Kun kort tid efter at jeg havde sat en lille stribe west coast ipaer stævne for at finde den bedste, løb jeg ind i to nye bekendtskaber fra Danmarksmestrene i stilarten, Amager bryghus. De fortjener deres eget lille indlæg.
Corsair, 7,3 % tørhumlet west coast IPA. En næsten pilsnersk duft af brød og græs inden noget mere grønt humlet får drejet fimrehårene i den rigtige retning (vest). Smagsmæssigt er der frontalt humleangreb, med bid og grøn (græs) smag, oveni harpiks, melon og fersken. En fin maltbund, der ikke bliver sød, binder det sammen. God slutbitterhed med en anelse solbær i. Se, det er en øl som jeg husker dem, fra den gang bloggen gik i shorts og havde evigt rindende snotnæse. Fem store skumfiduser.
For dælan Amager, I kan jo godt, både selv og i samarbejde. Vend gerne tilbage til de gamle dyder, som jo var så skelsættende for jer, og som står jeres hjerte så nær, som I skriver på King of California dåsen. Jeg skal nok aftage et par rummeter af hver batch wcipa!
#2264-2265
Ingen kommentarer:
Send en kommentar