mandag den 8. juni 2015

IPA møder whisky

Boilermaker, 6,5 % walisisk whisky ipa, et samarbejdsbryg mellem Brains Craft Brewery og Thinking Drinkers. Har som bekendt lidt svært ved spritlagrede mørke øl, så hvordan en ipa, lagret på originale fade med egestykker vædet med whisky, fandt vej i indkøbskurven, er lidt af en gåde. De gode humler, der skal forsøge at modstå whisky angrebet er Chinook, Simcoe, Cascade og Willamette. Duften er tydeligt mærket af røg, eg og en noget vammel sprutånde. Smagsoplevelsen er til gengæld lidt underlig at beskrive. Det starter som en ganske almindelig ale med let karamel. I stedet for at der tilkommer flere nuancer mens fluidummet risler henover de let spændte smagsløg, så sker der på en underlig måde ikke rigtig noget. Humlerne med frugt og smag og whiskyen med saft, sprut og kraft neutraliserer hinanden. Jovist, en anelse citrus og noget røget sprut kan erkendes, men slynget sammen i ganen er summen næsten nul. Sent i eftersmagen kommer whiskyen frem og ligger som en lidt billig udgave og tilbyder sig. Humlerne kan have mistet noget power - der er ligesom på langt de fleste øl ikke angivet produktionsdato, så det vides ikke hvor lang tid, de har været spærret inde. Samlet ender det som en øl, der har whiskykarakter - jeg tænker stille hvorfor og er heller ikke denne gang blevet overbevist om whiskyens berettigelse i ølproduktionen. To skumfiduser.
#1169

Ingen kommentarer:

Send en kommentar