mandag den 28. august 2017

Lifligheder i Lissabon

Havde i slutningen af august en uges tid i Lissabon. Besøgte to brewpubs og fik også smagt lidt flaskeøl. Hermed en stor runde portugisisk.

Første ølrelaterede handling var at tage til Duque Brewpub, Lissabons første brewpub. Den ligger temmelig centralt, i et ret turistet område og er således nem at komme til, uden at der den søndag aften jeg var der, var fyldt på nogen måde. De serverer 5 samplere til 10 Euro og øltenderen synes så sandelig at jeg skulle vælge de dyreste ... Man skriver sine valg med kridt på flightbrættet og der bliver hældt op. Jeg havde bl.a. valgt nummer 9 men den anden tender læste det på hovedet og gav mig nummer 6! Misforståelsen blev rettet og jeg fik lov til at beholde den fejlophældte ...

Dagens 12 haner med portugisisk

Dagens femling, der blev til seks

Sourdade, 4,1 % Berliner weisse fra Post Scriptum Brewery. Let syrlig duft. En ret let BW, med tynd krop, medium og behagelig syrlighed, med noget underliggende krydring, jeg ikke helt kan navngive. Dild måske. En fin tørstslukker, hvilket stilarten gerne er/skal være. 3-4 skumfiduser.

Blonde Ale, 5 % fra Cerveja Lince. "Bonusøllen" som oprindelig ikke blev valgt. Temmelig klassisk blonde ale, med banan og peber, nellike og koriander i smag og duft. Blød og behagelig, måske lidt for meget? 3 skumfiduser.

Chindogu, 6,5 % IPA fra Passarola brewing. En massiv humlesmag, der er knap så tropisk og harpiksfyldt som så mange andre. Melon, mango, mandarin og sødmefuld, men uden at tænderne klistrer sammen. Humlen må være tilsat sent, for der er ikke megen bitterhed. Ligner nok New England IPA lidt, men er dog helt klar (midterste glas ovenover). 4-5 skumfiduser.

Saison O'Connor, 6,5 % fra Cerveja Independente Musa. Let banan i duft og smag. Smager sødere end blonden og har en lettere krydring. Fanger noget "grønt" i den krydrede smag. Fin og frisk, 3-4 skumfiduser.

Port BA, 13 % barley wine fra Cerveja Letra, Mean Sardine og norske Lervig. Så blev ABV'en lige fordoblet! Og der er smæk for skillingen mht. de andre parametre. Kraftig duft af både tørret frugt, men også kirsebær. Det genfindes i smagen, som næsten er overdøvet af en alkoholisk både varme og smag. Det er sødt og stærkt og får 4-5 skumfiduser.

Red Zeppelin, 5 % red session IPA fra Cerveja Independente Musa. Med den procentsats er den vel næsten over session-grænsen, uden at jeg ved om den er defineret. Og den smager også af mere - megen malt som stilen foreskriver, og malten er både sød og krydret. Bryggen er tør og bitter, men der er ikke så megen humlesmag. Jeg kan godt lide røde ales ... 4 skumfiduser.

Jeg fravalgte den ene øl fra dem selv, der var på hanen den dag. På vej ud af døren fik jeg købt mig en håndfuld flasker to go, som blev nydt de følgende aftener på hotellet, herunder en af deres egne.


20 02, 12,9 % russisk imperial stout fra Duque Brewpub, men lidt spøjst brygget hos Post Scriptum. De har nok ikke flasketapningsmulighed i biksen. Tyk duft af chokolade, kaffe og let røg. Den starter dejlig chokoladesødt i smagen, men har kant bestående af kaffe, røg og spiritus, det seneste stammer fra lagringen i bourbon fade. Fadlagringen giver et udtryk henad syrlig-vammel sødme, sådan som lidt billig bourbon nu en gang smager. Heldigvis er brygget tykt nok til at pakke det blødt ind, så det ikke stritter for voldsomt men nøjes med at give modspil. Men det er stadig en voldsom øl, godt den forhandles i 33 cl flasker. Det giver 4 skumfiduser.



Double oatmeal stout, 8 % fra Passarola brewing. Kaffe, let røg og maltsødme i duften. Blød og behagelig i munden, med brændt maltsødme og en del kaffe, der medvirker til en meget tør og mediumbitter eftersmag. Fornemmer også en bitte smule af den væmmelige vanilje. Det er lige før, at der er for meget kaffe i, men det holder sig inden for det af Dude Beering godkendte område. Fire skumfiduser.



Finisterra, 8,5 % imperial porter fra Dois Corvos. De skriver at den er så mørk, at den kan farve ens tøj og den fremstår også meget mørk. Chokolade, kaffe og mælk er blandt duftindtrykkene og de er ikke væsentligt forskellige fra smagen. Chokoladen er mørk og sød, kaffen behersket og en smule røg blander sig. Den er dejlig blød og forførende og fremstår lettere drikkelig og mindre kompleks end de to foregående. Den fremstår på en måde bedre komponeret. Rigtig fin øl, fem skumfiduser.



Hadron Collision, 7 % amerikansk stout fra Passarola brewing. Ekstremt skummende øl som det ses på billedet. Der blev ved med at stige skum op ad flaskehalsen 5 minutter efter åbning og i glasset forsvandt skumdynen ikke de første ti. Der bør være mere styr på eftergæringen på flaske - selv anden- og tredjeophæld frembragte stort set kun skum i glasset. Når de værste bobler havde lagt sig kunne jeg opfange svage, klassiske stout dufte som malt, chokolade og kaffe. Smagen er også let og diskret med de samme indtryk men det er komponeret godt i al dens minimalisme. Rigtig interessant bliver det dog ikke. 3 skumfiduser.



Babilónia, 10 % barley wine fra Dois Corvos. Lagret på egefade, hvor der før har været Abafado i, en portugisisk dessertvin, hvis jeg har forstået det korrekt. Og vi er klart over i den søde boldgade, både i den intense duft med malt, karamel og stenfrugtsødme samt i smagen med samme karakteristika, der også meget godt forstår at skjule den tocifrede alkoholprocent. Der er en lille efterbrænder af noget sprut, let bittert og så fadnoter. Det er sødt, men ikke klistret, og fungerer, især hvis ikke man tror, at her er en tørstslukker. 4 skumfiduser.


Jeg måtte også forbi Quimera Brewpub. Den ligger lidt ude vest for centrum men tæt på hvor mit kursus var, så den kunne jeg spadsere hen til en sen eftermiddag. Det ser hyggeligt ud udefra.


Også her er der udelukkende portugisisk i hanerne og de serverer tre samplere for 7,5 Euro - men det er nogle pænt store samplere (vel 20 cl). Jeg nappede to runder plus en flaske til sidst.

Fin øltavle - der må være et nogenlunde permanent udvalg hvis man skal orke at lave så fine skilte


Første runde

Cherry Sour, 4,7 % fra Quimera brewpub. Lidt skarp og halvrådden duft, men den flotte farve kompenserer herfor! Ganske tynd krop og følgelig smagsindtryk i den mere subtile ende af skalaen. Jeg fanger syre, træ, mælk og så kirsebær. Frisk og forfriskende - 4 skumfiduser.

American IPA, 6 % fra Cerveja Lince. Har smagt den under et tidligere ophold i byen, men den kom ikke på bloggen den gang, men nu får den chancen. Markant duft af svensk skovbund, hvor ikke kun fyr og harpiks, men også jord, mos og alt andet botanik er med. Ekstrem blød mundfylde, men vi skifter fra skov til blomstereng i smagen. Blomstret, krydret, med lakrids og meget lidt bitterhed. Det er ikke NEIPA sådan strikt, men i udtryk minder det om det, bare ikke så juicet og plumret. 4 skumfiduser.

Raspberry sour, 5 % fra Dois Corvos. Der er mest hindbærduft fra glasset og ikke særlig meget syre og vildskab. Det samme gør sig gældende for smagen og med den halvkraftige karbonering minder det næsten mere om rød sodavand end om en sour. Så selv om hindbærsmagen er fint doseret, ender det lidt fejl-castet. Som når Robert de Niro prøver at spille komedie. 2-3 skumfiduser.

Anden runde - lidt mere mørk

Coffee stout, 5,3 % fra Quimera brewpub. Mest mørk chokolade i duften. Bitterchokolade i smagen, suppleret af et lille shot kaffe og en let syrlighed, der en gang i mellem sniger sig ind i ølstilen, uden at det på nogen måde bliver til en sort IPA. Let slutbitterhed i en lidt tynd suppe. 3 skumfiduser.

Condestável, 9 % mørk belgisk ale fra D'Ourique. Måske var mit snudeskaft lidt forstyrret denne aften for jeg fangede ikke meget fra denne mørke øl. Heldigvis fungerede smagsløgene nogenlunde. De registrerede malt, karamel, men også en underlig syrlighed, som virker ret forkert. Ikke at jeg tror, at der er forurening, men den bidrager til en grim smag. Alkoholen spiller ind til sidst og det er også lidt skarpt. Nej, den her syntes jeg ikke var god. 2 skumfiduser. Bryggeren fra D'Ourique var til stede da jeg bestilte første flight, han var desværre/heldigvis gået, da jeg nåede til afslutningen på andet.

Northern brown ale, 4,8 % fra Quimera brewpub. Jeg fanger ikke meget med næsen alene. Smagsmæssigt går det kun en anelse bedre. Let malt som smager af mørkt brød, en let syrlighed (humle?) og ikke så meget mere. Den er kedelig og anonym. 2 skumfiduser.

Jeg måtte så lige få rettet op på disse sidste indtryk, og bad om at få en sjælden øl.

Special edition ale 03, 7,6 % belgisk trippel fra Cerveja Artesenal Vitriol. Bag bryggeriet står en ingeniør, der har bygget sit anlæg selv. Rimelig sød duft, med malt, lyst brød, gær og krydderier. Sød maltbund i smagen, let krydret med peber og koriander, let bitterhed og ikke megen sprut. Jeg synes, det smager som en blonde, men procentsatsen er for høj til den stilart. Det gør så ikke så meget, da blonder har forkørselsret i min gane i forhold til tripler. 4 skumfiduser.



Sådan laver man øl
Det blev samlet til et par fine oplevelser i portvinslandet. Det er sjældent, hvis aldrig, at jeg har set noget herhjemme fra Portugal.

#1590-1607


Ingen kommentarer:

Send en kommentar