Viser opslag med etiketten Arizona Wilderness. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Arizona Wilderness. Vis alle opslag

mandag den 10. april 2017

Lervig samarbejdsbryg

Jeg ved ikke om det er tilfældigt, men jeg synes at jeg oftere og oftere støder ind i produkter fra norske Lervig aktiebryggeri. Det gør ikke så meget, da jeg synes de normalt gør det godt. Her anmeldes tre bryg de har lavet med andre bryggerier.

Sauer'd Kraut, 7,5 % sour i samarbejde med tyske Buddelship Brauerei. Ikke megen tysk reinheitsgebot over denne øl, der er syrnet med sauerkraut, mango og ananas! Ananassen mærkes i duften, der også har et syrligt præg, med noget træantydning. Smagsmæssigt fremstår den som en fin blanding af frugt og syre, hvor frugten nok er lidt mere dominerende end i en klassisk sour. Kål er der ikke nogen antydning af i en meget lidt bitter øl. Den bobler fint og perlende og er en rigtig forfriskende øl - det skulle man nok ikke have troet ud fra navnet/indholdet! 4 skumfiduser.

  
Lawless, 6,5 % Norwegian farmhouse i samarbejde med Arizona Wilderness. Den dufter af rugbrød og lidt karamel. Der er fyldigt brød og korn i smagen, silkeblødt og skummende - havrens bidrag? Der er smag fra både enebær (diskret) og humle, som spiller pænt sammen. Gæret pænt i bund men der er ikke noget funky brett over den. Er da også kategoriseret som saison på RateBeer, hvilket måske er mere passende. Slutter let bittert. Fin øl til 4-5 skumfiduser.



Nordic Lean, 7,4 % purple IPA i samarbejde med Stillwater Artisanal. Let syrlig duft, men jeg mærker ikke noget til Brettanomyces som ellers er den anvendte gær (heller ikke i smagen). Den (smagen) er meget syrlig med kraftigt fadpræg, men det tror jeg nu ikke den har været udsat for. Det er måske det, bretten gør i denne øl? Eller også er det den tilsatte frugtjuice bestående af blåbær, solbær og brombær, der sammen giver syrlighed og træsmag. At det skulle være en IPA, tørhumlet med Pacific Gem og  Centennial, forsvinder fuldstændig og man ender tilbage med en fin sour, der er mere sour end Sauer'd Kraut, men stadig med fin frugt. 4-5 skumfiduser.


Igen nogle rigtig fine øl fra Lervig og meget passende kommer antallet af anmeldelser op på halvrunde 1.500 stykker. 

#1498-1500

søndag den 2. august 2015

Amagers amerikanske (og andre) samarbejdsbryg - 5

Arizona Beast, 7,0 % havre IPA, i samarbejde med Arizona Wilderness (Gilbert, Arizona). Opkaldt efter et sagnuhyre fra Arizona. Historien på etiketten lader også forstå, at de to bryggere fra AW er nogle farligt tørstige sjæle, man bør undlade at drikke om kap med. Øllet de sammen har frembragt dufter en del af appelsin og lidt mere eksotiske frugter; lidt tungt marmeladeagtigt, som er mere typisk for de dobbelte IPAer. Fylden er da også noget over en almindelig IPA, men resten af bryggen får mig ikke til at tænke dobbelt. Som sagt en pæn fylde og en eksplosion af tropiske frugter fra humlerne (de lidt mindre brugte Herkules og Polaris, sammen med Citra og Amarillo). Der er sødme, syre, bitterhed og blomstret krydring for alle pengene og mere til. Det bitre er blot starten på slutbitterheden, der er knastør og fin. Den bløde fylde skyldes måske til dels brugen af havre - det virker i hvert fald fint. Igen har Amager været indblandet i en super IPA - man forbavses ikke længere! 5-6 skumfiduser.

Sidste indlæg i serien 6. august

#1200