Buffalo Burlesque, 11 % imperial stout, lagret på rødvinsfade fra Bordeaux. Et sammenrend af 12 bygmalte, foruden hvedemalt og lidt flækket havre. Der er let røg, kaffe, chokolade, og kun en anelse tørret frugt i næsen. Smagen giver mig de samme indtryk, med yderligere nogen underliggende syrlighed og fad, som må stamme fra vinresterne og opholdet i tønden. Der er en snert alkohol men diskret, og brygget er trods dets kejserlige islæt forbavsende let, uden man dog skal forledes til at tro, at det er en tynd porter. Fungerer chokolade og rødvin sammen uden at være blandet i øl? Tja, vel ikke helt en typisk blanding. Her i den mørke stout fungerer det heldigvis slet ikke som efter en voldsom tur i en amerikansk whiskeytønde. Jeg er stor fan af imperial stouts og er generelt lidt kritisk overfor at man ser sig nødsaget til at pimpe dem op. Her er det dog endt i en acceptabel udførelse til 4 skumfiduser.
Cobras Fumantes, 10,5 % kaffe barley wine, lagret på mezcal-fad. Der er en tydelig spiritus duft. Da jeg er lykkeligt uvidende om mezcals lyksaligheder, skal jeg ikke kunne sige, om det lige er det, der mærkes. Udover den ingrediens er der også tydelig vanilje og en del maltsødme. Endelig er der kaffe og med lidt god vilje kanel. Med andre ord, en ret kompleks duftpalette. Smagsmæssigt starter den ret sødt og fladt. Det er næsten ren maltsødme, der understøttes af noget ret vinøst og spiritus. Kaffe og kanel, som der er tilsat, er mindre fremtrædende end i duften. Ingen bitterhed. Min mund skulle lige kalibrere til det søde og spirituøse, men så blev den forliget og kunne faktisk godt se en mening med både kaffetilsætningen og fadlagringen. 4-5 skumfiduser.
Cobras Fumadoras, 10,5 % barley wine, lagret på mezcal-fad. Det må så være samme grundbryg som foregående, blot uden kaffe. Megen malt i duften, med en tydelig spiritus, med læder og træ som supplerende indtryk. Som den første kobra er her masser af malt og alkohol i smagen, men også underliggende modhager som træ, tobak og kanel. Sidstnævnte fanger jeg lidt mere i denne variant af dobbeltbrygget. Igen, efter en indledende tilvænning til det ret sukrede, som i parentes bemærket smager mørkt, så stiger nydelsen. Også denne lander derfor på 4-5 skumfiduser en kold januar aften, hvor dens varmende evner ikke er at kimse af.
Billie the Butcher, 7 % dobbelt tørhumlet IPA, et samarbejde med Billie's Bier Kafétaria, Antwerpen, som en officiel festivaløl. Næsen lover masser af troper, med passionsfrugt, grape og lidt mere rivende fyr, og en måske lidt overraskende snert af vanilje. Smagen er ligeledes komponeret og den er tør og ret bitter, så der må også være kommet noget humleekstrakt i fra start, udover den afsluttende tørhumling. Her er Amager på hjemmebane - både deres og min, så det må blive de nemmeste 5 skumfiduser.
Endnu en god omgang fra Amager, der i 2018 sent omsider blev kåret som årets danske bryggeri af Danske Ølentusiaster.
#1930-1933
Ingen kommentarer:
Send en kommentar