onsdag den 6. august 2014

De Dolle Brouwers

Belgisk øl var noget af det første eksotiske jeg smagte for efterhånden mange år siden, men det har ikke fyldt meget her på bloggen. Indlægget her er et beskedent forsøg på at rette op på dette underskud.

Arabier 8 % blonde. Kraftigt skummende ved ophæld resulterende i tyndt hvidt skum. Duft gær og lidt stald. God blanding af blonde og Brettanomyces med banan og fersken. Alkohol fornemmes fint. Alt spiller rigtig fint sammen - man skal bare ikke bruge den til bæl. Fem skumfiduser.


Boskeun, 9 % påskeøl/blonde. Banan/tyggegummiduft fra glasset. Meget sødligt og tykt bryg der indeholder duftens elementer også i smagen samt en ret markant alkoholisk afbrænder. Sødmen må stamme fra det tilsatte rørsukker og den honning der er tilsat til eftergæringen. Under sødmen og alkoholen er der en del krydderier, der blandt andet bidrager med noget bittert - jeg tror ikke humlen alene står for det. Samlet er det vist belgisk for fuld skrue, med lidt ekstra sødme end normalt - 3-4 skumfiduser.

Dulle Teve 10 % trippel.  Sød fylde med banan smag. Spritten smager som typisk for tripler pænt igennem. Koriander og andre sødlige krydderier sætter præg. Her fornemmes ingen Brett men kun den lidt vulgære blanding af sødme og sprit som kendetegner mange belgiske tripler. Nærende og sund! 4 skumfiduser.

Der er ingen grund til at gå udenom Belgien og deres fine øl!

#747-749

Ingen kommentarer:

Send en kommentar