torsdag den 5. maj 2016

Hop Concept, Hull Melon & Blanc

Hull Melon & Blanc, 8 % IPA fra Hop Concept. Port Brewings andet IPA brand Hop Concept har før glædet min gane med deres fire øl i serien Hop Freshener. Nu er der startet en ny serie med et par humler til at give smag; jeg har øjensynligt misset den første i serien (Galaxy & Comet), men den må jeg se om ikke den kan findes. Denne nr. to er brygget med de tyske humler Hüll Melon og Hallertauer Blanc, begge stammer fra den amerikanske humle Cascade. Uventet mærker jeg en lidt skarp duft, med spor af råddenskab. Smagen fejler ikke noget, og der er lagt vægt på aromahumlingen. Der er en ret blød og frugtig andel med melon og jordbær, som jeg rent faktisk kan erkende med vejledning fra etiketten. Også mere klassiske passionsfrugt og en noget tør og rivende fyrrenål til sidst. Den balancerer fint mellem let frugtsødme, diskrete og lidt mere pågående humler og moderat slutbitterhed (for typen - en leverpostejsfarvet dansker med gennemsnitlige og typiske ølvaner vil jo nok kløjs i suppen, men vi humlehoveder kan ikke få nok). Fem skumfiduser.

#1332

Ingen kommentarer:

Send en kommentar