Norsk folkeøl

Var for nylig 4 dage i Trondhjem. Formålet var arbejde, men der blev også tid til at undersøge øludbudet i butikkerne. I Norge er der to muligheder : Vinmonopolet, der må sælge øl i alle styrker og så andre. Jeg valgte at besøge den specialiserede ølbutik(skæde) Gulatin. Udenfor Vinmonopolet må man nøjes med alkoholstyrke på op til 4,7 %. Det er noget højere end i nabolandet Sverige men langt fra de nye normale styrker fra mikrobryggerierne på 6 % og opefter.

Svartisen, 4,7 % stout fra Bådin, Bodø. En udfordrende øltype med den gældende ABV grænse, men Guiness gør det jo. Let duft af kaffe og mælk samt en let ristet note. Smagen er ristet, tør og næsten astringent, med ikke megen sødme, alt sammen på en noget tynd og vandig baggrund. Bunden kan ikke bære de kraftige smage der ender med at løbe ud som sort vand mellem fingrene, uden at efterlade meget til gane og smagsløg at fornøje sig med. Tre skumfiduser.

Plankebærer, 4,7 % porter fra Ego brygghus, Frederikstad. Endnu en øl type, der dels ligger tæt op af foregående og ligesom denne typisk indeholder mere alkohol. Dufter af kaffe og vanilje. Vandig, men med smag af bitter kaffe, nødder og træ. Ristet, næsten brændt og med et strejf af lakrids. Astringent og bitter eftersmag. Generelt samme oplevelse Svartisen; der mangler lidt bund til at holde sammen. Den totale udeladelse af sødme er ok, men det havde man måske fået med ved en højere alkoholstyrke. Tre skumfiduser.

Apricot sour, 4,7 % kettle-soured gose med abrikos fra Monkey Brew, Trondheim. Så er der rørt godt rundt i stilartsgryden. Duften er spøjs, med både frugt, salt og noget yoghurt. Smagen fyres af som en tre-trins raket, hvor løftemotoren er en let syrlighed, bæreraketten er en fin abrikossmags, mens landingsmodulet giver et diskret spark salt. Hvor de amerikanske Saturnraketter hverken mistede last eller menneskeliv, så lander Monkey Brew med denne sikkert og resulterer i en fin oplevelse. Den første oplevelse af saltet bliver i de efterfølgende slurke dæmpet lidt af den indledende syre. 4 skumfiduser af den lidt større slags.

Fruit Sour, 4,7 % kettle-soured gose med hindbær, mango og passionsfrugt fra Monkey Brew. Altså samme boldgade som foregående. Det røde bryg har en tydelig hindbærduft. Smagsmæssigt er det også hindbær på hindbær og det i en grad så jeg hverken får de lidt syrligere eller salte toner med. Mangoen er nok med sin sødme medskyldig men kan knap anes som selvstændig smagselement. Det er som sådan friskt og flot men bliver lidt for meget hindbærbrus og slet ikke noget sour eller gose. 3 skumfiduser. 

Calcutta, 4,5 % session ipa, fra Hognabrygg, Singsås. # 014 i en stadigt vekslende serie hvor hulerne varierer, her er der brygget med Cashmere og Motueka. Indleder med en fin og frisk citrusduft. Smagen er let, med citrus, græs, en anelse anis og en del slutbitterhed. Sidstnævnte formår også at holde lidt ved humlesmagen, så det ikke fordufter lige så hurtigt som ellers er det gængse. Fin session til 3-4 skumfiduser.

Bærliner Weisse, 4,5 % fra St. Hallvards bryggeri (Oslo). Med hindbær og også sikkert mere utilsigtet en kraftig karbonering der ivrede øllet op over dåsens kant. En typisk syrlig, yoghurt duft med antydning af lidt bær. Frisk, frugtig og let syrlig smag, hvor det nemt smages at det er hindbær men ikke på en overdreven måde. Årstiden er måske ikke til øltypen , men det skal den ikke straffes for. 4 skumfiduser.

 #2064-2069
 

Grundig opsamling af vestjysk bryggeri

Dude Beering udgav i det tidlige forår en quickguide til de danske bryggerier og om de var værd at drikke/følge. Hot/not listen er selvfølgelig dybt useriøs og ikke mindst fordi mange af vurderingerne bygger på en enkelt eller få oplevelser. Men da jeg i april var i det sydvestjyske fik jeg mulighed for grundigt at følge op på Warwik bryghus, som indtil dagens opslag står noteret som hot. Lad os se om de fortsat fortjener det efter denne gennemgang af otte af deres øl.

Flindt, 6,1 % røgbock. Meget maltet duft der er stort set ren. Det samme i smagen hvor de mørke malte giver en fyldig øl. Malten ristethed smages mere bittert og let astringent og røgen må være yderst sparsommeligt afmålt. Kun en snert af det jeg plejer at kalde en våd røgsmag. Men ok bock til 4 skumfiduser.

Fuldmægtig Skafte, 6,5 % porter. Kraftig duft af chokolade. Velbalanceret smag med sødme fra malt og chokolade, bitterhed fra ristede malte og humle samt en slags tørhed fra lakridsen der ikke dominerer smagsmæssigt. Min største anke er etiketteteksten: hvorfor er porter mandeøl , og hvorfor opstår der lummer mandehørm når mænd er forsamlet? Undskyld Warwik, vi skriver anno 2018. Øllet er stadig fint og jeg formår at adskille indhold fra -pakning. Fire skumfiduser.

Røde Vagn, 5 % münchener. En fyldig, meget ren maltduft, iblandet en mindre portion sødme. Fornemmer noget frisk og grønt - i Danske Øldommeres stilbeskrivelse er angivet, at der skal være ugæret urt i duften - måske er det det. Det er, som man kan fornemme, ikke en stilart der hidtil har stået i kø foran blogbestyrerens ellers ikke knibske læber. Blød og ganske fyldig maltsmag, der primært er sød med karamelsmag men også noget mørkt brød. Humlen smager kun lidt, hvis overhovedet noget, men afgiver en let slutbitterhed. Synes den er godt brygget og kan være en passende drik når lejlighed byder sig. 4 skumfiduser.

Blåvand, 6,2 % bock. Duften forekommer ret pilsneragtig, med brød, græs og kun allernederst lidt malt og maltsødme, som ellers er definerende for bock øllene. Sødmen har overtaget i smagen, men det er på et lavere niveau. Der er en nogenlunde bitterhed til modspil og lidt krydrede noter. Jeg bemærker egentlig ikke alkoholen. De har givet den tre års holdbarhed og denne flaske er over et år gammel. Det kan have influeret på smagen, der ikke er helt efter bock-bogen og heller ikke formår at skabe den store nydelse hos mig. Den sniger sig lige op på de tre mindste skumfiduser man kan forestille sig.

Lause, 6,1 % schwarzbier. Malt, chokolade og røg, alle i den lette ende af duftskalaen. Maltfyldig, sød, med chokolade og noget let ristet korn og måske en anelse rålakrids. Meget blid dosering af humlen, der udelukkende giver en smule bitterhed til sidst. For at være mørk og guldølsstærk er den forbløffende drikkevenlig. Den er vist som den skal være, omend alkoholen er mere end hvad stilarten foreskriver. 4 skumfiduser.

575, 5,75 % biere de garde. Brygget til Vardes 575 års jubilæum. Er en lightudgave af deres Hjertensfryd, som jeg kunne svinge mig op til at tildele fire skumfiduser i sin tid. Dufter ret meget af sød malt og karamel, med en anelse gærnote. Smagen er også meget malt, toffee og karamel, med en svag lakrids. Rammer vel nok stilarten ganske fint, men som enkeltstående oplevelse finder jeg den overvældende sød, uden meget andet at byde ind med. Det kunne måske have været en bedre oplevelse hvis ikke den var drukket en varm sommeraften, men derimod en regnvåd blæsende efterårsdag. 2-3 skumfiduser ender det på.

Skibsøl, 8 % lakridsporter. Ret svagt duftende, mest let sødlig malt, hvor de mørkt ristede andele giver et let syrligt præg. Fornemmer også noget mælk/laktose. Er primært en ganske sød porter, men hvor sødmen bliver holdt lidt stangen af tør lakrids, ristede malte, der både giver en anelse røg og en endnu mindre anelse syrlighed. På trods af de 8 % virker den lidt tyndbundet og samler ikke smagen i et afsluttende og vedvarende hele. 3-4 skumfiduser, til hvad der ender som en ganske hæderlig porter.

Mimer, 6,8 % dobbeltbock. Brygget som støtte til Jels Vikingespil. Dyb, mørk maltduft som har en streg vinøst indover. Den smager meget af malt, med en mærkbar varmende alkohol. En let syrlighed gør sig også gældende og den ender ret bittert og let astringent. Den relativt høje bitterhed er ikke helt efter stilartsbeskrivelsen men fungerer fint og er med til at udjævne sødmen. Det ender med at blive bedst-i-test i dette opslag, til 4-5 skumfiduser.

Samlet bliver det en oplevelse på det jævne med pil opad. Alligevel lader jeg Warwik bryghus beholde deres hot, da de producerer nogle øltyper, som man sjældent finder hos danske mikrobryggerier.

#1772-1779

Flying Couch Tap-Takeover

I midten af februar var Flying Couch forbi Kompasset Ølbar - og det var jeg også. Fik en hyggelig snak med Peter Sonne og fik smagt en stribe øl, der fik nedenstående, kortfattede smagsnoter med på vejen.

Frontal Lobotomy, 7 % dobbelt dry-hopped IPA. Brygget med laktose og vanilje, påstås det. Det kan jeg ikke smage. Her er fuld smæk for humleskillingen og jeg får lagt en hinde af humleolie ud over tænder og tunge. Der er masser af tropik i duft og smag, og det slutter med en pæn bitterhed. 5 skumfiduser.

Yuzu Berliner Weisse, 4 %. Mælk, syre og lidt hindbær i dfuten. Hindbærrene genfinder jeg, lidt overraskende, også i smagen som en frugtsødme. Herudover er der let syre. Fint afstemt og drikkevenlig, 4-5 skumfiduser.

Barrtender, 4,2 % session IPA, i samarbejde med restaurant Barr. Jeg fanger ananas, passionsfrugt og fyr i både duft og smag. Brygget er forventeligt i den lidt tynde endem men holder fantastisk på smagsindtrykkene. Lækker og super bæl-bar (men Dude Beering anbefaler nu altid at drikke med passende ærbødighed). 4-5 skumfiduser.

E=mc2, 6,2 % IPA. Jeg fandt duften todelt: Først let, med snert af vanilje, senere blev den lidt fyldigere og jeg anede kokos. Spøjst. Smagen var blød og med en del frugt (mango-style) og ikke specielt bitter; det bitre kom først sent i eftersmagen. Velkomponeret og lækker. 4 skumfiduser.

Lyssky, 6,2 % porter. Jeg fanger mælk, lys chokolade og røg i duften. Smagen er tør, men dog sødmefuld, med træ og bitterhed. Det er samlet en fin porter, 4-5 skumfiduser.

København er altid kokos!, 6,5 % IPA, brygget med Braw. Det er mest en ipa af den aggressive slags, med fyr, grape og appelsin i duft og smag. Kokosen kan lige akkurat anes i duft og er lidt mere til stede i smagen, hvor den ligger og skvulper rundt i humlen. 4 skumfiduser.

Flying Couch er fine nok og i denne stribe var der lutter gode øl. 

#1765-1770

Guld fra Göteborg

Var primo maj i mit civile embeds medfør nogle dage i Göteborg. Rejste hjem med tog, så der var plads til at have noget fra Systembolaget indhøstet med i tasken. Købte øl fra lokale bryggerier og de er jo ikke så ringe, dem af dem jeg kendte på forhånd!

That's not how anagrams work, mate, 4,7 % gose med surkirsebær, rødbede og peber fra Beerbibliotek. Jeg vil undlade at sige noget om navnet på øllet og i stedet fortælle, at jeg dufter syrlighed både fra gæring og fra frugttilsætningen samt noget yoghurt. Smagen er mangefacetteret med syre, gær, salt og en anelse rødbede; beden måtte godt i min mund være lidt mere til stede. Let og luftigt som noget sodavand og meget forfriskende på fjerde sal i den sydvestvendte stue, der suger lys og varme til sig sådan en sommerdag i maj. 4-5 skumfiduser.

A passion for gingers #143, 3,8 % Berliner Weisse fra Beerbibliotek. Brygget med passionsfrugt og ingefær. En stram syrlig duft er de første indtryk opsamlet af næsen. Bagved fornemmer jeg lidt vildskab og lidt træ, begge dele sandsynligvis stammende fra gæringen. Smagen er frisk og jeg tænker umiddelbart mest på barndommens grape tonic når jeg skal sætte de første ord på. Det er en svagt røget træsmag og  mindre vildskab her end i duften. Ingefæren kan kun lige akkurat anes og den skal heller ikke være mere fremtrædende. Samlet mere frugt end BW men det gør den ikke mindre letdrikkelig. Fire skumfiduser.

Still not found what you're looking for?, 8 % havre stout fra Beerbibliotek. Kaffe, chokolade og mælk mærker jeg i næsen. Smagsmæssigt kan den karakteriseres som værende tilhørende den søde type med karamel, mørk chokolade og blød mundfølelse. Men der er også kaffe, askebæger og en svag syrlighed og medium bitterhed, der sørger for at det ikke bliver lutter sødsuppe. Det er samlet en rigtig god stout som fortjener fem skumfiduser.

Västkust pale ale, 5,8 % fra Oceanbryggeriet. I duft og smag er malten, stilarten til trods, den mest dominerende med karamel. Jeg fanger en lille slat lakrids og noget parfumeret i smagen der ender medium bittert. Virker måske lidt afdanket og et kig på bedst-før datoen antyder en øl over 4 måneder gammel. Lidt forbløffende at det kan findes på hylderne i deres hjemby. Som oplevelse her og nu rækker det kun til 2-3 skumfiduser.

Stallbacken ipa, 5,9 % fra Oceanbryggeriet. Mest maltede indtryk fra duften. Balancen mellem malt- og humlesmag er næsten som i en dobbelt ipa, men det er ikke så malttungt som i en sådan. Der er noget abrikosmarmelade i smagen som i øvrigt er tør og det slutter fint bittert. Fire skumfiduser.

Arbetarporter, 9 % imperial porter fra Oceanbryggeriet. Det mørke øl byder øjeblikkeligt ind med kaffe, lakrids og chokolade i duften. Jeg fornemmer næsten noget laktose. I smagen støder noget røg og nogle frugtsyrlige elementer til på et lidt svagere niveau. Øllet forekommer slet ikke så fyldigt eller alkoholstærkt som tilfældet er. Men det er nu ikke det rene vand. Jeg fanger ikke nogen bitterhed fra humlen; det der er stammer formentlig fra de ristede malte. Men en dejlig nydeøl er det. 4-5 skumfiduser.

Göteborgsporter, 5 % fra Oceanbryggeriet. På etiketten omtales det, at der har været brygget porter i Göteborg i 200 år og derfor denne hyldestøl og fortsættelse af traditionen. Jeg fornemmer mest mørk chokolade i duften. Smagsmæssigt er der chokolade og let røg i en noget tynd bryg, men så er den også kun halvt så stærk som den foregående. Allernederst lidt syrlighed og ikke nogen udtalt humlebitterhed. Faktisk er det mest røgsmagen der er vedvarende, og det redder den en halvkarakter højere op til 3-4 skumfiduser.

Sublimo, 6,5 % pale ale fra Stigberget. Vel det bryggeri i Skandinavien der først bryggede New England IPAer og fik stor succes med det. Her en pale ale der også er godt grumset. Duften er en blanding af harpiks og opvaskevand med parfumeret sæbe. Smagen er frisk og frugtig på en pale ale'sk baggrund, dvs. lidt tynd i bunden. Passionsfrugt og grape samt også noget let rivende harpiks finder jeg i smagen og der er en smule bitterhed til sidst. Fin tørstslukker der efter en lang togtur hjem fra brygnings- og indkøbsbyen Göteborg, gjorde det godt. 4-5 skumfiduser til denne NEIPA.

Ever, 6,0 % ipa fra O/O brewing. Frisk duft, af den slags som jeg får associationer til opvaskevand til. Og ganske vist er det en plumret øl men så stopper de negative associationer og jeg kan nyde den friske ipa med citrus og fyr som de bærende smagselementer. Der er en let slutbitterhed og det er alt i alt en dejlig øl. Fem skumfiduser.

Narangi, 6,8 % ipa fra O/O brewing. Fin duft af grape, appelsin og fyr. Ret meget de samme indtryk genfindes i smagen. Der er nogen sødmefuld malt der peger i den anden retning. Det er som de kalder det en fin humlejuice. 4-5 skumfiduser.

Baltic, 7,5 % porter fra O/O brewing. Duften er som den skal være, chokolade, røg, lakrids. Mild i smagen, holder sig mere til antydningens kunst end den lige uppercut. Chokolade, vanilje og lakrids, mens røgen ikke rigtig gør sig gældende. Også noget mælk/laktose. Bitterheden er også moderat. Absolut dejlig, men jeg kan godt lide det med lidt mere kant. 3-4 skumfiduser.

Muscles, 8,2 % imperial ipa fra O/O brewing. Lidt tung og tyk duft som jeg plejer at beskrive som marmelade hænger lavt over glassets kant. Der er noget ikke nærmere bestemt tropefrugt blandet med noget alkohol. Smagen er lidt på samme måde; sød, tungt frugtig og bitter, som at tygge på appelsinskrællen i mormors hjemmelavede appelsinmarmelade i 1970'erne. Stilarten er sjældent bællevenlig og denne er da også en pæn mundfuld, med tydelig alkohol i smagen. Så den skal tilgås med tålmodighed og måske en smule overbærenhed. 3-4 skumfiduser.

Lushious, 6,3 % New England ipa fra Mohawk. En helt igennem gennemført og stiltro NEIPA med tropisk frugter (passion, ananas og mango), grumset udseende, blød mundfulde og lav bitterhed. Og når man så er fan af stilen, så skal det score godt. 5 skumfiduser.

Ølmæssigt er Göteborg en dejlig by. Jeg har ved flere lejligheder spist og drukket på Ölrepubliken, hvilket også, lidt udenfor nummer, får en anbefaling med.

#1752-1764

Røde Port, to nye bekendtskaber

Jeg stødte på Røde Port for lidt over et halvt år siden, og den første smagning behagede mig ganske godt. De er nogle håndbryggere der efter at have vundet en af klasserne i DM i 2016 tog springet og nu brygger kommercielt øl i lille skala. Jeg finder primært deres øl lokalt i Borup (Røde Port har base i Roskilde) men også Østerbro Vin og Spiritus har haft dem på hylderne. Røde Port kan ikke kaldes vilde og innovative, indtil videre brygger de klassiske mikrobryggeri øltyper som de fleste andre gør, men de har et pænt højt bundniveau og det virker som solidt håndværk, det der kommer fra dem. Her drikker jeg deres vinderøl samt det formodet nyeste produkt i porteføljen.

Ravn sort, 7,3 % imperial stout. Røde ports Dm vinder fra 2016 som gjorde at de valgte at starte eget. Mælk, chokolade og kaffe i duften. Jeg fanger de samme indtryk fra brygget, der virker lidt i den tynde ende for at være en imperial stout, både alkohol som fyldemæssigt. Men stilartsdefinitionen siger blot mere end 7 % alkohol, så den skal ikke klandres for, at andre bryggeriers produkter i stilarten ofte giver den mere gas. Der er en let smag af sprut som så må være den tilsatte dominikanske rom. En meget diskret humle smag afslutter oplevelsen. Jeg havde set meget frem til at smage denne men selv om den på ingen måde er dårlig, er den nu ikke en der stikker næsen frem i en stilart, hvor der er hård kamp om vores gunst. På den anden side skal den roses for at afstemme rom og humlesmag, selv om det er en smule diskret. Fire skumfiduser.

Black smoked Ghost, 7 % røget porter. Det må være et helt nyt skud på stammen fra Røde Port. Der tilbydes en fin, let chokoladesød drik, hvor der ganske vist er en smule røg i næsen, men ikke så meget i smagen. Det er ikke mere end hvad man kan finde blandt portere/stouts så at give den prædikatet røget porter, er måske lige at strække den. Men den er nu ganske dejlig selv om den ikke hører hjemme blandt røgøllene. Fin bitterhed og en bette lille humlesmag afrunder den fine øl. 4-5 skumfiduser.

 #1714-1715

Amager bryghus 10 år - anden del

Vores allesammens yndlingsbryghus på lorteøen, Amager Bryghus, har holdt stand og ikke mindst fanen og barren meget højt de ti år, de har eksisteret. Tidligere på året udgav de tre øl som første led af egen festligholdelse af deres jubilæum. To af de tre øl smagte mig godt, mens den tredje skuffede en del. De samme tre øl blev hældt på fad, og er blevet udgivet her sidst på året, med følgeskab af yderligere to fadlagrede festøl. Lad mig knappe op og se, hvad turen i fadene gør ved øllet.

MurpHill 2017 ed., imperial rugporter, lagret på friske bourbonfade. Grundbryggen er Rugporter, en øl lavet i samarbejde med Shaun Hill og Mike Murphy, som jeg vist aldrig har fået omtalt på bloggen, men svagt erindrer at have smagt. Den er tidligere blevet smidt på tønden og trukket op igen som en MurpHill, men denne gang i en let modificeret 2017 udgave. Det første duftindtryk sagde voldsom lakrids, men også mørke frugter, kaffe og bourbon. Den smager ganske indledningsvis af mørk chokolade type sødme og kaffe, der overhales både inden- og udenom af fadlagringens tilførte elementer af ren bourbonsmag, let træ og desværre en del vanilje, der sammen med den amerikanske bourbon for mig trækker i den modsatte retning. Jeg har efterhånden lært både at acceptere og i en del tilfælde nyde og endda elske fadlagrede mørke øl, men når vaniljeorkideen bidrager med smag i en blanding med sydstaternes svar på det skotske højlands ædle drik, så tilføres det efter min ydmyge og ganske personlige mening ikke noget til øllet. Jeg kan godt være bange for, at resten af øllene i denne anden halvleg kommer til at blive bedømt efter samme skabelon. Grundbrygget her er dog ganske fint og bliver ikke decideret ødelagt, så jeg kan godt, trods de harske ord, stå inde for de fire skumfiduser jeg kaster efter den første jubilæumsoplevelse i anden halvleg.

Maureen, The Maverick Moonshiner, 12 % bourbon fadlagret dobbeltmæsket russisk imperial stout. Her er det Dario, the Dark Don, fra første del af jubilæumsudgivelserne, der har været på bourbonfade. Duften er tung og formår næsten ikke at kravle op over glassets kant. Mørk chokolade, mørke, våde frugter, kaffe, ikke så meget lakrids som i Dario, men til gengæld en let bourbonduft, der holder sig til antydningens kunst. Det er det samme jeg genfinder i smagen, i pænt afstemt indbyrdes forhold. Kaffen er lidt mere fremme i smagsbilledet end i duften, og man mærker også de meget mørkt ristede malte. Bourbonen er også smagsmæssigt mere en medspiller på holdet end en ego-centriker som Zlatan. Det kan være, at den dobbeltmæskede bryg er så fyldig, at den kan suge og indkapsle flere af fadets aftryk, så det faktisk ender med at blive ganske vellykket. Det er over et halvt år siden jeg smagte Dario (og de øvrige i første del), så jeg kan ikke direkte sammenligne. Men det er en ret lækker øl, der må få 5-6 skumfiduser, hvilket er en halvkarakter mere end Dario.

Christopher, The Crimson Crooner, 11 % bourbon fadlagret barley wine. Her er det Marianna, The Moody MILF, der er udgangsbrygget. Den brød jeg mig ikke særlig meget om i ren udgave. Må se om turen i bourbonfadene har forbedret den. Der står stadig en meget sødlig-klistret duft op ad glasset og her iblandet tydelige bourbonnoter, der heller ikke ligefrem er kendt for deres opfriskende karakter. Smagen er også fortsat sød og klistret. Lidt væk er bananen og tyggegummien fra Marianna, heldigvis. Der er nu noget modspil fra sydstatswhiskeyen om man så kan lide den lette blanding af røg og halv-vammelhed, som jeg forbinder med den nye verdens forsøg på at efterligne original whisky. Samlet ender bryggen som en kende mere drikkelig end udgangspunktet, men den bliver aldrig hverken en crowd- eller ganepleaser hos Dude Beering; dertil er den for sød, tung og lagret på forkerte fade. Den "beholder" sine tre skumfiduser.

Patrizio, The Persuasive Peacemaker, 10,5 % bourbon fadlagret old ale. En remaket Cody the Crooked Cop fra første halvleg. Den var ganske vellykket og de samme duftindtryk fra den af karamel og figner er bevaret og naturligt tilført lidt fra fadene som duftmæssigt giver lidt vanilje og en smule bourbon. Stadig en voldsom væske at ryste indenbords, med masser af malt, karamel, mørke frugter samt vanilje, træ og bourbonsmag fra fadlagringen. Sidstnævnte kan mærkes men er knap så voldsom. Muligvis har den dræbt den let syrlige smag jeg kan se at jeg smagte i Cody. Stadig en øl der skal nydes med måde - dens fylde gør nok, at den bedre favner bourbonen som forekommer integreret og ikke udstikkende. Den beholder samlet ligeledes sin karakter fra den rene udgave: 4-5 skumfiduser.

Paul the Packing Piano Player, 8,7 % bourbon fadlagret rugstout. Sidste øl står også alene, skal ikke sammenlignes med en ikke-bourbonlagret udgave. Rettelse: PtPPP er en fadlagret udgave af Rye King, som jeg smagte for en del år siden. Jeg dufter bourbon, røg men også lidt frisk humle vifter forbi som en flygtig brise. Knastør smag, jeg mærker næsten indersiden af fadet raspe min mundhule. Træ, røg, kaffe og bourbon; sidstnævnte forekommer i denne bryg mere "frisk" eller knap så vammel og giver faktisk øllet et ekstra pift. Ret bittert, sikkert både fra humle, fad og bourbon. Som alle de foregående er det ikke en sommerbælleøl, men noget der skal nydes i små nip. Denne bringer mig nok mest glæde af håndfulden efter Maureen og må belønnes med 5 skumfiduser.

Jeg fik efter denne omgang med Amagers heftige fejring af deres første 10 år bekræftet, at bourbon og øl sjældent virker godt for mig. Der vil givetvis være andre, der ser en fortrinlig symbiose i blandingen og dem kan jeg kun være en smule misundelig på. Det gik fint et par af gangene, men det bliver hurtigt for påtrængende synes jeg, og når så bourbon i forvejen er en misforståelse, så er det op af bakke. Men, det sagde jeg om al fadlagret øl tidligere, så derfor kastede jeg mig ud i det for at se, om ikke jeg også kunne smage lyset. Det kan jeg måske næste gang, men endnu er jeg for umoden.

#1688-1692

Tap takeovers på Kompasset

Mit lokale vandingshul Kompasset skiftede ejer i sensommeren men de nye ejere fortsætter stort set med det samme koncept. Dog forekommer det mig, at de lidt oftere får besøg af bryggere og bryggerier. Jeg har ikke været med til alle, men her følger et par korte smagsnoter fra vinterens løb, med nogle bryggerier jeg ikke før har set.

Den første begivenhed jeg nåede med til var da de finske bryggerier RPS Brewing (Rock, Paper, Scissor) og Fat Lizard gæstede baren 14.-16. december. Fik en god snak med dem om ølscenen i Finland og fik smagt disse:

RPS IPA, 5,6 %. Den præsenterede sig med en umiddelbar frugtsmag bestående af grapefrugt og appelsinskræl. Det efterfulgtes af en ret ren bitter afslutning, men den skulle kun holde 56 IBU. 4 skumfiduser.

RPS Red ale, 5,2 %. Mørk øl, der forekom ganske kedelig, uden hverken nogen malt eller humlekarakter. Den nåede aldrig at gøre et stort indtryk. 2-3 skumfiduser.

Fra Fat Lizard fik jeg smagt fire forskellige:

Arctic Fuel, 7,3 % ipa. Diskret aroma fra humlen. Starter også forsigtigt i smagen men det udvikler sig til bløde, frugtige noter af melon og mango, med en afsluttende lav bitterhed. 4 skumfiduser.

Track Day, 4,9 % ipa. Med den styrke hører den til session ipa'erne. Som sådan starter det fint hvor den initielle humlearoma og -smag giver fyr og passionsfrugt som fader ud, men dog bevares noget mere end normalt for stilarten. Således fremstår den som ganske god for genren. 4 skumfiduser.

Ankle Slapper Surf Ale, 4,7 % ipa. Igen en session, brygget til en dag hvor tidevand og bølger ikke når højere end til anklen på den stakkels forventningsfulde surfer. Der er en generel OK humlearoma men det er svagt og fiser hurtigt ud. Track Day var således bedre. 3 skumfiduser.

Blacktop, 6,3 % porter. Fin porter, med røg, ristede noter og fin balance med chokoladesødmen. 4 skumfiduser.

Den anden begivenhed, der skal omtales i dette indlæg er fra 18. januar i år, da svenske Nordic Kiwi Brewers kom forbi. Svenske og svenske, bryggeriet ligger i Stockholm, men bryggerne er vist ægte kiwier. Meget passende var der samtidig barmad i form af Wild Kiwi Pies, et initiativ, der sammen med NKB havde lokket folk af huse på Østerbro. Der var tæt pakket og med et næsten infernalsk støjniveau, så selv om det havde lykkedes mig at lokalisere bryggeren/-ne ville jeg ikke kunne have ført nogen som helst fornuftig samtale med dem. Jeg nøjedes derfor med at smage to af deres øl:

Kohatu Sour, 4,5 %, men nok ikke en sour i ølstilartsforstand. Mere en slags pale ale, med en del brødsmag og en humle, der giver en let bitterhed og mest smager af appelsinskræl. På det jævne, 3-4 skumfiduser.

Chili Stout, 6 %. Dufter af en blanding af lys chokolade og mælk, så jeg må tænke milk stout. Kaffe, røg, ristet brød og ikke meget sødme udover mælken! Chilien er, heldigvis, meget sparsomt doseret og anes kun som den svageste prikken i halsen. Lidt tyndbenet, men OK. 3-4 skumfiduser.

Det er ikke verdenstopklasse bryggerier, der kommer forbi søvnige Østerbro, men mindre kan også gøre det. Næste overtagelse af udskænkningshanerne er 15. februar, hvor danske Flying Couch skænker op.


#1680-1687

Ny serie fra Braunstein - Dragonfly

Braunstein har indtil videre ikke imponeret. De startede, efter eget udsagn, også kun med at lave øl for at tjene penge nok til at have råd til et whiskydistelleri. Så er passionen for øl nok ikke det bærende element fra bryghuset. Nu er der kommet en ny serie fra dem, Dragonfly. En håndlavet serie tilegnet fluefiskeri! Jeg besluttede at give dem en chance og tog to med hjem fra Østerbro Vin og Spiritus.

Mitta mitta, 3,5 % saison. Den hælder fint op med prægtigt skum og dufter klassisk let krydret med bla. banan og tyggegummi. Forekommer smagsmæssigt at være en anelse til den tynde side, men så er alkoholprocenten også lav, lavere end hvad stilarten normalt foreskriver. Ellers samme smagsindtryk som blev fanget i næsen, med en ret kraftig og ren humlebitterhed til sidst. Vel ok og ganske hæderlig, uden at udmærke sig. Tre skumfiduser.

Orkla, 7,5 % porter. Rig på maltnuancer i duften, med karamel, kaffe, chokolade og lidt mørke frugter. Rimelig fyldigt øl, der udover de i aromaen beskrevne elementer også har en smag af noget tørt træ. Det ender derfor lidt tørt, med en let bitterhed. Ikke helt tosset for at være en porter. 3-4 skumfiduser.

 

Etiketteteksterne er udformet på engelsk. Måske går de og håber på et eksporteventyr dernede på havnen i Køge? De skal nok ikke købe nye whiskyfade på klods, i forventning om et guldrandet payback fra deres guldsmede ... Men samlet en anelse bedre end deres normale øl.

#1630-1631

Det Lille (lokale) Bryggeri

Den sidste lille håndfuld år har jeg næsten hver weekend været sendt på landet for at rekreere mig ovenpå storbyens hektiske hverdagspuls. Næsten fra starten af har jeg fablet om at tage forbi Den Lille Gaardbutik, der er tilknyttet Det Lille Bryggeri og som ligger et kvarters kørsel fra mit refugium. Først for nylig lykkedes det at komme derhen. Her følger omtale af den store håndfuld øl jeg fik plads til ved mit første, men nok ikke sidste besøg/indkøb. - Og der gik så megen tid med at få konsumeret første indkøb, at jeg nåede forbi en anden gang og fik suppleret op ...

Bingo IPA, 5,6 %. Humleprofilen er bestemt via et bingospil, som man kan se nærmere hvordan foregik på deres Facebook side. Det er endt med en pænt humleduftende ale, hvor det er af den ikke aggressive blomsterslags og grapefrugt. Der er også mest grape fra humlen i smagen på en ikke vildt fyldig maltbund og det slutter ret bittert. Ideen er skæg, og det kan vel teoretisk resultere i noget uventet godt, men der skal nok foretages nogle flere tromledrejninger før det topper. Man bør vel egentlig også have tiltro til egen brygevner som brygmester og humledosator? Ret medium IPA til 3-4 skumfiduser. I øvrigt er der meget positivt anført både en brygge- og en tappedato, fra sidstnævnte fremgår det, at brygget har hvilet fire måneder på flasken, hvorfor den kan have ændret humlekarakter fra det friske bryg.

Tropic Thunder, 5,5 % ale. Her er der hældt mangosirup, limesaft og chili i kogekarret. Der er således en pænt frugtrig duft og smagen er ligeledes præget af mangoens sødme og limens syrlighed, med svageste karakter først. Og derfor er det også passende at opremse chilien til sidst, da den lægger låg på og delvist undertrykker syrligheden som til gengæld undertrykker sødmen. Humlen har det svært, når jeg ved etikettelæsning får at vide, at der er Sorachi Ace i, kan jeg måske synes jeg smager lidt dild, men det kan være en forudindtaget forventning, der spiller mig et puds. Jeg har mest stødt på chili i de mørkere øltyper, og selv der skal der doseres med varsomhed. Her synes jeg, trods et pænt syrebid, at det er en smule i overkanten. Tre skumfiduser.

700, 9,1 % trippel. Tilbage i april 2016 lavede bryggeriet deres 700. bryg, som blev til en bananduftende sag, med en anelse krydring der stikker let i næsen. I munden er der ingen skarpe kanter, her er sødme for næsten alle penge, med næsten syntetisk banansmag, peber, koriander, nelliker og en halvskarp bitterhed, der er pakket godt ind. Det lyder ikke helt rart og er ud fra stilarten betragtet nok en anelse overdoseret med kandis, men det er måske det, der skal til for at jeg bedre kan lide øltypen, selv om det er en nem løsning. Jeg stanger 4 skumfiduser ud, man skal jo være sød ved dem der har fødselsdag/jubilæum.

800, 10,9 % imperial stout, lagret på egetræsfade sammen med portvin. Et lille års tid senere var det tid til bryg nr. 800 i Bringstrup, og her er det en type, der vel nok bedst kendetegner DLB. En tung duft med elementer som rosiner, figner, kaffe, chokolade og noget sprut, der genfindes også i smagen. Dertil en kraftig brændt smag, en udpræget bitterhed, den tilsatte vanilje kun antydningsvis (og tak for det), og et generelt ganske voldsomt udtryk fra den begsorte væske. Portvinen spiller en rolle i alt det kraftige, men det er mest som noget alkoholisk. Jeg har svært ved at fornemme en egentlig portvinssmag, men så er jeg heller ikke hverken den store kender eller ynder. Hvis der havde været skruet en smule ned for tilsætningen af den, så ville det have fungeret bedre for mig. Det er en kradsbørstig sag og det fungerer langt hen ad vejen. 4-5 skumfiduser.

Røgporter 2017, 6,6 %. Brygget som en kombination af røgøl og porter, med hele 10 forskellige slags malte, herunder 3 røgmalte brugt. Det resulterer ikke uventet i en ret røget duft der er mere til den brændefriske side og ikke sødlig-vammel. Det overdøver eventuelle andre dufte. Smagen er også ganske fint tilrøget, men her fornemmer jeg dog noget chokolade, stenfrugter og kaffe fra porterdelen, omend der spilles andenviolin. Det afsluttes let syrligt og med nogen alkoholpræg, selv om procentsatsen ikke er voldsom. Ikke for sarte sjæle skulle jeg mene - jeg synes det er lækkert, selv om røgen måske er en anelse for overdoseret, hvis det er meningen at begge arter skal kunne sætte sit aftryk i det samlede produkt. Men jeg kan godt lide gode røgøl, og den del er rigtig fin. 4 skumfiduser.

Honey Devil, 14 % imperial stout i et samarbejde med både Ghost Brewing og Kongebryg, brygget sidstnævnte sted. Voldsom duft med masser af mørke frugter, der næsten forekommer gærede ellers er det blot den meget vinøse, ja lad mig bare kalde det sprittede duft, der slår igennem. Det helt flade bryg smager også kraftigt. Foruden alkohol og mørke frugter er der lidt kaffe, lidt chokolade og lidt brændte noter, men det meste bliver overdøvet af den megen alkohol, der har karakter både af rødvin og sherry. Og så er den ganske sød, måske delvist stammende fra den tilsatte honning. Den virker i udtryk mere som en barley wine end som en imperial porter og som bw gør den det fint. Hvis man derimod forventer en imperial stout, bliver man nok lidt skuffet, især når man tænker på hvor gode både Det lille Bryggeri og især Ghost Brewing er indenfor den genre. Den lander på solide 4 skumfiduser.

The Bright Side, 13 % strong ale, brygget med Grand Marnier og lagret på egetræ. Brygget for 5 år siden, så det er lidt af en gemmeøl, jeg fandt på hylden i Den Lille Gaardbutik. Ikke særlig påtrængende duftindtryk, jeg fanger lidt sødme, sherry og lidt træ. Smagsnmæssigt bydes der på en ganske stor mængde sødme, der er som karamel, men med tydelige noter af træ og alkohol. Der deklareres en IBU på 120, men det kan jeg slet ikke finde i bryggen. Dertil er den indsvøbt i for meget sødme. Men den megen sødme bliver aldrig klæbrig, så selv om jeg nok kunne have nøjedes med halvdelen af flasken, endte min solobunding lykkeligt. Fire skumfiduser.

El Dorado pale ale, 7,9 %. Enkelthumlet med El Dorado. Svag duft af lyst brød og lidt grape. Ret anonym i smagen. Der er en klassisk alebund med brød og malt og oveni er der noget grapesmag. At der skulle være tørhumlet to gange fremgår ikke klart. På denne øl er brygge- og tappedatoangivelserne glippet. Da jeg snakkede med René i butikken sagde han, at ofte gav øllene en holdbarhedsdato 18 måneder frem, og hvis det er tilfældet med denne, er den godt 5 måneder gammel ved indtagelse, hvilket i så fald ikke har gavnet humlesmagen. Jeg synes også øllet virker noget overkarboneret. Desuden er alkoholprocenten ret høj for at være en standard pale ale. Sidstnævnte influerer ikke så meget på smagen, men samlet kan jeg kun give 2-3 skumfiduser for denne.

Wet Dreams, 6,8 % rabarber og hyben ale. En særegen duft som stammer fra hyben; sødlig, krydret, og ja, hybenagtig. Smagen er ret underlig med en blanding af  tørre, krydrede noter og mere sødlige islæt. Rabarber er jo ret syreholdige og det fanger jeg ikke rigtig i bryggen. Jeg kender ikke så meget til smagen af en rå hyben, men vil tro, at det er den, der sætter det største præg på denne øl. Samlet ender det faktisk ret fint - det bliver en slags frugtøl men med en meget fint krydret andel som gør, at jeg klart kan anbefale denne øl. Man skal være parat til at gå lidt udenfor ens gængse, trygge rammer, men det smager godt. 4-5 skumfiduser.

 

Black Mash og Black Mash². Til sidst (under Det Lille Bryggeri) en dobbeltsmagning. For et halvt år siden bryggede DLB de to bryg. Black Mash² er dobbeltmæsket og dobbelt humlet, og holder 14,2 % i forhold til 7,8 % hos Black Mash. Det dårlige billede siger ikke så meget men rent visuelt er Black Mash² mørkere, har mørkere skum og ser tykkere ud ved ophæld. Til gengæld er Black Mash noget ivrig for at komme ud af flasken, eftergæringen er lidt for voldsom. Der er forskel i duftindtrykkene, hvor Black Mash virker mest påtrængende med chokolade, kaffe, vanilje, tørret frugt og alkohol. Black Mash² er lidt mere afdæmpet, og alkoholen virker lidt mere afrundet eller velintegreret. Black Mash har kraftig kaffesmag, der er tobak, lakrids og let syrlige noter men ikke så megen sødme. Den er tørt bitter til sidst. Black Mash² lægger sig naturligt mere blødt på tungen, jeg smager mere sødme og chokolade af den mørke, bitre slags, kaffe, tobak, og den er kraftigt bitter. Alkoholen er ligesom i duften godt integreret og man sidder næsten med en fornemmelse af, at der er mindre i Black Mash² end i Black Mash, men det passer jo ikke. Black Mash er med sin lettere krop lettere drikkelig, men syrligheden og en lidt kraftig karbonering stritter imod. Black Mash² skal næsten skrabes af tungen og videre i fordøjelsessystemet, men giver en større og længerevarende nydelse. Begge øl er gode og bestemt ikke for børn i skolealderen. Jeg synes dog at Black Mash² er klart bedre og der bliver en skumfidus til forskel på de to bryg: Black Mash 4 skumfiduser, Black Mash² fem skumfiduser.

Brygger René har også et lille sideprojekt kørende, Shadowbrew. Jeg ved egentlig ikke hvorfor han brygger under flere labels, men det føles ikke unaturligt også at medtage de to øl, jeg fandt på hylden i dette indlæg. Øllene sælges kun i gårdbutikken.

Brew of the Year 2014, 11 % quadrupel. Den over tre år gamle øl er lige så flad som Honey Devil og The Bright Side. Den har tydeligt præg af belgisk gær og mørke, gærede frugter i duften, med en anelse lakrids og tydelig vinøsitet. Smagen er kraftigt maltet, med sød karamel, mørke frugter, krydderier som kardemomme, muskat, peber, næsten noget fadpræg over sig, og nogen slutbitterhed. Den mangler som nævnt en del karbonering for at være en true-style quadrupel. Den har ikke klaret årene i flasken uden påvirkning men selv om den har lidt barley wine præg, er smagen ganske intakt, omend en smule støvet, på den gode måde. Kan sagtens bruges som avec til kaffen. 4-5 skumfiduser.

Imperial Stout 2015, 11,45 %. Denne er anderledes skumsprøjtlivlig sammenlignet med nogle af de foregående; så meget at det sprudlede let over, da jeg efterlod flaske med indhold uden opsyn efter første ophæld. Jeg dufter kaffe, tobak og malt og bryggen beriger mig med smag af de samme indtryk plus en sødme fra mørke frugter, alkohol og pæn bitterhed. Der er vel trods to år på bagen også en smule humlesmag tilbage, men det er marginalt. Samlet en velkomponeret imperial stout, som nok er Det Lille Bryggeris bedste kategori. En dejlig nydeøl til efterårets triste vejr, hvor man kan drømme sig hen til meteorologisk blidere himmelstrøg. Fem skumfiduser.

Udover de allerede omtalte brygge- og tappedatoer er etiketterne også forsynet med mere brygtekniske oplysninger som OG og FG samt IBU og EBC (original gravity, final gravity, international bittering units, og farve i henhold til European Brewery Convention). Fine oplysninger til de interesserede.

#1612-1624

Bryggeri Røde Port

Røde Port er et relativt nystartet bryghus fra Roskilde. Bag det står to hjemmebryggere, Morten Østergaard og Knut Eirik Sandvik, der efter at de vandt DM i håndbryg i 2016 er blevet kommercielle. Indtil videre brygger de i Randers, men de langsigtede planer er, at få produktionen hjem til Roskilde. Jeg fandt fire øl fra dem i Spar, Borup. Butikken har meget sympatisk øl fra lokale bryggerier på hylderne, udover Røde Port kan man også købe produkter fra Ladager Bryghus.

Nuggacilla, 7 % ipa. En nogenlunde diskret humle duft med citrus og fyrrenål. Desto mere glædeligt overrasket bliver jeg over de kraftige smagselementer. Der er fyldig malt der ender med en ret betydelig sødme. Humlen er frugtig og krydret og stærkt bitter med abrikos, passionsfrugt og mango og en rivende fyr/harpiks. Det er en øl, der nærmer sig imperial IPA og måske var den endt der rent alkoholmæssigt hvis den var gæret lidt mere ud? Sødmen virker ikke helt efter standarden, men den fungerer faktisk rigtig fint. Min første oplevelse med Røde Port og det kalder på flere. Fem pæne skumfiduser.

Devil hopped dubbel, 8,0 %. En belgisk ale der har fået et ekstra skud aromahumling med Mosaic. Humlen mærkes i duften som en næsten opvaskemiddelfrisk citrus. I smagen er det også den friske humle, der dominerer over den belgiske bund, der mest gør sig bemærket som en blød og blid og fyldig væske. Der anes de mere traditionelle krydrede noter fra belgisk alegær og den søde bund, men det er klart humlen der vinder i denne hybridøl. Der er dog samtidig lige anelsen af god belgisk dubbel der gør, at det ikke bare ender som en brun humlejuice. 4-5 skumfiduser.

Havnefogedens porter, 7,0 %. Strejf af mælk, chokolade, kaffe og røg når min tud. Den smager ikke overvældende sødt, tværtimod ret bittert ovenpå en start af røg, kaffe og bitter chokolade som eneste lidt forsødende element. En anelse syre og den svageste lakrids fuldender hvad jeg formår at opfange i brygget. Dejlig porter, som er af den lidt krasbørstige slags. 5 skumfiduser.

Den Røde Munk, 6 % belgisk rød ale. Duften indeholder malt, brød og hø, samt en let, krydret belgisk gæraroma. Smagen må betegnes som en meget klassisk dubbel, med gær og krydderier ovenpå en medium fyldig maltbund. Lige i skabet som sådan en skal være - fire skumfiduser.

Røde Port er således et yderst dejligt bekendtskab som jeg håber får fodfæste på det danske ølmarked og gerne udover lokalt i Roskilde og omegn. Nu skal jeg bare have opstøvet deres vinderøl, Ravn Sort.

#1578-1581