fredag den 14. december 2018

Danish Beer Blog Awards (5): Årets Danske Bryggeri 2018

Som afslutningen på ugen med Danish Beer Blog Awards kommer den tungeste kåring: Årets danske bryggeri. Det har været svært i år, på grund af rigtig mange gode kandidater:

Amager Bryghus ligger hvert år rigtig lunt i svinget og har heller ikke i år skuffet. Blandt andet lavede de årets danske ølnyhed synes jeg (se gårdagens opslag). Fortjent fik de prisen Årets Danske Bryggeri fra Danske Ølentusiaster.

BRAW, Nørrebro Bryghus' lille legeplads brygger rigtig meget godt øl, som jeg har nydt meget i 2018.

Alefarm lærte jeg først rigtig at kende i år, og de leverede en perlerække af gode øl, som kun kan glæde et humlehovede. Håber at de kan fortsætte den gode stil fremover, på trods af lidt uro i direktionen.

Men den største samlede fornøjelse, overraskelse og imponerethed tilfalder Brygbrygbryg, der har en lidt anderledes ølstil, med meget fokus på det belgiske og med en stor innovationslyst. Jeg glæder mig til at følge dem fremover. Det har nok heller ikke været en forhindring at jeg fik mulighed for at smage på nogle af deres rigtige hjemmebryg, øl som de prøvebrygger hjemme inden de eventuelt kommer på markedet.

Så derfor:

Årets Danske Bryggeri 2018: Brygbrygbryg

Meget sympatisk leverer de opskrifterne på deres øl på deres hjemmeside.



Nogle af øllene fra Brygbrygbryg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar