Falco, 7 % IPA. Både lidt skarpe og bløde citrusdufte fra glasset. Let til medium fylde, men med ganske frugtigt maltindtryk - melon, nektarin. Først ikke så meget humlepower, men eftersmagen kommer overraskende og er virkelig en sen en af slagsen og er af den tørre, nåletræsagtige og stramme slags. En ganske fin og egentlig blid IPA, men med fint afstemt balance. Den fortjener lige 5 skumfiduser.
Yang, 10 % imperial IPA. Brygget til at blive blandet med Yin, men den havde de ikke i shoppen. Kan dog selvfølgelig også drikkes alene. Meget maltet duft med lidt hengemt frugt. Fyldig, tung malt med brød og abrikos. Humlen bliver holdt i ave af den tunge maltprofil men byder ind med tør, fyrret bitterhed. Tror det vil være synd at blande denne fine øl, men det må prøves en dag. 4 skumfiduser.
Lil' B, 11,5 % imperial porter. Chokolade og sprittede kirsebær i duften. Dejlig fyldig porter der ligger godt i munden. Initielt noget spruttet-kirsebær smag, der afløses af noget tørt tobak og træ og afsluttes med en mørk-bitter chokolade, der nok indeholder sødme, men i en meget dæmpet mængde. En anelse syre til sidst, og noget let bitterhed der bevares i eftersmagen. Meget fin øl til 5 store skumfiduser.
Molotov Cocktail, 13 % imperial IPA. De mener selv det er en af de vildeste øl de har brygget. Maltet duft med tydelige frugttoner (fersken/melon). Den indledende smag med solbær når lige at gøre sig gældende inden et veritabelt sprutangreb fyres af. Alkoholen varmer og brænder men overskygger ikke for humlen der giver en tør bitterhed. En noget voldsom øl, hvor spritsmagen ikke rigtig bliver holdt i ave. De øvrige smagsindtryk er fine. 3-4 skumfiduser.
Samlet en fin håndfuld fra Evil Twin
#516-520
Ingen kommentarer:
Send en kommentar