fredag den 7. april 2017

Krenkerup tap takeover

Mit lokale værtshus Kompasset havde inviteret Krenkerup bryggeri forbi. De besatte alle 10 haner. Jeg smagte på tre.

650, 5 % brown ale. Brygget i anledning af godsets jubilæum. Der er ikke anvendt humle. Rugbrød og karamel i næsen - den lette ende af skalaen. Smager let af karamel og noget gæret frugt, som giver en antydning af syrlighed. Svagt nøddebitter som brown ales ofte er. Den er heller ikke specielt fyldig, men det skal den heller ikke være. Desværre ender den som lidt af en sur klud, ikke utypisk for genren. 2-3 skumfiduser.

IPA, 6,3 %. Meget let korn- og humleduft. Smagsmæssigt hylder den dyden less is more. Ikke megen krop eller fylde, let brødsmag og så en meget fint afstemt, og må man gå ud fra, helt frisk humle (Cascade), der lige akkurat prikker til de tunger der tror, ed kun kan lide mastodont pilsnere. Der er en fin aroma og bitterhed der fortæller, at der er mere i vente for den eventyrlystne. I sig selv slet ikke en spektakulær øl, men den gør det fint. 4 skumfiduser.

Doppelbock, 8,3 %. Doppelbock er den oprindelige påskeølstype så det er passende at slutte af med denne. Megen malt i duften, allerede fra den nyopskænkede og dermed kolde øl. Malt, karamel, rugbrød, mørke frugter, kardemomme og absolut lav bitterhed er resultatet af den indenmunds kastede slurk øl med efterfølgende fri associationsleg. Sød, og selv om den dermed mangler lidt kant, er den et fint bekendtskab. 4 skumfiduser.

Krenkerup hylder det tyske rheinheitsgebot og det lægger en vis begrænsning på udskejelserne, men man kan da godt brygge hæderlige øl alligevel. Men helt sprælsk bliver det ikke.

#1495-1497

Ingen kommentarer:

Send en kommentar