søndag den 4. august 2013

Mikkeller Single Hop series

Det er vist mindst tredje gang Mikkeller laver en stor stribe single hop, så man kan teste hver enkelt individuel humle. Øltypen er denne gang en IPA, med pilsner, munich og cara-crystal malt, og er endt på 6,8 %. Maltbasen er let-medium og overskygger ikke humlebidraget fra de enkelte varianter. Alle øl er bitter-, aroma- og tørhumlet med samme humle, i samme mængde (vægt), i samme tid. Brygget med samme batch malt, på det samme bryggeri (De Proef i Belgien) i den samme uge. Der er ikke taget hensyn til, at nogle humler er bedre som bitterhumler, mens andre er deciderede aromahumler. Det resulterer også i så forskellige IBU som 30 til 115. Ved hver øl angives IBUen. En garvet øldrikker vil kende de fleste humler, men det er første gang jeg smager de fleste som single hop.Denne samlede anmeldelse er vel egentlig ikke ølanmeldelser, men humleanmeldelser.  Der tildeles derfor ikke nogen skumfiduser til den enkelte varietet. Så det følgende kan kun læses som mine subjektive oplevelser af de forskellige humletyper.

Jeg har valgt at teste dem i bitterhedsrækkefølge, således at de mindst bitre blev smagt først.

De første 10 smagte - i rækkefølge fra venstre mod højre
Saaz, 30 IBU. Dufter spøjst af vaskemiddel (eller den parfume der bruges deri). Sødlig smag af banan, vanilje, lidt krydring af peber, koriander. Man tænker ikke lige på IPA, i hvert fald ikke af den moderne skole. Humlen bruges meget i Tjekkiet og i øl af tjekkisk type (pilsner, naturligvis). Med dens søde banansmag måske også i en hvedeøl eller måske juleøl?

Mt. Hood, 33 IBU. Også denne har en let duft af vaskemiddel/citron men også lidt banan. Karamel, og meget let banan i smagen. Eftersødme. Fornemmer ikke den godt nok lille forskel til Saaz i IBU. Alt generelt  lidt lettere i denne humle end i Saaz. Typisk pilsner/lagerhumle, hvortil den også oftest anvendes. Går vel også til en hvedeøl.

Willamette, 35 IBU. En mere rent syrlig duft end de to foregående, mest af citron. Ikke megen ren sødme, og en let syrlig undertone, med anelse af hyld og appelsin. Der er også let krydring i smagen, peber og koriander. Synes at kunne fornemme noget mere bitterhed end de to første, men det er måske bare de oplyste IBUer der får mig ledt i den retning. Mest klassiske IPA indtil videre - en øltype den passer fint til.

Cascade, 38 IBU. Klassisk humle i ny amerikansk øl. Let, men kun let fyrret duft. Tør smag med næsten ingen sødme - den der er minder om appelsin. Fyr, som giver en tør eftersmag. Samtidig noget krydret over smagen, af de bitre og stærke slags, uden at det dog på nogen måde bliver voldsomt. Endnu et skridt i den rigtige retning henimod en rigtig, og god, IPA. Men skal nok parres med andre typer for at give et bredere spænd i smagspaletten.

Tattnanger, også denne på 38 IBU. En "ædel" tysk humle med både bitter- og aroma/smagsegenskaber. Bruges i mange europæiske lager/pilsnere og hvedeøl. Let citrusduft. God bitterhed, men ikke megen aromatik. Let karamelsødme, med svag citrus og måske lidt nød. Diskret samlet udtryk.

Palisade, 47 IBU. Amerikansk humle, der mere er til smag og aroma end bitterhed. Svag duft af græs. Let bitter, tør og græsset smag, uden de store frugtige antydninger. Overall lidt kedelig som single humle.

Challenger, 51 IBU. Engelsk humle. Let citrus duft. Starter lidt sødt, der toner over i lidt krydring (mest peberagtigt) for at slutte med en let citrus smag. Der er også en let blomsterbagtone. Ikke så megen bitterhed fra denne humle (i denne bryg).

Centennial, 56 IBU. Blød citrus og måske lidt lakrids i duft. Pæn bund af krydret smag, med lette blomsteragtige noter (hyld), der efterfølges af god, tør bitterhed. Kaldes en slags storebror til Cascade, som den sammen med typen Columbus udgør de tre "C" i amerikansk (mikro)bryggeri. Man mærker godt de 50 % ekstra IBU i bryggen i forhold til Cascade. 

Cluster, IBU 66. Endnu en amerikansk humle. Duft af citrus og lidt solbær. Ret frugtig smag, med citrus, sprittede solbær, sødlig melon og krydret bund. Trods de højere angivne IBU end foregående, så ikke særlig bitter eftersmag. Passer ret godt til IPA øllet og parret med en lidt mere bitter humle vil det nok blive rigtig godt.

Amarillo, 72 IBU. Amerikansk humle, opdaget som spontan, og er ikke en bevidst krydsning/fremavling. Står beskrevet til at have en markant grapeduft og smag. Jeg mærker nu ikke megen grape i hverken duft eller smag. Duften nærmest græsagtig. Smag ret fyldig, med krydrede toner uden megen sødme. Der er en lille anelse grape. Fin tør eftersmag. Samlet savner jeg en lidt mere bred palette, men bitringsegenskaberne er gode.
Og de sidste, og mest bitre, 10

Citra, og et spring til 88 IBU. Meget fyrret og sødlig citrus duft. Klare anelser af citrus, let sprittede mørke bær og nok koriander i den lidt mere fyldige øl, der ellers byder med en afsluttende tørhed, der dog forekommer at være i den tynde ende. Altså, bitterheden er der, men det er ikke med så megen krop og vægt bag. Lidt letbenet men med god ansats.

Galena, 94 IBU. De amerikanske humler fortsætter. Denne med en lidt skarp duft af citron. Der er også citron i smagen, men der er fersken, malt og gær, samt noget lidt træagtigt desuden. Rigtig fint og tørt afsluttende humlebid der er krydret. Ikke sikker på at jeg har bemærket denne humle anvendt, men den bør være super velegnet til IPA. Her er både det krydrede, frugtige og bitre. Bedste IPA i serien indtil videre.

Magnum (Hallertauer Magnum), 94 IBU. Tysk bitterhumle. Dufter mest af maltbasen i bryggen. Som forventet efter lidt research næsten ingen florale elementer i smagen. En meget svag frugtbund anes hvor maltens lette chokoladesødme får lov. Der sker først rigtig noget ved eftersmagen hvor humlens bitterhed træder frem. Den er lidt skarp citrus, med meget svage anelser af eddike. Skal bruges som bitterhumle, hvilket typen også er vidt anvendt som.

Nugget, 95 IBU. Amerikansk humle, både til bitterhed og smag. Dufter let af citron og rosin. Lidt rosin, let citrus og lidt træ i smagen, som er let og ukompleks. Bitterheden er af den rene og skarpe slags, altså ikke den tørre, fyrreagtige, men mere henad eddike, uden at det dog på nogen måde ligner. Alene bliver det lidt for bittert og typen skal nok parres med en mere decideret aromahumle.

Simcoe, også den på 95 IBU. Meget anvendt amerikansk humle, især i IPAer. Grape i næsen. Ret kompleks smag for at være en single humle. Grapen er der, men også brød, rosin og fyr. Tørheden er så fyrreagtig og bitterheden, trods de pæne IBU, opleves ikke som vildt dominerende. Men har stadigvæk dobbelte egenskaber og naturligt nok populær. En af de bedste i denne serie.

Super Galena, 96 IBU. Nært beslægtet med Galena, fra tidligere. Denne variant skulle være resistent mod det meste meldug. Dufter af citrus. Noget brød i smagen, rosin,  med pæn tørhed og afsluttende let citrusundertone. Skarp bitterhed. Synes jeg finder lidt mindre frugt og smag i denne i forhold til Galena. Men det er på de små nuancer.

Sorachi Ace, IBU 102. Første bryg over de 100 IBU. Japansk humle. Ikke megen duft, andet end lidt fyrret tørhed. Smagen er beskrevet som citrus/tyggegummi agtig, og jeg erkende citrusen som en let syrlighed. Og da jeg havde læst om en dildsmag associeret med humlen, kunne jeg faktisk godt erkende den i både duft og smag. Men det er mest de bitre nuancer der fremstår, og de er mest af den bitre slags og ikke den tørre/fyrreagtige.

Bravo, 103 IBU. Relativ ny amerikansk humle. Dufter fint af fyrrenåle. Parfumeret og floral citrus smag, lette solbær og med en frisk, fyrret humlesmag der strækker sig ind i bitterheden. Humlen skulle være meget brugt i amerikanske pale ales og IPAer. Med de meget fint afstemte aroma-, smags- og bitterhedsindtryk, bliver denne indtil videre bedste IPA i serien.

Colombus, 114 IBU. Tredje amerikanske C, også kendt under navnene Tomahawk og Zeus (spørgsmål om patentrettigheder). Citrus duft. Ikke så megen aroma og smag, men den der er smager af let frugt, og krydring. Også noget let sprittet diskret i baggrunden. Bryggen har en prægtig bitterhed, der næsten er harpiksagtig (trinnet over fyr!). Lækker humle, der giver en lækker øl. Bravo bliver vist slået kort efter den blev kåret.

Warrior, 115 IBU. Sidste øl i rækken og den på etiketten mest bitre. Ikke megen duft, selv med snuden godt nede i glasset. Noget sprittet smag, med citrus og solbær og en god krydret tone. Bitterheden ikke overvældende, men fin; dog mere skarp end fyrret. Hænger ved længe i munden. Også denne en af de bedre som single hop.

Lærerig oplevelse. Jeg tror jeg har forstået at de bedste IPA jeg har smagt bruger mere end en humlesort og kan bruge de forskellige på forskellig måde; som bitterhumle, aromahumle eller til tørhumling. En overraskelse var at Cascade ikke smagte af mere. Den var meget brugt tidligere og noget jeg forbandt med de bedste humlede øl men det har nok også været i kombination med andre.

#401-420

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar