For nylig skrev jeg om en håndfuld øl fra Hoppe.beer. Høkeren i Ravnsborggade havde fået flere varieteter på hylden, så jeg nappede en triplet med hjem forleden.
Wit Elephant, 5 % belgisk wit. Brygget er tilført etiopiske kaffebønner under gæringen. Ret svagt duftende, med nogen syrlighed og let korn som fremmeste elementer. Der er brødsmag fra den umaltede hvede. Appelsinagtig syrlighed og de anvendte skaller bidrager nok mere til bitterheden end humlen. Jeg synes næsten ikke at jeg bemærker noget koriander, som der ellers også er tilsat. Til gengæld er der en noget udstikkende men dog svag smag af et eller andet, hvilket gisningsvis må være kaffebønnernes bidrag. Det ender tørt, men efterlader en let klistret hinde i munden. I følge Gyda fra Høkeren en fantastisk wit og perfekt til blåmuslinger, både i gryde og glas. Jeg ender nok en smule mere forbeholden med tre skumfiduser.
Quetzalcoatl, 6,5 % saison. Frederiks take på genren er, at der er tilført saft og skal af blodappelsin. Det giver både i duft og smag et førsteindtryk af appelsin som lige får givet sig til kende inden de mere klassiske krydrede træk træder i karakter. I denne øl fanger jeg nemmere koriander som er tilsat, samt peber, græs, gær og vist en anelse banan. Jeg synes ikke den er voldsomt bitter og den har en vis blødhed i munden, formentlig pga. hvedemalten. Jeg synes appelsinerne tilfører lige en god snert af friskhed, som en saison godt lidt kan savne, så den ender på en fire skumfiduser. Navnet er i øvrigt den aztekiske gud for vind og læring, der udtrykker sig som en befjeret slange.
Fire Nuancer af Brune, 6,8 % belgisk brune. (Mindst) 4 forskellige specialmalte er brugt - i tidligere udgaver (internetbeskrivelse) tilsyneladende tilsat lakridsrod, i denne (etiketbeskrivelse) kun sød orangeskal. Noget diskret for at være en belgisk brune, delvist forårsaget af den overraskende tynde bund, der er i brygget. Dermed heller ikke overvældende maltsød og der er mest appelsinens syrlighed jeg smager, der ovenpå den lette bund ikke virker helt harmonisk. Tre af de lidt mindre skumfiduser.
#1492-1494
Ingen kommentarer:
Send en kommentar