lørdag den 25. januar 2014

IPA med rugmalt

Rhye IPA, 6,8 % fra Smuttynose Brewing. Lidt vammel dIPA duft. Let-mellem fyldig malthed med abrikos og karamel samt sprittede solbær. Humlen slår derefter til med en tør og nåletræsagtig bitterhed, der pander tidligere smagsindtryk til jorden. Synes ikke jeg kan smage rugmalten rigtig - tidligere øloplevelser med rug har medført en noget rundere smag. Men ganske fin til 4-5 skumfiduser.

#607

torsdag den 23. januar 2014

Genanmeldelse

Lige siden jeg til Amagers sæsonølsrelease smagte deres Vinter IPA har det undret mig lidt, at de danske IPA konger måtte tage til takke med en for dem lidt lunken karakter på 4 skumfiduser. Især fordi jeg efterfølgende har set brygget omtalt positivt. Derfor besluttede jeg at give den en chance til - denne gang en hel halvliters flaske, til forskel fra den smagsprøve fra fad jeg fik til releaset. En fin stram IPA duft med nåleskov og citrus. Et ganske let bryg på 6 %, næsten pale alesk i maltdelen, der ikke bidrager væsentligt til smagen. Der er en ikke nærmere specificeret andel hvede i, men det bemærkes ikke. Der er jo humlen der bestemmer i en IPA og her er brugt Herkules, Chinook, Amarillo, Citra og Sorachi Ace. Profilen i min mund er frugtig-frisk, men ikke så krydret. På bagkanten kommer en pæn bitter tørhed listende og lægger sig diskret henover tungens sanseorganer. Den vedblivende smag er derfor præget af nålesmagen, der måske virker lidt mere "våd" denne gang, harpiks? Samlet virker Vinter IPAen mere kompleks end jeg husker den, og flere nuancer kommer frem, når man skal "kæmpe" sig gennem en hel flaske selv. Opvarmningen hen ad vejen bidrager sikkert også til en bredere smagspalette. Jeg er glad for at jeg gav den en chance til, for de sniger sig en karakter højere op, og får denne gang en håndfuld skumfiduser (ikke en skovarbejders maltrakterede håndfuld, men fulde 5)!

Ingen opdatering af tæller da det er en genanmeldelse

onsdag den 22. januar 2014

Gourmetbryggeriet - lad vær!

Troede egentlig ikke at de eksisterede længere. Tilsyneladende er de både ejet af og øllet brygget hos Harboe, omend det ikke fremgår af dåseteksten. Kan godt huske dem og syntes at de dengang lavede OK øl. Fandt to til spotpris i Netto (vel ikke et helt godt tegn) og tester derfor:

FinAle, 6,5 % ale (westcoast ale skriver de - mener de IPA?). Lidt sur stram pilsner duft fra glasset. En meget sødlig maltsmag er første smagsindtryk. Karamel og næsten lidt banan danner baggrund for den. Der hvor jeg så forventede at westcoasten og humlen (Cascade) trådte til, sker der intet. Der er højst en lidt metallisk eftersmag som skal gøre det ud for bitterheden. Banansmagen fører med over i eftersmagen. Det her sgu fup og falsk reklame - men jeg kunne jo bare have gjort min research inden indkøbet. Det bedste der kan siges om den øl er, at den kun kostede en tier - 1-2 skumfiduser.


Piney, 5,2 % ale. Samme lidt stramme pilsner duft som FinAlen, men med en antydning af citrus. Fornemmer en stort set identisk maltbund i bryggen, som måske er lidt mindre sød, men indeholder karamel. På dåsen reklameres med Amarillohumle, men jeg finder den stort set fraværende. Udover maltsødmen, kommer hurtigt en nøddebitterhed med en metallisk og sur bismag. Intet indtryk står (heldigvis) ved længe i munden. Øv igen, 1-2 skumfiduser.



Historien om Gourmetbryggeriet er altså ikke endt lykkeligt. Begge øl smager af typisk storskalaproduktion hvor der overhovedet ikke er kælet for detaljen. Hvordan et brand kan fortsætte under disse betingelser er uvist. Det må skyldes dumtosser som mig, der ikke har fulgt med på den danske ølscene og som tror, at man kan købe godt, dansk, mikroøl til en 10er for en halv liter. Min kraftigste advarsel er hermed givet videre.

#605-606

mandag den 20. januar 2014

Tema: Brettanomyces

Lige siden jeg for en god måneds tid siden var i sour skole, hvor jeg lærte at holde af øl med Brettanomyces (i det efterfølgende kaldet Brett), har jeg snuset lidt rundt i butikkerne og forsøgt mig med flere af typen. Det er blevet til en lille samling, der her præsenteres.

Arctic saison, 6 % fra Grassroot Brewing, brygget hos Anchorage Brewing. Fermenteret i egefade. Klassisik Brett duft, men i den lette ende af skalaen. Brettsmagen af græs og læder blandes op med en let citrus i den ganske lette bryg. Meget behagelig øl, der kun viser en let Brett side. Nu er jeg jo ved at være klar til de lidt større udfordringer, men denne er nu ret fin. 4 skumfiduser.


Black Ghost, 8 % ale fra Brasserie Fantome-Soy, Belgien. Flaskens munding var forseglet med både kapsel og prop!! Prægtigt skummende var den da også. Svært at dufte noget gennem skumkronen, men lidt røg og Brett anes. Meget let bryg på trods af de 8 volt; har en let krydret smag ovenpå den svageste karamelmalt. Er det muskat jeg synes at ane? Efter indledningen kommer en blanding af en fin, svag syrlighed og det som jeg mener må være Brettgæren: hest, græs, stald mm. Slutter lidt røg-bittert. En ny variant med Brett for mig; 4 skumfiduser.



Taylor, 6,5 % saison fra Westbrook brewing. Del af deres Bearded Farmer Saison serie. Brygget med rug-, hvede- og  vel også bygmalt, de to humler Tettnanger og Pride of Ringwood, alm saisongær samt Brettanomyces. Særdeles liflig øl, en pæn mængde på bordet efter åbning og selv efter ophæld af et glas fortsatte skummet med at stige op ad flasken i lang tid (se billede). Let drikkelig, med let fylde. En god mængde Brett gør, at det er hest, græs og stald der smages (og duftes). I smagen desuden en let sødme og syrlighed og det ender med en ren bitterhed i en passende lille mængde. Måske vænner jeg mig mere og mere, men den er nu god. 4-5 skumfiduser.



Funky easter, 9,3 % ale fra Mikkeller; som mange af hans øl brygget hos De Proef Brouwerij, Belgien. En påskeøl, dette batch brygget 28.3.13, altså ikke helt friskaftappet. En særdeles funky og Brett duft møder næsen. Usædvanligt let bryg (næsten farligt let), hvor den belgiske malt-ale-bund mærkes inden Brett lægger den lidt stride måtte (men på den behagelige måde) af græs, stald og hest indover. Dette trækker med over i den lange eftersmag der er rent bitter. I smagskampen mellem malten, som er karamelsødlig (der er tilsat kandis) og Bretten, slår malten tilbage med en kort syrlighed, som må skyldes dens alliance med humlen. Denne forsigtige logring med halen er dog ikke en værdig modstander for Brett (er der mon nogen der husker Lord Brett Sinclair?). Fin kombi med en noget tungere maltbund. 4 skumfiduser.



Funked up on wheat, 7 % farmhouse ale fra Stronzo. Med 50 % hvedemalt. Tappet januar 2013. Duft af Brett, men også lidt sødligt, stammende fra hveden. Meget interessant mix i smagen. Hvedemalten, som trods en lethed alligevel trænger igennem med en typisk grundsødme, der indeholder banan. Brettgæren med hele stalden og så en ret bitter humle, der også fremviser lidt syre. Det brager let i sammenstødet, men ingen efterlades slået ud og alle parter enes derefter om kun at bidrage positivt. Det lykkes. Anderledes, interessant øl. Den får 5 skumfiduser.


Brettanomyces Lambicus, 6,4 % pale ale fra Mikkeller. Del af Yeast Series 2.0, hvor identiske øl er gæret med forskellige gærstammer. Her i denne omgang kun denne ene (på Ratebeer ser det ud som om der er mindst 6 forskellige). Dufter frisk og frugtigt, noget melon og med en meget svag Brett. Mellemfyldigt bryg, som har lidt mere pondus end pale ales normalt har, uden dog at være overvældende i smagen. De to smagsindtryk er den klassiske Brett, som er oppe imod hele 5 humler (Simcoe, Nugget, Warrior, Amarillo og Centennial), der giver fine citrusfrugter og en let blomstret krydring i smagen. Fornemmer dog, at citrusen i humlerne hiver lidt mere af "urinen" frem i Brett, uden at det dog på nogen måde bliver ubehageligt. Helt spiller det ikke sammen, men 4 skumfiduser til en fin og funket pale ale. Må hellere holde mig til hvis der kommer en Yeast Series 3.0.


Mareridt, 6 % røgøl (med Brett) fra Bryggeriet Djævlebryg. Der er en sødlig røglugt/duft fra fra øllet. En let øl, der forsøger at kombinere røgøl med Brettgær. Det lykkes fint i starten, hvor røgmaltens let sødlige røgsmag blandeds med Brett'ens karakteristiske våde staldsmag. Ud af mødet dukker lidt overraskende en ret markant syrlighed, der hænger ved længe. Ikke eddike, men citron - tror derfor at alt er som bryggeren har tænkt sig det, men hvad der startede godt, ender mindre fantastisk. Nærmer sig de belgiske sours af den mest utilgængelige type. 2-3 skumfiduser.

#598-604

søndag den 19. januar 2014

Norsk-ungarnsk samarbejde

Importer, 10,5 % imperial porter fra Nils Hansen, brygget hos Hopfanatic Brewing, Ungarn (af alle steder!). Etiketten lover mere end nok humle og jeg har set den beskrevet som en kombi af imperial porter og imperial IPA. Der er noter af chokolade og tobak i duften. Det bløde bryg indeholder smage af kaffe, læder, tobak og chokolade (mørk). Der er en vis brændthed i eftersmagen sammen med en let bitter humle. Den er ret godt sat sammen, og kæler næsten for den heldige nyder. Kan nu slet ikke få øje (eller mund) på hvor IPA delen gemmer sig, udover den nævnte humleeftersmag. Men pyt, fin øl til 4-5 skumfiduser.

Beklager den ekstra dårlige billedekvalitet denne gang
#597

lørdag den 18. januar 2014

IPA med bid

Arctic Panzer Wolf, 9 % imperial IPA fra Three Floyds. Sødlig-vammel maltduft. Medium fyldig i munden med en tør frugtsmag, der indeholder abrikos. Etiketten foreslår også marmelade og det er ikke helt skudt ved siden af. Humlerne ligger først tørt og blidt henover, holdt i skak af malten, men bringer en fin, tør og fyrret eftersmag på banen. Jeg synes at der for øltypen er et rigtigt fint mix af maltfyldighed, med plads til at humlen bliver behagelig-bitter og ikke kun besk-bitter. 4-5 skumfiduser.


#596

torsdag den 16. januar 2014

Humle-stor-komsammen!

19, 6,8 % IPA fra Mikkeller. En duft af en god citronopvask fra glasset! Har i smagen en mellem maltprofil der spænder en bund ud over det vilde eksperiment med hele 19 forskellige humler! Humlefordeling: Simcoe 17,14%, Citra 15,72%, Amarillo 14,29%, Sorachi Ace 10,71%, Bravo 6,79%, Colombus 6,79%, Cluster 4,64%, Warrior 4,64%, Cascade 3,57%, Centennial 3,57%, Palisade 2,86%, Challenger 1,43%, Galena 1,43%, Magnum 1,43%, Mt Hood 1,43%, Tettnanger 1,43%, Nugget 0,71%, Super Galena 0,71%, Williamette 0,71%. Sådan! Der findes et mylder af smage, herunder ananas, citron, melon, mango, solbær, fin peberagtig krydring og florale toner. Afslutter ret bittert, både af den gode nåletræskarakter samt en mere ren bitterhed. Ved ikke om det giver mening at bruge 19 humler og i præcist det angivne blandingsforhold. Det oplyses ikke om nogle kun er brugt enkelte steder i processen eller om de alle er bitrings-, aroma- og tørhumler. Men summen er en spændende IPA, der med masser af smag stadig er knastør tør. 4-5 skumfiduser.

#595

onsdag den 15. januar 2014

Stadig lidt jul tilbage i glasset

Santas Little Helper, 10 % imperial stout fra Port Brewing. Et populært ølnavn: Ratebeer har mindst 13 bryggerier listet med dette produktnavn! Har den en lidt metallisk duft? Ikke fantastisk fyldig som imperial stouts kan være. God mørk-bitter chokolade smag, med en let røg henover og noget næsten småsyrlig æblesmag antydning til sidst. Er det noget humle der stikker næsen frem? Ellers slutter den fint bittert i eftersmagen. 4-5 skumfiduser.

#594

søndag den 12. januar 2014

Lagret udgave af gammel kending

Chocolate oak aged yeti, 9,5 % imperial stout fra Great Divide. Fadlagret variant af den normale Yeti, med ege chips, kakaoskud og krydderier i tønden. Duften er chokolade, vanille og kaffe. Samme elementer i smagen, med kaffen som måske første smag i paletten. Der fornemmes let røg i eftersmagen. Der skrives på Ratebeer om brugen af cayennepeber i denne øl; det kan jeg slet ikke smage. Tværtimod virker den en smule blidere end den ulagrede variant. Men stadig lige dejlig! 5 skumfiduser.

#593

lørdag den 11. januar 2014

Endnu en DK/NZ øl fra 8-wired

Super Conductor, 8,8 % double IPA fra 8-wired. Typisk vammel dIPA duft. Meget fyldig maltsmag, næsten voldsom. Der smages frugt som abrikos og der er noget ret spruttet solbær henover. Eftersmagen er meget besk og bitter. Lidt for bitter, uden noget modspillende maltsødme. I dIPAer får humlerne ofte meget modspil af malten, men her er det som om at den beske (og ikke fyrrede) bitterhed bliver understøttet, og gør den insisterende. Ikke så mange pæne ord, men en ny måde at stykke en dIPA sammen på. Den får dog alligvel 4 skumfiduser.

#592

tirsdag den 7. januar 2014

Lager møder IPA

Hoponius Union, 6,7 % lager fra Jack's Abby brewing (Framingham, Massachusetts, USA). Øl brygget med lagerøls gær men med IPA humling. Klar citrus duftende. Smager mest som en IPA, men bilder mig selv ind, at jeg kan smage lager-bunden i brygget.Bryggen forekommer ikke så fyldig og har en syrlighed i bunden som jeg fornemmer skyldes gær- og øltypen. Humlen bliver ikke trukket så meget frem som i en ale-gær-type - der er således næsten ingen slutbitterhed. Men, man burde jo nok have smagt "samme" bryg lavet med en ale-gær for helt at være sikker på forskellen (som Mikkeller gjorde, dog uden stort  held hos Dude Beering). Men en god lager er det da - 4 skumfiduser.


#591

søndag den 5. januar 2014

Endnu varer julen lidt ved

Bellerose de Noël, 7 % biere ambre fra Brasserie de Sources (Frankrig). Biere ambre er vel en farvet udgave af noget lager eller biere de garde lignende? Ikke megen duft. Maltet i den første smag, med svag julekrydring. Heri indgår bl.a. kanel, kardemomme og peber. Den præsenterer en nøddelignende bitterhed. Den har næsten ingen sødme og derved står det krydrede lidt mere frem og virker en anelse mere tørt. Som sådan en ganske fin lille juleøl - 4 skumfiduser.

#590

lørdag den 4. januar 2014

Ale til vinterhiet

Hibernation ale, 8,7 % fra Great Divide. Ret maltet duft med rosiner og karamel. Også en anelse urinduft. Rosiner, svesker, karamel og en ikke-sur rødvinseddikesmag fylder min mund. Har en meget fin og dyb krydret smag hvor humlen underneden trænger frem og bidrager med noget mest bittert i eftersmagen, som hverken er sur-bitter, fyrre-bitter men mest nøddebitter og alligevel lidt mere rundt end det plejer. Ja, det er svært at sætte ord på denne øl. Synes den er fin, rigtig fin, så 4-5 skumfiduser til den.

#589