Bloggen blev startet på baggrund af nogle små juleølsnotitser på Facebook, så selv om det er et par år siden jeg smagte en ny juleøl hver dag, og live-updaterede bloggen, skal der alligevel et par nye juleølsbekendtskaber på siderne. Herunder tre fra Stronzo som man grundet deres konkurs og lukning nok ikke får at se igen.
Bitter bloody Christmas, 6,2 % rød ipa fra ellers lukkede Stronzo. Har set en del øl fra dem, senest tre varianter på Taphouse, selv om de er gået nedenom og hjem. Denne flaske er dog fra sidste år. Utrolig som den stadig skummer. Selv efter halvdelen af flasken var hældt op, steg der skum op gennem flaskeåbningen. Ret diskret duft, nærmest lidt opvaskemiddelagtigt citrus. Pæn maltsmag med fylde, let karamel, lakrids og noget mørk frugt. Synes ikke der er så meget humlesmag men der er en fin, tør bitterhed, men således ikke florale eller fyr-harpiks noter. Lavet for at skære igennem julemadens fedt og salt. Kan dog nydes med velbehag uden ledsagende mad. 4-5 skumfiduser.
Not at the table Santa, 9 % quadroupel fra Stronzo. Sød duft af karamel
og en anelse rosiner. Dejlig lækker og blød fyldig øl som har en
udpræget sød indledning med maltet karamel. Alkohol og noget krydring
mærkes og så afsluttes den ikke bittert men ret tørt - man føler ganen
er klar og kræver en øjeblikkelig ny slurk. En nydeøl hvor den
indledende sødme heldigvis bliver dæmpet undervejs. 4-5 skumfiduser.
Nightmare
before Christmas, 10% imperial (christmas pudding!) stout fra Stronzo.
Han hader øl med krydderier (står der på etiketten) men blev nødt til at
gøre en undtagelse. Så der er kommet ingefær, nelliker og kanel i! Den
dufter da næsten også af julekage med kirsebær oveni de beskrevne
krydderier. Sødt grundbryg men hvor krydderierne smages og især
nellikerne giver en form for tørt modspil. Ingefæren prøver, men formår
ikke helt at give et frisk pust i sukkerlagen. Men der skal nok heller
ikke mere i, før det så kammer over til den anden side. Brygget er mørkt
på grænsen til sort og ret tyktflydende. En let humlebitterhed bider
smagen momentant over, men det er de søde krydderier, der består i
eftersmagen. Det ender med fire gennemsnitlige skumfiduser.
Santa's dream 2014, 6,3 % jule ipa fra Det Lille Bryggeri og Fish & Beer. Stram tør duft, mest med fyr. Nogen maltsødme med frugtsmag henad abrikos og troper. Aner jeg en meget let lakridssmag? Ikke at der skulle være anvendt en smagsgiver i den retning. En mærkbar, men ikke aggressivt hidsig humlesmag med harpiks er til stede og det slutter pænt bittert med en lang eftersmag med fyr. Hvorvidt denne i øvrigt fine ipa skulle være smagsmæssigt associeret til julen er uvist; måske markerer ordet jul i øltypen blot udgivelsestidspunktet. 4 skumfiduser.
Julebock, 6,5 % fra Jacobsen. Også anmeldt sidste år, men vi tager den med alligevel. Brød og karamel i duften. Ret sød start, med masser af malt og karamel. Ved nedsvælg kommer der pludselig den letteste note af lakrids frem. Men der er ikke nogen humlesmag eller -bitterhed til at skabe modvægt til sødmen. I en bock skal der være tydeligt indslag af alkoholen men jeg synes den gemmer sig godt. Kunne godt at brugt lidt mere modspil, men det er jo ikke en decideret dårlig øl. 3 skumfiduser - det er nogenlunde samme karakter som sidste år. Og tak til min nisseven på arbejdet for flasken!
#955-958
Ingen kommentarer:
Send en kommentar