onsdag den 31. oktober 2018

Brygbrygbrygs eksperimentarium

Jeg var så heldig at få foræret nogle af Brygbrygbrygs eksperimenter, som ikke er udkommet kommercielt. En fin lejlighed til at smage, hvad de går og pønser på. Det kan måske forekomme lidt irrelevant at offentliggøre mine bedømmelser, da de som nævnt ikke er til at købe, men jeg synes det kan give et fingerpeg om en mulig kommende udvikling. Så derfor kommer her fire obskure øl fra mit lige pt. nye danske favoritbryggeri.

Kirsten sure juice, 6,3 % kriek. I næsen virker den ikke sur, men fuld af kirsebær. Det er næsten også ren kirsebærsaft i munden, med nogen yoghurt og hvor der er en mandelbitter og tør eftersmag. Trods et initielt kraftigt skum er det flygtigt og der er ikke megen karbonering i glasset. Saftindtrykket forstærkes af, at alkoholen slet ikke bemærkes. Sur, nej; juice, ja. 3 skumfiduser.



Bee,10,6 % Imperial tør-humlet Saison med honning. Ret mørk for at være en saison. Jeg fornemmer honningen og en let citrus fra humlen. Smagen er både maltet og honningsød, med et markant islæt af belgisk ale gær og en snert humle. Den fremstår således langt fra en saison og tættere på en belgisk ale, dog en hel del mere alkohol end normalt. Fire skumfiduser.




Batch 66, 3,2 % Berliner weisse med appelsinskal. Den dufter let små-syrligt. Smagen er absolut i den milde ende af stilarten, med kun en let syre og noget mælket-gæret bund. Det er frisk citron og måske kan jeg svagt mærke noget let skal-bittert men det er nok min forudgående viden om ingrediensen. Vil nok gøre sig bedre en varme sommerdag end første aften med vintertid, men 3-4 skumfiduser skal den have.


Roger Rabies, 4,3 % ale med Lacto og gulerod. Den forekommer mig mere som en Berliner Weisse i duft og smag end en ordinær ale. Svag syrlig duft med lidt lacto-sur karklud. Smagen er let syrlig på en perlende baggrund. Den tilsatte gulerod synes jeg er svær at smage, måske som noget meget let sødligt. Jeg får lige pludselig også en let lakrids smag i munden. Det er en dejlig øl og skønt i den syrlige ende, ikke værre end de fleste kan være med. 4 skumfiduser.



Disse 4 øl har været med til at forme det Brygbrygbryg, som vi øldrikkere nyder godt af i dag, og hvem ved, måske danner de ligefrem basis for en opskrift på en kommende, kommercielt tilgængelig bryg? Jeg siger pænt tak for at have fået lov til at smage.

#1889-1892


Ingen kommentarer:

Send en kommentar