søndag den 1. december 2013

Juleøl 2013

I år bliver det ikke til den sædvanlige daglige anmeldelse af en ny juleøl. I stedet præsenteres her en god håndfuld som jeg ikke har smagt før. Med den iver danske (og udenlandske) bryggerier lancerer jule- og sæsonøl, kunne jeg snildt have fundet 24 nye, men det har jeg så valgt ikke at gøre i år. Jeg tror ikke, at der kommer flere juleøl på bloggen i år, men man kan aldrig være sikker. I øvrigt henvises også til et tidligere indlæg med Amagers jule- og sæsonøl 2013.

Hoppy Christmas, 7,2 % IPA fra Brew Dog. Fin duft af klassisk IPA karakter, med fyr og en anelse malt. Mellemfyldig IPA, uden særlig megen sødme fra malten, hvis nogen; den svageste smag af mørke bær måske. Tør, krydret humling, der ikke er knastør men alligevel fyldt med nåletræ og harpiks. Jeg ved ikke rigtig om jeg aner en eller anden slags traditionel julekrydring i eftersmagen - koriander? Men det er i så fald kun via antydningens kunst. Fin IPA, men udover frigivelsestidspunktet er der i min mund ikke megen jul over den. 4 pæne skumfiduser.


Hoppy Christmas, 5,9 % IPA fra Ugly Duck. Her tænker man åbenbart også på IPA som en juleøl. Let malt og citrus i duften. Meget malt i smagen; mest som brød og nødder, ikke megen frugtsødme, mest lidt karamel. De tilsatte appelsiner synes jeg næsten ikke at kunne smage? Humlerne (Chinook og Galaxy) lægger kun en bund og er aldrig dominerende. Bitre på den fine måde. En lidt anderledes oplevelse hvis man forventer en klassisk IPA; som juleøl, med de Pavlovske tanker det medfører i de resterende små mængder tynd hjernebark hos Dude Beering, så er den tilpas maltfyldig at den godt kan klare forventningernes pres. Alt i alt atypisk, men god. 4-5 skumfiduser.



Kloster Jul, 6,0 % ale fra Klosterbryggeriet. Selv om etiketten virker bekendt kan jeg ikke se at denne er anmeldt i noget tidligere juleshow, så den kommer med i årets minitema. Fyldig maltduft med mørke bær. Mellemfyldig øl, med karamel og jul fra de tilsatte krydderier: sortebær (OK, dem smager jeg vist ikke), koriander, nelliker og orangeskal (skallerne er også diskret repræsenteret i smagen). Slutter af på en nøddebitter facon. En mere traditionel julebryg synes jeg; de må gerne kunne drikkes og nydes alene, og så gør det ikke noget at de ikke modspiller noget mad. Den er heller ikke for tung og alt i alt ganske fin. 4-5 skumfiduser.



Jule Bryg, 5,8 % ale fra Rækker Mølle bryghus. Dufter let syrligt. Vel hældt indenmunds røbes en let bryg, uden særlig megen maltsmag. Først og fremmest mærkes en let syrlig smag som kan stamme fra de "udvalgte humler". En let bitter smag findes men følger ikke bryggen til dørs som en behagelig eftersmag. Syrligheden ender desuden næsten surt. Jævnt kedelig og hvorfor dette skulle være en juleøl står hen i det uvisse (med mindre at styrken er det Rækker Mølle forstår ved en højtidsøl, som det måske kan udledes på etiketten). 2 skumfiduser.


Santa's Dream 2013, 7,5 % belgisk ale fra samarbejdet mellem Det Lille Bryggeri og Fish & Beer. God belgisk duft med maltfylde, bær og gær stiger op gennem skumkronen. Opleves ikke superfyldig indenbords, og den umiddelbart mest dominerende smag er en syrlighed, som kan stamme fra den tilsatte granatæblesirup. Der anes også nøddebitre toner. Må ikke drikkes for kold. Først ved lidt opvarmning kom der en anelse dybde i smagen og lidt klistret sødme anes. Og de mørke bær og rosiner fra duften smages. Men ikke nok til at redde den hjem til en fornuftig karakter - sniger sig lige akkurat op på 3 skumfiduser.


Jule Mumme, 8 % porter fra Hornbeer. Et forsøg på at genskabe en middelalderlig øltype. Fra etiketten:  

Mummeøl var i europæisk middelalder er meget elsket eksportvare. Den er skabt i byen Braunschweig, der var en meget driftig handelsby. Mumme var kendt som en mørkmaltet Starkbier, tyktflydende som sirup og sprængfyldt med procenter. Man sagde, at øllet bevirkede, at Männer davon umfielen, dvs., at Mænd faldt om efter indtagelsen. 

Den er næsten lige så tyktflydende som beskrivelsen af det gamle mummeøl. Blandet duft af vaniljekranse og røg! Vaniljekransene går igen i smagen, der også indeholder diverse krydderier som koriander og muskat samt mere klassiske porterindtryk af kaffe og lakrids. Ret sødlig og vanilje er altid en svær ting i øl men afrundes/afbalanceres af den røgede og brændte smag. Sammen med Underlig jul fra Nøgne Ø, er denne nok den mest "mærkelige" og i hvert fald eksperimenterende juleøl jeg har smagt. Det kunne have gået galt men jeg synes det holder. 4 skumfiduser.


Juleøl, 6,0 % bock fra Grønland Ice Cap Beer. Modtaget i samme ombæring som øllene i det arktiske tema menhar valgt at lade den indgå i juleølstemaet. Let nøddeduft. Smagen er stærkt domineret af sødme, der slet ikke har modspil af hverken fylde eller andre smagsindtryk. Lidt let bitter nød er eneste anden smag jeg finder blandt den næsten klistrede karamelsødme. Kan måske gå i visse situationer men her virker bryggen ikke særlig elegant. 2 skumfiduser. Gad i øvrigt også vide hvor stor en andel af bryggen der består af indlandsis?
#544-550

Ingen kommentarer:

Send en kommentar