lørdag den 24. oktober 2015

Ny humlebombe fra Amager

Lubricated Labrador, 8,5 % imperial (hunde!) IPA fra Amager bryghus. Jeg ser altid frem til nye øl fra Amager og selv om denne tidligere har debuteret på/fra fad, er den først for nylig blevet proppet i flaske. Efter etikettens udsagn en hyldest til de ipa-elskende labrador retrievere, men skal jo nok ikke tage alt for pålydende. Duften er skarp med grape og gran fra den meget generøst tilsatte humle. I munden er brygget tykt olieret med harpikssmag. Der er en fyldig maltbund, der som stilen byder det har en gæret, skarp alkoholisk karakter. I modsætning til hovedparten af de tungere ipa'er er her nok humle i til at overdøve maltbunden. Det er som nævnt tør fyr, ja harpiks i smagen og det giver også en særdeles markant bitterhed. En rimelig voldsom øl, hvor smagsløgene ikke skånes. Den megen alkohol og megen humle giver ikke synergi men repræsenterer hver deres synspunkt. Det ender med 4 skumfiduser til en glammende øl, som nok ikke skambider, men heller ikke tungeslikker en øltørstig sjæl ihjel.

#1258

Ingen kommentarer:

Send en kommentar