Jelling Bryggeri

I en moden alder drog Dude Beering vestpå til Jelling og beså de to berømte runesten for første gang. Samtidig fik jeg også snablen i et par øl fra et af den lille bys hele to mikrobryggerier, omend det ene vist mest er en brewpub. Dette indlæg drejer sig om Jelling Bryggeri.

Bryg No. 1 Gorm, 5,1 % bock. En lidt sød og vammel, gæret duft, med undertone af hyld. En ganske krydret øl, med brød, gær, let citron og peber og måske lidt nellike. Der er en del sødme tilbage og den er rimelig blød pga. hveden. Der er lidt let bitterhed, men det stammer ligeligt fra krydring og humle. Samlet lidt for vammel til min smag, stammende fra restsødme og underlig gærsmag, men ikke udrikkelig. Tre skumfiduser.

Jelling Stout, 5 %. En ganske fin og lovende duft, med kaffe, chokolade og lidt mørke bær. Smagen lever ikke helt op til aromaen; elementerne er lidt de samme, men på et noget mere tyndbenet grundlag. Der er en fin ristethed, chokolade og afsluttende bitterhed, men det fuser lidt hurtigt ud i den noget vandede øl. Jeg er godt klar over, at det ikke er en imperial stout og genremæssigt er den nok stiltro. Men med så meget andet godt, dansk mikroøl at konkurrere imod, falder den lidt igennem, uden på nogen måde at være dårlig. Det må give 3 skumfiduser.

Byen ender derfor stadig med at være mere berømt for deres fortidsminder end for deres nutidsøl

#1346-1347

Danske Ølentusiasters Festival 2016

Jeg var i år blevet inviteret til festivalen, og så endda hele to gange. Den ene gang i forbindelse med, at jeg havde været med til at dømme i konkurrencen DM i Håndbryg. Den anden invitation faldt i kraft af mine beskedne og ydmyge betragtninger på denne blog. Jeg kunne derfor være stor i slaget og invitere kæresten med.

Vi ankom torsdag eftermiddag og torsdagen er formentlig den dag, hvor der er færrest besøgende. Vi kom derfor hurtigt ind og fik fine VIP armbånd på. Jeg havde prøvet at forberede mig, og jeg valgte at gå efter øl, jeg ville have svært at få fingre i andre steder og på andre tidspunkter. Den første bruttoliste indeholdt 71 øl, jeg godt gad prøve ... Efter en hård sortering endte anden-udgaven på kun 26 varianter, mens resten var røget på reserve-listen! Men næsten som sædvanligt blev den fine planlægning "ødelagt" af spontane stop undervejs, der indebar ikke-planlagte væsker i smageglasset. Men der var også enkelte øl, der enten ikke var taget med eller også var der ikke haner nok hos udstilleren og der var derfor et rotationsprincip. Lidt ærgerligt, og på den konto røg eksempelvis nogle øl fra Stone Brewing Company og Pretty Things Beer & Ale Project. Samlet fik jeg smagt 33 øl og selv om mit armbånd giver adgang til alle dagene, tror jeg at det ender med det.

Det første stop vi gjorde var hos polske Browar Reden. De startede i 2013 som mikrobryggeri, men har allerede opskaleret til industriel størrelse. Det selv om ølscenen endnu ikke er så stor i Polen - således har de fleste mikrobryggerier ikke egne faciliteter. Jeg havde på forhånd udset mig at ville prøve 90 Minut na godzine - en IPA der var humlet pellet for pellet i 90 minutter. Den duftede af mere end den smagte, men var fin og aromatisk. Vi prøvede også deres Beergeek Bizon Bock, som er en Weizen Bock – Champagne bizon grass smoked imperial weizen bock! Den blev serveret med et strå bisongræs. Den havde en sød og parfumeret duft og smag, med en let røget og man kunne næsten mærke de små bobler fra den champagnefermenterede øl. De fortalte at de var blevet kontaktet af en distributør herfra, så måske kan man fremover få deres øl her i landet.

Glade polske bryggere

Et af de næste stop var hos Carlsberg/Jacobsen. Ikke for at smage deres produkter, men de har altid et fint køleskab stående med øl fra Brooklyn, herunder specielle varianter, som ikke fås herhjemme. Da vi ankom, var selveste Garreth Oliver til stede bag disken, men han var travlt optaget, så vi fik ikke snakket med ham. Til gengæld fik vi smagt tre af hans øl: Wild Horse Porter - Barrel Aged; den er lagret på Woodford Reserve bourbon fade. Fin, relativt let porter, med lakrids og røg i smagen og med en syrlig undertone fra fadlagringen. Næste var K is for Kriek, en ale brygget med honning, sirup og appelsinskaller, for derefter at blive lagret på bourbonfade med hele kirsebær. Gæret med en champagnegær. Der var meget kirsebær upfront i smagen, fine champagnebobler og en tør, næsten saison'et eftersmag. Sidste var Improved Old Fashioned, en rugale, som duftede af frisk opvaskemiddel, men smagte meget af julekrydderier, herunder allehånde. Lidt henad Nøgne Øs Underlig Jul, men også med et let farmhouse præg. Den har også været en tur i nogle fade inden den bliver sluppet fri, så måske stammer det derfra.

De smagte øl og en travl brygger

Vi måtte videre, og fik en lang snak med Prima Beer. Han prøvede at overbevise os om Abbaye de Valmagnes fortræffeligheder - et fransk bryggeri, men øllet derfra var generelt lidt kedeligt. Dog smagte La Mouska fra Brasserie d'Oc sødmefuldt og drueagtigt, men så var der også brugt Muscatdruer i fremstillingen. Der var også Lervig hos Prima, og jeg fik Årstid Black Saison, som godt nok havde elementer både fra den mørke og den mere funky side, men som af en eller anden grund blev lidt svær at drikke.

Overfor havde Indslev/Ugly Duck deres stand, men da jeg netop har været igennem et stort udvalg af deres nye øl, indkøbt i gårdbutikken, var der ikke meget at komme efter. Deres Imperial Red Ale var dog ret god, med megen malt, sødme og karamel, afstemt med noget smag af træ og fin bitterhed.

To danske bryggerier, jeg normalt godt gider drikke produkter fra, skuffede lidt. Hos Rocket Brewing smagte jeg Sur Saison, som ikke havde megen Brettsmag og generelt var lidt tynd og en Exit IPA, som duftede af mere end hvad smagen kunne holde, hvor Bretten, som ellers er deres signatur, var svær at erkende. Herslev havde Mark Kirsebær med, som er den vist nok eneste i Mark serien jeg endnu ikke havde prøvet. Den var meget som saftevand og de fine syrlige indtryk fra grundbryggen var lidt forsvundet. De havde også en Birk med, som skulle være en hvedeøl med birketræ. Træet synes jeg ikke jeg kunne smage. Den smagte mere henad en blonde, og var ikke vildt spændende.

Man kan ikke drikke sig gennem en hel aften uden noget at spise. Jeg havde været for sent ude med at booke bord på festivalens egen restaurant, der ellers serverer tre-retters menu med øl til, så vi endte med en hurtig, varm to-go ret fra cafeen, Humlepot med kalv, paprikasovs, mos og drys. Den tilhørende chili fravalgte vi - hvis man vil smage på øllet, så er det en ret dårlig ide at spise chili samtidig. Med tanke på, at der ikke var særlig mange gæster til stede, må man håbe at det de efterfølgende dage går bedre med at få afviklet bestillingerne.

Humlepotten nydes - i baggrunden restauranten Højt Skum

Sammen nåede vi også forbi Syndikatet, hvor vi fik Pandaen, en sort IPA, der mest var porter, og ikke særlig meget IPA, samt Psykopaten, en voldsomt humlet sag, med en påstået IBU på hele 500 og en massiv, frugtig fyldighed, presset ned i sølle 5,8 %, med mange frugtige og blomstrede noter fra humlen. Hos Munkebo prøvede vi Stærk Hjemstavn, som er lavet med deres egen isolerede gær fra bier. Dens fortræffeligheder forsvandt nok lidt i den meget maltede og søde ale på 10 % - skulle nok have prøvet den almindelig Hjemstavn for bedre at kunne vurdere gæren. Vi fik også Balder, en IPA med megen mango og passionsfrugt smage - virkede frisk og dejlig.

Herefter måtte jeg klare mig selv, og jeg fortsatte med at gå rundt og prøvesmage. En lille overraskelse var Vild Hvede fra Bøgedal; normalt synes jeg de er lidt for diskrete, øllene derfra, men var der en fin balance mellem det saison'ede, det lidt vilde, røg og det i øvrigt bløde og imødekommende indtryk. Røgslør fra Birkerød Bryghus og Ølhandel var for syrlig, næsten på grænsen til inficeret, men bryggeren forsikrede, at sådan var hensigten.

Mango Magnifico fra Founders Brewing Company havde først en stor dosis mangojuice at byde på, og lige som man begyndte at synes, at det var for meget, kom en prikkende chili i halsen og vippede balancepinden på plads igen. Det er svært med chili i øl, men her gik det godt, og så endda i en lys type. Jeg smagte også på to øl fra Clown Shoes, Chocolate Sombrero, en imperial stout der skulle indeholde både kanel og en mild chilipeber, men "bare" var en fin og tilforladelig øl for typen, samt Hoppy Feet, en sort IPA, der virkede bedre afstemt end den tidligere på aften smagte fra Rocket Brewing. Spanske Edge Brewing bød på en Accidential Jedi, en trippel IPA, der var voldsomt tung, sprittet og marmeladeagtig i duften og meget fyldig og næsten viskøs i munden. Men god smag og bitterhed.

Amager Bryghus var efter første planlægningsrunde røget ned på reservelisten - ikke fordi deres øl er uinteressante, men fordi jeg regnede med at kunne smage dem på et andet tidspunkt. Jeg endte dog alligevel hængende i baren hos dem en god halv times tid, og fik smagt seks nye øl. Completely Bocked Up er en dobbeltbock og var lidt for sød til mig, næsten vammel. Den bedste nyhed var Juicy Fruity, en 5 % hoppy saison, hvor alt det bedste fra humle og saison og lidt vildskab er pakket ned i en meget drikbar og velsmagende øl. The Unbelievable Norwegian Alligator Dong Flop (come on, nu er navngivningen kammet bare en smule over, ik?) en imperial saison i samarbejde med norske Haandbryggeriet. Klare saisonnoter, godt skjult alkohol og derfor også nem og behagelig at drikke. Farmer John kaldes for en farmhouse IPA og havde en let sødme, let farmhouse, og en meget let IPA del, men det endte med en god, tør og krydret øl. Det gør slet ikke noget, at de prøver at lege lidt med saison, farmhouse og anden slags lettere vildskab. Top Roll er en imperial lakridsporter lavet sammen med småt legendariske Cigar City. Jeg synes dog, at lakridsen var noget nedtonet og først gjorde sig bemærket langt inde, eller nede, i eftersmagen. Ellers en dejlig øl. Black Swan er en session imperial stout (!!!), lavet sammen med Svanemøllen Bryghus, en ny udgave af sidstnævntes Congobajer, en tidligere DM vinder i håndbryg. Stilarten må tilkendegive, at den har smag og kraft som en "rigtig" imperial stout, men at den er lettere drikkelig pga. lavere alkohol. Den var ret røget i både duft og smag, og dejlig blød.

Sluttelig kom jeg forbi Thisted, mest for at smage Beer Geek Limfjordsporter, en mashup af Mikkellers (verdens)berømte stout Beer Geek Breakfast stout og den i Danmark næsten lige så berømte Limfjordsporter. Det var sidst på aftenen, hvorfor mit indtryk af, at det mest lignede en Limfjordsporter måske skal tages med et gran salt. Efter den voldsomme øl prøvede jeg også Cold Hawaii Rav, som var let syrlig fra den tilsatte havtorn, og ravet måske kunne anes som let harpiks/fyr smag. Fint krydret, Ny Nordisk øl.

Jeg nåede som sagt ikke det hele, og der vil helt klart være nogle, jeg efterfølgende indser, at jeg burde have smagt. Mange af øllene her på denne festival, nok ligefrem de allerfleste, er ellers tilgængelige i landet på den ene eller anden, lettere eller mere besværlig måde. Det gør Ølentusiasternes festival en smule mindre nørdet og elitær end Copenhagen Beer Celebration. Der var denne torsdag aften som sagt masser af plads i Lokomotivværkstedet, og man kunne nemt komme til at tale med bryggerne - hvis man da kunne få ørenlyd. Akustikken i hallen var forfærdelig, ens egen og naboens snak forsvandt op under loftet og blev kastet tilbage, rungende og iblandet alle andres tale. Jeg bemærkede ikke dette forhold sidste år - mon ikke Lokomotivværkstedet evner at gøre noget ved det - hvis lejeren (Danske Ølentusiaster) ønsker det? Dette var stort set eneste lettere kritiske forhold og jeg skal afslutte med at sige tak for invitationen til Ølentusiasterne og Danske Øldommere samt ikke mindst udstillerne. Og tak til min kæreste for at gide at nørde øl sammen med mig.

Hallens fortid gør sig stadig bemærket

Nye retninger fra Ugly Duck

En familieweekend i Jylland kan godt gå hen og blive givtig på flere niveauer. En sikker vinder er at stoppe op i Indslev ved afkørsel 57 på den fynske motorvej og kigge ind i Indslevs/Ugly Ducks gårdbutik. Jeg er klart mest til sidstnævnte brands produkter, og da de indenfor det seneste halve år eller så er gået nye veje for dem, var der en ekstra god anledning til at købe ind blandt produkter, jeg har haft svært ved at finde i København.

Saison du Chardonnay, 7,5 %, i samarbejde med Kolding Bryglaug. En hoppy saison, der har været 9 måneder i et gammelt Chardonnayfad. Grundbryggen er Højsaison. Har en noget spøjs duft af anis, staldmiljø (ikke Brett) og tør egefad med sprutnoter. Starter sødligt, med karamel, der efterfølges af anis/fennikel smag, med undertoner af ananas. Så kommer der træ, eg og vinnoter og slutter med tørre saisonkrydderier. Synes humlesmagen er dampet af, men så er der kommet en hel masse andre, uventede men slet ikke dårlige ting med i flasken. Har samlet nok mere mindelser om vin end om øl, men det smager nu ret fint alligevel - og kan ikke undslå mig at uddele en hel håndfuld skumfiduser, på en respektfuld måde.

White Rabbit, 7,0 % hvid IPA med Brett og med hvede. Der er en dejlig duft af Brett med noget underliggende citrus. Under det tykke skum gemmer der sig en dejlig hybrid, hvori jeg nemt kan finde Bretten og humlen, samtidig med at blødheden signalerer hvedemalt. Det smager af lyst brød, let citron, peber, nellike, græs og koriander og afsluttes med en fin bitterhed, der nemt kan stamme fra både humle og Brett. IPAen er den del jeg smager mindst, men alligevel er det en rigtig godt skruet sammen øl. Igen må jeg overrække fem skumfiduser.

Farmhouse Ale, 6,5 % saison, lagret henover vinteren i vinfade med Brettanomyces. Det har den fået en både staldmiljøagtig duft fra Bretten af, men også noget mælket, næsten gammel sur karklud. Den har en overvældende smag af Brett-gæren, med krydring, og dertil hørende tør bryg, der er gæret i bund. Den har så også opsnappet bare en antydning af mælkesyre, der er så svag, at det kun lige er antydningens kunst. Krydderblandingen består også i denne øl af nellike og peber, primært, men også lidt anis synes jeg at kunne fornemme. I forhold til ovenstående er den lidt mere kantet og mere pågående med dens Brettsmag. Det gør den nu ikke specielt meget dårligere - det rækker fint til 4-5 skumfiduser.

Ovenpå denne fine trio peger pilen over mod de fadlagrede stouts. Først er grundbryggen deres Putin, som jeg i sin tid godt kunne lide, uden at jeg faldt helt i svime.

Putins, 10 % imperial hvede stout, lagret på rødvinsfade med solbær. Den har ligget på fadet i et års tid og derefter et halvt på flaske. Det kunne selv en så stærk og uegennyttig mand/øl som Putin ikke klare uden at blive påvirket ... Den dufter fint og tydeligt nok af solbær og lidt fadduft mærker jeg også - næsten skarp. I smagen er der også kun en ret syrlig solbærsmag og noget vanilje-træ-rødvinspræg, men stoutens grundsubstans er helt forsvundet. Selvfølgelig bærer sådan en tung øl resultatet bedre end hvad en pale ale ville gøre, udsat for samme behandling, men bortset fra farven, som i øvrigt har fået et rødvinslilla skær både i skum og vædske, ville jeg ikke kunne gætte at det er stakkels Putin, der er faldet i fadet. Resten af anmeldelsen kunne så føre over i en diskussion af konceptet, men da der kommer en stribe tilsvarende eksperimenter længere nede, holder jeg inde her, og giver en noget lunken halvkarakter på 2-3 skumfiduser. Mest fordi jeg gerne VIL prøve at forstå, men endnu ikke helt EVNER.

I februar 2015 fik Ugly Duck besøg af Menno fra De Molen i Holland. Formålet var at lave den mørkeste og stærkeste øl, der endnu var brygget i Indslev. Men bryggeprocessen forløb ikke helt gnidningsfrit, og ordene Nothing but Trouble blev fremsagt og hurtigt transformeret til det nye brygs navn. Udover det rene grundbryg, blev der fremstillet seks forskellige fadlagrede varianter. Alle syv bryg var heldigvis stadig at finde i gårdbutikken, så de blev indkøbt til et sidste forsøg på at lære at  acceptere, forstå og måske endda nyde resultatet af den ekstra lagring.

Først anmeldes grundbryggen på normal vis. De efterfølgende fadlagrede udgaver vil forsøgt blive holdt op herimod og der fokuseres på forskellene, det der er tilført og det, der eventuelt er forsvundet.

Nothing but Trouble, 11 % imperial stout. Ser dejlig tyktflydende ud ved ophæld og et cafe latté farvet skum lægger sig tyndt og kortvarigt på toppen. De umiddelbare duftindtryk siger mørk chokolade, mælk, røg og kaffe til mig. Det er en fornøjelse forsigtig at slynge væsken rundt i glasset og se den på næsten kviksølvagtig manér samle sig i tykke klumper! Fornøjelsen og blødheden fortsætter ind i munden. Der er intens mørk chokolade, let røg, kaffe, peber og sluttelig en betragtelig bitterhed. Man skal næsten bruge tænderne for at få adskilt den sorte (og dejlige) "klump" øl, der er læsset indenbords og få de sidste smagsindtryk med. Det er en rigtig dejlig øl, lidt til den søde side, de to bryggerier fik lavet sammen, uanset de store anstrengelser i bryggeriet med udstyr, opskrift og ingredienser. Den får 5 skumfiduser. Med en lille smule mere kant kunne det have blevet en topscorer.

Første på banen af de fadlagrede er lagret 6 måneder på Pedro Ximénez sherry fade. Duften har fået tilført træ og umiskendelig sherryduft, men på en behagelig måde. Det har fjernet det meste af den oprindelige duft. Grundtonen i smagen er stadig den samme, men der ligger underneden sherrynoter og egetræ, der giver det lidt mere modspil til sødmen, som jeg savnede i grundbrygget. Der smages også en anelse vinøs syrlighed, som til gengæld skubber den lidt over balancepunktet mellem pleaser og punker. Røg- og kaffesmagen er nedtonede, og den har knap så megen efterbitterhed. Her er der blevet givet og taget af både godt og mindre godt, men det ender stadig med at være en pænt dejlig øl, som opnår de samme 5 skumfiduser som før den røg i tønden.

Anden omgang har været lagret på cognacs fade. Der er en form for syrlighed i duften, som ikke var med i den rene grundbryg. Det er lidt skarpt og samtidig lidt sprittet. Øllet har bevaret de fleste af de originale smagsindtryk - her er der stadig tyk mørk chokolade, kaffe mens røgen også her er fordampet noget og erstattet af spiritus som nødvendigvis må være cognacen. Det er syrligt, spruttet, lidt som en skarp frugtsmag, der går fint i spænd med sødmen. Jeg kan også mærke træsmag fra tønden og der er fortsat en god bitterhed. Det er også her gået ganske godt at spærre væsken inde i et halvt år og få tilført nuancer, der ikke var til stede. Den får ligeledes 5 skumfiduser, og jeg begynder at ane en fremtid for mig og min gane, men der er en stribe whisky-varianter ventende i den umiddelbare horisont ...

Jeg valgte dog først at knappe den variant op, som havde lagret på Rioja rødvins fade. Det har givet den et umiskendeligt præg af egetræ og rødvin i duften, men også en anelse (ædel) råddenskab og vanilje. Det er mest træet der genfindes i smagen, der formår at spille op til og med den noget søde grundbryg og tilføre den ekstra kant, jeg savnede i den. En ting jeg normalt frygter i mørke øl er vanilje, men det der er her, er i så små mængder, at det udover næsten ikke er til at smage, også tilfører et let sødligt-krydret præg. Jeg kan også smage vin, men igen er det underspillet og ikke for dominerende, mest som en let syrlighed. Så også denne lagrede variant falder i min smag, og jeg kvitterer igen med 5 skumfiduser.

Så kommer whiskyfadene på banen, her fra Bruichladdich. Jeg skal ikke påberåbe mig noget stort whisky-kendskab, men denne har jeg ikke hørt om. Destilleriet ligger på øen Islay, der også huser for mig mere kendte navne som Ardbeg og Laphroaig. Nå, det skal ikke udvikle sig til en geografisk whiskytur - tilbage til dagens øl. Duften fra øllet har ikke taget særligt meget indtryk fra lagringen, om noget. Også smagen er i store, og næsten uforandrede træk som i grundbryggen. Jeg fornemmer en let spruttet-syrlig eftersmag, som må tilskrives whiskyen, men ellers er det sødt, trygt og godt. Det giver en anelse kant, igen, og det er jo sådan set positivt, at det ikke overtager forestillingen 100 %, som jeg så mange gange før har været ude for, især med whiskyfadlagring. Jeg må dog gå en smule ned i karakterskalaen, og ender på de 4-5 skumfiduser. Det er whiskysmagen, som selv om den er neddæmpet, trækker lidt fra i oplevelsen for mig. Den giver kant, men sådan på en for mig lidt mindre heldig måde. Men det er stadig en ret dejlig øl at drikke.

Næste har været i Port Charlotte whiskyfade, og der udloves ekstra røg. Det er whisky fra foregående destilleri, der lagres på gamle fade fra den nu lukkede nabo Port Charlotte. Det har den fået en ekstra tand tørverøg ud af som duftindtryk. Det er også først og fremmest et ekstra skud røgsmag, af en meget behagelig tør slags, øllet har fået tilført som smag, og jeg fornemmer ikke rigtig, at der er forsvundet noget. Jeg kan næsten ikke erkende nogen syrlig-spruttet whiskysmag som i foregående bryg og her synes jeg at en god øl, udelukkende bliver bedre, ved at få den ekstra kant af røg, som holder sødmen lidt i ave. Det må give en lidt højere bedømmelse: 5-6 skumfiduser.

Sidst på tur i glasset kommer den jeg på forhånd frygtede mest, Jack Daniels fadlagret. Bourbon er en vederstyggelighed og hvad kan det ikke udsætte en øl for? Duften siger sødlig-vammel spirituosa, og også noget overraskende fanger jeg en dild-note (jeg fik associationen svensk krebsegilde)! Smagsmæssigt har øllet ikke suget det store ud af bourbonfadene, der er noget træ, sur syrlighed (!), men i den diskrete ende, og let ekstra alkohol. Samlet meget diskret og faktisk mindre tilstedeværende end den som lå på almindelige skotske whiskyfade. Jeg kan godt smage en næsten ren bourbon-smag længst nede, men på forunderlig vis, bliver jeg ikke frastødt. Så også her må jeg hæve bedømmelsen fra den rene, ufadlagrede en smule og give 5-6 skumfiduser.

Ikke kun til besvær ...

Samlet må konklusionen blive, at fadlagring kan være en positiv ting, både for øllet og for Dude Beering. Det kommer helt an på hvilket slags fad, der er anvendt, hvor længe øllet har svømmet rundt i fadet og sikkert også grundbryggens indbyggede kvaliteter, der sikkert er mere eller mindre modtagelig for input fra opholdet i fadene. Det er lidt påfaldende, at stakkels Putin var et år i fadet, mens de øvrige kun lå den halve tid. Det er nok en af forskellene som har gjort, at Nothing but Trouble serien bekom mig vel. Så, øvelsen har været lærerig, og jeg ved nu måske lidt mere om, hvad jeg skal kigge efter, så også de whiskyfadlagrede øl kan nydes med velbehag.


#1335-1345

Brygdag på Amager

I lighed med tidligere år samarbejdsbrygger Amager Bryghus i dagene op til Copenhagen Beer Celebration. Dude Beering var blevet inviteret med på en kigger og oprindeligt skulle Wicked Weed have lavet et bryg i dag. De måtte dog melde afbud og i stedet var det Fonta Flora fra North Carolina, der var på besøg. De er måske mest kendt for at bruge lokale urter og ingredienser fra Appalacherne i deres øl. Dagens bryg endte dog med at blive en mere traditionel ipa, hvor Citra, Simcoe og Amarillo humlerne blev anvendt. Der blev/bliver humlet mindst 5 gange i processen inden øllet er færdigt.

Fonta Flora er et lille familieforetagende, hvor Todd og Sarah står for det hele. Langt det meste øl sælges fra fad på bryggeriet/baren og de gange, hvor der har været salg af flasket øl, har det næsten udviklet sig til håndgemæng, hvorfor det igen er blevet fravalgt. Det betyder, at deres produkter har en meget lokal distribution. Langt det meste af deres øl som kan findes på RateBeer, har da også omkring kun en håndfuld bedømmelser. Todd vil gerne kunne sælge mere og mere vidt omkring og går i udvidelsesplaner. Det gør Amager jo også, men det er en helt anden historie ... Fonta Flora er at finde på CBC og jeg ville gerne have været forbi og smage, men det kommer jeg ikke.

Som sædvanlig under disse dage var der et mylder af folk til stede i bryggeriet, både venner, kunder, leverandører og andet godtfolk i branchen, herunder ydmyge eksistenser som Dude Beering og andre fremtrædende ølbloggere. Udover at huset var åbent, flød hanerne fra bryggeriets bar med øl, herunder nye øl som The Big Slurp, en 5,5 % amerikansk pale ale, brygget som en slags lillebror til Wookie, og Black Ace, en 8,4 % imperial porter, single humlet med Sorachi Ace. De var hhv. maj og april måneds fadøl fra Amager. Der blev også serveret frokost, som John fra John's Hotdog Deli var forbi med.

Dude Beering siger tak for i dag til Amager og glæder sig til at bryggene bliver frigivet den 2. juli til den store traditionelle amarikanerdag på bryggeriet. Det kan kun blive godt ...

Andreas fra Amager og Todd fra Fonta Flora har besluttet sig for humleprofilen og der vejes af

Efter indmæskningen recirkuleres der

Koncentreret humlejuice

Papsø tager fotos til Instagram og FaceBook

I morgen starter CBC og der skal øl derud

Dagens frokost var ikke hotdogs ...

Fynsk kellerbier

Vends Herred Årgangsbryg 2015,  5,5 % kellerbier fra Indslev. Kellerbier er ufiltrerede og upasteuriserede lagerøl, der kan have et relativt højt indhold af humle. Her i et forsøg på at bruge helt friskplukket, lokalt dyrkede humler Magnum og Saphir. Det er nok så lidt sent, at jeg får smagt denne øl, da den blev brygget tilbage i oktober 2015, mere end et halvt år før åbningen af flasken i min pittoreske Østerbro-hybel. Duften er som typisk fra undergæret øl, med overvægt af lyst brød og græs. Da det er Indslev der brygger, er der naturligvis hvede med i bryggen, her umaltet og det giver en dejlig blød og rund mundfølelse. Smagen er igen pilsnertypisk, med en vis maltsødme og har en snert af humle af en slags og styrke, som er lidt mere end hvad pilsner har. Her et godt stykke tid efter brygning er der kun fornemmelsen af noget mere frisk, citrus af den søde slags tilbage, men det er nok til at pifte det op. Bitterheden er rimelig diskret og styrker det letdrikkelige i denne øl. Den redder tre skumfiduser hjem.

#1334

Nordic Dunkel Weiss - gæret med vandregæren

Nordic Dunkel Weiss, 5 % hvedeøl fra Fanø bryggeri, gæret med vandre-gæren fra Ny Nordisk Øl projektet, hvoraf jeg tidligere har smagt Kissmeyers/Ebeltoft bryg, med velbehag. Jeg fanger mest malt i duften fra det mørke øl, iblandet lidt landlig idyl, men af en meget svag slags. Det er også mørke maltsmage, en vis syrlighed og nogle toner af lakrids og frugt - hvorfra sidstnævnte stammer er lidt svært at afgøre. Jeg har tidligere smagt pærer i en vandreølsgær så måske afgiver gæren nogle frugtige noter? Ikke megen bitterhed at tale om, men det forventer jeg heller ikke i en mørk hvedeøl. Den forekommer mig lidt for neutral, på grænsen til det kønsløse og uinteressante, og gæren formår i denne bryg ikke at give et særpræg. Den er såmænd behagelig nok at drikke, nok lidt lettere end andre mørke hveder, men så er der ikke flere rosende ord i skuffen til Fanø. Det ender på tre små skumfiduser.

#1333

Hop Concept, Hull Melon & Blanc

Hull Melon & Blanc, 8 % IPA fra Hop Concept. Port Brewings andet IPA brand Hop Concept har før glædet min gane med deres fire øl i serien Hop Freshener. Nu er der startet en ny serie med et par humler til at give smag; jeg har øjensynligt misset den første i serien (Galaxy & Comet), men den må jeg se om ikke den kan findes. Denne nr. to er brygget med de tyske humler Hüll Melon og Hallertauer Blanc, begge stammer fra den amerikanske humle Cascade. Uventet mærker jeg en lidt skarp duft, med spor af råddenskab. Smagen fejler ikke noget, og der er lagt vægt på aromahumlingen. Der er en ret blød og frugtig andel med melon og jordbær, som jeg rent faktisk kan erkende med vejledning fra etiketten. Også mere klassiske passionsfrugt og en noget tør og rivende fyrrenål til sidst. Den balancerer fint mellem let frugtsødme, diskrete og lidt mere pågående humler og moderat slutbitterhed (for typen - en leverpostejsfarvet dansker med gennemsnitlige og typiske ølvaner vil jo nok kløjs i suppen, men vi humlehoveder kan ikke få nok). Fem skumfiduser.

#1332

X-ray

X-ray, 8,5 % imperial porter fra italienske Brewfist. Ret kraftigt skummende ved ophæld, men heldigvis er der ikke noget i duften, der antyder forurening. Jeg fanger chokolade, vinøsitet/alkohol, rosiner og lidt kaffe. Der er mørk, lidt bitter chokolade fra malten i smagen og det følges af nogle mørke stenfrugter, kaffe, noget alkohol, der næsten virker som kommende fra fadlagring og en mellem bitterhed, der drukner lidt i den fyldige malt. Karboneringen prikker i munden, mere end hvad normalt er for disse mørke typer; det gør den måske lidt friskere i smagen, men samtidig også noget sværere at smage. På plussiden tæller en moderat sødme med flere andre smagsindtryk, som karboneringen omvendt er for hidsig til at tillade fuld spilletid i ganen. Den er OK, med betydeligt potentiale til at blive bedre - 3-4 skumfiduser.

#1331