Toft vine reklamerede for et par uger siden, at de meget heldigt havde fået nogle flasker KBS fra Founders Brewing på hylderne. Det skulle i følge ekspedienten være svært at få fat i dem, selv i deres hjemland. Nu viste det sig efterfølgende, at man også kunne smage på den til den netop overståede Ølsfestival. Jeg tog også en mere prisbillig stout med hjem fra samme bryggeri.
Imperial stout, 10,5 %. Den ser ved ophæld dejlig ud med det mokkafarvede skum. Øllet dufter af kaffe og mørk chokolade. Ud fra procent og øltype, er mundfylden ikke overraskende cremet og næsten olieret. Det er smag af mørk bitter chokolade, brændt kaffe og måske tillige noget røg samt i eftersmagen en vis bitterhed, der magter af trænge igennem. På trods af kun let smagssødme fornemmes den sødere end den rent faktisk er. Den må være fluidummets kærlige omgang med min tunge der udløser det indtryk. Meget fin imperial stout - 5 skumfiduser.
KBS (Kentucky Breakfast Stout), 11,2 %. En af de øl på Ratebeer der står til rating 100. Og som nævnt ikke nem at få fat i, selv i USA. Der er sprit (fra lagringen på bourbonfade), bær, kaffe og chokolade opstigende fra glassets munding. Smagen er kraftig kaffe, der er ret brændt, meget mørk chokolade, og et nogenlunde sobert aftryk af bourbon, der ikke overdøver grundbryggen. Markant bitter afslutning. Ulig den foregående almindelige imperial stout, så er denne knap så fyldig, cremet eller olieret i munden, omend man nok ikke ville kunne kalde det for en letflydende væske. Og når de to netop smagte øl skal sammenlignes, så synes jeg ikke at bourbonfadlagringen tilfører noget (og det kan sagtens være to forskellige grundbryg). Som det er skrevet en del gange før på bloggen, så er min mund mere indrettet til ikke-fadlagrede mørke øl. Det gør nu ikke denne decideret dårlig, men jeg har smagt bedre eksemplarer af typen og denne må nøjes med 4, ganske vist pæne skumfiduser.
#1164-1165
Ingen kommentarer:
Send en kommentar