Saison du Chardonnay, 7,5 %, i samarbejde med Kolding Bryglaug. En hoppy saison, der har været 9 måneder i et gammelt Chardonnayfad. Grundbryggen er Højsaison. Har en noget spøjs duft af anis, staldmiljø (ikke Brett) og tør egefad med sprutnoter. Starter sødligt, med karamel, der efterfølges af anis/fennikel smag, med undertoner af ananas. Så kommer der træ, eg og vinnoter og slutter med tørre saisonkrydderier. Synes humlesmagen er dampet af, men så er der kommet en hel masse andre, uventede men slet ikke dårlige ting med i flasken. Har samlet nok mere mindelser om vin end om øl, men det smager nu ret fint alligevel - og kan ikke undslå mig at uddele en hel håndfuld skumfiduser, på en respektfuld måde.
White Rabbit, 7,0 % hvid IPA med Brett og med hvede. Der er en dejlig duft af Brett med noget underliggende citrus. Under det tykke skum gemmer der sig en dejlig hybrid, hvori jeg nemt kan finde Bretten og humlen, samtidig med at blødheden signalerer hvedemalt. Det smager af lyst brød, let citron, peber, nellike, græs og koriander og afsluttes med en fin bitterhed, der nemt kan stamme fra både humle og Brett. IPAen er den del jeg smager mindst, men alligevel er det en rigtig godt skruet sammen øl. Igen må jeg overrække fem skumfiduser.
Farmhouse Ale, 6,5 % saison, lagret henover vinteren i vinfade med Brettanomyces. Det har den fået en både staldmiljøagtig duft fra Bretten af, men også noget mælket, næsten gammel sur karklud. Den har en overvældende smag af Brett-gæren, med krydring, og dertil hørende tør bryg, der er gæret i bund. Den har så også opsnappet bare en antydning af mælkesyre, der er så svag, at det kun lige er antydningens kunst. Krydderblandingen består også i denne øl af nellike og peber, primært, men også lidt anis synes jeg at kunne fornemme. I forhold til ovenstående er den lidt mere kantet og mere pågående med dens Brettsmag. Det gør den nu ikke specielt meget dårligere - det rækker fint til 4-5 skumfiduser.
Ovenpå denne fine trio peger pilen over mod de fadlagrede stouts. Først er grundbryggen deres Putin, som jeg i sin tid godt kunne lide, uden at jeg faldt helt i svime.
Putins, 10 % imperial hvede stout, lagret på rødvinsfade med solbær. Den har ligget på fadet i et års tid og derefter et halvt på flaske. Det kunne selv en så stærk og uegennyttig mand/øl som Putin ikke klare uden at blive påvirket ... Den dufter fint og tydeligt nok af solbær og lidt fadduft mærker jeg også - næsten skarp. I smagen er der også kun en ret syrlig solbærsmag og noget vanilje-træ-rødvinspræg, men stoutens grundsubstans er helt forsvundet. Selvfølgelig bærer sådan en tung øl resultatet bedre end hvad en pale ale ville gøre, udsat for samme behandling, men bortset fra farven, som i øvrigt har fået et rødvinslilla skær både i skum og vædske, ville jeg ikke kunne gætte at det er stakkels Putin, der er faldet i fadet. Resten af anmeldelsen kunne så føre over i en diskussion af konceptet, men da der kommer en stribe tilsvarende eksperimenter længere nede, holder jeg inde her, og giver en noget lunken halvkarakter på 2-3 skumfiduser. Mest fordi jeg gerne VIL prøve at forstå, men endnu ikke helt EVNER.
I februar 2015 fik Ugly Duck besøg af Menno fra De Molen i Holland. Formålet var at lave den mørkeste og stærkeste øl, der endnu var brygget i Indslev. Men bryggeprocessen forløb ikke helt gnidningsfrit, og ordene Nothing but Trouble blev fremsagt og hurtigt transformeret til det nye brygs navn. Udover det rene grundbryg, blev der fremstillet seks forskellige fadlagrede varianter. Alle syv bryg var heldigvis stadig at finde i gårdbutikken, så de blev indkøbt til et sidste forsøg på at lære at acceptere, forstå og måske endda nyde resultatet af den ekstra lagring.
Først anmeldes grundbryggen på normal vis. De efterfølgende fadlagrede udgaver vil forsøgt blive holdt op herimod og der fokuseres på forskellene, det der er tilført og det, der eventuelt er forsvundet.
Nothing but Trouble, 11 % imperial stout. Ser dejlig tyktflydende ud ved ophæld og et cafe latté farvet skum lægger sig tyndt og kortvarigt på toppen. De umiddelbare duftindtryk siger mørk chokolade, mælk, røg og kaffe til mig. Det er en fornøjelse forsigtig at slynge væsken rundt i glasset og se den på næsten kviksølvagtig manér samle sig i tykke klumper! Fornøjelsen og blødheden fortsætter ind i munden. Der er intens mørk chokolade, let røg, kaffe, peber og sluttelig en betragtelig bitterhed. Man skal næsten bruge tænderne for at få adskilt den sorte (og dejlige) "klump" øl, der er læsset indenbords og få de sidste smagsindtryk med. Det er en rigtig dejlig øl, lidt til den søde side, de to bryggerier fik lavet sammen, uanset de store anstrengelser i bryggeriet med udstyr, opskrift og ingredienser. Den får 5 skumfiduser. Med en lille smule mere kant kunne det have blevet en topscorer.
Første på banen af de fadlagrede er lagret 6 måneder på Pedro Ximénez sherry fade. Duften har fået tilført træ og umiskendelig sherryduft, men på en behagelig måde. Det har fjernet det meste af den oprindelige duft. Grundtonen i smagen er stadig den samme, men der ligger underneden sherrynoter og egetræ, der giver det lidt mere modspil til sødmen, som jeg savnede i grundbrygget. Der smages også en anelse vinøs syrlighed, som til gengæld skubber den lidt over balancepunktet mellem pleaser og punker. Røg- og kaffesmagen er nedtonede, og den har knap så megen efterbitterhed. Her er der blevet givet og taget af både godt og mindre godt, men det ender stadig med at være en pænt dejlig øl, som opnår de samme 5 skumfiduser som før den røg i tønden.
Anden omgang har været lagret på cognacs fade. Der er en form for syrlighed i duften, som ikke var med i den rene grundbryg. Det er lidt skarpt og samtidig lidt sprittet. Øllet har bevaret de fleste af de originale smagsindtryk - her er der stadig tyk mørk chokolade, kaffe mens røgen også her er fordampet noget og erstattet af spiritus som nødvendigvis må være cognacen. Det er syrligt, spruttet, lidt som en skarp frugtsmag, der går fint i spænd med sødmen. Jeg kan også mærke træsmag fra tønden og der er fortsat en god bitterhed. Det er også her gået ganske godt at spærre væsken inde i et halvt år og få tilført nuancer, der ikke var til stede. Den får ligeledes 5 skumfiduser, og jeg begynder at ane en fremtid for mig og min gane, men der er en stribe whisky-varianter ventende i den umiddelbare horisont ...
Jeg valgte dog først at knappe den variant op, som havde lagret på Rioja rødvins fade. Det har givet den et umiskendeligt præg af egetræ og rødvin i duften, men også en anelse (ædel) råddenskab og vanilje. Det er mest træet der genfindes i smagen, der formår at spille op til og med den noget søde grundbryg og tilføre den ekstra kant, jeg savnede i den. En ting jeg normalt frygter i mørke øl er vanilje, men det der er her, er i så små mængder, at det udover næsten ikke er til at smage, også tilfører et let sødligt-krydret præg. Jeg kan også smage vin, men igen er det underspillet og ikke for dominerende, mest som en let syrlighed. Så også denne lagrede variant falder i min smag, og jeg kvitterer igen med 5 skumfiduser.
Så kommer whiskyfadene på banen, her fra Bruichladdich. Jeg skal ikke påberåbe mig noget stort whisky-kendskab, men denne har jeg ikke hørt om. Destilleriet ligger på øen Islay, der også huser for mig mere kendte navne som Ardbeg og Laphroaig. Nå, det skal ikke udvikle sig til en geografisk whiskytur - tilbage til dagens øl. Duften fra øllet har ikke taget særligt meget indtryk fra lagringen, om noget. Også smagen er i store, og næsten uforandrede træk som i grundbryggen. Jeg fornemmer en let spruttet-syrlig eftersmag, som må tilskrives whiskyen, men ellers er det sødt, trygt og godt. Det giver en anelse kant, igen, og det er jo sådan set positivt, at det ikke overtager forestillingen 100 %, som jeg så mange gange før har været ude for, især med whiskyfadlagring. Jeg må dog gå en smule ned i karakterskalaen, og ender på de 4-5 skumfiduser. Det er whiskysmagen, som selv om den er neddæmpet, trækker lidt fra i oplevelsen for mig. Den giver kant, men sådan på en for mig lidt mindre heldig måde. Men det er stadig en ret dejlig øl at drikke.
Næste har været i Port Charlotte whiskyfade, og der udloves ekstra røg. Det er whisky fra foregående destilleri, der lagres på gamle fade fra den nu lukkede nabo Port Charlotte. Det har den fået en ekstra tand tørverøg ud af som duftindtryk. Det er også først og fremmest et ekstra skud røgsmag, af en meget behagelig tør slags, øllet har fået tilført som smag, og jeg fornemmer ikke rigtig, at der er forsvundet noget. Jeg kan næsten ikke erkende nogen syrlig-spruttet whiskysmag som i foregående bryg og her synes jeg at en god øl, udelukkende bliver bedre, ved at få den ekstra kant af røg, som holder sødmen lidt i ave. Det må give en lidt højere bedømmelse: 5-6 skumfiduser.
Sidst på tur i glasset kommer den jeg på forhånd frygtede mest, Jack Daniels fadlagret. Bourbon er en vederstyggelighed og hvad kan det ikke udsætte en øl for? Duften siger sødlig-vammel spirituosa, og også noget overraskende fanger jeg en dild-note (jeg fik associationen svensk krebsegilde)! Smagsmæssigt har øllet ikke suget det store ud af bourbonfadene, der er noget træ, sur syrlighed (!), men i den diskrete ende, og let ekstra alkohol. Samlet meget diskret og faktisk mindre tilstedeværende end den som lå på almindelige skotske whiskyfade. Jeg kan godt smage en næsten ren bourbon-smag længst nede, men på forunderlig vis, bliver jeg ikke frastødt. Så også her må jeg hæve bedømmelsen fra den rene, ufadlagrede en smule og give 5-6 skumfiduser.
 |
| Ikke kun til besvær ... |
Samlet må konklusionen blive, at fadlagring kan være en positiv ting, både for øllet og for Dude Beering. Det kommer helt an på hvilket slags fad, der er anvendt, hvor længe øllet har svømmet rundt i fadet og sikkert også grundbryggens indbyggede kvaliteter, der sikkert er mere eller mindre modtagelig for input fra opholdet i fadene. Det er lidt påfaldende, at stakkels Putin var et år i fadet, mens de øvrige kun lå den halve tid. Det er nok en af forskellene som har gjort, at Nothing but Trouble serien bekom mig vel. Så, øvelsen har været lærerig, og jeg ved nu måske lidt mere om, hvad jeg skal kigge efter, så også de whiskyfadlagrede øl kan nydes med velbehag.
#1335-1345
Ingen kommentarer:
Send en kommentar