mandag den 9. marts 2015

Ny håndfuld fra Ghost Brewing

Ghost Brewing laver dejligt øl. Efter første smagerunde fik man kun lyst til mere - det kommer her:

Soft liquid, 5,5% havre stout. Kaffe og lys chokolade i duften. Det flade bryg har god smag af kaffe, brændte  noter, tørt træ og en snert af lakrids. Der afsluttes med en let bitterhed. Der er ofte sødme i mere eller mindre udpræget grad i stouts men her er der ikke rigtig noget. Sammen med dens lethed kan den minde lidt om Guiness men så alligevel anderledes. Fin lille sag der sniger sig op på fire skumfiduser.


Winter Healer, 8 % strong ale. Skummet ligger tykt og varigt, så der kommer ikke megen duft op. Brød og lys karamel i maltsmagen, der er cremet og fyldig. En lidt prikkende snert af noget krydring og mod slutningen en pågående nøddebitterhed, der står lidt stejlt. Der er den svageste antydning af lidt humlebaseret citrus. Uden at kunne sætte en finger på nogle enkeltdele, så synes jeg ikke helt, at den er harmonisk - det burde kunne spille bedre sammen. Tre skumfiduser.


Darkest Moon, 12,2 % imperial stout. Fin frugtig humleduft, lidt overraskende måske. Super fyldig med en sødlig chokolade smag. Tør tobak og læder samt en citrus og tør fyr. Rigtig god kombi og noget henad black ipa pga humlen. Fem skumfiduser.


Black Magic Vanilla Sky, 11,8 % imperial stout. Brygget med vaniljebønner, der har været druknet i Wild Turkey bourbon! Duften indeholder mørk chokolade og gæret alkohol. Tykt bryg, der næsten skal rystes og skæres ud af flasken. Cremet og næsten olieret mundfylde. Mørk chokolade,  ristet kaffe, varmende alkohol, en svag prikkende citrus smag. Ret bitter afslutning, som minder om rå kaffebønner. Smagsmæssigt ikke den vildeste imperial stout, dertil er spektret lidt for lille, men mundfylden mindes jeg sjældent at have mødt så tyk og dejlig. 4-5 skumfiduser.

Hip Hop beats you, 7,6 % ipa. Meget maltet i smagen, som meget ligner en dobbelt/imperial end en almindelig ipa. Tunge frugter med tydelig alkohol og gæret smag. Kraftig bitterhed. Det spruttede forekommer isoleret fra sødmen som næsten ikke er eksisterende og det gør det lette uharmonisk. Der er simpelthen for megen ren alkohol i smagen til at det bliver en fornøjelse. De ipa'ede restsmagsindtryk forhindrer den totale nedtur, men denne synes jeg ikke Ghost brewing er heldig med. 2-3 skumfiduser.



Ved upload mangler et enkelt billede - måske finder jeg det ...

#1083-1087

Ingen kommentarer:

Send en kommentar