Batch 1000, 6,5 % ipa fra Amager. Garanteret tilfældigt, men kort tid efter at blogbestyreren havde fået uploadet ølanmeldelse nr. 1000, frigiver et af de bedste mikrobryggerier herhjemme deres bryg nr. 1000. Der er løbet meget godt øl ud af hanerne fra Amager, og nu er de så nået til batch 1000. Dette jubilæum markeres med en ipa, en øltype som de mestrer som få herhjemme. Der er brugt humle over alt i processen, sågar under mæskningen, og en sand hitparade af typer er anvendt: Herkules, Amarillo, Chinook, Simcoe, Citra, Mosaic, Sorachi Ace, og Centennial. En fin duft mærkes med mange frugter; ananas og mango samt tørre nåletræer. Ulig min fornemmelse fra besøget på bryghuset til frigivelsen af denne øl, oplever jeg her øllen som mellemfyldig og næsten cremet i munden. Frugterne smages sammen med noget maltsødme, og en frisk, men ikke overdrevet rivende tørhed følger efter. Bitterheden er fin og stor, men ikke voldsom doseret. Det man bemærker, er således en dyb humleprofil, med flere frugter og i øvrigt florale elementer sat sammen i en elegant, men alligevel markant ipa profil. Den har de skruet rigtig godt sammen derude, og det overraskes man egentlig ikke over. Tak for de første 1000 - forsæt endelig derudaf! 6 skumfiduser.
#1081
Ingen kommentarer:
Send en kommentar