mandag den 7. august 2017

Bryggeri Røde Port

Røde Port er et relativt nystartet bryghus fra Roskilde. Bag det står to hjemmebryggere, Morten Østergaard og Knut Eirik Sandvik, der efter at de vandt DM i håndbryg i 2016 er blevet kommercielle. Indtil videre brygger de i Randers, men de langsigtede planer er, at få produktionen hjem til Roskilde. Jeg fandt fire øl fra dem i Spar, Borup. Butikken har meget sympatisk øl fra lokale bryggerier på hylderne, udover Røde Port kan man også købe produkter fra Ladager Bryghus.

Nuggacilla, 7 % ipa. En nogenlunde diskret humle duft med citrus og fyrrenål. Desto mere glædeligt overrasket bliver jeg over de kraftige smagselementer. Der er fyldig malt der ender med en ret betydelig sødme. Humlen er frugtig og krydret og stærkt bitter med abrikos, passionsfrugt og mango og en rivende fyr/harpiks. Det er en øl, der nærmer sig imperial IPA og måske var den endt der rent alkoholmæssigt hvis den var gæret lidt mere ud? Sødmen virker ikke helt efter standarden, men den fungerer faktisk rigtig fint. Min første oplevelse med Røde Port og det kalder på flere. Fem pæne skumfiduser.


Devil hopped dubbel, 8,0 %. En belgisk ale der har fået et ekstra skud aromahumling med Mosaic. Humlen mærkes i duften som en næsten opvaskemiddelfrisk citrus. I smagen er det også den friske humle, der dominerer over den belgiske bund, der mest gør sig bemærket som en blød og blid og fyldig væske. Der anes de mere traditionelle krydrede noter fra belgisk alegær og den søde bund, men det er klart humlen der vinder i denne hybridøl. Der er dog samtidig lige anelsen af god belgisk dubbel der gør, at det ikke bare ender som en brun humlejuice. 4-5 skumfiduser.


Havnefogedens porter, 7,0 %. Strejf af mælk, chokolade, kaffe og røg når min tud. Den smager ikke overvældende sødt, tværtimod ret bittert ovenpå en start af røg, kaffe og bitter chokolade som eneste lidt forsødende element. En anelse syre og den svageste lakrids fuldender hvad jeg formår at opfange i brygget. Dejlig porter, som er af den lidt krasbørstige slags. 5 skumfiduser.


Den Røde Munk, 6 % belgisk rød ale. Duften indeholder malt, brød og hø, samt en let, krydret belgisk gæraroma. Smagen må betegnes som en meget klassisk dubbel, med gær og krydderier ovenpå en medium fyldig maltbund. Lige i skabet som sådan en skal være - fire skumfiduser.


Røde Port er således et yderst dejligt bekendtskab som jeg håber får fodfæste på det danske ølmarked og gerne udover lokalt i Roskilde og omegn. Nu skal jeg bare have opstøvet deres vinderøl, Ravn Sort.

#1578-1581

Ingen kommentarer:

Send en kommentar