lørdag den 3. oktober 2015

Nørrebro limited release - 3

Honey Oakwine blend, 10,5 % braggot. Som halvbroderen, dog lagret på rødvinsfade; en halvdel på spansk Tempranillo, den anden halvdel på fransk Pinot Noir. Ligesom den foregående udloves der Brett - og også, at det er en "weird" øl! Stilen er dermed lagt. Den dufter endnu mere af træ og naturligt nok mere af rødvin - bilder mig ind, at det mest er den spanske/egetræet/den svage vanilje jeg kan fange. En mikroskopisk antydning af noget tørt læder kunne indikere, at Bretten ikke er helt død. Der er den samme søde indledning som i den "rene", måske knap så voldsom. Vinøsiteten er dybere og mere "rød" og den tilstedeværende syrlighed er af en mere afdæmpet karakter, mens jeg heller ikke her evner at fange Bretten i smagen. Dør dens smag i tungere alkoholiske øl? Samlet virker den lidt mere rund og letdrikkelig end halvbroderen, omend man jo nok skal vare sig for at anbefale den til Tuborg/Carlsberg segmentet af den danske øldrikkerstand. Men meget barley wine over den, og stadig af en sød en af slagsen. Den får samme karakter 4-5 skumfiduser.


#1244

Ingen kommentarer:

Send en kommentar