søndag den 16. december 2018

Tre fra BRAW

Jeg skrev for nylig om svenske øl og de indtil flere gode bryggerier med et startbogstav først i alfabetet. Herhjemme kan vi også med Amager og Alefarm helt fra begyndelsen samt Brygbrygbryg og BRAW fra næste. Her vender jeg endnu en gang tilbage til Nørrebro bryghus' legeplads BRAW.

Brodan, 5,7 % brown ale, brygget sammen med australske Kaiju! Beer. Der er både malede og humlede elementer i duften. Smagsmæssigt indleder den usødet maltet med en vis bitterhed fra den relativt mørke malt. Samtidig hives der en let tropisk humlesmag ind, der ved lidt tungemassering af fluidumet i munden får presset lidt ekstra ud. Ikke helt en crowdpleaser, men et fint bud på en tør brown ale sådan lidt mellem engelsk og amerikansk stil. Fire skumfiduser.
,

Matching Christmas sweaters and other telltale signs that you sucks, 6 % amber ale. Salig Spies sagde, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Gad vide om det også gælder for navne til øl? Nuvel, her er en ale, der er knap så maltet som en skotsk, men lidt derhenad med karamel og lakrids, blandet med en del bitre noter fra humlen, der også smager af fyr og passionsfrugt. Nok et bud på en juleøl, for BRAW forsikrer på etiketten, at uanset familie, er julehyggen sikret med denne øl! 4 skumfiduser.


Santa's lap may not be suitable for children, 9,2 % stout. Vi fortsætter med de "originale" ølnavne. Men der er intet pjattet over øllen. Svedsker, gæret frugt og kaffe er hvad der først rammer næsen. Det fyldige bryg rummer masser af mørk, bitter malt, gærede og tørrede frugter, uden sødme, tør eftersmag, ja helt astringent snerpende i munden. Let kaffe men egentlig ikke særlig meget røg, kun de ristede noter fra den mørke malt. Dette er således en tør og bitter stout, med ekstra megen fylde, så det tangerer en imperial. Den er nok ikke egnet hvis man kan lide den slags i den søde ende af skalaen, men her gør den godt - 5 skumfiduser.

#1919-1921

Ingen kommentarer:

Send en kommentar