Judgment Day Ale, 10,5 % belgisk quadrouple ale. Brygget med bl.a. rosiner som den også dufter af sammen med svesker og kaffe. Forholdsvis let bryg i betragtning af type og procenter, men smagen er dejlig kompleks. Først noget træagtig tørhed, med mørke frugter, rosiner, svesker, bitter chokolade. En let syrlighed afløser og det afsluttes ret krydret, eller er det spritten man smager? Det prikker lidt i munden, men mest sådan peber-chili agtigt uden dog at der er decideret chilismag. En dejlig øl at nyde livet med, som bagsideetiketten også foreslår man gør, hver dag! 5 skumfiduser.
Carnevale Ale, 6,5 % saison/blonde, brygget hos Port Brewing. Saison er en variant af den franske biere de garde, og minder meget om belgisk blonde ale. Kraftigt skummende ved ophæld. Duft af græseng med komøg! Eller noget syrligt-sødt fermentering. Bryggen er tilsat Brettanomyces-gær ved tapning, så det må være dens effekt man lugter. Tør smag, hvor der ikke er megen sødme, men mange krydrede noter. Der er græs, peber, noget let syrligt, måske en anelse solbær. Til sidst nok "Brett" smagen som jeg ikke er så bekendt med, men som i denne øl ligger fint som afrunding. Kan måske bedst beskrives som lidt youghurt-agtig med metalkant. Det er noget nyt for Dude Beering at opdage øl hvor sådan en gæring med Brettanomyces fungerer, men også lidt udfordrende. Smagsindtrykkene er ikke lige så ka-pauw hammeragtige som i IPA men nok værd at lede efter. Lige nu kan det blive til 4 skumfiduser og et hint om at opsøge flere af den slags øl, uden dog at det (på nuværende tidspunkt) skal ende ud i belgiske lambic og gueuze!
Devotion Ale, 6,25 % blonde ale, igen brygget hos Port Brewing. Minder meget om foregående, men har så ikke den youghurtagtige Brett duft+smag med. Dufter af græs på en pilsner agtig måde. Smager også som henad pilsner, men har den blonde kant, uden at den er specielt kraftig. Meget let sprittede solbær i bunden og slutbitterheden har en meget pilsner-græs agtig karakter. Den her blonde har ikke de belgiske varianters fylde og er i min mund ikke helt vildt ophidsende. Det kan højst blive til 3 skumfiduser.
Lost Abbey er indtil videre bedst i den mørke og tunge ende af farveskalaen. Til gengæld er der vist altid en god røverhistorie på bagsideetiketten.
#439-441
Ingen kommentarer:
Send en kommentar