Mørk start

Der er nogle, der starter året hvidt, med en hel afholdsmåned. Det gør Dude Beering ikke ...

Turn on the dark, 12,4 % blend af fadlagret imperial stout og fadlagret barley wine fra Fanø Bryghus. De påstår selv, at de eksperimenterede en del og måske drak/smagte for meget, før den rette blanding var fundet. Der er tre forskellige fadlagrede imperial stouts og en enkelt fadlagret barley wine i flasken. Det kan kun gå ga..øh godt.

Det starter med en kraftig aroma af rosiner, tobak, chokolade og noget alkohol, som de selv anfører på flasken er bourbon. Således ført på rette vej, giver det mening. Den ret tykke væske indeholder lige dele bitter chokolade og sødlig bourbon, som holder hinanden fra at overtage scenen fuldstændig. Mindre roller udfyldes af våd tobak, tørret frugt, træagtig astringens og kaffenoter. Det er voldsomme sager både i smag og alkohol, og den halve liter blev nydt over en times tid. Mindre kunne ikke gøre det.
Jeg smager mest, hvis ikke udelukkende imperial stout og ikke barley wine, og hvis der har været andre fade på spil end bourbon, kan jeg ikke sætte navn på typen. Men alt i alt en af de slags fadlagrede øl, hvor jeg godt kan se en mening med det. Ret god, 5-6 skumfiduser.

Promises kept, 13% fadlagret barley wine fra Pleasanti Street og Fanø Bryghus. Har lagret halvandet år i et armagnacfad. Måske har den været en del af blandingen i foregående øl, her er den i hver fald ren. Grundbrygget er en øl, Promises made, som jeg ikke har smagt, og derfor ikke kan holde op mod den lagrede version.

Intenst duftende af tørret frugt, chokolade, tobak/røg og spiritus. I smagen kommer desuden sukker, karamel, lakrids og træ frem. Lidt sprittet smag og det er jo nok lagringen der giver det. Ellers umiddelbart noget lettere og ikke så tung som en barley wine, næsten en elegant version af øltypen, uden at det bliver letsvævende som en pale ale. Kompleks og ikke subtil, bør nydes i roligt tempo. Fire skumfiduser. 

#2297-2298

Barley wines, tilføjelse

I løbet af selve november fik jeg smagt yderligere en barley wine, der lige får et par ord med på vejen. Så har jeg smagt 4 i år, i løbet af "kort" tid. Måske ny rekord ...

Orkanens øje, 12 % barley wine, et samarbejdsbryg mellem To Øl og 3 Sons Brewing Company fra Florida. Intens maltet og sød duft, tænker uvilkårligt på Kongen af Danmark bolsjer. Det helt flade bryg er næsten en stor klistret masse af maltsødme. Der er træ og sherry noter underneden og noget humlebitterhed, men sødmen er alt for voldsom. Tror ikke, at jeg har fået så tyktflydende en øl før, og nok godt det samme. Hvis det er det, man har været igennem i barleyvember måned, så ønsker jeg blot god bedring. Man kan så kun se frem til december måneds perlerække af lette øl! 1-2 skumfiduser.

 #2270

Barley wines

Der er nogen, der synes, at man skal drikke barley wines i november, og ikke andet. Det kan blive en lidt øltung måned at komme igennem. Jeg har snydt og har i månederne op til Barleyvember eller hvad det nu kaldes, smagt på en trio, der her får mine vurderinger med.

Barley wine #1

Sirens of Doomsday, 9,9 % BW i engelsk stil, brygget af Amager Bryghus og Narragansett Beer fra USA. Vel ikke en helt typisk partner for Amager? De forekommer at være ret mainstream og i hvert fald frem til slutningen af 1970'erne var bryggeriet den største producent i New England.
Måske lidt utraditionelt er der lapsang souchong te i. Det kunne give en røget note, lad os "se" om det er tilfældet.
En noget diskret duft, hvor jeg mest fanger næsten ren sukker. Heldigvis lidt mere at komme efter smagsmæssigt. Sød malt og sukker, lidt mørk frugt, lidt træ og så en bitter afslutning hvor bitterheden minder om te, der har trukket for længe. Men jeg savner noget mere dybde og nogle flere driftige noter og estere, der kunne give mere dybde. Selv den relativt pæne alkoholprocent fremtræder uden en ellers typisk vinøsitet og erkendes farligt nok næsten ikke. Den formår ikke at komme op på mere end to beskedne skumfiduser. Det er meget sjældent, jeg scorer Amager så lavt. 

Barley wine #2

Sweyn Forkbeard, 10,9 % BW i amerikansk stil, fra Fanø Bryghus. Mørk frugt og malt i duften, med sherrynoter fra alkoholen. Sød karamel, figen, sherry men ikke så meget humlesmag, som jeg ville forvente i en amerikansk barley wine. Der mangler stilartsmæssigt også nogen bitterhed. Den slår hårdt med dens alkoholprocent, der smagsmæssigt fornemmes på en behagelig måde. Nu vurderer jeg ikke etiketter men smag, men Fanø har godt nok nogle flotte etiketter på deres øl. Det giver ikke ekstra points her, så det ender med små-lunkne 3-4 skumfiduser.

Barley wine #3

Harald Bluetooth, 10,5 % kveik barley wine. Brygget med kveik Voss gæren, der gærer lynhurtigt og ved temperaturer op til 40°! Stærk malt og toffee i duften, der føles tyk. De samme elementer genfindes i smagen, men der er også trænoter, tørret frugt og en pæn bitterhed oveni al sødmen. Varmende alkohol, der også giver vinøse smagsnoter i det flade og fyldige bryg afrunder på bedste vis. Minder mest om den engelske udgave af barley wine og er sådan set rigtig fin - hvis man er til flydende sødme i overdosis. Fire skumfiduser.

 

 

Hvem ved, hvis jeg i løbet af november rammer ind i flere barley wines, kommer der måske en tilføjelse.

 

#2266-2268

Sommerferieøl #5

Barrel aged strong ale, 10 % fra West Brew. Bryggeriet ligger i Bilum og markedsfører sig med Nationalpark Vadehavet logo. Hvis ikke man kan få mere beskyttet natur i nationalparkerne, er det da godt, at der kommer øl ud af det! Og her mener jeg ikke det såkaldte Vadehavsbryggeriet. Dette bryg, uden navn, er lagret på whiskyfade fra Stauning, og præsenterer sig i duften med træ, whisky og let råddenskab. Whiskydelen er dejligt afdæmpet og det er den også i smagen, hvor den er oppe imod en indledende karamelsødme, måske lidt brændt, og en del fad/træ. Det er en ganske fin blanding. Brygget ser og føles ret tyndt, trods både procenter og etikettetekst, der lovpriser en fed og cremet væske. Nærmer sig barley wine en del, uden helt at føles så sprittet. 4-5 skumfiduser. 

 #2191

American Outlaws fra Amager Bryghus

Amager Bryghus har spærret nogle velvoksne øl inde i forskellige tønder en rum tid, og derefter hældt dem på flasker. De kalder serien American Outlaws og den består i skrivende stund af fire forskellige, men der er vist flere på vej. Jeg købte de fire første i foråret, så nu må det være på tide at smage på dem.

Tiburcio Vasquez, 9,9 % Tennessee whiskey barrel aged foreign extra stout. Øl er til tørst og ikke til trøst siger Carlsberg, og det er jo rigtig nok. Men denne øl blev smagt i lyset af nyheden om en god vens bortgang og så skulle opskænkningen pludselig opfylde begge, og flere formål. At den har svømmet rundt i Jack Daniels fad i 11 måneder er ikke at tage fejl af i hverken duft eller smag. Øllet fylder forbavsende lidt i munden på trods af dens 9,9 %. Bryggets grundsmag er også ret skjult bag de tunge amerikanske whiskeytåger, men en del lakrids anes. Samlet synes jeg ikke det er en specielt vellykket fadlagring og det er måske både bryggets og fadets skyld? Øllet er forsvundet i eksperimentet. Tre skumfiduser.

 

 

Curly Bill Brocius, 11,6 % mezcal barrel aged double mash imperial stout. Så burde grundbrygget kunne bære en vis form for lagring, men hvordan er det nu lige det er med mezcal? Grundlæggende er det en spiritus lavet på agave, lige som tequila, men tequilaen må kun laves på den blå agave, mens der er mange flere sorter tilladt for mezcal. Og de to spiritusser kommer fra forskellige områder. Jeg blev meget oplyst, fra et ekstremt lavt niveau, af denne side. Men her skal det handle om øllet, og dets 18 måneders tur i mezcal dampe. Duften er lige dele mørk chokolade og spiritus, der har sin egen duft, siger blogbestyreren, hvis næse og mund ikke kender til mezcalen lyksaligheder. Dualismen mellem det mørke søde og det spirituøse fortsætter i smagen. Brygget er blevet blidt og blødt, og der er næsten kun chokoladesødme tilbage fra hvad jeg formoder var urbrygget. Dette bryg har også mistet næsten al muskuløsitet, og det er svært at tro at det holder et tocifret antal alkoholprocenter. Det er lidt bedre end foregående, men jeg kan kun hive tre skumfiduser op af lommen.

Her efter første halvleg må der lige indskydes et par kommentarer om indpakningen, herunder flaskestørrelsen. Det var i mange år en næsten religiøs overbevisning hos denne blogbestyrer at få overtalt Amager Bryghus til at sælge deres øl i mindre størrelser end deres dengang standard på 50 cl. Det lykkedes så endeligt for omkring et års tid siden, og nu kan man, næsten uden følger dagen efter, nyde deres produkter også en hverdag. Men så kommer denne, og andre serier på markedet, og ødelægger fuldstændig de opnåede fremskridt ved at sælge øl op til 17,1 % i 75 cl størrelser. Det er svært at være en introvert ølnyder og samtidig en produktiv enhed på det danske arbejdsmarked/ansvarligt familiemedlem i weekenden ovenpå sådan en slurk. Og sikkert for at forøge eksklusiviteten af produktet har de valgt at forsegle flaskerne med voks, hvilket kun medfører diverse stiksår på fingre og hænder og ikke mange venlige tanker (læs: mange dampende bandeord) til produktudviklingsafdelingen i Kastrup. Det kan da godt være at I til årsafslutningen siger til jer selv, WAUW, vi lavede øl med voks på toppen, men det glæder kun jer. Lad os nu få jeres produkter på 33 cl, flaske eller hvis det skal være, på dåse, og gør nu ikke indpakningen mere oplukningsvanskelig end nødvendigt.

 

Ovenpå denne pauseretirade fortsættes med de to resterende.

Pearl Heart, 12,4 % rye barrel aged rye wine. Rye wine må så ligne barley wine, men med en vis andel rugmalt i brygget. Har tilbragt 11 måneder på Woodford Reserve Rye. Woodford Reserve er et af de ældste og mindste destillerier i Kentucky. Modsat bourbon, som primært laves på majs, bruges der i deres rye, som navnet lader antyde, over 50 % rug, så det samlede produkt i ølflasken er rug med rug på. Duften er kompleks med flere sødlige elementer som karamel og malt, med en mindre påtrængende spiritus end de to foregående samt noget træ. Smagsmæssigt er det type II cellerne i smagsløgene, og dem med receptorer for sødme, der bliver aktiveret/belønnet i starten. Når man lige får dykket ned i væsken er der mange flere lag, både af sødme (malt, karamel, sukker), men også krydderier som kardemomme og muskat og så rugwhiskyens alkoholiske aftryk, der er behageligt afdæmpet eller i hvert fald ikke stikker op som et fremmedlegeme, men glider med strømmen og accentuerer indtrykkene. Det er sødt, men også ret bittert til sidst, og det, sammen med den beherskede rye whisky, frembringer en rigtig dejlig nydeøl. Det bliver 5 pæne skumfiduser.

Og så må jeg, med dødsforagt kaste mig ud i sidste øl:

 
Cullen Baker, 17,1 % whisky barrel aged double mash barley wine, et samarbejdsbryg med Interboro Spirits & Ales, USA. Barley wine plejer i sig selv at være stærke nok, her er den så mæsket dobbelt og ligget på Glen Garioch fad i 13 måneder. Der er en kraftig maltduft med brændt karamel, abrikos, træ og alkohol som tydeligt signalerer, at her er det forbudt for børn. Og skulle poderne alligevel dyppe tungen vil de nok trække den hurtigt tilbage med en hastighed, der ville gøre en tudse misundelig. For duftene er ganget med en 2-3 stykker og konverteret til en fyldig og meget kraftig smagsoplevelser, der er ret domineret af whisky og bitterhed, men med de øvrige noter beskrevet under duft også til stede, dog i mere diskrete mængder. Sødmen, som ellers er typisk for barley wines, er ret undertrykt af fadlagringen og en meget bittert slutindtryk, der formår at udtørre gane og tunge. Det er i den grad en øl der spiller med musklerne og som ikke tager levende fanger. Jeg finder det en smule for meget, og især flaskestørrelsen er for voldsom. Jeg slutter her, efter første glas, og hvis jeg om et par-tre timer finder nye facetter, bliver det tilføjet. På nuværende tidspunkt er den til tre skumfiduser. Og det ender den også på, de samlede 8,4  genstande der var i flasken ændrede ikke på dette.

Hele serien betragtet kunne ikke begejstre mig, kun Pearl Heart fandt jeg gode kvaliteter i. Er ikke sikker på, at jeg investerer i næste omgang.

#2141-2144

 

Herslev årgangskasse

Herslev bryggeri havde en årgangskasse til salg med kuriositeter og årgangsbryg. Til Danske Ølentusiasters festival plejer det altid at være givtigt at komme forbi Herslevs stand og smage øl af netop denne type. Når så vi blev corona-snydt for festival i år, var her en mulighed for at tage revanche. Det tilbud udnyttede jeg og fik følgende øl tilsendt. Første tre er fra en serie de kalder Unik.

Rug saison collab, 7%, brygget med litauiske Sakiskiu Alus. Det kobberfarvede bryg tilbyder sig med let røg og honning i aromaen. Der er både malt- og honningsødme i munden, mens røgen næsten ikke lader sig smage. Gæren er lidt undertrykt, jeg fanger ikke rigtig nogle typiske saison noter. Det slutter let krydret og næsten uden bitterhed. 4 skumfiduser.

Vintage hø Brettanomyces, 7,3 % sour. Den første batch høøl, der har ligget 12 måneder på rødvinsfad sammen med Brettanomyces gær. Af treenighed syre, vild gær og fadpræg, er det absolut grundbryggets syrlighed, der sættes tonen. Dog fornemmes det en smule mere afdæmpet end i den originale høøl, og det understøttes af en snert af brettens vildskab, hvor en tørhed støvet notes gør sig bemærket. Syrligheden kan beskrives som citron, jordbær og stikkelsbær, altså ikke en rentoning i c-vitamin-dur. Det samlede bryg virker også en snert mere fyldigt, men det er nok smagen snarere end væskens viskositet, der gør det, herunder en meget lille fad præg. Super lækker - hvis man skulle ønske noget, så skulle det være lidt mere fremtrædende Brett, men det er nok svært i al syrligheden. 4-5 skumfiduser.

Jubilæums Rugøl 2019, 11 %, lagret på whisky fad. Brygget i anledning af bryggeriets 15 års jubilæum. Temmelig mørk, maltet duft, med lette noter af whisky. Sød, blød og cremet i munden til at begynde med, med malt og kandis. Der følger bitre noter, som nok mest er whiskyen/fadet, men i øvrigt gør turen i fadet ikke meget mere væsen af sig end en snert af sprut, og tak for det underspillede, det holder jeg mest af, når det handler om præg af stærkt alkohol fra fade. Det ender lidt tørt, træbittert og krydret, og selv om det er lidt til den søde side, er der kræfter, der trækker den anden vej. En nydeøl til 4 store skumfiduser.

Der var også to flasker af Mjølner, deres barley wine, fra to årgange.

Mjølner, 11 % barley wine. 

Årgang 2009. Æble og jordbær i næsen. Kraftig sød malt, meget som brændt karamel. Træ, rødvin, balsamico eddike og ret vinøs. Pære fornemmes i eftersmagen. Lækker sød sag, med let skarp kant, der ridser let i den karamelliserede overflade. 5 skumfiduser.

Årgang 2010 præsenterer sig lige så fint i glasset som 2009 årgangen, og der er, både alder og øltype taget i betragtning, pænt med skum. Duften minder meget om forgængeren, men den er knap så skarp og med mindre frugt. Smagsmæssigt står den søde karamel mere uprovokeret i centrum og tilføres noget lakrids. Alkoholen virker også en smule mere fremtrædende, når de øvrige elementer står på samme banehalvdel. Kun allersidst fornemmer jeg en svag træ-eddikesmag, men det er diskret. Der er klar forskel mellem de to flaskers indhold og spørgsmålet er, om det er forskellen i lagringstid eller i brygning, der giver de to øl hver deres udtryk. 2010 er lækker, men kunne nok godt bruge en smule mere modhager, men fortjener snildt de 4-5 skumfiduser.

Dejlige øl fra Herslev.

#2126-2130

To tocifrede fra Brygbrygbryg

Brygbrygbryg er et af de bedste bryggerier herhjemme, men det er sørgeligt lang tid siden jeg har gjort noget godt for mig selv og forkælet ganen med deres produkter. Det lykkedes mig at få fingrene i et par flasker hos Høkeren og de skal nu nydes.

Sailors salad, 11,4 % barley wine med abrikos og basilikum. Med angivet Bedst før dato som Dommedag. Samme etiket angiver også honning, appelsinskal og koriander som værende en del af ingredienserne. Tydelig frugtduft med både abrikos og appelsin og så meget sødme, at det minder om marmelade. En snert alkohol fjerner dog den mistanke og lader det forblive en association. Smagsmæssigt er den ret kompleks med først en næsten overvældende frugt og især sødme, men der er en let syrlighed, kraftig bitterhed og en pænt varmende alkohol til at komme det meste af paletten rundt. Barley wine kan være tunge og søde og klæbrige og endskønt denne ikke ryger lige så nemt ned som en session ipa, til dels pga. en vis viskositet, er det et ret hyggeligt glas, hvis bekendtskab var værd at gøre den gode halve times tid det tog, at drikke de 33 cl. 4-5 skumfiduser til sømandens frugtsalat.

Beskidt pirat, 10 % imperial stout med kaffe, rom og vanilje. Duften indeholder tydelig vanilje, der altid gør mig lidt nervøs. Desuden brændt (-på) kaffe, chokolade og mørk spiritus. Smagsmæssigt domineres den af spiritus der er tydelig og næsten dominerende, men der er også plads til ristede og brændte noter, kaffe og noget bitter chokolade. Alkoholen er ikke brændende, men virker ikke helt integreret i stouten men flyder rundt separat. Brygget fornemmes ikke helt så fyldigt som alkoholprocenten indikerer det burde være. Med en lidt fyldigere barm og favn kunne det have indfanget rommen i et trygt kram og sammen gået forbrugeren i møde. Nu bliver det lidt af et tvangsægteskab, men med 4 skumfiduser behøver det ikke ende vildt ulykkeligt. 

#2062-2063

Parallelimport fra Göteborg

Var på den årlige konference i Göteborg og tog som sædvanligt forbi både Ölrepubliken, en af de bedste ølbarer i byen og forinden en tur i Systembolaget for at tanke svenske øl. Nedenstående var resultatet af fourageringen.

Stigbärets morgonsuris, 4,7 Berliner weisse fra Stigberget bryggeri og Morgondagens bryggeri. Tilsat den helt store frugt-bær-grøntsagsblanding i form af hindbær, kirsebær, tyttebær, enebær og rødbede. I duften mærkes hind- og kirsebærrene mest, sammen med noget let surmælk og let syre. Smagen starter med de syrlige indslag, mest fra frugten som derefter afløses af den søde rødbede. Jeg fornemmer næsten lidt salt, men det er jo ikke en gose. Der er en smule træsmag og der kommer en snert slutsyre. Igen bliver jeg glædeligt overrasket hvor godt rødbeden klarer sig i sådan en øltype og jeg synes det er superlækkert. 5-6 skumfiduser.

Wood I lie to you #233, 12,1 % fadlagret barley wine fra Beerbibliotek. Indholdet i dåsen er både en del friskbrygget barley wine, dels en del, der har ligget på egefad i 6 måneder. Duften er lidt rødvinsskarp og med noget træ, foruden en del sødme og noter af alkohol. Den er anderledes blid i munden, hvor sødmen er meget mere fremtrædende men får tilpas modspil af opholdet i tønden, der tilføjer kant i form af smag af træ, skarp bitterhed, vin og krydring, mens den varmende alkohol nok stammer fra selve brygget. Barley wine skal nydes langsomt og med respekt og selv om den er noget sød, så ender det vatblødt, cremet og lækkert, med små spidse modhager. 5 skumfiduser.

Blondette, 6 % fadlagret sour ale fra Brekeriet. Duften er stram sur men formildet en anelse af noget træ. Smagsmæssigt udfordrer den også en smule med en stram start med syre henad eddike, der på en måde forstærkes men også ændrer lidt karakter på grund af fadlagringen. Træ og rødvin fornemmes derfra. Så kommer der noget frugtsyre, der til sammenligning næsten fremstår sødt, som en blanding af citron og appelsin. Der ligger en lille tone funk i bunden. Ret kompleks og en rigtig fin øl igen. Det er ikke meget at udsætte på Brekeriet. Her 5 skumfiduser.

See Ya later, 6 % Florida ipa fra Örebro brygghus i samarbejde med Apex brewing (North Carolina). Duften antyder tør, stram og bitter ipa, men de tilsatte juicer af appelsin og grapefrugt gør denne til en næsten sodavand. Svagt underneden ligger en olieret humlesmag af kogler og fyr og hjælper en at huske, at det drejer sig om en ipa. 4 skumfiduser. Florida IPA (FLIPA) er ikke en officielt beskrevet stilart, men var oprindeligt en hybrid mellem en godt tåget IPA og så en sour IPA. Det rammer denne øl ikke helt.

Flamingo juice, 5 % mango peber gose fra Stigbergets bryggeri. Intens gul farve i noget der ser ud som juice. Dejlig syrligt, lidt mere end jeg ville forvente fra noget med en skudfuld mango. Let salt og så også til sidst noget sødme fra mango. Salten er lidt mere tydelig i duft end i smag. Dejlig og flot øl - 4-5 skumfiduser.

Trouble sleep, 12 % imperial stout fra Stigbergets bryggeri. Med tilsat kaffe fra Per Nordby. Kaffeduften er intens, nedenunder ligger chokolade og rosiner. Det er også en sød mocca der rammer munden, hvor kaffe og chokoladesødme er nogenlunde ligeværdige. Der er lidt mørk frugt og let ristethed, men det får ikke rettet op på balancen. Det bliver dog aldrig klæbrigt og er forbløffende let drikkeligt, men bør nydes langsomt. Kan nemt erstatte en dessert. Fire skumfiduser.

New and Improved! GBG IPA. 6,5 % fra Stigbergets bryggeri. Den oprindelige var vist meget god så en forbedring lyder lovende. Masser af ananas og grapefrugt i næse og mund. Rimelig tør og fint slutbitterhed. Fin old-school West Coast ipa, med lidt mere frugtsmag. Dejlig, 4 skumfiduser.

Lushious ipa, 6,3 % New England ipa fra Mohawk. Som det sig hør og bør i typen, er her masser af frugt og lækker mundfulde og næsten ingen bitterhed. Mandarin, mango og passionsfrugt er med i abemaden, som frugtsalat blev kaldt den gang blogbestyreren var knægt. Lækker og dejlig, 5 skumfiduser.

Goodness grapecious, 6 % ipa fra Vega. Den officielle øl til GBG beer week 2019. Klassisk amerikansk stil ipa, med tropiske frugter som passionsfrugt, ananas og grapefrugt i duft og smag. Min medsmager finder overraskende rød peber i smagen. Virker lidt tynd i bunden; så er den naturligvis lettere at drikke men procenten siger ikke session. Slutter sødt og medium bittert. 3-4 skumfiduser.

Bird in hand, 8 % dobbelt ipa fra Stigbergets bryggeri. Jeg fanger lidt appelsinduft fra det flotte orange-gyldne bryg. Det er meget frugt-jammy i munden, med appelsin, maltsødme og en ret intens, ren bitterhed. Typiske træk for en DIPA, og typisk virker det ikke helt så godt for mig. Stilarten bliver ofte for tungt sød, hvor humlesmagen antager karakter af tyk marmelade og til tider kan virke sprittet. Derfor må denne, som mange tidligere DIPA på bloggen, nøjes med 3 skumfiduser, selv om den på ingen måde er dårlig.

Exotico, 4,7 % Berliner Weisse med passionsfrugt, mango og mandarin fra Mikrofonbryggeriet. Der er kommet rigtig meget frugt i, så det syrlige fra grundbrygget er stort set væk. Det smager mest som en sodavand. Hvad skal jeg mene om det? Ville nu nok gerne have haft de typiske let syrlige noter og andre stilartskarakteristika med i smagspaletten. Denne her bør man gemme væk for børn, for den ville nemt kunne blive en favorit frem for en squash. Tre skumfiduser.

Bötet, 12 % barley wine fra Nynäshamn ångbryggeri. Lagret på cognacsfade. Intens, sødmefuld oplevelse af duften med malt, karamel, vinøse noter og vanille. Sødmen fra duften genfindes let i smagen, men der er masser af modspil fra vin, træ, varmende alkohol og krydret islæt - næsten lidt jul med nellike og kanel. Slutter bittert, men det er nok mere fadlagringsbitterhed end ditto fra humle. Dejlig nydeøl, 4-5 skumfiduser.

Der er således altid mindst to-tre grunde til årligt at besøge Göteborg i maj måned - de ovenstående mange øl tæller kun som én!

#1990-2001

December nyheder fra Amager

Amager Bryghus nåede i december måned ud med endnu et sæt nyheder til folkets fornøjelse, herunder min.

Buffalo Burlesque, 11 % imperial stout, lagret på rødvinsfade fra Bordeaux. Et sammenrend af 12 bygmalte, foruden hvedemalt og lidt flækket havre. Der er let røg, kaffe, chokolade, og kun en anelse tørret frugt i næsen. Smagen giver mig de samme indtryk, med yderligere nogen underliggende syrlighed og fad, som må stamme fra vinresterne og opholdet i tønden. Der er en snert alkohol men diskret, og brygget er trods dets kejserlige islæt forbavsende let, uden man dog skal forledes til at tro, at det er en tynd porter. Fungerer chokolade og rødvin sammen uden at være blandet i øl? Tja, vel ikke helt en typisk blanding. Her i den mørke stout fungerer det heldigvis slet ikke som efter en voldsom tur i en amerikansk whiskeytønde. Jeg er stor fan af imperial stouts og er generelt lidt kritisk overfor at man ser sig nødsaget til at pimpe dem op. Her er det dog endt i en acceptabel udførelse til 4 skumfiduser.

Cobras Fumantes, 10,5 % kaffe barley wine, lagret på mezcal-fad. Der er en tydelig spiritus duft. Da jeg er lykkeligt uvidende om mezcals lyksaligheder, skal jeg ikke kunne sige, om det lige er det, der mærkes. Udover den ingrediens er der også tydelig vanilje og en del maltsødme. Endelig er der kaffe og med lidt god vilje kanel. Med andre ord, en ret kompleks duftpalette. Smagsmæssigt starter den ret sødt og fladt. Det er næsten ren maltsødme, der understøttes af noget ret vinøst og spiritus. Kaffe og kanel, som der er tilsat, er mindre fremtrædende end i duften. Ingen bitterhed. Min mund skulle lige kalibrere til det søde og spirituøse, men så blev den forliget og kunne faktisk godt se en mening med både kaffetilsætningen og fadlagringen. 4-5 skumfiduser.

Cobras Fumadoras, 10,5 % barley wine, lagret på mezcal-fad. Det må så være samme grundbryg som foregående, blot uden kaffe. Megen malt i duften, med en tydelig spiritus, med læder og træ som supplerende indtryk. Som den første kobra er her masser af malt og alkohol i smagen, men også underliggende modhager som træ, tobak og kanel. Sidstnævnte fanger jeg lidt mere i denne variant af dobbeltbrygget. Igen, efter en indledende tilvænning til det ret sukrede, som i parentes bemærket smager mørkt, så stiger nydelsen. Også denne lander derfor på 4-5 skumfiduser en kold januar aften, hvor dens varmende evner ikke er at kimse af.

Billie the Butcher, 7 % dobbelt tørhumlet IPA, et samarbejde med Billie's Bier Kafétaria, Antwerpen, som en officiel festivaløl. Næsen lover masser af troper, med passionsfrugt, grape og lidt mere rivende fyr, og en måske lidt overraskende snert af vanilje. Smagen er ligeledes komponeret og den er tør og ret bitter, så der må også være kommet noget humleekstrakt i fra start, udover den afsluttende tørhumling. Her er Amager på hjemmebane - både deres og min, så det må blive de nemmeste 5 skumfiduser.

Endnu en god omgang fra Amager, der i 2018 sent omsider blev kåret som årets danske bryggeri af Danske Ølentusiaster.

#1930-1933

Barley wine fra Brygbrygbryg

Jeg skal beklage over for bloggens trofaste læsere, at Brygbrygbryg optræder så hyppigt. Dels skal jeg samle op på deres hidtidige øl og så producerer de heldigvis jævnligt en ny øl eller to. Da jeg så samtidig har nemt ved at elske deres produkter, er resultatet en noget ensidig nyhedsdækning. I dag således en barley wine.

Sailors otium, 12 % dobbeltmæsket barley wine. Den dufter sødt (honning), let syrligt (appelsin) og en smule alkohol (12 %). Der er så også anvendt sukker, honning, koriander og appelsinskal i fremstillingen. Smagen er sød, ganske sød, med det bitre fra appelsinskallen og en let sprittet alkohol til at give modspil. Den flyder tykt i munden og vil næsten ikke ned. Jeg synes sødmen er lidt for overvældende, den skjuler eventuel mere komplekse maltsmage og selv korianderkrydringen forsvinder. Den kan dog sagtens nydes i stille og roligt tempo, i små bidder. 3 skumfiduser.

#1900

Årets Amarikanske samarbejdsbryg

Traditioner er godt, de knytter mennesker sammen i kulturelle og spirituelle sammenhold. I hvert fald føles det trygt og godt, når vi nærmer os den amerikanske uafhængighedsdag, uanset den tåbe de har siddende ved magten lige nu. For så bliver Amager bryghus's årlige samarbejdsbryg med forskellige amerikanske bryggerier frigivet.

Kiss of the Coppertail, 6,5 % IPA i Florida-stil, brygget med Coppertail Brewing. Der dufter kraftigt af grapefrugt, ananas og lime, mens smagen tilfører yderligt med trope i form af passionsfrugt. Maltbunden forsvinder i al humlen men fornemmes lige akkurat at være let sødlig. Det bliver ikke rivende som i en west coast som den kan minde om, men der er en pæn slutbitterhed. Her, drukket ret frisk, gør den hvad de bedste fra Amager gør, og det er jo et kvalitetsstempel. 5-6 skumfiduser.

Viking tango time, 7 % dobbelt tørhumlet rug IPA, i samarbejde med Kings County Brewers Collective. Den har en pænt voldsom tropisk duft med passionsfrugt, grapefrugt og ananas og noget mere rivende fyr. Den har en supertør smag, hvor den kraftige humlecoctail er med til at suge mundvand. Ingen restsødme overhovedet og en ret bitter finish gør dette til en ekstrem, men også ekstrem dejlig nydelse. Den er lige snerten bedre på dagen end foregående og må derfor finde sig i at få 6 skumfiduser.

The Ceremonial grain-out, 6 % farmhouse ale med kvæde, brygget med TRVE brewing. Øllet afgiver en duft med lyst brød, banan, gær og krydrede noter, inklusive en let spids syrlighed. Smagen er meget hen af det beskrevne for duftindtrykkene og det smager mere som en saison (hvilket også er den gærtype der er brugt) end som det jeg forbinder med farmhouse, som er lidt vildere og nærmende sig noget brett-karakter. Når det er sagt, så virker denne saison noget mere drikkelig end de i udtryk lidt tungere klassiske belgiske; det er i hvert fald kvæden, der med sin let syrlige smag er med til at friske det hele lidt op. Det giver 4 pæne skumfiduser til en øltype, der ikke høre til de mest tappede fra Amager, så på den måde giver samarbejdet mening. Som bonus er der på etiketten en fuldstændig ærlig beskrivelse af hvad der egentlig sker på dagen, når to bryggerier arbejder sammen!

All shook up, 7 % dobbelt tørhumlet vanilje milkshake ipa, et samarbejde med Mikerphone Brewing. Det er mest en kraftig, fyrret og tør humleduft jeg opfanger og ikke noget af de tilsatte alternative ingredienser som vanilje og laktose. I smagen fremkommer der dog en anelse af vaniljen, men det er minimalt. Den kraftige tørhumling overdøver det meste andet men der er en anden form for tekstur og underliggende sødme end de to første mere klassiske ipa'er i opslaget. Fyr, harpiks, passionsfrugt og ananas er med i den brede smagspalette og det er meget frugtigt. Det fungerer lidt overraskende fint med den diskrete vanilje og der må igen gives en pæn karakter: 5 skumfiduser.

Black Nordic Skies, 10 % imperial coffee stout, brygget med Modern Times Beer. En bryg hvor det var planlagt at komme havtorn i den mørke stout men det blev ændret på dagen, da en testsammenblanding ikke faldt tilfredsstillende ud. Den dufter kraftigt af kaffe, ristet malt og lidt mælkeagtig chokolade. Min åbne mund modtager en sød og fløjlsblød og tyk olieret væske, der selv med tyngdekraftens hjælp har svært ved at forlade glasset og glide videre indenbords. Den mørke chokoladesmag får kraftigt, næsten for kraftigt, modspil fra kaffen, der næsten for sig selv fremstår bitter. Der kommer naturligvis også bitre noter fra den mørke malt og humlen og det hele bakkes op af en pænt varmende alkohol. Helt friskaftappet forestiller jeg mig at denne øl endnu ikke helt har fået afrundet de skarpe kanter og at nogle måneders/halvårs flaskelagring ville afrunde og harmonisere øllet noget. Så 3-4 skumfiduser til en øl med lagringspotentiale - synd at den slags aldrig lykkes i min hule.

Electric Rattlesnæke, 9 % mørk barley wine, lavet sammen med Pipeworks Brewing. Brygget er "oaked" og har dermed formentlig ligget på egespåner. Som det ses på billedet, er der umiddelbart mere skum end hvad jeg normalt forbinder ved en barley wine, men de amerikanske varianter er som regel mere skummende. Jeg fanger malt, træ, vanilje og let syrlig alkohol i duften. Smagen er også en smule atypisk for stilarten, for nok er grundtonen af den søde slags, men det er begrænset og der er en tør, og lidt skarp træsmag, en anelse lakrids og en tydelig og næsten sprittet alkohol. Alkoholen til trods virker den umiddelbart farligt letdrikkelig og jeg synes det er en fin afstemt komposition som måske endda kan udvikle sig yderligere positivt hen af vejen. 4-5 skumfiduser. Brygget var mere rødbrunt end hvordan det fremstår på billeder.

Heavy Mental, 9,4 % dobbelt tør-humlet imperial ipa. Sidste flaske er årsagen til, at det samlede indlæg kommer to måneder efter 4. juli, idet den var længere tid om at gære færdig end planlagt. Desuden var jeg lidt langt væk fra fornuftige indkøbssteder da den endelig kom på markedet, så først nu fuldender denne øl årets portefølje. Denne øl blev første gang brygget hos Other Half Brewing, da Amagerdrengenes var på besøg i efteråret; her er det den danske udgave. Det er et særdeles fyldigt og tykt bryg, der er hældt i flasken. Der er en tydelig underliggende sødme, der i mangen en iipa får dræbt humlesmagen. Men ikke her. Ananas og mango, på en marmeladeagtig måde, og næsten indsvøbt i olierede humlekogler, men det bliver ikke klassisk humlebittert. Humlen får nok suget så meget sødme ud, at den på en underlig måde efterlader en udtørret i ganen. Læg dertil dens lækre blødhed og så er det lige før man tænker tung New England ipa, selv om der gøres lidt grin med det på etiketten. Men gæren er fra området (Vermont) så mon ikke det er meningen. Det er i hvert fald en rigtig dejlig og velhumlet øl og mere let at drikke end hvad procenterne ellers burde tillade. 5 store skumfiduser.

Fire IPAer i delvist nye klæder og 2 af de mørke samt endelig en lidt vildere vildøl: Den samlede konklusion må som sædvanlig blive bestået, med stor pil op!

#1850-1856

Siren

Jeg har haft engelske Siren under behandling nogle gange på bloggen og har fundet et par rigtig fine guldkorn blandt deres portefølje. Sidstnævnte er ret omfattende så jeg hægter mig lige på igen med et trekløver.

Forest for the Trees, 8,6 % winter west coast double ipa. Så har man da eneret på en ølstil tænker jeg ... Meget maltet duft med diacetyl og alkohol. Smagen er også noget af en maltbombe, med masser af stenfrugt i baggrunden, let alkohol og en stærk slutbitterhed. Den er ikke særlig sød, trods den megen malt og kan minde lidt om en stærk skotsk ale, også fordi jeg ikke rigtig fanger nogen humlesmag. Da sidste holdbarhedsdag kun ligger et par måneder frem, er brygget formentlig 10 måneder gammelt, hvis ikke ældre, og så vil meget af humlearomaen være dampet af. Jeg kan nu godt lide skotske ales, men havde da gerne prøvet et helt frisk eksemplar. Det ender på fire skumfiduser.

I love you Honey Bunny, 6,3 % honey smoothie IPA, i samarbejde med Other Half. Masser af honning og 50 % havre skulle give en tyktflydende masse. Hælder dog meget normalt op i glasset. Jeg fanger en ret ren citron-lime duft. Smagsmæssigt er det også disse citrus der er det første indtryk i en øl, der nok er en smule mere viskøs end det gennemsnitlige bryg. Citrusen har en ret bitter eftersmag, som var der også noget skal i. Jeg synes ikke rigtig jeg kan fange noget honning, der er hverken malt eller tilsat sødme, kun en fin friskhed. Det giver også en firer til øllet med Tarantino-reference.

Fred in London, 11 % strong blonde ale, i samarbejde med Hair of the Dog; RateBeer kalder den en barley wine. Er en britisk udgave af Hair of the Dogs Fred (som jeg ikke kender). En del sødme og sukker i duften, med anelse af gær, herunder banan og koriander. Ganske sød og næsten klæbrig i smagen, igen med noter/referencer til belgisk gær og blonde, hvilket nok gør bryggeriets egen stilartsbeskrivelse mere korrekt end RateBeers. Sødmen, iblandet også andre frugtsmage, der virker en anelse syntetiske, formår næsten helt at skjule alkoholen, der må nøjes med at varme lidt. Øllet minder faktisk en del om Amagers Marianna the Moody MILF, som jeg havde det ganske svært med. Jeg holder mig til samme karakter på 3 af de lidt mindre skumfiduser.

Siren er produktive og trods fraværet af det helt store antal skumfiduser i dette indlæg, værd at følge.

#1703-1705

Amager bryghus 10 år - anden del

Vores allesammens yndlingsbryghus på lorteøen, Amager Bryghus, har holdt stand og ikke mindst fanen og barren meget højt de ti år, de har eksisteret. Tidligere på året udgav de tre øl som første led af egen festligholdelse af deres jubilæum. To af de tre øl smagte mig godt, mens den tredje skuffede en del. De samme tre øl blev hældt på fad, og er blevet udgivet her sidst på året, med følgeskab af yderligere to fadlagrede festøl. Lad mig knappe op og se, hvad turen i fadene gør ved øllet.

MurpHill 2017 ed., imperial rugporter, lagret på friske bourbonfade. Grundbryggen er Rugporter, en øl lavet i samarbejde med Shaun Hill og Mike Murphy, som jeg vist aldrig har fået omtalt på bloggen, men svagt erindrer at have smagt. Den er tidligere blevet smidt på tønden og trukket op igen som en MurpHill, men denne gang i en let modificeret 2017 udgave. Det første duftindtryk sagde voldsom lakrids, men også mørke frugter, kaffe og bourbon. Den smager ganske indledningsvis af mørk chokolade type sødme og kaffe, der overhales både inden- og udenom af fadlagringens tilførte elementer af ren bourbonsmag, let træ og desværre en del vanilje, der sammen med den amerikanske bourbon for mig trækker i den modsatte retning. Jeg har efterhånden lært både at acceptere og i en del tilfælde nyde og endda elske fadlagrede mørke øl, men når vaniljeorkideen bidrager med smag i en blanding med sydstaternes svar på det skotske højlands ædle drik, så tilføres det efter min ydmyge og ganske personlige mening ikke noget til øllet. Jeg kan godt være bange for, at resten af øllene i denne anden halvleg kommer til at blive bedømt efter samme skabelon. Grundbrygget her er dog ganske fint og bliver ikke decideret ødelagt, så jeg kan godt, trods de harske ord, stå inde for de fire skumfiduser jeg kaster efter den første jubilæumsoplevelse i anden halvleg.

Maureen, The Maverick Moonshiner, 12 % bourbon fadlagret dobbeltmæsket russisk imperial stout. Her er det Dario, the Dark Don, fra første del af jubilæumsudgivelserne, der har været på bourbonfade. Duften er tung og formår næsten ikke at kravle op over glassets kant. Mørk chokolade, mørke, våde frugter, kaffe, ikke så meget lakrids som i Dario, men til gengæld en let bourbonduft, der holder sig til antydningens kunst. Det er det samme jeg genfinder i smagen, i pænt afstemt indbyrdes forhold. Kaffen er lidt mere fremme i smagsbilledet end i duften, og man mærker også de meget mørkt ristede malte. Bourbonen er også smagsmæssigt mere en medspiller på holdet end en ego-centriker som Zlatan. Det kan være, at den dobbeltmæskede bryg er så fyldig, at den kan suge og indkapsle flere af fadets aftryk, så det faktisk ender med at blive ganske vellykket. Det er over et halvt år siden jeg smagte Dario (og de øvrige i første del), så jeg kan ikke direkte sammenligne. Men det er en ret lækker øl, der må få 5-6 skumfiduser, hvilket er en halvkarakter mere end Dario.

Christopher, The Crimson Crooner, 11 % bourbon fadlagret barley wine. Her er det Marianna, The Moody MILF, der er udgangsbrygget. Den brød jeg mig ikke særlig meget om i ren udgave. Må se om turen i bourbonfadene har forbedret den. Der står stadig en meget sødlig-klistret duft op ad glasset og her iblandet tydelige bourbonnoter, der heller ikke ligefrem er kendt for deres opfriskende karakter. Smagen er også fortsat sød og klistret. Lidt væk er bananen og tyggegummien fra Marianna, heldigvis. Der er nu noget modspil fra sydstatswhiskeyen om man så kan lide den lette blanding af røg og halv-vammelhed, som jeg forbinder med den nye verdens forsøg på at efterligne original whisky. Samlet ender bryggen som en kende mere drikkelig end udgangspunktet, men den bliver aldrig hverken en crowd- eller ganepleaser hos Dude Beering; dertil er den for sød, tung og lagret på forkerte fade. Den "beholder" sine tre skumfiduser.

Patrizio, The Persuasive Peacemaker, 10,5 % bourbon fadlagret old ale. En remaket Cody the Crooked Cop fra første halvleg. Den var ganske vellykket og de samme duftindtryk fra den af karamel og figner er bevaret og naturligt tilført lidt fra fadene som duftmæssigt giver lidt vanilje og en smule bourbon. Stadig en voldsom væske at ryste indenbords, med masser af malt, karamel, mørke frugter samt vanilje, træ og bourbonsmag fra fadlagringen. Sidstnævnte kan mærkes men er knap så voldsom. Muligvis har den dræbt den let syrlige smag jeg kan se at jeg smagte i Cody. Stadig en øl der skal nydes med måde - dens fylde gør nok, at den bedre favner bourbonen som forekommer integreret og ikke udstikkende. Den beholder samlet ligeledes sin karakter fra den rene udgave: 4-5 skumfiduser.

Paul the Packing Piano Player, 8,7 % bourbon fadlagret rugstout. Sidste øl står også alene, skal ikke sammenlignes med en ikke-bourbonlagret udgave. Rettelse: PtPPP er en fadlagret udgave af Rye King, som jeg smagte for en del år siden. Jeg dufter bourbon, røg men også lidt frisk humle vifter forbi som en flygtig brise. Knastør smag, jeg mærker næsten indersiden af fadet raspe min mundhule. Træ, røg, kaffe og bourbon; sidstnævnte forekommer i denne bryg mere "frisk" eller knap så vammel og giver faktisk øllet et ekstra pift. Ret bittert, sikkert både fra humle, fad og bourbon. Som alle de foregående er det ikke en sommerbælleøl, men noget der skal nydes i små nip. Denne bringer mig nok mest glæde af håndfulden efter Maureen og må belønnes med 5 skumfiduser.

Jeg fik efter denne omgang med Amagers heftige fejring af deres første 10 år bekræftet, at bourbon og øl sjældent virker godt for mig. Der vil givetvis være andre, der ser en fortrinlig symbiose i blandingen og dem kan jeg kun være en smule misundelig på. Det gik fint et par af gangene, men det bliver hurtigt for påtrængende synes jeg, og når så bourbon i forvejen er en misforståelse, så er det op af bakke. Men, det sagde jeg om al fadlagret øl tidligere, så derfor kastede jeg mig ud i det for at se, om ikke jeg også kunne smage lyset. Det kan jeg måske næste gang, men endnu er jeg for umoden.

#1688-1692