Ny humlebombe fra Amager

Lubricated Labrador, 8,5 % imperial (hunde!) IPA fra Amager bryghus. Jeg ser altid frem til nye øl fra Amager og selv om denne tidligere har debuteret på/fra fad, er den først for nylig blevet proppet i flaske. Efter etikettens udsagn en hyldest til de ipa-elskende labrador retrievere, men skal jo nok ikke tage alt for pålydende. Duften er skarp med grape og gran fra den meget generøst tilsatte humle. I munden er brygget tykt olieret med harpikssmag. Der er en fyldig maltbund, der som stilen byder det har en gæret, skarp alkoholisk karakter. I modsætning til hovedparten af de tungere ipa'er er her nok humle i til at overdøve maltbunden. Det er som nævnt tør fyr, ja harpiks i smagen og det giver også en særdeles markant bitterhed. En rimelig voldsom øl, hvor smagsløgene ikke skånes. Den megen alkohol og megen humle giver ikke synergi men repræsenterer hver deres synspunkt. Det ender med 4 skumfiduser til en glammende øl, som nok ikke skambider, men heller ikke tungeslikker en øltørstig sjæl ihjel.

#1258

Primo

Primo, 6,8 % dubbel fra Winther & Bargholz. Nyeste skud på stammen fra et relativt nyt dansk mikrobryggeri, med en ret begrænset forhandlerliste. Jeg fandt denne (og de efterfølgende) da jeg før efterårsferien mostede æbler på Østervang Gaard. Ret maltet duft, med lidt tung frugt iblandet - etiketten skriver abrikos og det er nok ikke skudt ved siden af. Øllet er ret fladt og egentlig ikke særlig fyldigt. Smagen er der nu ikke noget i vejen med. Malten åbner, og der er frugt (abrikos igen), lakrids, nellike, bitre nødder og gær i smagen. Bitterheden er moderat. Med tydelig belgisk inspiration, men udført forførende letdrikkeligt (for-farligt) med den i konsistens lette øl. Det giver fire pæne skumfiduser.

#1257

Pimpet klassisker

Limfjordsporter lakrids, 7,9 % double brown stout som de kalder den på Thisted bryghus. Originalen, som vist ikke er anmeldt på disse sider (det vil den blive!), er bryggeriets klart største bidrag til den danske ølkultur og en øl, hvor man virkelig får noget for pengene. Spørgsmålet er så, om der er nogen grund til at ændre på sådan en succes? Duften er ganske diskret, jeg fornemmer lidt røg. Smagen er til gengæld markant anderledes end den almindelige. Her lægger sig sig et næsten sirupstykt lag af flydende sød lakrids henover tungen fra start af, og kvæler ret effektivt andre smagsindtryks adgang til mine smagsløg. Sødmen er så påtrængende, at jeg heller ikke mærker nogen bitterhed i øllet. Jeg fanger kun den samme anelse røg som i duften langt henne i smagsforløbet. Denne variant er således markant anderledes og hverken kan eller bør sammenlignes med originalen. Men selv bedømt som en uafhængig oplevelse, forbliver det for sødt for mig. Men det kan sikkert skaffe flere kunder i butikken og måske vil det kunne gøre sig til en dessert. Jeg gør ikke mere ud af det, end tildeler 2-3 skumfiduser.

#1256

Deerhunter

Deerhunter, 9,4 % spicy brown dobbelt ipa (!) fra Kongebryg. Første øl derfra der finder vej til min mund. Udover den noget skizofrene stilart er der kommet alskens ting og sager i alen: roe, rønnebær, slåen og gran. Duften fra det næsten helt flade bryg er som en brown ale; let metallisk, med lys chokolade og nødder. Sødmen er det, der først slår an i smagen, men der er også anvendt sirup og melasse fra roer og sukkerrør. Det er meget som karamel. Der ligger også en nøddesmag og lurer. Heldigvis afbalanceres sødmen af humlen, der giver noget fyrretørt i smagen og en ganske pæn bitterhed, omend de på etiketten udlovede 120 IBU ikke mærkes i fuldt omfang. Jeg synes, også at jeg med en koncentreret indsats kan fange rønnebærrene. Den har også noget røg og mørke frugter i smagen. Kan minde lidt om mummeøl eller Nøgne Øs Underlig jul med den megen krydring. Den holder trods de mange og meget utraditionelle ingredienser, men det er nok en smagssag. Det giver meget hæderlige og fine 4-5 skumfiduser.

#1255

Saison Station 55

Saison Station 55, 7 % saison fra Hopfenstark (Canada). Intentionen er en mellemting/hybrid mellem belgisk terroir og amerikansk IPA. Duft`af hvedebrød, gær, nellike og generel lidt farmhouse. En del lys brødsmag fra starten, med den svageste frugtige undertone. Dernæst overtager saisongæren og dens produkter billedet, og frembringer en ret krydret øl, med peber, nellike og muskat blandt indtrykkene. Det er tørt og det ender bittert, både fra gæren men sikkert også lidt fra humlen. Sidstnævnte afgiver overhovedet ingen aroma, så intentionen om en hybrid forbliver med denne flaske (og dens lange vej til Danmark) kun ved hensigten. Men det er nu også fint nok, selv om bare den blideste og mildeste humlearoma kunne have givet det et lidt mere frisk pift. Det bliver til 4 skumfiduser.

#1254

Sur IPA

Nelson Survin, 9 % sour mash dobbelt IPA fra To Øl. Selv om Danske Øldommere netop er kommet med en ny stilartsliste tvivler jeg på, at denne er optaget deriblandt! En stærk, næsten voldsom duft af grape inviterer til en sammenligning med en grapesodavand! Underneden er der også noget harpiks og tungt maltethed som typisk for DIPA. Det er også en mashup af samme smagsindtryk: grape og DIPA, hvor det er lidt mere i harmoni i munden end i næsen, men hvor der alligevel bliver kradset lystigt fra hvert ringhjørne, på hver sin måde: det meget bitre contra det tørre, fyrrede og harpiksede. Sammensætningen er godt set, og hvis grapesmagen havde været en anelse mere tilbageholdende, havde det været fremragende. Nu ender det med fire skumfiduser herfra.

#1253

Nørrebro limited release - 7

Little Korkny Ale Niepoort Barrel, 12 % barley wine. Denne har været 24 måneder i portvinsfade. En original brygget i 2008, men uden fadophold, blev anmeldt tilbage i 2013 og bedømt fint. Her har vi en meget maltet duft, med karamel, sirup, rosin, sveske og andet mørkt frugtværk. Smagen har en fin sødme, næsten sirupsblød, der er sveskesmag, kardemomme, og det balanceres af en let slutsyrlighed, som er noget svagere end jeg husker den i originalen. Det hele er vinøst, men kun på en varmende, behagelig måde, og ikke skarpt og hårdt. I syrligheden anes fadpræget med træsmag som på en eller anden måde giver en fin slutbitterhed. Den er samlet sød, men på en yderst behagelig måde, og her er et eksempel på en øl, der har haft godt af en tur i tønden - selv om den på ingen måde var dårlig inden. 5-6 skumfiduser og den bedste øl i denne serie.

#1252

Har serien så været pengene værd? Nja, selv hvis alle de syv øl var blevet bedømt lige så positivt som denne den sidste, må det siges, at den samlede pris (mere end 1500 kr. for serien) mere afspejler det begrænsede udbud end produktets kvaliteter. Det har været spændende at smage og skrive om, ingen har været dårlige, men så dyre behøver de ikke at være. Efterspørgslen er formentlig heller ikke så stor som håbet - i den butik, hvortil jeg hastede for at købe serien ved frigivelsen før sommerferien, står der stadig flere hele sæt og venter på den rette køber. Jeg er glad for at have smagt dem, men kunne have købt lige så fine oplevelser for en tredje-fjerdedel af prisen.

Nørrebro limited release - 6

Seven Islay, 12 % imperial stout. Som foregående, blot har denne ligget på et Islay whiskyfad i over et år. Den har en behagelig duft som mest er præget af figen (som der også er tilsat i form af pure) og gærede noter. Kaffe og lakrids er også blandt de volatile elementer, der først nusser de stive næsehår. Smagen er først mest stoutet med sød fylde, lakrids og brændte noter. Hurtigt kommer whiskylagringens effekt buldrende og giver meget whiskysmag, inkl. god røg og kraftig egesmag. Der er en fin bitterhed til sidst. Bryggen er som de øvrige helt flad, det er ikke til at banke en skumboble ud af flasken. Jeg kan godt lide imperial stouts og jeg kan godt lide whisky. Hvis man vil blande de to, bør whiskyen være mand nok til at holde sig diskret i baggrunden. Her bliver det til en syrlig-sød alkoholisk røgsmag, der kommer ud af stævnemødet og som jeg ikke finder behagelig. Den redder sig lige akkurat op på tre skumfiduser pga. den fine start-/grundbryg.

#1251

Nørrebro limited release - 5

Seven American Oak, 12 % russisk imperial stout, lagret i over et år på amerikanske egetræsfade, hvorpå der tidligere har været whisky og bourbon. Eg, whisky, kaffe og chokolade er fremtrædende i duften. De samme elementer findes i smagen, hvor der også tillægges lakrids, svesker og andre mørke stenfrugter. En udlovet vanillesmag er heldigvis så tilpas diskret, at jeg aldrig rigtig bemærker den! Spiritussen giver også en slags syrlighed, med mindre der har været nogle vilde bakterier ind over på et tidspunkt, men det tror jeg ikke. Så ville syrligheden nok have været mere fremtrædende. Det afsluttes med en udtørrende ristethed, men uden at det er brændt eller røgagtigt. Jeg har for mange år siden smagt udgangspunktet, nemlig Seven, og også en fadlagret version, der dog ikke havde været så længe på flaske. Denne har naturligt tabt al damp og minder i vinøsitet om både barley wine og sherry. Grundbrygget sikrer stadig at det er en god oplevelse, men, som skrevet tidligere i cyberspace, så er jeg som udgangspunkt ikke tilhænger af, at straffe gode mørke øl med indespærring i imprægnerede fade! Det giver samlet 4 skumfiduser til denne - og der er en til i samme boldgade!

#1250

Nørrebro limited release - 4

Groseille Rouge, 7,2 % sour. Oprindeligt en belgisk blonde ale med honning, der har fået en tur i franske Pinot Noir fade med indhold af vildgær og bakterier og tilsat mængder af ribs. Lige da jeg duftede til øllet første gang, trak jeg næsen instinktivt tilbage, for det er da acetone der dufter af? Nå, ikke helt så skarp som ren acetone, men noget der ligner. Ved flere (dumdristige) snif erkendte jeg træ og noget mælkesyre. Jeg frygtede derfor lidt smagen af bryggen. Og den er da også overvældende til den sure side, den meget sure side, hvor tilsætningen af ribs bestemt heller ikke hjælper. De smages nu ikke (tror jeg). I en hård kamp for at skrælle syren fra de eventuelle andre smagsindtryk, kan jeg også fange samme egetræs smag som i duften og vinøse noter. Efter lidt tilvænning fornemmes overraskende nok lidt sødme. Men det er et flygtigt bekendtskab. Det giver ikke rigtig mening at lede efter humlesmag eller -bitterhed. Kan heller ikke i denne finde nogle funky elementer fra de vilde gærstammer. For affecionados er dette nok en ypperlig sour ale. For os andre dødelige en spændende og nok også særpræget oplevelse, hvor Stevns CCC i sammenligning nærmest ligner en bolchevand. Jeg vil godt indrømme, at jeg synes det er en OK oplevelse/øl, og derfor kan den ikke få mindre end 3 skumfiduser. Når jeg en gang bliver ølvoksen, vil sådan en type måske kunne opnå en mere retfærdig karakter her.

Kapslen så lidt gusten ud indvendig ...

#1249

Greek tragedy

For the benefit of my new international subscribers, this post will be in English. As I am currently in Greece, I have sampled four lagers/pilsners readily available in the supermarket. My expectations were not high but here we go:

Mythos, 5% lager from Mythos Breweries (owned by Carlsberg, so we do have a Danish responsibility). Very pale appearance, clear liquid with a nice white foam. The smell contains bread notes and some maize (dimethylsulfide). The taste is of bread with some corn sweetness and a very slight citrusy note. The bitterness is quite low. A standard generic lager which only rates with 2 skumfiduser.

Fix Hellas, 5% lager from Olympic Brewery. Also quite pale colour of the clear (filtered) beer with white foam. Breadish fragrance with a hint of some hop aroma. A little bit more malty than Mythos and a more pronounced corn flavour. The bitterness is a little higher in this second beer. Overall, it is a good representative of lagers, and if you do not want to challenge your taste buds this would do fine. For the humble blogger it is quite boring - 2 skumfiduser.

Alfa, 5% lager from Athenian Brewery (owned by Heineken, so now we can blame/praise the Dutch). The colour of Alfa does not differ from the two previous servings. The aroma is somewhat more indistinct with only some bread notes to be noted. The bread can also be detected in the taste which have a little more spicy and bitter ending than for the first two and is without any sweetness. To my surprise I will have to rate this a little better, so the verdict ends at 2-3 skumfiduser.

Santorini Blonde, 5% pilsner from Volkan. This sounds a little more interesting judging from the label; lava rock filtered water and addition of honey and citrus medica leaf. The appearance in the glass is not different from the other contestants. I do recognise a little more pronounced aroma of citrus. The mouth feel seems more fullbodied but that is just relative to the previous three. It contains some more complex notes with a mixture of bread, honey, corn and some spicyness. Only a very slight hint of citrus and the bitterness is less than Alfa. It differs from the others, but overall I do not find it very interesting. It can also be noted, that it costs three times more than the other three. 2 skumfiduser.

So among a very weak competition I liked the Alfa best - it was the least bad beer!

#1245-1248

Nørrebro limited release - 3

Honey Oakwine blend, 10,5 % braggot. Som halvbroderen, dog lagret på rødvinsfade; en halvdel på spansk Tempranillo, den anden halvdel på fransk Pinot Noir. Ligesom den foregående udloves der Brett - og også, at det er en "weird" øl! Stilen er dermed lagt. Den dufter endnu mere af træ og naturligt nok mere af rødvin - bilder mig ind, at det mest er den spanske/egetræet/den svage vanilje jeg kan fange. En mikroskopisk antydning af noget tørt læder kunne indikere, at Bretten ikke er helt død. Der er den samme søde indledning som i den "rene", måske knap så voldsom. Vinøsiteten er dybere og mere "rød" og den tilstedeværende syrlighed er af en mere afdæmpet karakter, mens jeg heller ikke her evner at fange Bretten i smagen. Dør dens smag i tungere alkoholiske øl? Samlet virker den lidt mere rund og letdrikkelig end halvbroderen, omend man jo nok skal vare sig for at anbefale den til Tuborg/Carlsberg segmentet af den danske øldrikkerstand. Men meget barley wine over den, og stadig af en sød en af slagsen. Den får samme karakter 4-5 skumfiduser.

#1244