fredag den 31. oktober 2014

Igen-igen-igen - to øl fra To Øl

Kunne jo godt have slået gårsdagens anmeldelse sammen med dagens, men ville så gå glip af min standardoverskrift ...

Raid Beer, 5,2 % pilsner fra To Øl. Stram fyrret duft som fra en god ipa. Ret let/tynd øl der ikke indeholder megen maltbund men til gengæld en sund dosis humle (Simcoe, Citra, Nelson Sauvin og Centennial). Det giver på forkant megen fyr der ikke er helt langtidsholdbar og man smager næsten noget klassisk pilsner græssmag. Så vender humlen tilbage i eftersmagen der er tør og fyrrebitter. Man kunne næsten godt have solgt denne som en overgæret øl til Dude Beering? Nuvel, som pilsner betragtet er den ganske langt væk hjemmefra men den finder en tryg og imødekommende favn og mund her. 4 skumfiduser.



Reparationsbajer, 5,8 % pale ale fra To Øl. Bajer lyder mere for mig som en pilsner/lager, men det er så ikke tilfældet her. Frisk fyrret duft med noget citrus og tørret frugt. Smager lidt lettere end den dufter, med noget let brødsødme på forkant indeholdende de letteste tropiske frugter, en noget diskret mellemstykke og en ren bitterhed til sidst. De anvendte humler (Amarillo, Centennial og Nelson Sauvin) plejer nok at kunne give smag og bitterhed, men her ender det lidt for enstrenget. Som en pale en bedre af slagsen men samlet en noget diskret og tilbageholdende øl. 3 skumfiduser.

#818-819

torsdag den 30. oktober 2014

Vinterøl

Hibernate, 6 % belgisk cremet hvede øl fra To Øl. Det nærmer sig vintertid og det bliver mørkt. Man kunne derfor godt ønske at sove væk fra de næste 3-4 måneder (bortset fra alle de øl man ikke ville få drukket)! Har tidligere haft mindst en øl på bloggen der mindede om fordelen ved at gå i hi. Denne har en frisk citrus-humle duft. I munden bestemt både cremet og hvedeagtig i fylden med en ret krydret smag og en god dosis humle. Der er lime, græs, peber og en afsluttende tør, ren bitterhed, der næsten er for påtrængende. Så fyldig er malten heller ikke i smagen, at den kan opveje den noget næsten surt-bitre eftersmag. Øllet er trods sit navn frisk som en april-forårsdag, der pludselig afbrydes af en tung regnbyge. Den henter 3 små skumfiduser.

#817

onsdag den 29. oktober 2014

Lidt skuffende fra Munkebo

Hermod, 5,6 % engelsk pale ale fra Munkebo Mikrobryg. Brygget med de engelske humlesorter Fuggles og East Kent. Let maltet duft. Rimelig neutral øl i smagen som har næsten pilsnersk tilsnit. Meget let karamel i maltbunden som hurtigt afløses af humlens rene bitterhed, uden nogen frugtige eller blomstrende nuancer. En ret stiltro øl som man ikke rigtig kan sætte fingeren på at noget er galt andet end den for typen lettere kønsløshed. Trofaste læsere vil vide at sådan har jeg det med megen pale ale, og denne er ingen undtagelse. 2-3 skumfiduser.

#816

tirsdag den 28. oktober 2014

Reception for Humlen af gastronomi 2

Dude Beering var blevet inviteret til reception for bogen Humlen af gastronomi 2, der er udgivet af Hotel- og Restaurantskolen og Carlsberg. Seancen foregik i Carlsberg Museum hvor der først var en lille times tid med forskellige ølcocktails og herefter 5 smagsstationer samlet over temaet de fire årstider samt dessert. Dette indlæg forsøger ikke at anmelde hverken øl, mad eller cocktails på sædvanlig vis men skal læses som en let causeren over oplevelsen, iblandet sædvanligvis subjektive vurderinger.

Bogen præsenteres af Jesper Rye, Hotel- og Restaurantskolen.

Første del af programmet indeholdt muligheden for at smage diverse cocktails hvori øl indgik. Man kan indvende, som jeg diskuterede med et par lidelsesfæller, at en god øl er udtryk for en bryggers intention og derfor ikke bør blandes op. Til dette arrangement var der kun anvendt Jacobsen øl og så er skaden lidt mere begrænset.

Shrek: flot grøn cocktail lavet af vodka, æblesirup, lime og Jacobsen Velvet. Øllet her giver muligvis lidt tekstur til cocktailen, foruden skummet, men ellers er det en rimelig sød cocktail hvor man ikke bemærker øllet.
Shrek'en laves

Shrek

Ølmojito: Sammenlignet med hvordan jeg husker en mojito var denne som grundcocktail noget mere sur, og øllet smages heller ikke i denne drink.

Ølmojito set fra oven

Albertos: Lavet som en pendant til gløgg, og heri ramte opskriften ganske godt. Der blev brugt Jacobsen Black Lager, men der skulle være brugt Golden Naked Cristmas Ale. Det havde eleven ikke til rådighed, selv om en flaske lå i den afsluttende gavepose. Men jeg vil klart foretrække Albertos frem for en gløgg, selv om denne også var til den pænt søde side.

Alberto's - lidt ligesom kold gløgg!
Bitter Margarita: Ret salt cocktail, god modvægt til de første ret søde. Der fornemmes også en sur-syrlig bund. Hvordan mon den ville blive hvis der var brugt en mere humlet øl?


Bitter Margarita ligner en øl og havde en ganske anden smagsoplevelse end de foregående.

Blueberry Velvet: festlig serveret i champagneglas og en flot farve og passende syrlighed. Kunne godt gå som velkomstdrink.
Blueberry Velvet i festlig indpakning



Til cocktail blev der serveret tre tapasretter: en med vagtelæg, en med muslinger og en med krabbe.

Selve frokosten bestod af fire retter plus en dessert.

Jeg kørte en lidt anarkistisk kronologi og fik først vinter retten:

Taskekrabbe hvortil jeg fik serveret Jacobsen Weissbier. Rettens lidt fede smag fra kartoffelmos og krabbe blev pænt understøttet af øllets (lidt overraskende) røgsmag. Den del havde jeg nok ikke fanget ved en solo-ølsmagning. Men måske der (også) burde have været lidt frugt og syre som modspil?


Så gik jeg til efterår, hvor der blev serveret kalvebrissel med Jacobsen Dark Lager. Brissel har jeg ikke smagt før og den smager både lidt sødt, og lidt umami agtigt, mens pestoen giver lidt syre. Lagerens ellers ret svage bitterhed bliver her fremhævet ligesom maltsmagen giver modspil. Fin kombi.


Så blev det forår med kylllingerisotto og igen en Jacobsen Weissbier. Generøse stykker kylling på en meget lille risottobund, og det smagte salt og fedme. Øllet strøg denne ret med hårene, og virkede mere fed i denne sammenhæng. Kunne nok have brugt lidt mere syre og bitterhed.



Sommerretten var svinebryst der blev serveret med Jacobsen Brown Ale. Fed smag med noget salt fra sværen og syre+sødme fra grøntsagerne. Øllet supplerer med lidt sødme og lidt bitterhed. Fin kombi.


Desserten blev indtaget til sidst. Det var en ret med indbagt pære hvortil Golden Naked Christmas Ale blev serveret. Den plejer at være en fin krydret og let sødlig juleøl, der rater højt her. Med desserten fremstår øllets lette bitterhed som det mest imundspringende og den er så tilpas diskret, at det matcher fint.

Dessertpæren skulle man plukke selv!


Som man vil bemærke så var alle retter lavet med og serveret til øl fra Jacobsen. Nok naturligt idet uddannelsen samarbejder med Carlsberg, omend det blev bedyret, at eleverne smagte mange andre øl. Det kunne have været sjovt at se hvad den kommende generation af kokke kunne stille op med noget mere ekstreme øl end dem som Jacobsen har valgt at producere. Hvordan tæmmes en vildvoksen west coast ipa eksempelvis? En belgisk lambic? En tysk røgøl?

De fleste af de serverede retter kan man finde i bogen. Jeg har kun haft tid til at skimme den igennem men den er yderst lækker at bladre i. Der er meget andet end opskrifter i bogen. Opskrifterne ser ved første øjekast ikke ud som om de kan gennemføres på under en halv time, men hvis resultatet bliver lige så godt som til receptionen, så er det værd at kaste sig ud i.

Tak for invitationen til Hotel- og Restaurantskolen.

mandag den 27. oktober 2014

Witter Saison du Fleur

Witter Saison du Fleur, 6,0 % fra Kissmeyer, brygget på Fanø Bryghus. Meget livlig øl (se billede). Stald, gær, kardemomme og honning i duften, og der er kommet godt med ingredienser i, herunder byg- og hvedemalt, honning, peber og blomster. En noget anderledes og indholdsrig oplevelse at smage på. Først mærkes honningen, som forekommer at være mørk, dernæst noget henad Brettanomyces gæren, men ikke den sædvanligt "rene" slags. Så kommer der noget meget krydret, som må stamme fra blomsterne og peberet, med smag af bagekrydderier som kardemomme, kanel mm, for at afsluttes med noget tørt og peberbittert. Lidt af en julekagekrukke at stikke tungen ned i, men det søde og julekrydrede balanceres rigtig fint af en tør finish. Så den må anbefales som en vinterhvede øl for om sommeren vil det nok blive lidt for mærkeligt at slukke tørsten i noget som ikke fremstår som udpræget hvedeagtigt. 5 skumfiduser.

#815

søndag den 26. oktober 2014

Svensk imperial stout

Imperial Stout 2013 9% fra Slottskällans Bryggeri. Brændt lakrids og kaffe i næsen. Fladt bryg med megen brændthed i smagen og duftens lakrids og kaffe genfindes. De brændte toner følges ikke af noget synderlig røgsmag. Chokolade noterne er af den mørk-bitre karakter. Smagen af tørret frugt er heller ikke sød.  Således ikke helt leflende men med karakter. 4-5 skumfiduser.

#814

lørdag den 25. oktober 2014

Mad Saison

Mad Saison, 5,5 % fra Mad Yeast Brewery, brygget i Belgien hos Brouwerij Anders. Startet af to belgiere, der vil gå mod strømmen af ekstreme IPAer og deslige fra mikrobryggerier, og lave øl med en stærk karakter. Gærstammer er noget de vil lægge vægt på. De har tilsyneladende to bryg i sortimentet, hvoraf den ene smages her. Duften er klart funky som fra en ægte sæson, med tør læder og generel Brett. Smagen er let og behagelig, frisk med citrus, laktose og behersket stald, læder og græs. Tørheden har næsten noget røg i udtrykket. Jeg synes bitterheden er behersket, det er mest funken der bevares i mundhulen. En ret fin øl, der uden de store falbelader markerer sig. 4-5 skumfiduser.


Af en eller anden grund er der ikke taget noget billede af denne ...

#813

fredag den 24. oktober 2014

Kihoskh IPALOT

Kihoskh IPALOT, 6,3 % ipa fra Mikkeller, brygget hos de Prouf. En anelse vammelhed i duften, med opvaskemiddelcitrus og græs. I starten smager den mildt og rundt med let blomstret og krydret smag med noget citrus i bunden. Bitterheden der efterhånden dukker op, er rent bitter, næsten pilsner-agtig, men kraftigere. Jeg fornemmer en del alkohol i den let cremede øl. Samlet set er der for mange elementer, der omend de hver især er svage, ikke understøtter hinanden men peger i forskellige retninger og skaber let disharmoni. I en verden fyldt med gode ipa'er er denne ikke en uforglemmelig en af slagsen og faktisk tæt på at være kedelig. 2-3 skumfiduser.

#812

torsdag den 23. oktober 2014

Upheaval

Upheaval IPA, 7,0 % IPA fra Widmer Brothers Brewing (Portland, Oregon, USA). Brygget med tre malte, inkl. hvede og seks humler: Alchemy, Simcoe, Chinook, Willamette, Brewer's Gold og Nelson Sauvin. Kraftig duft af rosiner, harpiks og gæring. En ret gæret sødme er første hurtige smagsindtryk der hurtigt går i dækning når humlen rulles ind på scenen, med megen harpiks, noget fyr og en superfin bitterhed. Med maltfylden burde den betegnes som en dobbelt IPA og humlen får da også rigeligt modspil, så mange af de lettere florale elementer er skubbet noget i baggrunden. En meget fin DIPA som fuldt ud fortjener fem skumfiduser.

#811

onsdag den 22. oktober 2014

Hvede bock

Hvede bock, 8 % fra Indslev bryggeri. Lang tid siden jeg fik en ny fra Indslev. Denne mørke øl har en meget dyb maltduft som indeholder anelse af tørret frugt. Smagen er sødmefuld uden at være sød; malten er dyb og karamelliseret men der er krydrede toner af ingefær og kardemomme med. En vis form for sprut, eller vinøsitet som det hedder mere fint på etiketten, er også at genfinde. Bringer mange mindelser frem om belgiske ales men er jo en noget anden øltype. Smagsindtrykkene er dog derhenaf, og den manglende humlesmag understøtter dette - kun noget let nøddebitterhed er at finde i eftersmagen. Jeg synes det er en rigtig behagelig maltbombe som fortjener 5 skumfiduser.

#810

mandag den 20. oktober 2014

Korsikansk øl

Efterårsferien bød på en tur til Korsika. Havde været på Korsika før og vidste sådan set godt hvad jeg gik ind til med nedenstående to indkøb. Men på bloggen skal de!

Colomba 5% biere blanche (hvedeøl) fra Brasserie Pietra, Korsika. Stort set duft fri. Blid hvede med let banan og krydring i smagen. Der er anvendt lokale ikke specificerede urter. Lidt mere interessant end dens belgiske fætter men ikke helt vildt. Tre skumfiduser.

Pietra, 6% lager fra Brasserie Pietra. Tilsat kastanjemel! Typisk vag pilsnerduft. Ganske stiltro i smagen med måske en initiel anelse mere sødme og en noget sur-bitter eftersmag. Generisk pilsner som man kan finde overalt og hvor en lokal anvendelse af noget krydring ikke resulterer i nogen forbedring. 2 skumfiduser.


#808-809

søndag den 19. oktober 2014

Underall

En serie single hop session IPAer fra Mikkeller og To Øl. Alle tre brygget de Prouf og på 4,6 % og brygget med byg og havre.
 
Underall Polaris. Renskuret citrusduft med let riv. Forbløffende fyldig for at være session ipa/kun på 4,6%. Selvfølgelig ikke supertung men med en underliggende frugtsødme. Polarishumlen giver noget tørt og bittert i bagkanten som trækkes med over i eftersmagen. Der er ikke provokerende smæk for skillingen, så karakteren ender på 3-4 skumfiduser.



Underall Galaxy. Samme grundtype som før. Lidt skarpere duft, mere af grape og let fyr. Virker lidt mindre fyldig end Polaris. Derfor også lidt mindre sødme selv om der er en frugtsmag til stede. Humlen er lidt mere pågående med den noget skarpere grapetone. Ikke nær så slutbitter og heller ikke i denne noget skarp fyr i humlen. Så igen lidt på det jævne med pil opad: 3-4 skumfiduser.



Underall Mosaic. Dufter lidt mere skarpt af fyr og harpiks. I denne er der næsten kun en kraftig, fyrret og tør humle smag til stede. På forkanten anes en meget let citrus men uden en maltbackup forsvinder den hurtigt i den pågående humle. Stadig en øl type i den lette genre men den friske humle smag trækker lidt op. 4 (små) skumfiduser.

Men fine sessions IPAer der beviser, at man godt kan putte smag i en "let" øl. Det er så en større kunst at få balanceret forskellige humler i et godt forhold.

#805-807

søndag den 12. oktober 2014

Panzer grenadier, 9,1 % trippel fra To Øl. Er brygget med granatæble og lagret på chateau D'Yquem fade. Har ikke så megen duft, æble og noget mælk. I smagen mærkes slet ikke de voldsomme procenter. Fylden er dermed ganske let. Initielt en blød laktose smag, der hurtigt overtages af en let, men dog insisterende (æble)syre. Her bliver mine smagsløg udfordret. Men  kan godt se hensigten bag øllet,  uden det dog falder helt naturligt i min mund. Måske som aperitif en varm sommerdag? 3-4 skumfiduser.



#804

fredag den 10. oktober 2014

Dansk IPA fra Raasted

Cascade ipa, 5 % fra Raasted. På etiketten loves store mængder af tilsat Cascade humle. I duften er der dog ikke megen effekt af tilsætningen og i smagen finder man ikke noget der kan gøre en gennemsnitlig dansk øldrikker forskrækket. Både duft og smag indeholder let karamelliseret maltsmag med en lidt gæret undertone. Der er også noget krydret i smagen. Der er ganske vist mere humle end i en pilsner men at sige den er brygget efter amerikansk forbillede er langt fra sandheden - med mindre man ikke har evnet at få humlesmagen frem. Let fyr og en let tørhed kan jeg finde men heller ikke mere. Det kan altså kun give 3 skumfiduser og så er jeg flink!
#803

torsdag den 9. oktober 2014

Havneby

Længst syd på Rømø ligger Havneby. Man kan i området finde øl med dette navn. Tror nu nok at øllet er en del Trolden bryghus' sortiment og ikke et selvstændigt sigøjnerbryggeri. Det vigtigste er nu også hvordan de smager:

Specialbryg - med lynghonning, 5,6 % ale fra Havneby. Honning duft. Fyldig og krydret ale med en nemt erkendelig honningsmag. Smagen er mest på forkant, ikke så meget eftersmag eller bitterhed. Mine medsmagere anklager kulsyren for at være for dominerende. Det kan jeg til dels følge. Men samlet opnår den tre skumfiduser.


Specialbryg - med havtorn, 5,4 % blond ale fra Havneby. Let sødlig duft, med svage banananelser. En meget let øl, som er uden sædvanlig blonde ale fylde. Derfor er smagsindtrykkene i størrelse small, men indeholder karamel, græsbitterhed og ikke så meget andet. Havtornens syrlighed må man lede længe efter. Kunne næsten være blevet dømt til lagerøl, havde man ikke vidst bedre. Den er for tynd til at gøre noget godt indtryk. 2 skumfiduser.


Igen ikke vildt ophidsende øl fra Vadehavsregionen.

#801-802

onsdag den 8. oktober 2014

Vadehavsbryggeriet

Vadehavsbryggeriet - et par produkter fundet i den nye Nationalpark. Er det mon et kvalitets-sigøjnerbryggeri eller et forsøg på udnyttelse af mikroøl- og nationalparkbølgen? To indkøb må kunne afdække dette.

Vesterhaw, 6,2 % stout fra Vadehavsbryggeriet, brygget hos Nova Packe i Tjekkiet. Dufter surt - syrlig af æble. Smag af mælkechokolade, karamel og ikke så meget mere. Ligner både af udseende og smag noget mørkfarvet uskyldigt bryg uden en egen smagsprofil, og selv om man kun loves en mild stout er der vist tale om noget vildførelse af kunderne. Gør ingen skade men absolut heller ingen gavn. To skumfiduser.


Sluseøl, 8,2 % tripel fra Vadehavsbryggeriet, brygget hos de Proef Brouwerij (og her brygges mange af eksempelvis Mikkellers og To Øls frembringelser). Mest en frisk duft af æble. Let sødmefuld initielt, efterfulgt af en ganske skarp æblesmag der fører over i noget metalbittert og skarpt. Skarpheden består i eftersmagen og der er intet forsonende humleaftryk, men det vil man nu heller ikke forvente i en tripel. Den hænger ikke sammen og jeg kunne mistænke, at skarpheden ikke helt er tilsigtet. 1-2 skumfiduser.


Konklusionen over Vadehavsbryggeriet må være, at det efter alt at dømme er noget øl-plattenslageri ...

#799-800

tirsdag den 7. oktober 2014

Black Nitro

Black Nitro, 7,5 % black IPA fra Amager i et samarbejde med Shaun Hill fra Grassroot Brewing. Brygget første gang i 2009 men er ikke med i det sædvanlige sortiment. DudeBeering har ikke haft snablen i den før nu. Dufter renskuret af citrus, lakrids og let røg. Vel indenbords fyldes munden med et væld af smagsindtryk der må afspejle de fem malte og de 6 humler: Herkules, Tomahawk, Amarillo, Simcoe, Cascade og Centennial. En lidt sødlig malt blandes med tør tobak og en let underliggende svag citrus. Afslutningen er tør og med en ganske betydelig snert af lakrids og lidt vanilje. Eftersmagen er meget lang, med en tør, lakridset og fyrret egenskab. Det kan være lidt af en balancegang at lave en sort IPA men her er sammensætningen super god, med IPA delen behørigt nedtonet men alligevel godt til stede, og hvor den mørke malt giver gode mindelser om porter, blot med bid. Det må, endnu en gang, udløse en topkarakter til drengene i Tårnby: 6 skumfiduser.
#798


BONUS

Kom af en eller anden grund til at starte med at skrive ord om Wookieen, selv om jeg tidligere har anmeldt den. Men fordi jeg blev så glad for Black Nitro og faktisk også værdsætter Wookieen højere end første gang, kommer her, for en meget sjælden gangs skyld, en genanmeldelse.

Wookiee, 7,2% west coast ipa fra Amager/Port Brewing. Et samarbejdsbryg mellem humlekongerne af Danmark og USA. Det kan umuligt gå galt med sådanne partnere og de anvendte humler Herkules, Amarillo, Citra, Centennial og Sorachi Ace. Grape, citrus og fyrretræ og harpiks i duften. Formentlig en let maltfylde men inden man når at evt. erkende dens størrelse og udtryk vælter humlestrømmen ind over smagsløgene lige så uimodståeligt og ustoppeligt som fruentimmere ved åbningen af Daells Varehus' udsalg i gamle dage. Humlerne og deres indbyrdes blandingsforhold og tid for tilsætning giver en voldsomt blomstret smag med krydrede toner, en let citrus i bunden, bakket op af det jeg plejer at kalde en spruttet solbær smag. Afslutningen og eftersmagen er knastør som Negevørkenen efter 12 timers sol. Samlet en ultimativ ipa som man skal være tilvænnet for at nyde men som man blot må udtrykke en dyb tak til bryggerne for. Seks skumfiduser. 





mandag den 6. oktober 2014

O'So

Var i slutningen af august i Chicago i embeds medfør. Måtte naturligvis besøge en ganske almindelig liquor store og savle over deres udvalg af mikrobrygget øl, der som landet er ganske stort. Formåede at fragte 6 flasker uskadt med hjem i kufferten, omend den blev to dage forsinket. To af flaskerne kom fra O'So Brewing Company (Wisconsin, USA).

Restless Soul, ?% imperial red ale. Kan ikke finde oplysninger om alkoholprocent noget sted. Duft af Brett og mælk. Kompleks smag med kirsebær og mandel. Derefter et let syrligt aftryk og mælken fra duften. Underneden ligger Brettens læder, græs og stald. Må være en sour og som sådan klart den bedste jeg har smagt. 4-5 skumfiduser.

Convenient Distraction, 10,5 % imperial porter. Brygget med kaffe og vaniljebønner og begge dele genfindes i duften sammen med lakrids. Dejlig blød og samtidig mindst mellemfyldigt bryg, med en god smag af røg, kaffe, lakrids, mørk bitter chokolade og den svageste tone af vanilje. Har ingen underliggende eller afsluttende syrlig som en del portere godt kan fremvise. Eftersmagen er fortsat røget med en let nøddebitterhed underneden. Det er en rigtig fin porter, må belønnes med 5 skumfiduser.


Godt indtryk af dette bryggeri.

#796-797