mandag den 1. juli 2019

Copenhell øl

På flere spillesteder (i København) er man begyndt at kunne få nogenlunde fornuftig øl når man er til koncert. Nogle får endda brygget deres helt egne øl. På de større festivaler kniber det derimod. I år var der en forbedring at finde på Copenhell. Man havde fået deres ølmonopolist Unibrew, via Theodor Schiøtz Anarkist ("specialøls brandet") til at brygge en øl, hvorom resten af indlægget skal skrives.

Kulsort, 6,66 % (sort) ipa. Den lidt for kolde øl, ophældt i plastikkrus, gjorde, at duftindtrykkene var sparsomme. I smagen var der ipa karakterer at spore, med en smule lakrids. Ingen synderlig bitterhed. I reklamespots op til festivalen blev det antydet, at øllet var farvet med kul. Om det er sandt skal jeg ikke kunne sige, men der var ikke megen antydning fra mørke malte såsom kaffe, røg, chokolade mm. Enkeltstående ikke en særlig ophidsende oplevelse, men jeg vælger nu at lade lokationen og begivenheden have indflydelse og tildeler 3-4 skumfiduser. Anarkist er godt nok at fuppe menigmand hvis man tror man får noget rigtig kvalitetsøl, men set i sammenhængen var den og nogle af de andre øl fra samme mastodont (i dansk perspektiv) en fremgang på en festival, hvor man gør en dyd ud af at publikum skal bælle rigtig store mængder øl ned i deres Biergarden. Jeg vil nu se frem til denne uges Roskildefestival og smage, hvad Carlsberg/Jacobsen har valgt at medbringe i deres Beer Barn.




#1979

tirsdag den 21. maj 2019

Sudden Death Brewing Company

Tyske Sudden Death Brewing Company består af to tyske barndomsvenner, der har en fælles passion for ishockey. Under ture til USA/Boston for at se ishockey, kom de i kontakt med en helt anden verden af øl end filtrerede tyske pilsner, lejlighedsvis afbrudt af en weissbier fra Bayern eller en schwarzbier. De øl de mødte, kunne de ikke finde derhjemme, så siden 2017 driver de nu deres fantombryggeri. Jeg fik fat i en enkelt fra dem hos Høkeren i Ravnsborggade.

Walk like an Egyptian, 7 % NEIPA fra Sudden Death Brewing Company i deres Monsters of New England NEIPA series.Dufter fint af ananas og appelsin, uden skarpe noter. Smagen er også dejlig frugtig og blød, men appelsin, mango, ananas. Næsten helt uden bitterhed som en NEIPA skal være. Dejlig øl og dejligt eksempel på stilarten - 5 skumfiduser.



Rigtig fint bekendtskab.


#1978

søndag den 19. maj 2019

Irsk trekløver

Høkeren havde et trekløver øl stående fra Rye River Brewing Company, der brygger en serie øl kaldet McGargles. For tre år siden havde jeg næsen i en øl fra den anden serie de brygger, Grafters. Grundlagt i 2013 er de nu et foretagende med over 40 ansatte. Trekløveret var en klassisk serie india pale ales gående fra en let session over en normal IPA til en dobbelt IPA.

Daragh's session ipa, 3,8 %. En mærkbar duft af harpiks, en aroma man næsten har glemt i disse nye juicy og hazy ipa tider. Der er også fint med rivende fyr og klistret harpiks, grapefrugt og ananas på en let maltbund af lyst brød. Humlesmagen holder ved et godt stykke tid mens substansen mere naturligt hurtigt fordamper. Det er en letbenet session ipa og det skjuler den ikke, men den gør det ganske godt. 4 skumfiduser.


Francis' Big Bangin' ipa, 7,1 %. Lidt malttungere i duften og deraf lidt svagere humle, men jeg synes stadig det er harpiks og fyr og måske en anelse trope. Den er også klart mere fyldig i mund og smag, med sød mango sammen med mere bitter grape og harpiks. Eftersmagen er her balanceret mere med sødme. I udtryk oplever jeg den næsten som en dobbelt ipa, så det bliver spændende med storebroren i trilogien. Fin øl, men den falder lidt mellem to stole/stilarter, 3-4 skumfiduser.



Dan's Double ipa, 8,0 %. En del malt i duften og en smule humle henad melon og mango. Blød, sød og maltet i smagen, humlen er hverken bitter eller smagsmæssigt dominerende, men igen her lidt sød mango. Det er ikke så marmeladeagtigt klæbende som man kan komme ud for og selv om den mangler lidt kant, er det OK. 3-4 skumfiduser.


Godkendt, men heller ikke mere.

#1975-1977

lørdag den 4. maj 2019

Dry & Bitter Brewing Company

Dry & Bitter Brewing Company er frygteligt underrepræsenterede her på bloggen. Det skrev jeg også for halvandet år siden da de optrådte på bloggen for første gang. Lad os ikke dvæle ved blogbestyrerens mangelfuldheder, men blot konstatere, at her kommer så deres næste optræden.

As Seen on TV, 4,2 % session IPA. Der brugt en del hvede og havre i øllet for at give det noget mere fylde, og dernæst blev den voldsomt tørhumlet. Den har også en fin duft af appelsin og grapefrugt, på en let bund af lyst brød. Jeg fanger også et let snif af vanilje og koriander, ikke noget jeg er vant til fra denne øltype. Det er lykkedes for D&B at få lavet en bryg, der holder bedre på den fine humlesmag end hvad man sædvanligvis smager indenfor denne alkohollette stilart. Der er ananas, mango og let passionsfrugt fra humlen i smagen og de varer ved indtil en tør, let bitterhed fint afslutter. Rigtig dejlig øl, både for stilen men også generelt. 5 skumfiduser.


Arcadian Orchard, 6,3 % fersken og nektarin sour i samarbejde med J. Wakefield brewing fra Miami. En sur - syrlig duft med let frugtige indslag, lidt som glemt karklud uden at være helt så ubehageligt. I munden rammer først en let syre som mere minder om umoden appelsin end som fermentering. Bagefter skvulper en pænt afdæmpet men alligevel markant frugtsødme henover og især ferskenen kan udskilles. Som frugt betragtet er jeg ikke til fersken men dog nektarin. Her virker de begge rigtig godt i denne sour som knap nok er det. 4-5 skumfiduser.




Moar Skullz, 11,5 % dobbelt mæsket imperial stout fra Dry & Bitter brewing company. Kaffe, chokolade og tørret frugt sammen med sødlig malt er denne driks opfangede duft indtryk. Den ligger også blødt og initielt sødligt i munden med masser af mørk chokolade. Der er figner og anden tørret frugt iblandet. Så kommer der et modangreb med træ, ret kraftig bitterhed og alkohol. På trods af alle de mange og til dels voldsomme indtryk præsenterer den sig blidt og let drikkelig. Rigtig fin og nydbar øl - 6 skumfiduser.


#1972-1974



fredag den 3. maj 2019

Copenhagen Beer Festival

CBF er så vidt jeg ved et nyt koncept og som er en del af et landsdækkende festivalnet. Der var i hvert fald afholdt arrangementer i både Århus og Odense førend det jeg, som inviteret gæst, dukkede op til i København påskelørdag.

Det blev afholdt i yderst rustikke lokaler på Vesterbro. Der var vel en 20 stande, primært fra bryggerier, men også forretninger og importører var til stede. Bryggerierne havde forskellig bemanding: hos de mindre/mindste var de faktiske bagmænd bag disken, mens eksempelvis Hornbeer og To Øl havde udefrakommende ansatte til at skænke op og snakke med folk. Det var klart mest interessant at snakke med de faktisk involverede. Der var kort før start indløbet nogle afbud, så Herslevs og Kihoskhs stande var tomme, ja slet ikke sat op.

Konceptet var at man købte øl i næsten valgfri størrelse hos de forskellige bryggerier. Festivalen havde udstyret gæsterne med en metalkop som det nok var tænkt øllet skulle serveres i. Underlig disposition, da en vurdering af farve, gennemsigtighed, karbonering og almen indtryk helt eller delvis gøres ved at kigge på det opskænkede øl i glas. Alle boder havde da også medbragt plastikkrus, som trods alt var en kende bedre.

Jeg kom kort efter åbningstid og fik mulighed for at snakke med flere af bryggerierne. En sådan mindre festival er det nemmere at komme til den slags end hvis man kæmper om deres gunst og opmærksomhed blandt flere tusinde andre. I de tre-fire timer jeg var der var der vel ikke over et par-tre hundrede samtidig.
Det var nok denne festivals største styrke. Jeg fik mulighed for både at smage på produkter og snakke med folk fra bryggerier, jeg i forvejen havde et (for) lille kendskab til. Publikum forekom at være lidt mindre ølinteresserede på forhånd end hvad tilfældet er under Danske Ølentusiasters festival. Måske det er det segment som festivalen sigter efter.


Jeg fik indsamlet kortfattede noter om nedenstående øl:

Chassis, 7,2 % saison med solbær fra Hoppe.Beer. Masser af solbærsmag og en kende vanilje. Vaniljen er rigtig fint doseret og giver lige et diskret pft til smagen. Tør og farligt dejlig. 5 skumfiduser.


Foreign insemination, 4,9 % dry hopped gose fra BRAW og Brekeriet. To af mine yndlingsbryggerier, hvad kan gå galt? Og gose er i mine øjne og mund en stærkt underbrygget stilart. Her bliver det salte kendetegn, som er typisk for stilarten noget skjult under syrligheden og Citra humlen. Det ender på lidt middelmådige 3-4 skumfiduser.



Black ops, 6,5 % black ipa fra Spybrew. Rigtig fint eksempel på stilen, hvor der både er lakrids, chokolade og kaffe fra det mørke og en fin undertone af humle som har en let dildsmag. De mørke malte er først kommet i mæskekarret under recirkuleringen efter den indledende mæskning. Dejlig øl, 5 skumfiduser.


Jokeren, 6 % NEIPA fra Musicon mikrobryggeri. Dem havde jeg kun dyppet tungen i en enkelt gang før. Tre dage gammel er der så meget humlesmag at det næsten brænder. Det er tropisk og det er lækkert og sikkert sublimt om en uges tid. 4 skumfiduser.



Brett Saison, 7,9 % fra LyngBeer. Et ret nyt bryggeri som bør underøges nærmere. Lige nu er øllet mest Saison karakter, men Bretten er let tilstede. Synes faktisk at det er i fin balance men det bliver nok anderledes over tid når øllet modnes. 4 skumfiduser.


30 miles, 5,4 % San Diego ipa fra Benzo brew. Super tør og ret bitter. Humlen har en lidt sæbeagtig smag. Ikke helt harmonisk. 3 skumfiduser.


Tak til Christian V. Larsen for invitationen og tak til bryggerne for snakke undervejs.

#1966-1971

tirsdag den 23. april 2019

Spybrew - også på flaske

Under den nyligt afholdt Copenhagen Beer Festival fik jeg en kort snak med Jens Lynge Larsen. Spybrew er et lille bryggeri med en kapacitet på 200 liter per bryg, så hidtil har man kun kunnet få deres øl på fad i udvalgte barer i København. De er nu begyndt i det små også at tappe på flaske og sælger dem fra bryggeriet samt en slagter i lokalområdet (de mørke øl). Der stod en fristende skotsk ale på deres stand og den var tappet to dage forinden. Den fik jeg indkøbt et eksemplar af.

Skotsk Strong Ale, 5 %. I følge stilartsdefinitionerne fra Danske Øldommere, er dette "kun" en skotsk ale, da procenten er for lav til den stærke klasse (6,5-8,4 %). Spøjst nok fangede jeg meget let røg ved de første inhaleringer. Der er også lidt sur karklud og kun en smule malt. Smagsmæssigt er der malt og karamel, men noget mindre fremtrædende end hvad jeg typisk finder i skotsk ale (svag som stærk). Sødmen er begrænset og den ender næsten halvtørt. Der er noget let dildsmag som måske kunne skyldes brug af Sorachi Ace og bitterheden er let til medium. Egentlig et meget fint bud på en noget mere maltet øl, uden at det kammer over med karamel og sødme. 4 skumfiduser.





#1965

onsdag den 10. april 2019

Genbesøg i flasker fra Jelling bryggeri

For et par år siden smagte jeg for første gang nogle øl fra Jelling bryggeri. Min konklusion var, at de skam var tilforladelige nok, men en smule kedsommelige. Bedømmelsen var baseret på to af deres produkter. Nu var jeg for nylig igen i lokalområdet og investerede i tre andre flasker og håber på lidt bedre held denne gang.

Dronning Thyra bryg, 5,5 % amerikansk pale ale. Der er en hel del malt i duften og det minder næsten om skotsk red ale samt noget let harpiks. Smagen er meget Kongen af Danmark bolsje men ikke særlig sødt. Den anvendte Cascade humle giver mest bitterhed, selv om den også er tilsat sent som tørhumling. Brygget er noget fladt i det. Jeg synes ikke helt det rammer en apa, men jeg kan godt lide den rene malt med den bitre cascade, så 3-4 skumfiduser til Thyra, der ikke er helt så usynlig som en snart forhenværende minister.


Gorm den Gamle dark, 5,5 % abbey ale. I foregående smagsrunde var der også en GdG med, blot som en bock. Spøjst at en øl på sølle 5,5 % betegnes som belgisk klosterøl, der ikke just er kendetegnet ved småcifret alkoholindhold. Malt, kandis, enebær og koriander er blandt duftindtrykkene. Smagen er malt på en meget let og tyndbenet bund og der er en vis mængde astringens, der udtørrer mundhulen og efterlader den med et bittert indtryk. Det bliver meget hurtigt noget farvet karamelvand med et skævt indhold og får højst 2 små skumfiduser. Den er ikke værd at drikke, slet ikke hvis man tror man her får noget der ligner belgisk.


Jelling orm, 5,5 % belgisk ale. Lidt mere klassisk belgisk duft i ormen med malt, sukker og en smule gær. Smagen er nu meget lig den foregående, måske knap så tør og udtørrende, men på samme tynde bund. En anelse mere krydring, men mest lidt halvsødt maltvand. 2 skumfiduser.



Jelling bryggeri fik en chance til, men nu er det slut. I et land med 200 mikrobryggerier er de en ligegyldighed.

#1962-1964

tirsdag den 2. april 2019

Snake Charmer

Snake Charmer, 2017 edition, 7,7 % fadlagret sour med solbær fra 8 Wired Brewing. New Zealandske 8 Wired med danske Søren Eriksen i spidsen var en del på bloggen for 5 år siden, men efter det har jeg ikke set meget til dem. Dengang som nu er det Høkeren i Ravnsborggade, der har dem på hylden. Næsen fanger det syrlige, som både er fermentering og frugt, men ikke udpræget solbær. Sur mælk og balsamico. Den er lidt mere venlig i munden, hvor frugtsmagen er mindst en halvpart og her er det mere tydeligt, at det er solbær der har ligget to år sammen med brygget i pinot noir fade. Der er funk og lidt vildskab og så selvfølgelig en syrlighed, som ikke er snerpende. Det er ret godt skruet sammen og belønnes med 5 store skumfiduser.

#1961

lørdag den 30. marts 2019

Basqueland Brewing Project

BBP har været på bloggen en enkelt gang før, hvor de klarede sig bedst med en øl, der kunne tåle lidt flaskeopbevaring. Denne nye fandt jeg igen hos Høkeren i Ravnsborggade.

What the %$#! is DDH?, 5,5 % dobbelt tørhumlet pale ale. Den præsenterer sig med en del sødme i duften, lyst brød, og lidt muggen/gæret mango. I smagen er det mere passionsfrugt og fyr der dominerer, med ananas og grape i baggrunden på en tør bund, og det afslutter kun let bittert. Det er umuligt at dechifrere best before datoen (se billede) og ud fra den gætte på tappedato. Jeg kan forestille mig, at denne fine øl, der får fire skumfiduser, ville kunne opnå mindst en hel karakter højere i friskaftappet tilstand. Men som antallet af skumfiduser indikerer, er det en fin øl også nu.



 #1960

torsdag den 28. marts 2019

Endnu et par øl fra Brekeriet

Min yndlingssøster og -svoger giver mig næsten altid et par spændende øl fra Brekeriet når vi ses. Så er det dejligt, at det sker med jævne mellemrum.

Bror, 6 % sour brown ale fra Brekeriet. Fra Wild serien. Har ligget i lang tid på egefade og hygget sig med Brekeriets hus-stammer af diverse fermenterende mikroorganismer. Lidt stram syrlig duft men også rødvin og svag vanilje. Smagen er domineret af syrlige, næsten balsamico-agtige noter. Der skal graves og slynges lidt rundt i munden for at finde en bund med rugbrød og en smule chokoladesødme og det er så flygtigt som Pia Kjærsgaards stuerenhed. Men selv om syren er fremtrædende, er den aldrig alvorligt snerpende. Den mørke brown ale giver lidt mere bund end mange andre øl fra brødrene Ek og det klæder brygget. 4-5 skumfiduser.



Sourbon, 7 % amber ale fermenteret og lagret på bourbonfade i 9 måneder. Duften er ret diskret, det mindst svage element er en let bourbon, lyst brød og svag eddike. Smagen er en blanding af den syrlige fermentering og det let sprittede fra bourbonfadet. Det syrlige har en frugtig undertone henad grønne æbler og stikkelsbær. Bourbonen er kun antydningsvis til stede i smagen og det er nok meget godt. Fin øl, fire skumfiduser.


 #1958-1959

tirsdag den 26. marts 2019

Berry fra Hoppe.Beer

Hoppe.Beer og Brygbrygbryg brygger delvis øl i samme stil og indtil videre har Brygbrygbryg også fået brygget det meste af deres øl hos Hoppe.Beer. Det er lidt længe siden jeg smagte noget nyt fra Hoppe.Beer, så det råder jeg bod på.

Berry, 4,5 % saison med hindbær. Den flotte røde, helt klare væske ser ud som saftevand og ikke øl. En halvskarp syrlig duft med eddike får mig hurtigt væk fra den association, men jeg bliver ikke ledt over til saison. Smagsmæssigt er den også klart en sour og ikke en saison, hvis man her tænker på den belgiske ølstil. Der er næsten lige dele hindbær og syre, med en smule overvægt til sidstnævnte. Der står ikke noget om mælkesyrebakterier på etiketten, men de må have været til stede. Der er noget træ i afslutningen. Det er en dejlig øl, omend helt flad. Jeg forstår dog ikke helt hvorfor den markedsføres som en saison, for så bliver man skuffet. Jeg glædes over indholdet på et fire skumfiduser niveau.




#1957

søndag den 24. marts 2019

Det nye Hornbeer

Hornbeer blev solgt sidste år, og de nye ejere lovede at fortsætte bryggeriet i samme ånd og stil som Jørgen Fogh Rasmussen havde gjort de første 10 år. Hvis dagens øl er produceret efter ejerskiftet kan man sige, at etikettens udseende og krasbørstige kommentarer virker velkendte. Nu mangler jeg blot at udrede smagen.

Brexit, 5,9 % New England ipa, ekstra bitter som der udloves. Jeg kan dufte passionsfrugt og ananas fra humlerne. Smagen er ret sød og fyldig, malten er næsten så meget til stede som i en dobbelt ipa. Humlesmagen bliver herved afdæmpet en smule og der levnes næsten kun plads til en slutbitterhed af middel styrke. Den smag der er, har karakter af mango og med antydning af lakrids. Ikke en NEIPA i klassisk forstand pga. både megen maltsmag og balancen af humlerne, men en fin øl alligevel. Giver mig association til Røde Ports Nugacilla. 4 små skumfiduser.

Ejerskiftet ser ud til at have foregået på fin vis. Det er glædeligt.




#1956

onsdag den 6. marts 2019

Gotlands bryggeri

Gotlands bryggeri har kun været på bloggen en enkelt gang hvor jeg smagte to af deres juleøl. Den ene var kaldet Sleepy Bulldog og den hunderace må de have en forkærlighed for, for her kommer en standardserie med dets navn.

Hazy Bulldog, 5,7 % amerikansk pale ale. Ananas, mango og grape i næsen. Fin og ret frugtig smag med mango, melon og fersken. Der ligger underneden en bitter tone der virker lidt fejlplaceret - jeg synes ikke det er en ren, velafkogt humle. Ender derfor lidt uharmonisk på trods af en god start. Får sneget sig op på 3 skumfiduser.




Sitting Bulldog, 6,4 % ipa. Brød og malt med karakter af karamel. Fraværende humleduft. Smagen er også maltdomineret med sød karamel, let bitter nød og kun en anelse blid humlesmag. De på etiketten averterede mængder af aromatiske amerikanske humler kommer vist ikke længere end på ydersiden af flasken. Stilmæssigt derfor meget lig en engelsk ipa og det er der som udgangspunkt ikke noget galt i. Men det får ikke mig til at give mere end de tre skumfiduser.


Brutal Bulldog, 8,4 % dobbelt ipa. Malt, gær, alkohol og lidt humle med karakter af let rådden mango og appelsin er hvad næsen opfanger og får kanaliseret videre til beskrivende ord. Tung maltsmag, med frugt som appelsin og abrikos på en marmeladeagtig måde. Metallisk let bitter, med nogen fornemmelse af alkohol. Sådan er dobbelt ipaer ofte, og det skal de, men jeg synes det bliver for tungt og sødt. 2-3 skumfiduser.



Hunden siges at være menneskets bedste ven. Jeg blev ikke uvenner med dem, men øllet fra den største ø i Østersøen mangler noget for at blæse mig omkuld.


#1953-1955

fredag den 1. marts 2019

Tang i øllet

Nordisk Tang er et firma der som mål har overbevise folk om, hvilke fantastiske råvarer havets grøntsager er. De laver en række produkter, herunder to øl, som bedømmes her. Øllene har været brygget forskellige steder, men disse to er lavet hos Grauballe bryghus.

Gylden Tangøl, 4,5 %. Dufter mest af lyst brød og græs med sødligt islæt. Udover to slags tang er der kommet enebær, røn, fennikel og dild i. Det giver en aromatisk smag der hælder mod den søde side og af ingredienserne kan jeg da lige akkurat pille enebærrene ud, så man kan jo sige at krydringen er afstemt. Intentionen med tangen er beskrevet som at tilføre lidt salt og umami, måske kan jeg lige fange noget meget let salt. Den let bitre afslutning undertrykkes næsten af krydringen. Jeg synes den gyldne er lidt for sød, om så det skyldes tangen eller andet. Tre skumfiduser.



Mørk Tangøl, 6,5 % mørk ale. Chokolade, let røg og rugbrød som duftindtryk. Røgen fylder mere smagsmæssigt uden at det bliver kvalmt eller overvældende selvom den er hvad jeg plejer at beskrive af den "våde" type i modsætning til en mere tør røgsmag. Malten giver også chokolade og let kaffesmag og en svag anelse af lakrids. Jeg fornemmer også lidt spiritus selv om procenten ikke er høj, og de angivne tilsatte egespåner tilsyneladende ikke har været i mere eller mindre uheldig kontakt med spirituosa. Tangen, tja, det er de samme to typer, savtang og sukkertang som i den lyse, men heller ikke her fornemmer jeg et voldsomt aftryk. Men jeg kan bedre lide denne øl, der ender på fire små skumfiduser.



For mig ender det lidt mere som en gimmick end som en smagsgiver. Der produceres også rom og snaps af/med tang udover tangprodukter der mere direkte er til konsum som pesto og tørret tang.

#1951-1952

torsdag den 7. februar 2019

Helt gærlig ...

Der er ofte meget fokus på humlen i IPA. Der eksisterer rigtig mange sorter og de kan komme i bryggen på rigtig mange forskellige tidspunkter, resulterende i mere eller mindre bitre øl og mere eller mindre humle-frugt smagende øl. Måske lidt mindre kendt udenfor bryggerkredse er, at gæren også spiller en central rolle i, hvordan humlen kommer til udtryk i en øl.

Ebeltoft Gårdbryggeri har lavet et eksperiment, hvor de har brygget deres meget dejlige Wildflower IPA og sat den til gæring med tre forskellige gærstammer. Taphouse havde et fad af hver af dem på hanerne og det måtte jeg prøve.

De tre gærstammer var:

Barbarian Conan, som kommercielt beskrives som en gær, der angriber humlen. Den stammer fra Vermont, USA.

Chico/US56 som vist nok stammer fra bryggeriet Sierra Nevada. Begge de to første beskrives som velegnede til IPA.

Den tredje var London Ale 1028, som anbefales til de mørkere øltyper, og dermed ikke til hvordan en Wildflower er brygget.

Ingen forskel i udseendet - fra venstre mod højre er det Ebeltoft Wildflower gæret med Barbarian Conan, Chico/US56 og London Ale 1024
Barbaren havde en kraftig passionsfrugt- og mangoduft og -smag. Den var ret tør i munden og endte rimeligt bittert. En ret humlehidsig sag.

Chico lignede den ret meget, men der var lidt mere sødme og blidhed i munden. Slutbitterheden var den samme.

London Ale var markant anderledes. Smagte næsten kun af mango og fersken, var mild og blød, og sødmefuld. Næsten ingen slutbitterhed.

Det er lidt spøjst at gæren kan frembringe så forskelligt et humleudtryk i de tre øl. Grundindtrykket fra de tre øl var det samme, men graden af humletilstedeværelse er vidt forskellig, i hvert fald mellem London Ale og de to øvrige. Men så er London Ale heller ikke beregnet til at fermentere IPA. Jeg ville i øvrigt sagtens kunne drikke alle tre øl som er gode på hver deres måde.

Det var en sjov oplevelse/øvelse der viste, at gæren ikke kun har indflydelse på alkoholprocenten, men bestemt også på humlesmag og -bitterhed. Når jeg genlæser min gamle anmeldelse af Wildflower kunne jeg foranlediges til at tro, at den originalt var brygget med US56. Men der kan naturligvis have været en forskel i hvor frisk flasken den gang var i forhold til dagens øl fra fad. Dagens udgaver af Wildflower indeholdt "kun" 5,9 % hvorimod den jeg smagte fra flaske var på 6,9 %. Måske er det så i virkeligheden en helt fjerde gær der bruges til standardudgaven?

#1948-1950

onsdag den 6. februar 2019

Smagsprøver fra Fanø Bryghus

Fanø bryghus har været ret dårligt repræsenteret her på bloggen, hvilket på et tidspunkt førte til en dårlig rating. Efterfølgende blev jeg dog klogere og de er nu opgraderet. Jeg har svært ved at finde dem i butikker i Hovedstadsområdet, og de føler selv at de kan trænge til lidt mere eksponering. Deres chefbrygger, Steve Rold, kontaktede mig derfor og spurgte om han måtte sende nogle øl. Jeg var frit stillet til hvorvidt jeg overhovedet gad at skrive om dem og naturligvis var min mening ikke til diskussion. Det er næsten en trend i det nye år, hvor jeg lige har givet min mening til kende om nogle ikke-udgivne øl fra Brygbrygbryg. Her følger så mit indtryk af de tre tilsendte øl fra Fanø, heraf to nyheder. 

Three Graces, 8,6 % belgisk trippel. Duften er sødlig, banan, tyggegummi og en smule alkohol. Farven er lidt mere orange end de fleste men er tilladt. Fyldig øl vel indenbords, næsten tyk, med en del sødme og frugt, mest banan, der er understøttet af lidt peber. En lille anelse af sød appelsin. Andre krydderier er kardemomme, nellike og anis. Mærker ikke alkoholen i smagen. En lækker øl, der gør hvad en trippel skal gøre og det er dejligt. 4 skumfiduser.

Der er næsten lidt Michael Kvium over etiketten, men den er designet af Jessica Rold

Gorm the Old, 10 % imperial stout, lagret på kakaonibs og vaniljebønner. Der er let kaffe og chokoladesødme i duften, som fornemmes en smule tør og støvet. Smagen er ret sød, med en tyk, mørk chokolade, der har en anelse, men heldigvis kun en anelse, vanilje. Selv om det er sødt, slutter den lidt tørt og medium bittert. Kunne måske ønske lidt mere modspil til chokoladesødmen, men når det nu skal være, så er den superlækker og vaniljen er for min sarte mund perfekt afstemt. 5 skumfiduser.

Den så næsten purpurfarvet ud i overgangen mellem skum og øl
Full Danish Breakfast, 5,5 havre stout. Sidste øl er en genudgivelse af noget de selv beskriver som et godt dansk morgenmåltid med kaffe, havregrød og Muscovado sukker! Der er ganske rigtig kaffe og let røg i duften sammen med mørkt brød. Den lidt tynde øl byder på noget af det samme i smagen, som egentlig ikke er specielt sød og det ender lidt bittert og astringent pga. de mørke ristede malte. Alkoholprocenten taget i betragtning er der pakket en del smag i brygget men det bliver lidt flygtigt. Men godt så længe det varede og en påmindelse om, at mørke øl ikke behøver være kejserlige og indeholde to-cifrede volumenprocenter af sprut. 3-4 skumfiduser.


Tak til Steve og Fanø bryghus for at donere disse tre øl.

#1945-1947

tirsdag den 5. februar 2019

Større omgang fra Brekeriet

I ved det godt, jeg er vild med Brekeriet. Så her kommer endnu en omgang smagsnotitser fra mit svenske yndlingsbryggeri. Stort tak til min søster og svoger for at fremskaffe flaskerne fra Systembolaget og bryggeribesøg og give mig dem i gave.

Picnic Sunrise, 2,7 % sour med hindbær. Brygget med en alkoholprocent, så den kan sælges i supermarkederne (og hos dem selv). Flot rød farve, og minder hermed om en del af de tidligere smagte. Stærk hindbærduft, svagere syrlighed. Den smager også en del af hindbær. Syrligheden er lidt kraftigere i smagen uden at blive overvældende på nogle måder og med en fint prikkende, halvkraftig karbonering, kan det minde om en sodavand, hvor man ikke har husket at putte sukker i. Dejlig frisk, 3-4 skumfiduser.


Lusse Lille, 3,5 % sour. Lillesøster til Lusse Lelle, en meget hypet øl, der bliver udsolgt på under en time, den ene gang om året den sættes til brygges/salg. Den særlige ingrediens er safran, som også bruges til de luciaboller der sælges i Sverige i december måned. Det er lidt pikant med gulligt ølskum! Jeg fanger noget ret syrligt og vildt fermenteret i duften, sammen med noget ukendt. Jeg er ikke velbevandret i safrans aroma og smag, men mon ikke det er den aroma, der pirrer? Smagsmæssigt forsvinder det ukendte, og det er mest en noget syrlig øl, der glider indenbords. Ved andet ophæld kom bundfaldet med i glasset, og så smagte det lidt mere af noget fremmed. Ud fra denne øl forstår jeg ikke helt hypen omkring søskendeølparret, men vil meget gerne teste den ældste på 6,5 % for at se om den bedre kan holde på og dermed afgive smagen af safran og luciabolle. Her og nu 3-4 skumfiduser.


Sieben, 5,5 % sour i et samarbejde med 7venth Sun fra Florida. Duften er let sur-syrlig, ikke så påtrængende, men alligevel med en eddikenote. Dertil lidt træ og æble. Smagen er både domineret af en svag eddikesyrlighed samt noget mere Brett-lignende vildskab. Frugtsmagen er æble og måske lidt hyld, og der er en mælket undertone og noget skarpt træ/fad. Egentlig er det ukorrekt at påstå at smagen er domineret af syrlighed, for det er samlet diskret, men klart mærkbart. Klassisk ølbitterhed finder man ikke rigtig i denne type øl. Lækkert bryg, 4-5 skumfiduser.


Maschusch, 5,4 % sour med hyldeblomster. Mere frugtsyrlighed og mindre træ og eddike i sammenligning med foregående, både i duft og smag. Jeg havde nok ikke gættet på hyldeblomst hvis jeg blindt skulle have gættet på tilsætningen, dertil er dens smag for svag i forhold til fermenteringens syrlighed. Jeg får mere association til æble. Næsten lidt pudsigt at jeg i Sieben syntes jeg kunne mærke hyld ... Igen en god, frisk syrlig øl, der måske ikke helt er på begynderniveau bestemt heller ikke bør skræmme nogle fra at prøve. Samtidig et udmærket glas. 3-4 skumfiduser.


Cherry Red, 6,2 % sour i samarbejde med Green Bench Brewing Co. (Florida). Som navnet antyder er der svenske körsbär i (så fik bloggens læsere lige et nyt svensk ord i deres vokabularium!). Duftmæssigt er der ret meget surt, med toner af kirsebær, mandel og træ. Smagsmæssigt starter den frisk syrligt, men ikke så stærke noter af kirsebær, men så kommer en voldsom eddikesyrlighed med træ og lidt vildskab. Jeg kan smage syre og lidt kirsebær lang tid efter synkebevægelsen. Dette er en af de mere krasbørstige fra Brekeriet. Den er således lidt sværere at bælle i store mængder, men det er også en form for nydelse. 3-4 skumfiduser.


Purpur, 3,5 % sour lavet med kirsebær og solbær. Også her en syrlig duft, hvor frugtindtrykkene med lidt god vilje kan erkendes som kirsebær med en lidt mere mørk tone fra solbærrene. Det river lidt i næsen med duft af eddike og træ. Smagsmæssigt minder den om foregående, og jeg synes mange af deres øl i denne Vild serie (Sieben (dog mindre udtalt), Maschusch og Cherry Red fra dette blogindlæg) tydeligt bærer præg af den huskultur, som øllet er gæret med i egetræstønderne, og lidt mindre af det, der er tilsat som smag. Smagen indeholder dog både de udlovede kirsebær og solbær, sammen med det friske, syrlige og det decideret mundsnerpende. 3-4 skumfiduser.


Rips, 3,5 % sour lavet med ribs. Rips, det skånske dialektnavn for bærret, der på svensk ellers hedder røde vinbær. Endnu en fra Vild serien, med samme grundduft af syrlighed men også med et indslag af ribs, som jo i sig selv også er ganske syrlige. Smagen bliver da også surt med syrligt på, og med en krasbørstig bund af fermenterede produkter. Der er nok serien igennem også noget mere funky under alt det syrlige, men det er svært at smage rigtig. Jeg lander igen på 3-4 skumfiduser, men jeg vil ikke udelukke, at havde jeg siddet en varm sommerdag, ville det formentlig have udløst en lidt større belønning.


Field Trip, 3,5 sour med passionsfrugt. Duften er en del passionsfrugt og noget skarp syrligt. Lidt eddike og træ. Smagen er frugtsyrlig af passionsfrugt men jeg fornemmer ikke megen mælkesyre og kun en svag brettanomyces. Det er noget yoghurt over eftersmagen med let syrlig mælk, men samlet er det ikke voldsomt men ret behageligt. Passionsfrugten er jo noget parfumeret og det er smagen også her. 4 skumfiduser.



Lilac, 5,4 % sour med syren. (Med tryk på anden stavelse). I afslutningsøllen for denne gang er en syrlig-sur duft fremtrædende. Der er også frugt som jeg synes er fersken sammen med noget blomstret. Smagen indeholder flere strenge hvor den syrlige først giver sig til kende men det er ret diskret. Brygget føles rimelig fyldigt trods ikke særlig høj procent sats. Fylden er med en del frugt og blomster der mildner det syrlige. Jeg fanger også en del lyst brød fra malten. Jeg ikke rigtig syren (blomst) i hverken duft eller smag men mere en ferskenkarakter. Jeg synes den er fin og den lidt mere fylde klæder den godt. Og igen er det ikke en voldsomt snerpende syrlig øl, på trods af let stramme noter og lidt rivende træ. 4-5 skumfiduser.



#1936-1944

torsdag den 24. januar 2019

Forbrugertest

Mikkel fra Brygbrygbryg kontaktede mig og ville gerne have en mening om et par øl, som de har brygget, men som de ikke helt ved, om de vil udgive med etikette. Den var jeg naturligvis frisk på, så her kommer nogle indtryk fra et par øl, der måske - måske ikke, kommer på markedet.

Øllet er brygget som en funky dark sour på 4 % og der er figner, laktose og bukkehornsfrø i. En af udgaverne er med vietnamesisk kaffe, den anden uden. Jeg hældte begge glas op samtidig for at kunne smage dem op mod hinanden.

Duftmæssigt er den uden kaffe ret diskret; jeg mærker noget mælk/lys chokolade. Fra den anden er der en mærkbar kaffe-vanilje duft helt fremme. Ingen af dem røber, at de sours.

Der er smag på lag i den første, basale udgave. Let chokolade, med en meget let krydret tone afløses af noget syrlighed som mest minder om noget frugt og ikke om en krads mælkesyrebakteriefermentering. Jordbær/æble kommer jeg til at tænke på. Der kommer endnu et skvulp sødme inden ballet er forbi. Og det går lidt hurtigt, men så er der heller ikke megen alkohol i glasset til at holde på det i længere tid. Den pimpede version åbner med kaffe-vanilje, sidstnævnte hører ikke til blandt mine favoritsmage i øl, men det er hurtigt væk igen. Den samme frugtige smag overtager mens både den indledende og afsluttende sødme som den første bød ind med, er til stede i noget mindre grad. Til gengæld virker kaffe-versionen en smule mere fyldig. Og det er meget godt gået at få proppet så meget smag i så lette et par øl, selv om det ikke er af den langvarige slags. Hverken bukkehornsfrø eller figner kan jeg smage som noget dominerende, de ligger i den krydrede bund fra den uden kaffe, mens kaffe-vaniljen nok får skjult det i den anden. Nu skal det så lige siges, at jeg ikke rigtig ved, hvordan bukkehornsfrø smager, hverken rent eller i øl. Begge øl er ret lavt karbonerede.

Jeg vil give begge øl 4 skumfiduser. Den rene synes jeg giver plads til lidt flere smagsnuancer, mens kaffeøllen har lige en anelse mere fyldighed. Begge har en så diskret syrlighed, at det ikke burde kunne skræmme nogen ret meget. Funky, som i farmhouse eller Brettøl synes jeg ikke er en passende beskrivelse - det er ren, diskret syrlighed. Jeg håber at fans af bryggeriet får mulighed for at købe disse øl.


#1934-1935

tirsdag den 8. januar 2019

December nyheder fra Amager

Amager Bryghus nåede i december måned ud med endnu et sæt nyheder til folkets fornøjelse, herunder min.

Buffalo Burlesque, 11 % imperial stout, lagret på rødvinsfade fra Bordeaux. Et sammenrend af 12 bygmalte, foruden hvedemalt og lidt flækket havre. Der er let røg, kaffe, chokolade, og kun en anelse tørret frugt i næsen. Smagen giver mig de samme indtryk, med yderligere nogen underliggende syrlighed og fad, som må stamme fra vinresterne og opholdet i tønden. Der er en snert alkohol men diskret, og brygget er trods dets kejserlige islæt forbavsende let, uden man dog skal forledes til at tro, at det er en tynd porter. Fungerer chokolade og rødvin sammen uden at være blandet i øl? Tja, vel ikke helt en typisk blanding. Her i den mørke stout fungerer det heldigvis slet ikke som efter en voldsom tur i en amerikansk whiskeytønde. Jeg er stor fan af imperial stouts og er generelt lidt kritisk overfor at man ser sig nødsaget til at pimpe dem op. Her er det dog endt i en acceptabel udførelse til 4 skumfiduser.



Cobras Fumantes, 10,5 % kaffe barley wine, lagret på mezcal-fad. Der er en tydelig spiritus duft. Da jeg er lykkeligt uvidende om mezcals lyksaligheder, skal jeg ikke kunne sige, om det lige er det, der mærkes. Udover den ingrediens er der også tydelig vanilje og en del maltsødme. Endelig er der kaffe og med lidt god vilje kanel. Med andre ord, en ret kompleks duftpalette. Smagsmæssigt starter den ret sødt og fladt. Det er næsten ren maltsødme, der understøttes af noget ret vinøst og spiritus. Kaffe og kanel, som der er tilsat, er mindre fremtrædende end i duften. Ingen bitterhed. Min mund skulle lige kalibrere til det søde og spirituøse, men så blev den forliget og kunne faktisk godt se en mening med både kaffetilsætningen og fadlagringen. 4-5 skumfiduser.


Cobras Fumadoras, 10,5 % barley wine, lagret på mezcal-fad. Det må så være samme grundbryg som foregående, blot uden kaffe. Megen malt i duften, med en tydelig spiritus, med læder og træ som supplerende indtryk. Som den første kobra er her masser af malt og alkohol i smagen, men også underliggende modhager som træ, tobak og kanel. Sidstnævnte fanger jeg lidt mere i denne variant af dobbeltbrygget. Igen, efter en indledende tilvænning til det ret sukrede, som i parentes bemærket smager mørkt, så stiger nydelsen. Også denne lander derfor på 4-5 skumfiduser en kold januar aften, hvor dens varmende evner ikke er at kimse af.


Billie the Butcher, 7 % dobbelt tørhumlet IPA, et samarbejde med Billie's Bier Kafétaria, Antwerpen, som en officiel festivaløl. Næsen lover masser af troper, med passionsfrugt, grape og lidt mere rivende fyr, og en måske lidt overraskende snert af vanilje. Smagen er ligeledes komponeret og den er tør og ret bitter, så der må også være kommet noget humleekstrakt i fra start, udover den afsluttende tørhumling. Her er Amager på hjemmebane - både deres og min, så det må blive de nemmeste 5 skumfiduser.


Endnu en god omgang fra Amager, der i 2018 sent omsider blev kåret som årets danske bryggeri af Danske Ølentusiaster.

#1930-1933

onsdag den 2. januar 2019

Tanker

Høkeren i Ravnsborggade har ind i mellem noget baltisk på hylderne. Jeg har været glad for Óllenaut, og da Gyda kraftigt anbefalede mig Tanker, et andet estisk bryggeri, slog jeg til og samlede en håndfuld i indkøbsposen.

Craft FM, 3,5 % pale ale. Med den lave procentsats så er det mere nærliggende at forvente en session ipa. Duften er ret frisk med grape og citron. Brygget er ikke overraskende noget tyndbundet og evner ikke at holde længe på smagsindtrykkene som citrusfrugt og - skræl, med lidt stikkende gran. Meget let bitter. Det er svært at brygge noget "ordentligt" når man lader sig begrænse til så lav en alkoholprocent. Tre små skumfiduser til en øl som selv om man sagtens kan bælle den i større mængder, ikke opfordrer til mere.


Cloud computing, 5,5 % white ipa. En ordentlig omgang grape og ananas i både duft og smag. Her naturligt lidt mere fylde og humlesmagen bevares et stykke tid. Der er også et let bid fra gran og flygtigt en snas lakrids. Der er ikke megen sødme tilbage og det ender en smule bittert. På deres hjemmeside lanceres den som en version af hvede, på Ratebeer kaldes den en belgisk IPA. Jeg synes ikke jeg kan genfinde nogle af de to beskrivelser; her hos mig minder det mest om en nogenlunde standard IPA, med måske en anelse blødere mundfornemmelse. 3 skumfiduser.


Funderful, 6 % saison med citrus. Der er en behagelig duft af gær, blandet med frisk citrus og noget let, lyst brød. Der er smag af lyst franskbrød, let citrus, skarpe krydderier som peber og en tør, ren bitterhed til slut. Den er dejlig blød og fyldig i mundhulen. Det er saison når det er bedst, let drikkelig, men med en smule kant. Fire skumfiduser.


Reloaded, 5,8 % session IPA. Den var godt nok ladt med karbonering; et ihærdigt skum trængte op ad flaskehalsen mange minutter efter opknapning og første ophæld. Ellers er det en tilforladelig øl, med smag af ananas og grapefrugt fra humlerne og en smule lyst brød fra malten. Det ender temmelig bittert. I gamle dage var dette guldølsstyrke men her er det nærmest børneøl. Igen en øl uden de store armbevægelser og så heller ikke forårsagende de store bølgeskvulp i det store ølhav. 3 skumfiduser.


No Niin, 6,4 % dobbelt tørhumlet ipa. Ikke særlig stærkt duftende, det er mest humle i form af svært definerbart syrligt. Det er ikke den sædvanlige tropiske cocktail, men en af de anvendte humlesorter, Vic Secret, burde som tørhumling give netop sådanne dufte og smage. For smagen er også lidt hengemt og støvet og det virker som om, øllet har overstået den værste pubertetsalder. Jeg fornemmer mere de søde malte end nogen humle. Det var ikke det jeg satte næse og smagsløg op efter, og selv uden forventningspres skuffer denne. Det ender på 2-3 skumfiduser.



Tanker endte i min mund med at være mere et eksotisk indslag end en skøn øloplevelse. Muligvis ville de gøre sig bedre i en mere friskaftappet tilstand, men her på den anden side af Østersøen kan jeg desværre ikke give dem nogen anbefaling.

#1925-1929