mandag den 16. september 2013

Tilbage på IPA sporet

Brutal IPA, 6 % fra Rogue. Nyt bryggeribekendtskab; også fra den amerikanske vestkyst, dog lidt længere nordpå: Newport, Oregon. Deres motto: dare*risk*dream. Citrusduften er mest over i den lidt blødere appelsinlignende afdeling, men også malten kan fornemmes. Blød maltsmag, med krydret bund (peber) og en anelse appelsin. Den ene humle der er anvendt, Crystal, er en aromahumle og derfor er bitterheden meget behersket i denne øl. Den slutter dog tørt. At den hedder Brutal forekommer noget overdrevet, for det er en blid, men fin variant af amerikansk IPA, uden på nogen måde at minde om de lidt sydligere varianter fra San Diego området. 3-4 skumfiduser.

Punk IPA 5,6 % fra Brew Dog. En post moderne klassisk pale ale, som de skriver. Se øvrigt etikettetekst på billederne. Har utroligt nok ikke anmeldt den her på bloggen - men tro mig, den er smagt før, med nydelse. Kraftig citrus duft når kapslen lettes fra flaskens munding. Smager ganske let, det er ikke malten der er tilsat i ekstra mængde. Chinook, Simcoe, Ahtanum og Nelson Sauvin er de fire humler der er anvendt, resulterende i (kun) 45 IBU. Stram citrus og en udpræget tørhed der ledes over i en fin og ganske rigtig ikke særlig voldsom bitterhed. Det bedste ved den, udover dens meget lette drikkelighed og tørstslukkende egenskaber er, at den sælges i butikkerne til omkring 15 kr. Og dette indkøb var endda med i en kampagne med 35 % rabat, så jeg kom ned under en tier. Det er dæl-dyleme dejligt at man kan lave gode øl til den slags penge. Det er tidligere nævnt, at Dude Beering ikke skeler til pris når skumfiduserne uddeles, men det må gerne noteres. Antallet af skumfiduser er 4 meget pæne stykker.

Ved ikke om Brew Dogs etiketter ligefrem kan kaldes storytelling ...
Islanders IPA, 7,0 % fra Coronado Brewing Company. Maltet-brødlig duft. Meget fyldig i munden, noget dobbelt IPA over den. Meget bløde og søde smagsindtryk af abrikos og mango, der efterfølges af en fin, men ikke overdreven bitterhed af den nåletræsagtige karakter. Humlerne er Cascade, Chinook og Colombus, altså næsten de tre klassiske "C'er" i amerikanske mikrobryg (Centennial tilhører de tre musketerer i stedet for Chinook). En lidt anderledes californsk/west coast IPA med den store vægt på frugtsmagen, men da den balanceres til en vis grad af den knastørre humle, tør jeg godt stange en 5'er ud for antallet af skumfiduser til den.

#466-468

Ingen kommentarer:

Send en kommentar