Troll Brewery, Restaurant and Pizzeria (Wisconsin). Let kaffe duft. Typisk stout let fylde. Kaffe og brændte noter i smagen der ikke er specielt interessant. Lidt bedre end en Guiness men ikke markant afvigende fra denne. 3 skumfiduser.

Rime Of The Ancient Mariner, 11 % imperial stout fra Brouwerij De Molen. Hel & Verdoemenis lagret på kirsebær. Let mørk frugt i duften. Megen mørk, sød chokolade i smagen, med prikkende alkohol underneden. Der er en antydning af frugt, men er det fordi jeg forventer det? Fin imperial stout, men en tand for sød. 4 skumfiduser.

Oil Of Aphrodite, 10 % imperial stout fra Jackie-Os. Med valnødder og sirup. Kaffe og chokolade hvis man hiver dybt ind. Tykt, alkoholrig drik med mørk, bitter chokolade. Lidt tyndbenet i smagen, men fin nok. 4 skumfiduser.

Zinneke, 8,4 % imperial stout fra Smuttynose Brewing Company. Fadlagret i bourbon fade. Chokolade, bær og let sprut i duften. Lidt det samme i smagen, minus sprutten. Brændte noter. Den belgiske gær giver også et godt aftryk. 4-5 skumfiduser

Laika Russian Imperial Stout, 11,7 % fra Straight To Ale (Alabama). Mørk chokoladeduft. Også ret dyb og mørk chokoladesmag, der modspilles af en bitterhed der næsten ender over i noget syre på bagkanten. Blød men ikke super fyldig. Kunne godt have haft lidt mere krop til de mange procenter. 4 skumfiduser.

Assassin, 12,8 % killer (!) imperial stout fra Toppling Goliath (Iowa), årgang 2013. Lagret på whiskyfade. Helt flad øl der er mørk som arvesynden. Mørke bær i duften og vel også noget chokolade. En rigtig god og klassisk imperial stout der har fået en helt tilpas dosering på fadene hvor whiskyen spiller op men ikke mod den mørke chokoladesmag. Alkoholen smages således og har en let fadspruttet whiskysmag. Er normalt ikke så vild med fadlagring men her må jeg overgive mig. 6 skumfiduser.


13th Anniversary Ale, 11 % fra Bottlework Brewing, brygget hos Stone Brewing Company. Der er brugt 13 malte og 13 humler til denne 13 års jubilæumsøl. Ale og ale, den er så mørk og fyldig at det vel er en stout? Chokolade og kaffe i duften. Mørk chokolade og let brændthed i smagen. De mange humler giver ikke smag som typisk er i så mørke øl, men bidrager dog til noget bitterhed. Men nok lidt mere et gimmick end egentlig udslagsgivende i smagen. 4 skumfiduser.

#923-930

torsdag den 15. august 2013

Dobbelt Hoppin' Frog

Lige pt. er der ganske mange øl fra Hoppin' Frog rundt omkring i de butikker jeg handler øl i. Jeg tester to i denne omgang. 
 
Gangster FROG, 7,5 % IPA. En herlig stærk duft af fyr, citrus og sprit stiger op fra glassets munding. I munden medium fyldig, med en anelse frugt (tør citrus) men det overskygges af en dejligt aggressiv humle, der er fyrret, krydret og har en sprittet smag af mørke bær. På bagkanten, når bitterheden har lagt sig lidt, aner man noget lidt sødligere appelsin. Bestemt endnu en god amerikansk IPA. 4 -5 skumfiduser.


Hop Dam, 10 % Triple IPA. Tung maltet duft med fyr. Mere maltfyldig end Gangster, med en sødlig smag fyldt med noget sveske-malt-tung overmoden frugt smag. Humlen kommer først til udtryk et stykke ind i eftersmagen, hvor den så er af den fyrrede tørre og bitre slags. Det er brugt Amarillo, Columbus, Cascade og Summit og skulle i følge frøerne sætte nye standarder for deres humlede øl. Et kompleks men også noget tung øl, der ikke flyder let men som kræver langsom nydelse. I både denne og i gangsteren er der synes jeg en anelse smør-agtig smag (diacetyl), indikerende noget der ikke er gået helt korrekt. Jeg vælger dog at give 5 lidt mindre skumfiduser - den er en krævende fætter, men man bliver belønnet hvis man er standhaftig!

#427-428

torsdag den 6. juni 2013

Aggressivt navngivne øl!

Dagens to øl har måske det lidt søgte til fælles, at de er lidt voldsomt navngivne ...

Mean Manalishi, 8,2 % double IPA fra Hoppin' Frog. Dufter af karamelmalt, med den letteste anelse af noget citrus. Meget umiddelbar blomst i smagen, med fersken og nødder, og med en bitter afslutning. Er der noget diacetyl over den eller er det bare gær og malt? Medium fyldig og procenterne anes. Derfor ikke en bælle bajer, men en til langsom vederkvægelse. Kan ikke helt befri mig for indtrykket at alt ikke er helt som tiltænkt i denne flaske og derfor ender den på 4 skumfiduser - med plads til forbedring!



Blizzard, 9,7 % imperial porter fra Mohawk. Der er anvendt 10 forskellige malte og 8 forskellige humler i hvad de selv betegner som en ekstrem øl. Duft af mørk chokolade og kaffe.  Forbavsende let i munden. Smag af kaffe, chokolade og lakrids. Røg. Mørke frugter, kirsebær og rosiner. Den initielt beskedne sødme modsvares af en let tør- og bitterhed på bagkanten. 4-5 skumfiduser.


 Dagens to øl har også det til fælles at de er gode ...

#344-345

lørdag den 4. maj 2013

Copenhagen Beer Celebration 2013

Den alternative festivals andet år, igen i år afholdt bekvemt i Spartahallen, Østerbro. Man havde gjort sig en hel del erfaringer første år, og publikumsforholdene var væsentligt forbedrede i år. Der var masser af siddepladser hvor man kunne sidde og nyde sin øl og gøre notater og spise eventuel indkøbt mad. Sidstnævnte var der flere boder der sørgede for var tilgængeligt. Der var også installeret skyllestationer så man kunne rense sit smageglas mellem prøverne.


Lækre ostehaps til en 20'er

Jeg ankom til hallen 15.15 og måtte vente næsten 15 minutter førend jeg kom ind. I løbet af de fire en halv time jeg var der indtil de lukkede, svandt menneskemængden ikke synderligt ind, og det var lige på grænsen til at der var for mange. Visse steder var det svært at komme til.

Nåede at smage 25 øl som her præsenteres i kronologisk rækkefølge. Notaterne er noget mere kortfattede end vanligt. Strategien var først at prøve så mange IPAer og lignende typer som muligt, især de amerikanske af slagsen. Har efterfølgende fundet ud af, at tre af øllen smagte jeg også sidste år ved samme lejlighed. Det var ikke med vilje ...

New Dogtown Pale, 6,1 % american pale ale, Lagunitas (USA). Tør, fyrret duft. Ret tør smag, med fyr. Ikke nogen maltsødme, kun en anelse brødsmag og lidt enstrenget humle. Men god og let drikkelig. 4 skumfiduser.

Hoppin’ to Heaven, 6,8 % IPA, fra Hoppin’ Frog (USA). Ikke megen duft. Næsten fylde som en dobbelt IPA. Noget bæragtig spritsmag og overraskende ikke megen humlesmag. 3 skumfiduser. Har tidligere smagt en flaske version af denne øl - til 5 skumfiduser ...

IPA, 6,2 %, fra Mountain Goat (Australien). Svag duft. Meget brød og gær i smagen. Også ret sprittet. Smager som en dobbelt IPA? Ikke helt harmonisk i min mund. 2-3 skumfiduser.



Fin tappehane fra Mountain Goat

Shart Pants, 9,1 % Double Belgian IPA fra Against the Grain (USA). Smags- og bryggekombi af belgisk ølgær og amerikansk IPA. Meget fyldig, med flest indtryk fra det belgiske: krydret smag med lakrids mm. Det bliver så holdt i skak af de amerikanske humler Columbus, Centennial, and Cascade, der giver en tør og citrus agtig eftersmag. Usædvanlig blanding og ikke helt harmonisk men dog 3-4 skumfiduser.

Hopwired, 7,3 % IPA fra 8wired (New Zealand). Lavet udelukkende med new zealandske ingredienser. Maltet duft, fyldig smag. God blanding af maltsødme og humlen, som er tør og lidt mindre spids end amerikanske. 4 skumfiduser.

Suruga Bay, 7,8 % Imperial IPA fra Baird Brewing (Japan). Noget diskret, både i duft, smag og mundfylde. Der er frugt i smagen, næsten ananas (!) og så en lettere tør eftersmag. 3-4 skumfiduser. Sidste år gav jeg den 5 skumfiduser.

Fin etikette fra Baird brewing. Desværre kunne man ikke købe deres t-shirts.

Hoxton IPA, 6,6 % fra Brodies (England). Lys & let, meget grapefrugt i næse og mund. Tør som den skal være, men lidt for enstrenget humle, måske. Men fin tørstslukker. 3-4 skumfiduser.

TKO (Technical Knock-Out), 6,3 % IPA, fra Boxing Cat Brewery (Kina). Let fyr-citrus duft, og samme nuancer i smagen. Let drikkelig og fin. En udefinerbar tand bedre end foregående og derfor 4 skumfiduser.

Fast Decay, 10,6 % dobbelt IPA fra De Molen (Holland). Meget sød og fyldig. Næsten noget træ og røg i smagen. Ret bitter eftersmag. Ikke så meget IPA eller humle over det, men 4 skumfiduser.

Spontandoubleblueberry, 7,7 % lambic, fra Mikkeller (Danmark). Måtte smages pga. udseendet, ikke for smagens skyld. Meget tynd. Sur som en ægte lambic, med en smag af de anvendte blåbær. Nogen elsker denne type øl, det gør jeg ikke. 1 skumfidus.

Blåbærs lambic. Kommer ikke i glasset igen, men flot er den!

Rye IPA, 8,5 % fra Lervig Aktiebryggeri (Norge). Klassisk duft af fyr & citrus. Let som en IPA, smager næsten som en dobbelt, med en god, blid fylde, der ikke er sød men som spiller godt med humlen. Bedre end de øl fra samme sted, der markedsføres i Irma! 4-5 skumfiduser.

Hunahpu’s (2011), 11 % Imperial stout fra Cigar City Brewing (USA). Måtte her midlertidigt gå mørkt, da flaskerne begyndte at svinde ind på standen. Træ, kaffe og lakrids i duften. Tyk, olieret væske. Vanille (let), kaffe, chokolade, mørke bær. Utrolig kompleks. Legendarisk øl, står til 100 på Ratebeer. 6 skumfiduser hos Dudebeering.
Drengene fra Cigar City, med de pludseligt få flasker og dåser der var tilbage

Legendarisk Hunahpu's

Union Jack, 7,5 % IPA (west coast) fra Firestone Walker (USA). Let duftende. Noget parfumeret smag, med melon. Ret tør og humlet eftersmag. Efter lidt tilvænning vinder den, men stadig lidt for sød og især parfumeret til det helt store. 4 skumfiduser.

Double Rice IPA, 9,5 % imperial IPA fra Kuhnhenn brewing (USA). Fyr + citrus i duft, som også går igen i denne forbavsende lette dobbelte/imperiale IPA. Fin tørstslukker, som også skulle være god til spicy mad. 4 skumfiduser.

No Rice and Curry, 5 % India Pale Lager (!) fra Amager bryghus (Danmark). Må så være brygget med undergær. God IPA duft af citrus og fyr. Første indkast i munden gav en let ubehagelig metalsmag men i øvrigt klassiske smagsindtryk for en IPA, inkl. fyr og citrus og ikke megen maltsødme. Øllet blev ligesom de fleste andre serveret for koldt og ved en let temperaturstigning blev det lidt bedre. Dog noget uharmonisk og for de danske IPA konger en noget skuffende bedømmelse på 3-4 skumfiduser.

IPA Colombus, 7,2 % fra Kernel brewery (England). Single hop IPA. Lidt stram duft, lettere stram smag. Er det udelukkende Colombus’ skyld? Har også noget sprittet bær i smagen. For skarp og uharmonisk i min mund. 1-2 skumfiduser.


Der blev gået seriøst til værks ...

...også min notesbog blev taget i anvendelse

Så gik jeg over til de mørke og tunge drenge …

Cinnamon, Chili, Vanilla, ? % Imperial Stout fra Siren (England). Helt nyt bryggeri. Meget fyldig, mørk, tung og olieret. Noget chokolade, mørke bær på forkanten, vanilje og chili i eftersmagen. Chilien er næsten for aggressiv, men Dudebeering tildeler alligevel 4 skumfiduser for den i øvrigt gode smag.

Romanov Empress (Port Barrel Aged), 12,1 % stout fra Brodies (England). Lidt frugtig (!) duft. Mørk øl med gode stout kvaliteter, men også sur frugt fra lagringen på portvinsfade. Eftersmagen forbliver i den sure ende. Derfor kun 2-3 skumfiduser. Den fik 5 skumfiduser sidste år, og noterne antyder ikke samme syrlige-sure smag.

Double Black Mash, 12 % imperial stout fra Amager bryghus (Danmark). Ekstremt fyldig, med kaffe, mørk chokolade, men også sprittede bær i smagen. Sådan en øl skal nydes i passende portioner, og så var det godt at man kun fik max 10 cl af gangen! 4-5 skumfiduser.

2nd Anniversary Cap’n Skoon’s Ballistic Stout, 10,5 % Imperial Baltic Stout fra Westbrook Brewing (USA). Først noget sprittede mørke bær, dernæst mørk chokolade og kaffe. Bitter-tør eftersmag. Den er også en 4-5 skumfiduser værd.

A Deal With The Devil, 17,3 % barley wine, lagret på cognacs fade fra Anchorage Brewing (USA). Helt flad. Sprittet duft af kirsebær og mandel. Som en klassisk barley wine, som vel er halvt øl og alligevel mest som en vin. Smager også af kirsebær. De mere end 17 % gør sig gældende i eftersmagen. Jeg skal nok habitueres til stilen, men denne fin til 3-4 skumfiduser.

George Barrel Aged (Bourbon Ed.), 12,12 % Imperial Stout fra Mikkeller (Danmark). Meget flad. Kraftig smag af vanilje – øv, det bryder jeg mig ikke om. Da alt øl var inkluderet i adgangstegnet, røg resten af denne smagsprøve efter første sip i den store bøtte. 1 skumfidus.

Existent Hoppy Black Saison, 7,4 % belgisk ale fra Stillwater Artisanal Ales (USA). Meget let røg i duften. Let i smag og fylde. Initielt lidt sur men det forsvandt hurtigt. Men det er en flygtig øl. 2 skumfiduser.

Barrel Aged Imperial Stout, 12 % fra Lagunitas (USA). Kaffe og mørk chokolade i duft; begge går igen i smagen, der også indeholder mørke, sprittede bær. Let syrlighed i eftersmagen. 4-5 skumfiduser.

Barrel-Aged BORIS The Crusher Oatmeal, 9,4 % stout fra Hoppin’ Frog (USA). Havrestouts kan være lidt tamme men det gælder ikke denne. Kaffe, chokolade, røg og tjære anes i smagen. Sprit i baggrunden. Vinøs pga. lagringen. Jeg ville nok bedre kunne lide den ikke-lagrede version, men 4 skumfiduser til denne.

Og så sluttede og lukkede festen. Ved ikke hvor mange øl der i alt var i hanerne/flaskerne men jeg smagte kun en mindre del. Der var en del øl med brettanomyces, en naturligt forekommende gær. Dem undgik jeg men det er åbenbart der, der eksperimenteres. Ellers satsede de fleste på at have de tunge, mørke stouts som flagskibe, hvilket er godt, men man kan ikke nå dem alle og stadig være ved bevidsthed! Jeg savnede nogle af de store amerikanske west coast IPA flagskibsbryggerier som Green Flash Brewing og Port Brewing. Fandt ikke nogle IPAer der matchede deres bedste produkter på nogen måde. Til gengæld en masse nye bekendtskaber. Desværre blev det meste øl serveret alt for koldt. Godt nok kunne glasset nemt omsluttes med hånden og dermed varme det op, men man går glip af duft og smag i for koldt øl. Nåede desværre kun en af Cigar City's øl. Havde planlagt at vente til sidst på dagen da de er meget mørke og tunge, men pludseligt så jeg at det var ved at være slut. Det er bare ikke godt nok, at de ikke serverer mere øl efter kl. 18.20. En sidste forbedring til næste år er at markere de enkelte bryggeriers stande/borde bedre. Der lå kun et lamineret A4 på hvert bord, så man skulle helt op foran for at se hvilket bryggeri der holdt til ved det pågældende bord.

Formentlig meget glade mennesker efter lukketid

#292-314

torsdag den 2. august 2012

Endnu en god IPA

Hoppin' to Heaven IPA, 6,8 %, fra Hoppin' Frog. Høstgul (?!) farve, stift skum. Markant duft af fyr og citrus. Lækker smag af maltet sødme med en anelse solbær, afrundet af en for typen rimelig diskret tørhed med fyr og humle. Meget velbalanceret så den får 5 skumfiduser.

Let genkendelig er vist det eneste positive jeg kan sige om etiketterne fra Hoppin' Frog!

torsdag den 19. april 2012

Opsamling

Har gennem et par fredage smagt diverse øl på gode udskænkningssteder i byen, herunder Ølbaren i Elmegade og Ørsted Ølbar i Nørre Farimagsgade. Der bliver smagt lige så seriøst som under mere rolige og kontrollerede forhold, men notestagningen og dokumentationen halter lidt. Men her kommer en stribe notitser:

Monk's Elixir fra Mikkeler 10 %. Vel en slags ale men med porter ambitioner. Let smag af kaffe, lakrids og orange, lettere sødlig. 4 skumfiduser

Potsdamer-stange fra Braumanufaktur 4,8 % pilsner, ufiltreret. Let drikkelig, let sødlig, med en meget let bitter bagkant. 3-4 skumfiduser

Hopping Frog Barrel aged Oat Meal Imperial Stout 9,4 %. Halvtung, meget mørk øl, dufter af surdej, smag af kaffe, let røg og citrus. 4 skumfiduser

Black Albert fra Struise brew. 13 %! Imperial stout, meget mørk, smag af citrus, bitter øl.
Drukket for sent til at kunne bedømmes, men husker den som en slags forhammer! Lad mig gi' den 5 skumfiduser!

Fade to Black fra Left Hand Brewing 8,5 %. Mørk stout, duft af surt brød, tør smag med toner af lakrids og syrlighed. Forbavsende let øl. 4-5 skumfiduser