mandag den 9. maj 2016
Fynsk kellerbier
Vends Herred Årgangsbryg 2015, 5,5 % kellerbier fra Indslev. Kellerbier er ufiltrerede og upasteuriserede lagerøl, der kan have et relativt højt indhold af humle. Her i et forsøg på at bruge helt friskplukket, lokalt dyrkede humler Magnum og Saphir. Det er nok så lidt sent, at jeg får smagt denne øl, da den blev brygget tilbage i oktober 2015, mere end et halvt år før åbningen af flasken i min pittoreske Østerbro-hybel. Duften er som typisk fra undergæret øl, med overvægt af lyst brød og græs. Da det er Indslev der brygger, er der naturligvis hvede med i bryggen, her umaltet og det giver en dejlig blød og rund mundfølelse. Smagen er igen pilsnertypisk, med en vis maltsødme og har en snert af humle af en slags og styrke, som er lidt mere end hvad pilsner har. Her et godt stykke tid efter brygning er der kun fornemmelsen af noget mere frisk, citrus af den søde slags tilbage, men det er nok til at pifte det op. Bitterheden er rimelig diskret og styrker det letdrikkelige i denne øl. Den redder tre skumfiduser hjem.
#1334
Etiketter:
Indslev,
kellerbier
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar