mandag den 19. marts 2018

Siren

Jeg har haft engelske Siren under behandling nogle gange på bloggen og har fundet et par rigtig fine guldkorn blandt deres portefølje. Sidstnævnte er ret omfattende så jeg hægter mig lige på igen med et trekløver.

Forest for the Trees, 8,6 % winter west coast double ipa. Så har man da eneret på en ølstil tænker jeg ... Meget maltet duft med diacetyl og alkohol. Smagen er også noget af en maltbombe, med masser af stenfrugt i baggrunden, let alkohol og en stærk slutbitterhed. Den er ikke særlig sød, trods den megen malt og kan minde lidt om en stærk skotsk ale, også fordi jeg ikke rigtig fanger nogen humlesmag. Da sidste holdbarhedsdag kun ligger et par måneder frem, er brygget formentlig 10 måneder gammelt, hvis ikke ældre, og så vil meget af humlearomaen være dampet af. Jeg kan nu godt lide skotske ales, men havde da gerne prøvet et helt frisk eksemplar. Det ender på fire skumfiduser.


I love you Honey Bunny, 6,3 % honey smoothie IPA, i samarbejde med Other Half. Masser af honning og 50 % havre skulle give en tyktflydende masse. Hælder dog meget normalt op i glasset. Jeg fanger en ret ren citron-lime duft. Smagsmæssigt er det også disse citrus der er det første indtryk i en øl, der nok er en smule mere viskøs end det gennemsnitlige bryg. Citrusen har en ret bitter eftersmag, som var der også noget skal i. Jeg synes ikke rigtig jeg kan fange noget honning, der er hverken malt eller tilsat sødme, kun en fin friskhed. Det giver også en firer til øllet med Tarantino-reference.


Fred in London, 11 % strong blonde ale, i samarbejde med Hair of the Dog; RateBeer kalder den en barley wine. Er en britisk udgave af Hair of the Dogs Fred (som jeg ikke kender). En del sødme og sukker i duften, med anelse af gær, herunder banan og koriander. Ganske sød og næsten klæbrig i smagen, igen med noter/referencer til belgisk gær og blonde, hvilket nok gør bryggeriets egen stilartsbeskrivelse mere korrekt end RateBeers. Sødmen, iblandet også andre frugtsmage, der virker en anelse syntetiske, formår næsten helt at skjule alkoholen, der må nøjes med at varme lidt. Øllet minder faktisk en del om Amagers Marianna the Moody MILF, som jeg havde det ganske svært med. Jeg holder mig til samme karakter på 3 af de lidt mindre skumfiduser.


Siren er produktive og trods fraværet af det helt store antal skumfiduser i dette indlæg, værd at følge.

#1703-1705

Ingen kommentarer:

Send en kommentar