Havheks, 5,3 % røgøl. Duften stikker ikke noget under stolen, der signaleres klar røg her. De bedste af den slags plejer jo at glæde denne gane. Men glæden varer desværre kun til første mundfuld. For udover en fin røgsmag i et ganske tyndt bryg ligger der underneden en syrlighed, som ikke er fra humle eller andre tilsigtede ingredienser, men som stammer fra forurening. Det er ikke eddike, men det er nu lige meget, dette batch (2014/47/11) har brygger Jens Petersen ikke haft styr på. Det udløser automatisk laveste karakter: 1 skumfidus.
Havbund, 7,7 % porter. Den mørke porter dufter som forventeligt af både kaffe og lakrids, samt af røgede noter. Men der er også noget der er gået galt med denne bryg. Samme ubehageligt syrlige smag, grænsende til eddike, ligger ildevarslende under bryggets tiltænkte profil og indikerer forurening et eller andet sted i processen. Odden bryg kandiderer allerede efter to øl til at være det danske modsvar på svenske Southern Plains, der også sprøjter det ene inficerede øl ud efter det andet på markedet. Det er altså ikke godt nok, uanset om det er hele batchet eller kun mig, der har været uheldig med enkelte flasker. Hvis jeg havde boet tæt på indkøbsstedet/bryggeriet, havde jeg returneret varerne. Øv. 1 skumfidus.
Havørn, 10,9 % ale. Rimelig let genkendelig lakrids i duften samt noget frisk syrlig som rønnebær. Endelig en øl, der ikke smager inficeret! Det er en øl, der ikke ville opfylde det tyske rhenheitsgebot med tilsætning af stjerneanis, appelsinskal, tormentilrod, galangarod og lakridsrod. Det giver en ret krydret øl, hvor de fleste af de tilsatte ingredienser smages, uden dog at jeg er helt sikker på, hvordan tormentil-roden plejer/skal smage. Lakridsen er det mest pågående indtryk, men med fine krydrede noter underneden til at bakke op og komplementere en anelse. Alkoholen er varmende og bitterheden forsvindende i krydderiskabet. Det ender samlet som noget medicinagtigt og måske har det ligefrem en helbredende virkning? For tormentil skulle være en ægte garvestofdroge og anvendes udvortes som gurglevand ved betændelse i mund og tandkød, samt ved mave- og tarminfektioner! 3 skumfiduser.
Julle, 7,1 % humlet juleøl fra Odden bryg. Kraftigt skummende ved opknapning og -hældning. Jeg frygter, ikke ubegrundet, noget forurening. Min skepsis blev heldigvis gjort til skamme. Ikke megen duft, mest henad pilsners græsagtige aftryk. Mild og noget sødlig i smagen, men ikke så meget mere. Måske kan jeg fange den letteste krydring med kardemomme (står ikke anført som tilsat). Den reklamerede humling er ret fraværende, både i bitterheden og i aromaen. Så selv om den ikke er fejlbehæftet, scorer den alligevel kun to skumfiduser for en jævnt anonym og kedelig præstation.
Hatten af for lokale mikrobryggerier og lokale butikker, der tør/gider sætte produkterne til salg. Men det er ingen undskyldning at være lille, når ikke man har styr på processen, hvilket to inficerede ud de fire indkøbte stærkt indikerer, de ikke har deroppe på spidsen. Derfor endte det også således for et par af flaskerne:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar