The Dank Dane, 6,5 % rug & hvede IPA, i samarbejde med Cellarmaker (San Francisco, Californien). Som læsere af bloggen måske vil være bekendt, så gæstede Cellarmaker Amager den dag jeg var inviteret. Jeg kendte dem ikke på forhånd, men samtalen med dem gjorde, at jeg så frem til denne bryg. De lægger megen vægt på friske, aromahumlede øl, og transporterer nødigt deres produkter udenfor lokalområdet. Amager kender vist også lidt til det med humlesmag, så en fælles indsats tegner lovende. Øllet har en meget frugtig og aromatisk duft, med en undertone af frisk nåletræ. Den føles en anelse mere blød og fyldig i munden, end den traditionelle IPA; kan ske det er rugens og hvedens aftryk? Smagen er meget fin, med mango, grape, næsten af marmeladeagtig karakter, og en svag, men alligevel insisterende fyrresmag, der leder over i et let tørt slutfinish, der aldrig bliver rigtig bittert. Efter flere mundfyldninger med tilhørende nedsvælgninger, vedbliver der en let olieret, fyrret smag i munden. Den friske humlesmag? Ganske behagelig og man bliver næsten glad af at drikke denne øl. Det er en super IPA - 6 skumfiduser.
Næste indlæg i serien 30. juli
#1198
Ingen kommentarer:
Send en kommentar